Gas er kernen i klimakrisen – og i alle de afledte kriser

Der er tale om en superudnyttelse, en massiv profitkrise, som direkte tager rigdommen fra dem, der er afhængige af fossile brændstoffer, dvs. alle dem, der lever i moderne samfund, og giver den til private fossile brændstofvirksomheder.

Fra finanskrise blev til nedskæringskrise

Hvis vi ser lidt over et årti tilbage, kan vi huske finanskrisen i 2008 i banksystemet, som blev forvandlet til en statsgældskrise, da regeringerne reddede bankerne. Derefter blev statsgældskrisen forvandlet til en massiv nedskæringskrise, da de regeringer – der havde reddet bankerne – betalte for massive nedskæringer i de offentlige udgifter, hvilket førte til en nedadgående spiral af konkurser og massearbejdsløshed.

“Energikrisen” – som i vid udstrækning går forud for Ruslands invasion af Ukraine – gav en hidtil uset mængde penge til de store olie- og gasvirksomheder længe før, der var forventet nogen mangel. Denne energikrise blev til en inflations- og priskrise, da en økonomi, der bevidst var afhængig af fossile brændstoffer, gav genlyd af de fossile selskabers fortjeneste i hvert eneste produkt. Det blev til en fødevarekrise, en transportkrise, en tøjkrise, en opvarmningskrise og en sundhedskrise. Inflationen i Europa er den højeste, siden euroen blev indført. I mange lande er det den højeste i over 50 år. Energi- og gas-priserne er i nogle tilfælde steget med over 400 pct.

Regeringernes svar på dette har været små engangsbetalinger til befolkningen, nogle gange til specifikke formål som f.eks. energiregninger eller transport, samtidig med at de har fremmet energibesparelser i husholdningerne. Samtidig har de sænket skatterne på energi, olie og gas og direkte støttet energiintensive industrier, hvilket har skabt alle mulige gunstige betingelser for mere gasimport.

Endelig har centralbankerne i EU, Storbritannien, USA og andre lande besluttet at hæve renten for at forsøge at tage penge ud af økonomien. Det betyder, at alle lån i et højt og målrettet gældsskabende samfund vil stige, nogle gange til skyhøje beløb. Det fuldender den onde cirkel. I sidste ende vil folk have betalt for de høje gaspriser på mindst fem måder: deres energi (til hjemmet og transport), det absolutte flertal af de produkter, de har brug for (især fødevarer), lønkompression (hvor lønningerne steg, lå den altid under inflationsraten), i skattelettelserne til energi- og fossile selskaber og i de høje renter. Det ville være dramatisk i normale tider. Midt i klimakrisen er det simpelthen utroligt.

Protesterne er for længst startet

Først anført af den yderste højrefløj, og derefter har vi langsomt set en bevægelse med venstrefløjen. I Storbritannien mobiliserede Enough is Enough massivt under den strejkedynamik, der er skabt af Mick Lynchs transportfagforbund RMT og det smuldrende konservative parti.

Selv om der var støtte fra klimarettigheds-organisationer, var hovedbudskabet langt fra at berøre energi- og klimakrisen med en klar løsning. I Frankrig gav NUPES energi til marchen mod dyre leveomkostninger og klimainaktivitet, som også fik stor deltagelse. I forskellige lande er der en følelse af, at en massemobilisering vil være uundgåelig, men der er også en stemning for at vente på at se, hvad der sker.

I mange tilfælde har man undladt at stille krav og opfordringer vedr. klima og energi, der betragtes som et splittende emne, for at nå ud til flere mennesker og nøjes med at rette skytset mod leveomkostningerne. Det er ikke godt.

Den sabotage, der skete i forbindelse med NordStream-rørledningerne – kombineret med Bolsonaros og Trumps nederlag ved præsident- og kongresvalget i Brasilien og USA – har efterladt den yderste højrefløj uden et klart kampråb til at gå på gaden igen. Det må vi ikke nøjes med. De vil finde gode paroler frem, og det er klart nok, at politikerne fra det kapitalistiske magtlag vil servere det til dem på et sølvfad.

Højre og centrum har valgt blodbadet som den politik, der skal anvendes i den nuværende krise. Denne gang regner de med, at den yderste højrefløj vil være med til at dæmme op for de folkelige bevægelser.

Hvad skal man så gøre?

Problemet med at lade systemet kontrollere fortællingen om denne krises oprindelse er, at især olie- og gasselskaberne vil dominere forslagene til løsninger og effektivt blokere for enhver mulighed for en løsning, der ikke omfatter dem. Og en løsning, der udelukker dem, er den eneste mulighed for at opretholde civilisationen og især for ikke permanent at gentage profit-, energi-, leveomkostningerne og nedskæringer i de kommende år.

Fortællingen om den nuværende krise skal flås ud af hænderne på systemets magthavere. Det er også nødvendigt at adskille krisen afgørende fra invasionen af Ukraine. Denne krise skal have et første, andet og sidste navn: Gas, gas, gas.

De har satset alt på mere gas som vejen frem, idet der mobiliseres offentlige ressourcer for at sikre et nyt net af gasinfrastrukturer og skabe det, de kalder diversificering, dvs. øge importen fra USA, Saudi-Arabien, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Nigeria, Algeriet osv.

I en krise, der er skabt af afhængigheden af fossil gas, har de valgt at satse endnu mere på gas, selv om der er en stigende sandsynlighed for mangel på gas. Hvis vi ikke tidligere havde kendt til kapitalismens vanvid, ville dette være en perfekt skoling i det.

Det er afgørende at tackle komponenten leveomkostninger sammen med komponenten gas og klima. Kun et velformuleret program kan forvente at nå frem til et anstændigt og troværdigt forslag. Ingen lønstigninger vil være nok, hvis deres plan er bevidst at fremprovokere en nedgang i økonomien og gøre pengene mere sparsomme. Der findes ikke noget svar inden for det kapitalistiske marked, som ikke betyder en ny og ulidelig krise for de “99 pct.”.

Vi er nødt til at gå efter struben. Det er nu, vi skal arbejde for en masseudbredelse af vedvarende energi, der gør det muligt for os at lamme de fossile monopoler og tage den politiske og økonomiske magt fra kul, olie og gas. Alligevel er der stadig nogle vigtige fælder, der er lagt i vejen for os, og som ikke kan benægtes.

De seks hovedkonflikter

Jeg fokuserer specifikt på energi-delen af problemet og kan pege på seks hovedkonflikter:

• Gas og kul: I betragtning af den bevidst skabte afhængighed af fossil gas (især i EU og USA) vil der være et pres for at forsøge at genåbne lukkede kulkraftværker eller forsinke lukningen af dem, der er planlagt til at lukke. En stor del af det arbejde, der er udført i de seneste årtier af klimagrupperne, har gjort kul og olie til et totalt no-go for omstillingen. Det samme skal ske med gas nu. Vi kan ikke gå tilbage til gas – i lande hvor kul stadig er en trussel, skal gas helt og holdent springes over.
  
• Offentlig gas og private vedvarende energikilder: I en krise skabt af gaspriserne, der er fastlagt af private selskaber, har regeringerne valgt at øge denne afhængighed med offentligt betalt infrastruktur. De penge, som de siger, at de ikke skal betale for omstillingen, bliver brugt på mere gas. I mellemtiden har de besluttet, at vedvarende energikilder skal udbredes af markedet, dvs. af private kapitalister. Priserne på vedvarende energi er absurd lave sammenlignet med fossil energi, men de grønne kapitalistiske prisfastsættelses- og subsidierings-mekanismer betaler langt mere end deres omkostninger, fordi formålet ikke er at lave energi, men kun at skabe endnu en (eller i nogle tilfælde den samme gamle) bande af milliardærer. I det iberiske marginaliserende system fastsættes elpriserne efter det dyreste anlæg til at levere elektricitet, hvilket betyder, at når vedvarende energi er billigere og gas dyrere, jo mere rentabel bliver så den vedvarende virksomhed. Derfor investerer så mange af de gamle energiselskaber samtidig i fossile og vedvarende energikilder: De har brug for begge dele for at opnå maksimal profit. En privatejet sektor for vedvarende energi er usælgelig og vil være til hinder for både at udbrede den med den nødvendige hastighed, kontrollere priserne og reducere de nødvendige emissioner. Vi har brug for en massiv offentligt ejet industri for vedvarende energi.
  
• Grønne svindelnumre, gas og brint: Denne menu af science fiction-teknologier (kulstofopsamling og -lagring, fjernelse af kulstof, kompensation) støttes kraftigt af regeringerne og den fossile industri som en glimrende afledningsmanøvre fra den eneste effektive handling – nemlig at lukke dem ned. Da gaspriserne toppede, blev der med vilje skabt en forvirring mellem gasbaserede projekter og projekter for vedvarende energi i en enorm kommunikationsindsats fra lobbyister og industrien. I oktober afslørede ENTSOG’s rapport om gasindustrien planerne for de næste 10 år i Europa med 300 nye gasprojekter, forbindelser, flydende LNG-enheder, nye LNG-havne, biogas- og brintprojekter. Brint har faktisk været en nøgle til at udvide gasinfrastrukturen, idet lobbyisterne har talt for en “blanding” af brint og naturgas i de eksisterende rørledninger og for at bygge nye brint-rørledninger (som er meget dyrere end de andre), hvor der også kan transporteres gas. De nuværende forslag beløber sig til et 23.000 km langt net, der skal bygges inden 2040, hvilket er en sand livsforsikring for olie- og gasselskaberne.
  
• Kernekraft vs. vedvarende energi: Atomkraftvanviddet med en enormt dyr og farlig infrastruktur, der først kan begynde at fungere om cirka 10 år, forsvares kraftigt af tekno-positivister og den yderste højrefløj. De har ingen anden interesse end at omdirigere ressourcer og finansiering for at hindre enhver energiomlægning. Over halvdelen af Frankrigs atomkraftværker måtte lukke ned i sommer på grund af hedebølgerne, og selv i efteråret er der gentagne nødafbrydelser. Ekstrem varme og tørke forværrer farerne ved atomteknologien og gør den endnu dyrere og mere ubrugelig.  I forbindelse med den russiske invasion af Ukraine afslører alle de episoder, der gentagne gange sker omkring Zaporizhzhia-atomkraftværket, en permanent apokalyptisk risiko, som forstærkes yderligere i en verden, der er i stigende grad præges af uhæmmet nationalisme og militarisme.
  
• Transport og elektricitet: Priserne på alt, hvad der flyttes, er direkte knyttet til priserne på brændstof, som også har slået rekorder på det seneste. De offentlige transportsystemer er sjældent elektrificeret – for slet ikke at tale om dekarboniseret. De fleste varetransporter, offentlige transporter og al ikke-elektrisk energi er helt i den fossile industris hænder, og der er i øjeblikket ikke noget forslag til at ændre denne situation. Der var nogle nødforanstaltninger i Spanien og Tyskland med midlertidig gratis offentlig transport, men der blev ikke foreslået eller diskuteret noget generelt skift i denne sektor, som står for de største emissioner og afhængighed. Sektoren er stadig helt og holdent i hænderne på OPEC og andre producenter i deres kapløb om maksimal profit og klimakollaps.
  
• Elektricitet og opvarmning: I løbet af de seneste årtier er en stor del af boligopvarmningen blevet omlagt til gas. Hele dette net blev især i Centraleuropa etableret for at bruge russisk gas, og det er særlig fornuftigt at tage fat på det. Isolering og varmepumper er nogle af de mest teknologisk smarte løsninger og bør bruges til at bryde de afhængighedskæder, der er skabt for fossil gas.

En alliance for at gå til angreb

Bevægelsen for klimaretfærdighed har været meget aktiv i de seneste fem år. Den har været mangfoldig, modig og innovativ. Den skal være effektiv, og den skal opbygge bredere alliancer.

De nuværende kriser – energi, leveomkostninger, inflation, sparepolitik – har nøjagtig samme oprindelse som klimakrisen: det kapitalistiske system og dets komponenter. Når det gælder energi, satser systemet alt på én ting: fossil gas. Vi er nødt til at opbygge en alliance for at gå til angreb og nedbryde systemets vigtigste plan, som er dets svage punkt.

Så længe de fastholder deres fortælling, vil alle debatter være lysår væk fra behovet for at reducere de globale emissioner  til det halve inden 2030. Selv i denne multi-krise tænker kapitalisterne kun på at øge udledningerne, vokse stadig mere og øge energiproduktionen – med gas, kul, atomkraft og vedvarende energi – selv om det forstærker alle de kriser, vi lever i. Vi vil ikke løse nogen af dem, hvis vi ikke skaber og gennemfører forslag uden for markedsmekanismerne. Det kræver store sociale kampe. Det kræver, at vi konfronterer kapitalisterne på nationalt og internationalt plan nu og bryder den rådne konsensus om disse kriser.

Kapitalismen som helhed er menneskehedens ultimative krise, men i dette øjeblik er fossilgas en afgørende vektor, der skal stoppes.

João Camargo er klimaaktivist i græsrodsbevægelsen Climáximo i Portugal og i Clima Jobs-kampagnen. Miljøingeniør og forsker i klimaforandringer ved Lissabons Universitet, hvor han har skrevet Ph.d. om klimaforandringer som meta-narrativ for menneskeheden.

Han er forfatter til bøgerne ”Manual de Combate às Alterações Climáticas” (Klimaforandringernes Kampmanual) og ”Portugal em Chamas – Como Resgatar as Florestas” (begge 2018).