Frisk luft i den danske kunstdebat – Anmeldelse af “Provokationskunst”

Kunstverdenen og kunstbranchen er et af de områder, hvor mytedannelser og vedtagne normer bliver særligt eksponeret. Myterne er på grund af sin konservative natur næsten umulige at sætte spørgsmålstegn ved – uden at man risikerer at blive ’bandlyst’.

Branchen lever for det første af myterne og de vedtagne normer, og for det andet har kunstbranchen i efterkrigstid udviklet sig til at være en molok af en ’statsliberal oplevelses-industri’, hvor der er milliarder af kroner på spil.

Christian Tangø er sådan en person, der med sin bog PROVOKATIONSKUNST tør sige sin mening. Det er ikke kun i denne sammenhæng, at han indtager denne position i den danske kunstdebat – han er en form for enfant terrible. Senest har han kritiseret kunstneren Marco Evaristti’s happening ’And now you care’ med ’grisene, der skulle sultes’.

Ifølge Christian Tangø er happeningen først og fremmest et selvpromoverende og narcissistisk mediestunt og dermed et misbrug af en alvorlig politisk sag. Det er ifølge Christian Tangø et gennemgående træk i provokationskunsten i dag, og det er da også et væsentligt tema i hans bog.

En vidensrejse gennem 400 år

Bogen er et digert værk på omkring 400 sider. Christian Tangø er vidende om kunsthistorie, filosofi og æstetik-teori, og han tager os ud på en vidensrejse fra den flamske barok og op til dag. I dette forløb undersøger han emnet ’provokation og tabu’ og formår at perspektivere det.

Det er omkring tiden med den flamske barok, at kunsthandlen og et liberalt kunstmarked for alvor opstår. Det er det velhavende borgerskab og til dels middelklassen, der er aftagere af genremaleriet. Herfra står kunstnerne i en helt ny samfundsmæssig position, hvor de skal konkurrere indbyrdes, og hvor det kunstneriske, personlige islæt bliver et markedsbrand og et konkurrencevåben.

Christian Tangø opererer ud fra en erkendelse af, at kunsten har en dobbelt karakter; at værkerne ikke kun skal vurderes ud fra sig selv, men også ud fra den samfundsmæssige virkelighed, de indgår i.

Dermed er kunstens socialhistorie også et gennemgående tema i bogen, og som udgangspunkt henviser han til den franske sociolog og antropolog Pierre Bourdieu (1930-2002). Bourdieu lancerede nye begreber til socialvidenskaben: At magten og ’kapitalen’ ikke er begrænset til den økonomiske kapital, den er også udstrakt til viden, social kapital (netværk) og kulturel kapital.  

Et frisk pust i kunstdebatten

Det vil være for vidt at gennemgå alle Christian Tangø’s problemstillinger og pointer i bogen.

Men han bringer os vidt omkring med emner som f.eks. naturalisme og formernes opløsning i modernismen. Han behandler også æstetikopfattelser hos Kant og Hegel samt kunstakademiernes grundlæggelse og deres roller.

Desuden ser han på borgerskabets kulturkamp med feudalaristokratiet og enevælden. Han fremhæver betydningen af det kunstneriske oprør i Paris i 1863 med ’’De afvistes salon’’.

Karl Marx’ indflydelse på den realistiske, politiske kunst bliver også belyst. Derudover undersøges mediernes og den moderne presses betydning og deres påvirkning af kunsten.

Alt dette sættes i en iskold sammenhæng med kunstens egen udvikling hen imod at blive narcissistiske reklamestunts.

Med Christian Tangø’s egne ord: ’begrebet provokations-kunst er opfundet af massemedierne, og har sin eksistens i massemedierne. I bogens sidste afsnit DEL V gennemgår han danske provokationskunstnere.

Jeg kan kun anbefale bogen; den er inspirerende, nytænkende og god at blive klog af. I forhold til den danske kunstdebat er det på mange måder en ordentlig omgang tiltrængt frisk luft. Læs den!

Christian Tangø: Provokationskunst – tabuoverskridelser i billedkunsten. Forlaget Futura, 2024. 400 sider. Vejledende pris: 320 kr.