Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
13. marts. 2019

“Ghetto? Det bruger vi altså ikke i Norge”

Dagens signatur handler om skribentens erfaringer med at bo i et af de såkaldte ghettoområder, og hvorfor…

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Dagens signatur handler om skribentens erfaringer med at bo i et af de såkaldte ghettoområder, og hvorfor almene boliger er værd at kæmpe for at bevare.


Af Elsebeth Frederiksen

Det der ghettobegreb er noget mærkeligt noget.

”Prøv lige at gå frem mod kameraet! Nej, gå lige tilbage, vent lige lidt. Du skal kigge på mig, ikke på kameraet!”

Norske NRK er forbi Gellerup, og jeg bliver interviewet om modstanden mod ghettopakken. I tre en halv time blev jeg interviewet derhjemme, i den nye kommunale bygning i Gellerup, og på min arbejdsplads, hvor jeg fik besked på at komme ind, sige hej til mine kolleger og se ud som om jeg arbejdede ved computeren, mens jeg skulle svare på spørgsmål. Så jeg sidder der på min plads med kolleger på den anden siden af bordet, og forsøger at besvare journalistens spørgsmål, mens de prøver at være så stille som muligt. Situationen er totalt opstillet, og jeg griner da jeg kigger på den computer, som min kollega lige har lånt mig. Jeg er ikke engang logget på, og jeg har ikke min egen med, fordi jeg ikke havde planer om at tage på kontoret.

” Hvordan ser jeg ud,” spørger jeg mine kolleger. ” Du ser godt ud, ” siger de begge. Ok, så kan jeg også blive filmet på kontoret.

Jeg følte mig som en anden fotomodel, sådan som jeg skulle spankulere omkring.  Hjemme hos mig selv skulle jeg fodre min kat og få den til at spise på kommando. Dem der kender katte ved, at katte ikke gør noget som helst på kommando, så han stod og gloede på mig og kameramanden, efter jeg havde hældt mad op til ham. Da vi havde opgivet at få ham til at spise, gik vi i gang med interviewet. Og så begyndte kræet selvfølgelig at spise!
”Kan du ikke lige gentage dit svar,” siger journalisten, efter jeg endelig har sagt noget, jeg selv synes lyder godt. Jeg trækker vejret helt ned i maven og gentager mine ord. Denne gang er hun tilfreds.

”Det der ghettobegreb er noget mærkeligt noget, det bruger vi ikke i Norge,” havde hun sagt til mig, da vi snakkede i telefon sammen tidligere på ugen.  Journalisten havde ringet til mig, fordi jeg er aktiv i Almen Modstand og ofte er stået frem i medierne. ” Jeg anerkender ikke ordet ghetto, ” forklarer jeg hende. Det er stigmatiserende for os, der bor her. Jeg tror for øvrigt ikke, at folk har lyst til at flytte til en ghetto, uanset hvor meget de får lavet om på området.”

En ting er at kalde det ghetto, når man selv bor i området og vil lave lidt sjov med hele begrebet. Jeg kan godt kalde mig selv ghettobeboer, og min kat bliver kaldt ghettokat, men når folk udefra kalder det ghetto, så stejler jeg. Det forklarer jeg journalisten samtidig med at jeg beklager, at jeg ikke har kunnet finde en børnefamilie, der vil medvirke. Det er så svært at finde nogen. Nogle har været i medierne før og er blevet trætte af det, mens andre måske er bange for reaktionerne. Og så er dem, der er bange for at kunne blive identificeret på nettet, og at det har indflydelse på deres job eller jobsøgning. Men jeg er ligeglad. Jeg siger min mening. Det har jeg altid gjort.  Jeg gør opmærksom på, at jeg ikke vil flytte. Jeg lænker mig selv til radiatoren, hvis de kommer og vil rive min blok ned.  Det sidste siger jeg dog ikke til den norske journalist. Her er jeg seriøs med en tilpas mængde af indignation.

Det er svært at forklare, hvad almene boliger er til folk udenfor Danmark. Det findes ikke rigtigt andre steder. Hele ideen med fællesskabet og beboerdemokrati er åbenbart noget unikt dansk. Jeg opgiver at forklare yderligere, og opfordrer journalisten til at google begrebet. Jeg synes efterhånden jeg har forklaret meget uden at komme frem til mine pointer.

Nu skal jeg gå ned ad trappen ved den kommunale bygning. Faktisk skal jeg gå om hjørnet, så de ikke kan se mig. Så går jeg op, jeg synes allerede, jeg går mærkeligt. Prøver at kigge op som om jeg nyder den blå himmel. Nu må de da snart have dækbilleder nok. I forhold til, at det er et lille klip i nyhederne, som også skal have plads til boligministeren og Bent Madsen fra BL, så bruger jeg godt nok lang tid på det.

Vi spiser frokost på NRK’s regning. Det manglede da bare. Endelig slipper jeg. Der er næsten gået tre en halv time siden de mødte op i min lejlighed. Vi giver hånd, og jeg går tilbage til min lejlighed. Jeg stiller mig på altanen og kigger ud over Gellerup. Hen over de nye bygninger, hvor der engang var boligblokke og byparken, hvor der var græs og tætte træer, men hvor der nu er både sø, grillpladser og flotte stier.

Det er godt jeg er engageret – ellers havde jeg ikke brugt tre en halv time sammen med dem.


Om skribenten

Elsebeth Frederiksen

Elsebeth Frederiksen

Elsebeth Frederiksen er Gellerup-korrespondent for Solidaritet. Hun er aktiv i Almen Modstand, og er redaktionssekretær for Brabrand Boligforenings beboerblad Skræppebladet   Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER