Fuldt hus i Østre Gasværk – Anmeldelse af “The Last Ship”

Så har man set – og hørt – det med: Østre Gasværks rustikke bygning forvandles til et dystert, farligt og støjende skibsværft, der befolkes af mennesker, som slås for deres arbejdsplads, deres faglige stolthed og deres skib, om det så skal blive det sidste. Og de strides indbyrdes om, hvordan solidariteten skal udfolde sig, mod resignation og krakelerende selvværd, og for kærligheden til den elskede ene trods svigt og desperat fortrydelse. 

Tiden er Thatchers Storbritannien i 1980’erne, hvor alle sociale kontrakter brydes, og politi sættes ind mod arbejdere, der slås imod at deres offentligt ejede arbejdsplads, lokalsamfund og levebrød forsvinder. Og imod smadring af fagforeninger og splittelser, når skruebrækkere, beskyttet af ordensmagten rekrutteres for at nedrive og skrotsælge deres værft. 

Værftsarbejderne i det Wallsend i Nordøstengland, hvor musikeren, komponisten og tekstforfatteren Sting er født og opvokset, vil ikke give sig. De véd, hvad der er sket med andre værfter, kulminer og stålvirksomheder landet over. De har kontroverser, men solidaritet, klassekamp og strejke er ikke skældsord. 

”Kald mig bare kommunist, men jeg er tømrer, og vi vinder til sidst,” synger tillidsmanden Billy Thompson (Jon Lange), som ikke vil være ophugger.

Fællesskabet og partnerskabet

Det er ikke her, historien begynder. Den starter med den purunge Gideon Fletcher (Gustav Allen Schriver), der har udlængsel og drømmer om et Utopia, en ’Sjælenes Ø’, langt ude på havet. Han vil have sin elskede Meg (Line Weien Hoffmann) med. Men hun har sine egne drømme og ønsker ikke, at han ”flygter.”

17 år senere, og uden at lade høre fra sig, vender Gideon som voksen (nu spillet af Niels Skovgaard Andersen) hjem som en anden Odysseus. Han møder værftsarbejderne i Wallsend – og sin, nu også ældre, elskede Meg Dawson (Kristine Yde Eriksen). Hun er pubværtinde og en rasende Sørøver Sally, der ikke vil høre på flæberi og fortrydelser.

Der udspiller sig – i ord, men også i sang, dans og musik – en troværdig og bevægende parallel fortælling om kammerat- og søsterskabs-solidaritet og indbyrdes rivegilder. Det er samtidig et spil om gensidige følelser mellem to mennesker på samme alder, men også mellem ægtefæller, mor og datter, far og søn. Tilbageblik til fortiden levendegøres gennem optrin, hvor de optræder som unge samtidig med, at de nutidige skikkelser stadig er på scenen…

Dickens og Zola up to date

Det er fabelagtigt godt iscenesat. Atmosfæren og dialogen låner både fra Hugo, Zola og Dickens – og vore dages Ken Loach. For nok handler historien om Thatchers Storbritannien i 1980’erne – med nådesløse og følelseskolde Baroness Tynedale (Hanne Uldal) som Jernladyen og hendes ministerielle håndlanger Freddy Newlands (Dan Zahle). 

Men den henvender sig også direkte til et nutidigt publikum og samfund, hvis arbejdere, socialt udsatte, ældre og unge trues af krig, udstødelse, fattigdom og krig under kapitalismens nådesløse udbytning og udplyndring af mennesker og naturrigdomme.

Stykket er ikke defaitistisk. Det rummer – uden sentimentalitet – håb om forandring gennem medmenneskelighed og solidaritet. Både store scener på værftet og kammerscener mellem elskende, som trækker sig og rækker hænder frem, og unge der vil udleve egne drømme, er løfterige og bevægende. 

Værkføreren Jackie Whites (Morten Lützhøft) skæbne er et centralt og rørende omdrejningspunkt. Alle aktører er fremragende, og flere spiller umærkeligt flere roller. Der er hovedpersoner, men ingen ligegyldige bipersoner uden eget aftryk i fortælling, holdning og karaktertræk.   

Op i en højere enhed

En halv snes musikere er medaktører og bevæger sig mellem de syngende og dansende skuespillere, klædt som engelsk arbejderklasse i en velintegreret fortælling, hvor Stings ofte folkemusiske kompositioner parres med Brecht/Weills lærestykker. 

Fordanskningen af Stings poetiske og billedrige tekster er fremragende. De visuelle effekter er nøje afstemte spots og projektioner på vægge og gulve af arbejdende kraner, fugle i flugt og stjernehimle, havgus og bølgebrus. Stings ordbilleder, som ofte refererer til havet, bølgerne og tidevandet, er besnærende.

På Østre Gasværks hjemmeside kan man opleve Sting indtage Gasværk-scenen alene. Han fortæller om sin barndom og opvækst i Wallsend i slagskyggen af de mægtige skibe, som lå på bedding. Han beretter empatisk om byen og sin far. 

Albummet The Soul Cages, som beskriver denne tid, har givet inspiration til forestillingen. Han udtrykker også fascination af det ”fantastiske rum” og hans følelse af, at ”mit stykke allerede er her, selv uden scenografi”.

Man kan sige, at Sting har et Utopia. Ligesom Gideon, hvis manddoms Utopia er navnet på det skib som næsten ligger færdigt på bedding og forsvares af værftsarbejderne. Og ikke mindst af de kvindelige ansatte og kærester, der både giver mændene og kapitalens skrothandlere modspil. Gideons sømandskundskab bliver nu et aktiv, som skal virkeliggøre Utopia – og ”så må vi se, hvad der sker.”

Man ser, hører og føler lys, vellyd og stjerner. Jeg giver ikke stjerner, men hvis jeg gjorde, var det fuldt hus. Og fuldt hus vil der, ligesom denne aften, være, så længe denne fortælling udspilles. Ligesom overskriften til denne artikel.

The Last Ship
Musical. Østre Gasværk i København. Spiller indtil 6. april. 
Musik/tekst: Sting
Instruktion: Thomas Agerholm