Generalernes Burma

Siden 1. februar 2021 er mere end 1100 civile, ifølge FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder, blevet dræbt af det brutale burmesiske militær, kaldet Tatmadaw. Samtidig er mindst 8.000 blevet politisk fængslet, og mere end 230.000 sendt på flugt. Kuppet skete dagen før det burmesiske parlament skulle træde sammen for første gang siden valget 8. november 2020. Det gav en overvældende sejr til partiet National League for Democracy (NLD), der under ledelse af Aung San Suu Kyi fik 396 ud af de 476 pladser i parlamentet. General Min Aung Hlaing, leder af militærjuntaen, begrundede magtovertagelsen med at valget havde været præget af svindel. Den bortforklaring var for tynd til, at nogen troede på den. Det handler, naturligvis, om at forsvare magt og privilegier, hvilket vi kommer tilbage til.

Militæret er ikke uvant med rollen som politisk magthaver i Burma. Siden selvstændigheden fra Storbritannien i 1947 har højtstående officerer styret landet, afløst af forskellige perioder med spirende demokrati. I 1988 var der store folkelige protester, kaldet 8888 efter datoen 8. august 1988, som førte til et brutalt militærkup, der dog lovede – og gennemførte – demokratiske valg i 1990. Her fik NLD 81% af stemmerne, og generalerne følte sig nødsaget til at annullere valgresultatet og sætte NLD’s leder, Aung San Suu Kyi i husarrest.

I 2007 ledte buddhistiske munke an i fredelige demonstrationer, der første til fornyede valgsejre til NLD i hhv. 2012 og 2015; og i 2016 blev Htin Kyaw blev valgt som første civile præsident siden 1962. En demokratisk proces var således i gang og valget i 2020 skulle cementere disse fremskridt, men blev så brat stoppet af de burmesiske generaler.

Et etnisk kludetæppe

Burma er et kludetæppe af forskellige folkeslag. Ud af befolkningen på 60-70 millioner mennesker, er burmanerne den største gruppe og udgør knap 70%. De største andre etniske grupper er Shan-folket med 9% og Karen-folket med 7% af befolkningen.

Et særligt fokus har været på den etniske minoritet, rohingyaerne, der som muslimsk gruppe har været forfulgt gennem årtier. I 1978 gennemførte militæret en operation mod dem kaldet The King Dragon, som betød, at 250.000 rohingyaer måtte flygte til Bangladesh.

Fra oktober 2016 til januar 2017 gennemførte Tatmadaw igen operationer mod rohingyaerne, opildnet af buddhistiske fundamentalister. Én million flygtede, og tog igen til Bangladesh. Denne militære operation skete for øjnene af et delvist demokratisk valgt parlament, og uden nævneværdige protester fra NLD’s leder, Aung San Suu Kyi.

The Lady

Aung San Suu Kyi modtog i 1991 Nobels Fredspris for sit ikke-voldelige engagement for at sikre demokrati i Burma. Hun involverede sig i protestbevægelsen i 1988, der langt hen ad vejen anså hendes far, Aung San, som et forbillede. Aung San var en central skikkelse i forbindelse med selvstændigheden fra Storbritannien i 1947, var udnævnt general og blev af mange burmesere anset for den store landsfader. Han blev myrdet i 1947 af politiske modstandere.

Samtidig med den brede international anerkendelse har Aung San Suu Kyi opnået bred national respekt, men hendes manglende modstand mod militærets udrensninger har vakt skarp kritik fra internationale menneskerettighedsgrupper. Hun blev ikoniseret gennem filmen The Lady (2011), hvor skuespilleren Michelle Yeoh spiller Aung San Suu Kyi.

Militærjunta A/S

Det burmesiske militær, Tatmadaw, adskiller sig fra mange andre landes væbnede styrker ved at have direkte og personligt ejerskab i store dele af landets virksomheder. Det drejer sig om mineindustri, bryggerier, tobaksproduktion, tøjfremstilling, turisme og finansvirksomheder. Det sker blandt andet gennem holdingselskabet Myanmar Economic Holdings Limited (MEHL). Amnesty International har dokumenteret, at aktierne i selskabet er ejet af forskellige militærkommandoer, generaler og andre højtstående officerer personligt. Det gælder f.eks. militærjuntaens leder, Min Aung Hlaing, der har 5.000 aktier i firmaet. Hele bestyrelsen i MEHL består af højtstående militærpersoner. Det er ikke småpenge, der tjenes i MEHL. Det anslås at profitten gennem de sidste 20 år har været på mere end 114 milliarder danske kroner.

Udover MEHL ejer militæret også Myanmar Economic Corporation (MEC), som blandt ejer 21 fabrikker, fire stålværker, en cementfabrik, en bank, et forsikringsselskab og en stor del af Mytel, landets største telekommunikationsselskab.  Begge selskaber er nu underlagt sanktioner fra både FN og USA.

Generalerne har således direkte økonomiske interesser at forsvare, når demokratiske processer truer deres position. Eftersom de to centrale holdingselskaber, MEHL og MEC, formelt set er statsejede virksomheder, ville en demokratisk regering kunne forandre ejerforholdene, således at officererne ville gå glip af enorme fremtidige indtægter. Der var således særdeles gode, og helt konkrete, grunde til at tage magten ved kuppet den 1. februar 2021.

Danske interesser

NGO’en Justice for Myanmar har dokumenteret de tætte bånd mellem den danske tøjgigant, Bestseller, og militærregimet ved at have leverandører i industrizonen Ngwe Pinlae, som ejes af militæret. Efter tøjvirksomheden først forsøgte at frikende sig selv via en såkaldt ”uafhængig undersøgelse”, er man siden kommet på bedre tanker, og har indstillet aktiviteterne i Burma, mens man afventer en intern beslutning inden udgangen af året 2021.

“Det er ikke kun Bestseller-koncernen, der er blevet taget med fingrene i kagekassen. Også store danske pensionsselskaber har finansielle interesser, der støtter det burmesiske militærregime.”

Det er dog ikke kun Bestseller-koncernen, der er blevet taget med fingrene i kagekassen. Også store danske pensionsselskaber har finansielle interesser, der støtter det burmesiske militærregime. Det sker gennem massive investeringer i den franske oliegigant, Total, som har et tæt samarbejde med det statsejede olie- og gasselskab Myanmar Oil and Gas Enterprise, MOGE, der kontrolleres af generalerne. De danske pensionsselskaber tæller PFA, Danica og Topdanmark. I alt er der danske investeringer i Total for 1,86 milliarder kroner.

Også andre danske pensionsselskaber har økonomiske interesser i Burma. Det drejer sig om Lægernes Pension, Pensam og AP Pension,som har investeret midler i et havneprojekt, Adani Ports, som har direkte forbindelse til militærregimet. Det afslører organisationen Australian International Justice sammen med Justice for Myanmar.

Deserterede politifolk

Helen Marie Kyed, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har sammen med en burmesiske researcher undersøgt politiets rolle i forbindelse med militærkuppet. Rapporten hedder:”Police under the military coup in Myanmar: Between violence, fear and desertions.”

Siden 2008 har politiet været direkte underlagt militærets kommandostruktur. Det anslås, at der er omkring 80.000 politifolk i Burma. En lille gruppe af disse er deserteret fra militæret, fordi man nægter at skyde på sin egen befolkning. I Kyeds rapport dokumenteres 600 sådanne deserteringer. Det tal er siden rapportens udgivelse i april 2021 steget markant.

Akut behov for nødhjælp

FN’s Fødevareprogram (WFP) har vurderet at 3,4 millioner burmesere har akut brug for nødhjælp, et tal, der er steget med 600.000 siden kuppet d. 1. februar.

Udover økonomisk krise, fødevarekrise og politisk krise er Burma også hårdt ramt af Covid-19. Der er meget få konkrete date fra militærjuntaen, men meget tyder på at pandemien er meget udbredt og behandlingsmuligheder nærmest ikke eksisterende. I september 2021 sender Kina 9 millioner vaccinedoser samt sundhedspersonale til at afhjælpe den akutte krise.

FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder kalder situationen for ”en forbrydelse mod menneskeheden.”.

+

To centrale elementer i den måde det burmesiske militær opererer på er ’del og hersk’ og ’gulerodsmetoden’. Del og hersk handler i høj grad om, hvordan soldater bliver placeret i lukkede kaserneområder, langt fra hvor soldaterne stammer fra. Det giver dels mulighed for at isolere og hjernevaske soldaterne og dels er der mindre modstand fra soldaternes side, når man skal på gaden og skyde mod civile, som så ikke vil være familie og naboer.

Politifolk er i højere grad placeret i de områder, hvor de selv stammer fra, hvilket muligvis er er af grundene til, at så mange deserterer. Et andet centralt element er gulrodsmetoden, hvor man sikrer at soldaterne opnår en lang række privilegier, mens de er i hæren. Dels forholdsvis høj betaling og en – efter burmesiske forhold – høj levestandard; og dels muligheden for at blive ”en af gutterne”, altså at man på lidt længere sigt kan få aktier i de førnævnte virksomheder og dermed blive en holden mand.

Folkelige protester og international støtte

Siden kuppet d. 1. februar har folk været på gaden i mange byer i Burma for at protestere mod magtovertagelsen og brutaliteten i magtanvendelsen. De fleste af demonstrationerne har være fredelige (fra demonstranternes side), og man har i stor udstrækning anvendt 3-finger salutten som symbol imod undertrykkelsen. 3-finger salutten stammer fra filmen Hunger Games og bruges af oppositionsgrupper i Thailand og Hong Kong, udover i Burma.

Etniske grupper har grebet til våben og dannet militser eller forstærket eksisterende militære enheder, som har bekæmpet Tatmadaw igennem årtier. Lige nu er der ingenting, der tyder på, at bevæbnede grupper kan lave andet end nålestiksoperationer mod de velorganiserede og veltrænede væbnede styrker.

Internationalt er derogså dannet solidaritetsgrupper, i Danmark hedder gruppen Myanmar Action Group Denmark (MAGD). Der er desuden oprettet en eksilregering kaldet National Unity Government (NUG), der opfordrer til modstand mod militærregimet. NUG består af valgte medlemmer af parlamentet (fra valget 8. november 2020) samt forskellige ledere af civile organisationer.  

Et internationalt krav er at få FN til at anerkende NUG som den legitime regering i stedet for militærjuntaen og anerkende Kyaw Moe Tun som landets FN-ambassadør. Kyaw Moe Tun var udpeget før kuppet 1. februar, og har efter kuppet udtalt, at han ikke ser sig som repræsentant for generalerne, men for den demokratiske opposition.

Vil du støtte frihedskampen i Burma?

Facebookgruppen ”Støtte til ofrene for militærdiktaturet i Burma” indsamler midler til at støtte de deserterede politifolk, der skjuler sig i jungleområderne mod grænsen til Thailand.
Formålet med støtten er dels umiddelbar humanitær bistand til folk, der virkelig har brug for det og dels at sende et signal til andre politifolk, der måtte ønske at desertere om, at de også kan få støtte. Læs mere på Facebook her.

+

Der er antageligt lavet en aftale mellem USA, Kina og Rusland om, at man fortsat vil anerkende Kyaw Moe Tun som landets repræsentant i FN, dog på betingelse af, at han ikke åbner munden. Det har ført til, at ingen fra Burma har haft taletid ved den netop overstående generalforsamling i New York.

Som med alle politiske udviklinger i Sydøstasien spiller Kina en afgørende rolle for, hvad der sker. Det gælder også i Burma, hvor Kina dels af økonomiske interesser i en række dele af erhvervslivet og dels har strategiske og politiske interesser i at grænsen mellem de lande er kontrolleret og håndterbar. Indtil videre har Kina – som vanligt – erklæret at man ikke blander sig i et andet lands indre anliggender.

Sanktioner gør livet surt for generalerne

Verdensbanken estimerer, at Tatmadaw råder over op mod ½ million soldater. Med tanke på de meget små militser og begrænsede ressourcer, som nogle af de etniske grupper råder over, er det svært at forestille sig en militær løsning, hvor Tatmadaw besejres på slagmarken.

Eftersom generalerne tjener direkte fra det burmesiske erhvervsliv, kan sanktioner betyde, at det bliver sværere for dem at få skabt den ønskede profit. Så brede, men præcise, internationale sanktioner mod militærets virksomheder og – ikke mindst – de internationale firmaer, der samarbejder med dem, vil være ønskværdige.

Humanitær støtte til brede grupper i det burmesiske samfund, men ikke mindst de internt fordrevne, er helt nødvendigt, men vanskeligt at gennemføre uden at det burmesiske militær får et eller andet ud af det. En støtte i det skjulte gennem illegale grænseoverskridende aktiviteter kan være eneste mulighed for at nå de mange mennesker, der har behov for hjælp.

Politisk handler det om at støtte alle typer demokratiske initiativer, ikke mindst gennem ungdoms- og kulturinstitutioner, som måtte have en adgang til landet. Og solidaritetsgrupperne i den vestlige verden må sikre et konstant og, for generalerne, irriterende blik på situationen i Burma.