Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
25. marts. 2022

Frustreret og fastlåst: Putin mangler støtte fra sine allierede

Mens Ukraine for tiden modtager massive mængder militær fra Vesten, har Ruslands allierede ikke støttet Putin i samme grad som Kreml havde håbet. Kina holder sig neutral, mens Belarus heller ikke har sluttet sig til invasionen. Kun Syriens al-Assad har foreløbigt givet tilsagn om et militærbidrag, men også dén støtte er fortsat fugle på taget.

Vladimir Putin sidder fast i Ukraine, og leder efter støtte fra sine nærmeste allierede. Illustration: Solidaritet.

Lynkrigen er aflyst, og den russiske offensiv i Ukraine ser ud til at være gået i stå. Ifølge britiske efterretninger er russernes fremrykning blevet bremset “på alle fronter” som følge af dårlig planlægning, logistiske udfordringer og hård modstand fra den ukrainske hær. I Kyiv-forstaden Irpin har Ukraine endda startet en modoffensiv, der forsøger at afskære de russiske belejrere fra brændstof, ammunition og mad.

Og mens Ukraine i disse dage modtager store mængder militært udstyr fra en række NATO-lande, herunder britiske ‘Starstreak’ antiluftmissiler, amerikanske ‘Switchblade’-droner og nederlandske Stingermissiler, er der ikke megen hjælp at hente for Rusland, der må kigge langt efter millitærstøtte fra sine allierede.

Kina støtter på vågeblus

Spørgsmålet trænger sig på: Hvor er Ruslands støtter henne under krigen? Landets største handelspartner, Kina har forsøgt at holde sig forholdsvist neutral, og kinesisk støtte, som går direkte mod de vestlige sanktioner, lader foreløbigt til at være ude af billedet.

Ifølge den amerikanske sikkerhedsanalytiker Drew Thompson er det sandsynligt, at Beijing-styret vil sende mindre støtte i form af reservedele, mad og ammunition til den russiske invasionsstyrke, mens større ting som tanks og fly er udelukket. Blandt sikkerhedsanalytikere er der desuden enighed om, at det ville give store tekniske vanskeligheder hurtigt at skulle integrere kinesisk militært isenkram i den russiske krigsmaskine.

Belarus’ diktator-præsident balancerer på en knivsæg

Mens støtten fra Kina altid har været usikker – og med en afstand på 6.500 kilometer mellem Kyiv og Beijing i bedste fald tidskrævende og bøvlet – er også den nære støtte foreløbigt udeblevet. Rusland havde håbet på direkte militær støtte fra Belarus, der deler mere end 1.000 kilometer grænse med Ukraine mod syd.

Allerede i den russiske invasions indledende fase begyndte rapporterne at strømme ind om tungtlastede tog i Brest-regionen i det sydvestlige Belarus. Et utal af videoer uploadet til sociale medier som Twitter, YouTube og Tik-Tok har løbende dokumenteret, at russiske tanks og forsynings-lastbiler er blevet fragtet gennem Belarus, med kurs mod den ukrainske grænse. Foreløbig har det dog ikke udmøntet sig i en formel krigserklæring fra Belarus mod Ukraine, hvilket skyldes en række interne forhold.

“Den hviderussiske hersker er tvunget til at balancere på en knivsæg, hvor han på den ene side føler sig nødsaget til at opfylde sine forpligtelser som Putins vasal, og på den anden side risikerer at blive smidt på porten af sin egen befolkning”

Landets præsident, Aleksandr Lukasjenko ønsker utvivlsomt at støtte op om Putin, der sidste år holdt ham ved magten under enorme folkelige protester. Lukasjenko har bare det problem, at oprøret stadig ulmer i hans egen baghave, og at den hviderussiske befolkning – ligesom den russiske – har svært ved at forstå, hvorfor man skal gå i krig med sin nabo. En måling fra et britisk analyseinstitut viste kort før krigens udbrud, at et flertal i landet var imod at sende soldater til Ukraine (59 procent), mens kun 13 % var decideret positive for krigsdeltagelse.

Den hviderussiske hersker er derfor tvunget til at balancere på en knivsæg, hvor han på den ene side føler sig nødsaget til at opfylde sine forpligtelser som Putins vasal, og på den anden side risikerer at blive smidt på porten af sin egen befolkning, hvis han kaster dem ind i en upopulær krig med alt at tabe.

Spørgsmålet er, om Lukasjenko overhovedet har råd til at undvære soldater, hvis han skal holde sin egen befolkning under fode. Hviderussere i Ukraine kæmper mod Rusland. ‘Europas sidste diktator’ har derfor foreløbigt måttet nøjes med at stille belarussiske hospitaler til rådighed for de mange tusinde russiske soldater, der er blevet såret i den første måneds blodige kampe. Lækkede videoer fra Belarus viser også store lastbilkonvojer, som angiveligt skulle fragte døde russiske soldater i nattens mulm og mørke, i et forsøg på at skjule de reelle dødstal.

Putin ønsker sig brændende en belarussisk invasion af det vestlige Ukraine, som kan undergrave forsyningslinjerne fra vest, og tyndstrække det ukrainske militær. Lige nu leverer hans eget militær dog det bedste argument for, at Belarus holder sig ude. De officielle russiske dødstal har ikke rykket sig, siden landets forsvarsministerium i begyndelsen af marts meldte ud, at 498 soldater havde mistet livet. NATO-efterretninger anslår, at mellem 7.000 – 15.000 russiske soldater er blevet dræbt i Ukraine. Efter konventionel krigslogik er antallet af sårede 3-4 gange højere, hvilket ville placere antallet af ukampdygtige soldater mellem 21.000 – 60.000. Det er på den baggrund ikke underligt, at Lukasjenko foreløbigt har valgt at holde sig uden for den ukrainske heksekedel.

Massive demonstrationer ramte i 2020 Belarus. Lukasjenko sidder fortsat på magten, men skal bruge sit eget militær til at holde fast i sit greb om landet. Foto: Vasily Fedosenko

Oprøret ulmer indefra Belarus

Mens Belarus’ regering altså foreløbig er begrænset i sin formelle støtte til Putins invasion, har flere af styrets interne modstandere lugtet blod. Mindst 200 belarussiske soldater har sluttet sig til den ukrainske side under navnet Kastuś Kalinoŭski-brigaden. Den er opkaldt efter en nationalistisk belarussisk oprørsleder (1838 – 1864), der ligesom sine moderne arvtagere forsøgte at bryde med det russiske imperies magt over landet.

“Kadyrov har forbundet sin egen skæbne uløseligt til Vladimir Putins, og har derfor brug for en sejr – og gerne en hurtigt overstået krig.”

Den belarussiske civilbefolkning er en anden risikofaktor, som begrænser regeringens handlemuligheder. Ifølge mediet Railtech er det lokale tognet i Belarus blevet udsat for omfattende sabotage fra lokale togarbejdere, der på opfordring af såvel den ukrainske regering som landets egen eksilopposition har ødelagt dele af jernbanenettet. De vitale skinner, der fragter udstyr til den russiske frontlinje, blev tidligere på året også ramt af hackerangreb fra gruppen Belarusian Cyber-Partisans, efter at have transporteret en større gruppe af de russiske soldater til grænsen, som nu har invaderet Ukraine via Belarus.

Tjetjenien: PR-kampagnen er slået fejl

Også for de tjetjenske modstandere af landets diktator-præsident, Ramzan Kadyrov, har krigen været anledning til væbnet kamp. Her har oprørere sluttet sig til den ukrainske side af kampen, og kæmper blandt andet i Dzhokhar Dudayev-brigaden, som tager sit navn fra den sekulære tjetenske oprørsleder, som blev dræbt under den første Tjetjenienkrig i 1996.

Tjetjeniens autoritære leder er ligesom sit belarussiske sidestykke varsom med at sende for mange soldater til Ukraine, da det risikerer at svække hans position i hjemlandet. Kadyrov har forbundet sin egen skæbne uløseligt med Vladimir Putins, og har derfor brug for en sejr – og gerne en hurtigt overstået krig. King Ramzan elsker at iscenesætte sig selv som en feteret machismo-leder i blankpolerede designerstøvler, og havde regnet med, at krigen i Ukraine kunne styrke dét selvbillede. I stedet er han blevet chokeret over den hårde modstand, som allerede har kostet ham flere hundrede soldater, herunder Magomed Tushaev, som var blandt hans øverste generaler.

For at give sine soldater et moralsk boost er Kadyrov personligt taget til Ukraine tidligt i krigen. De tjetjenske soldater har ry for at være brutale, men deres rolle virker til at være mere symbolsk end strategisk. Flere rapporter understreger derfor, at hans opblæste Kadyrovites har indtaget en afventende rolle langt fra fronten.

Putin indkasserer sin syriske blodgæld

Få mennesker er dybere nede i Vladimir Putins lomme end den syriske diktator, Bashar al-Assad. Havde det ikke været for russisk militærstøtte under den syriske revolution, havde han ikke holdt fast i kvælertaget om Syrien. Det ved både Putin og Assad, og førstnævnte har taget sig godt betalt for sine ydelser.

“De syriske lejesoldater risikerer at blive slagtekvæg i en krig, som udelukkende har til formål at afbetale regimets russiske blodgæld.”

En gammel sovjetisk flådebase i den syriske havneby Tartus er siden 2008 blevet gradvist udbygget og moderniseret, og er nu omdannet til en permanent base for den russiske flåde. Selv om Tartus-anlægget er en snoldet størrelse, har den stor strategisk betydning for Moskva, da det er den eneste russiske base med direkte adgang til Middelhavet. Rusland har foruden den militærstrategiske styrkelse sikret sig en række lukrative genopbygningskontrakter i Syrien, og har sørget for, at flere nye olieboringer i Syrien bliver givet til russiske firmaer.

Under den seneste russiske invasion har regimet i Damaskus igen vist sig som en loyal støtte for Putin. Landet stemte som ét af kun fem lande imod dén FN-resolution, der fordømte det russiske angreb på Ukraine. Her var man i fint selskab med Belarus, diktaturstaterne Nordkorea og Eritrea – og selvfølgelig Rusland selv.

Mere håndgribelig opbakning til krigen er også på vej. Al-Assad har givet Putin frit lejde til at hente soldater i Syrien, og russiske officerer rekrutterer for tiden i hele landet, med løfter om at betale dem op til $ 3.000 om måneden. Det er en fyrstelig sum for indbyggerne i det krigshærgede land, og gør påstanden om, at 40.000 mennesker foreløbigt har meldt sig troværdig.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget de syriske lejesoldater kan bruges til i Ukraine. Her kommer de til at kæmpe i ukendt terræn og koldt mudder, og vil blive mødt af en civilbefolkning, de ikke kan kommunikere med. Militært udstyr skal de heller ikke regne med at få fra deres russiske allierede, som kæmper med at forsyne deres egne soldater. De syriske lejesoldater risikerer at blive slagtekvæg i en krigsdeltagelse, som udelukkende har til formål at afbetale regimets russiske blodgæld.

Selv om det første kontingent på 150 soldater er sendt afsted til Ukraine, har den foreløbige syriske støtte altså også mest karakter af fugle på taget. Ligesom sine tjetjenske og belarussiske kollegaer kan al-Assad ikke hvile for trygt på laurbærrene i sit hjemland. Tyrkiet kontrollerer fortsat store dele af det nordlige Syrien, og både det kurdiske selvstyre i den østlige Rojava-provins, og den amerikansk-støttede Maghaweir al-Thowra-milits på den sydlige grænse til Jordan, står klar til at udnytte ethvert tegn på svaghed fra regimet i Damaskus. Også Daesh spøger stadig i kulissen.

Syriens diktator Bashar al-Assad (tv.) er blevet holdt oppe af Rusland under den syriske revolution (2011-). Nu opkræver Putin sin blodgæld. Foto: Kremlin

Tiden arbejder imod Putin

Trods den vestlige alliances samlede front, har Putin formået at holde en række store lande på neutral grund. Særligt forholdet til Indien og Kina er vigtigt at bevare, hvis den foreløbige fiasko i Ukraine ikke skal ende med at ruinere landet totalt. Men jo længere tid konflikten trækker ud – og jo flere krigsforbrydelser, der bliver begået i Ukraine – desto sværere bliver det for Rusland at fastholde omverdenens neutralitet – og sin egen befolknings passivitet.

Det vakte forleden opsigt, da Mexicos socialdemokratiske præsident, Andrés Manuel López Obrador (AMLO) var med til at oprette en venskabskomité til støtte for Rusland. Det var en drilsk gestus, som blev hilst velkommen af landets russiske ambassadør. Men skræller man den signalpolitiske værdi væk, kan Putin ikke bruge den slags til særligt meget. Mexico er en forsvindende lille handelspartner for Rusland, og venskabskomitéer på den anden side af kloden mætter ikke de russiske soldater på frontlinjen.

Putin havde håbet på en lynkrig, men er i stedet faldet ned i et ukrainsk mudderhul. Til hans store frustration er der foreløbigt ikke kommet den ønskede støtte fra hans nærmeste allierede, som har nok at se til på hjemmefronten. Har han ikke knækket den nød inden Victory Day den 9. maj – det russiske militærs vigtigste årlige parade – begynder nettet for alvor at strammes om ham.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet. Læs mere