Giv apartheid-svinene næseblod. En erindring om den danske modstand mod apartheid

For helt at kunne formidle betydningen af Mandelas frihed i mit liv, vil jeg skrue tiden yderligere 14 år tilbage.

I 1976 var jeg 13 år. Min far havde en hjerneskade, og min mor havde travlt. Jeg havde også travlt med at få elevrådet, elevrådets blad og elevrådets frugtbod til at fungere på Højdevangen på Amager. Jeg var bestemt interesseret i politik, men dansk politik virkede latterligt selvpromoverende og leflende principløs.

Sammen med en kammerat havde jeg under valgkampen i 1975 opfundet Folkeligt Folkeparti og sat store selvlavede plakater op med partibogstavet W som wienerbrød. Så var det, at det sydlige Afrika pressede sig på fra TV og fra læsningen af Politiken – og FN-forbundets blad, der også lå og flød på spisebordet derhjemme. Her var modstandskamp som under krigen. Koblingen mellem tyske nazister og hvide racister havde jeg foretaget. Men det var stadig langt væk og en kamp for voksne.

Næseblod til apartheid-førstemanden

Mit elevrådsarbejde blev mere omfattende. Det handlede om at skabe en bedre skole for alle. Også i Sydafrika brugte de elevråd til at organisere aktiviteter, da de blev skudt på. Der foregik sorteringen ikke gennem et ubehageligt karaktersystem, men på grundlag af hudens farve. Adrr. Det var bare det klammeste.

Jeg drømte at slå på apartheid-regimets førstemand Vorster, så han fik næseblod. Jeg kom med i Københavns Fælles-Elevråd og lavede blad og gadeteater. Det var mere fredeligt.

Vi københavnske skoleelever fyldte Christiansborgs Slotsplads to gange i 1977. Politiet hjalp med at holde bilerne fra at køre ind i vores optog. Det handlede om tid til valgfag og medbestemmelse. Og midt i alt det organiserende arbejde fik elevorganisationen besøg af en flygtet elevrod fra Soweto.

Jeg forstod, at den bedste blodtud, vi i Danmark kunne give Vorster og apartheid, var at stoppe svinets tilgang til penge, våben og maskiner fra Danmark. Jeg deltog således i det stiftende møde i det, vi dengang døbte Lands-komitéen Sydafrika Aktion – i dag hedder vi Global Aktion – ude på Hejrevej, hvor Mellemfolkeligt Samvirke boede dengang.

Der var rigtig megen uenighed mellem de voksne venstrefløjsgrupperinger, om man skulle støtte både PAC og ANC eller kun ANC. Det jeg tog med var, at nu kunne vi samle penge ind til ANC’s radiokanal – og der var en rigdom af klistermærker med påskriften “Boykot Sydafrika”.

Christianshavns Gymnasiums kamp mod apartheid

Klistermærkerne fik ben at gå på, mens jeg var elev på Christianshavns Gymnasium – hvor jeg i elevrådet fandt kammerater, der også var med på at klistre dem på æble-kasser og marmelade-dåser ovre i ISO på Vermlandsgade og i buslinje 2 og på lyskasserne, og hvor de ellers måtte blive set.

Vi drømte også sammen om at plaffe hvide racister, mens vi lyttede til Pink Floyds The Wall og talte om, hvordan sangen “We don’t need no education” (Another brick in the wall, part 2, red.) var bandlyst, efter den var blevet brugt som slagsang under skolebesættelserne i Cape Town i 1980. På det tidspunkt var Løslad Mandela-kampagnen også gået i gang – og jeg havde taget alt i Mandelas Rivonia-tale fra 1964 til mig.

Frem til sommeren 1982 brugte jeg et år på sekretariatet i DGS, hvor det ikke lykkedes at få flertallets opbakning til at lave boykot-aktioner mod Sydafrika, men hvor der var lydhørhed over for at hjælpe gymnasieelever i andre lande. Jeg fik et mandat til at deltage i et fællesnordisk samarbejde om et såkaldt dagsværks-projekt, hvor jeg var meget forhippet på, at det skulle gå til et sydafrikansk projekt.

Da det første Operation Dagsværk løb af stablen 21. marts 1985, var jeg ikke længere elev. Men eleverne på Christianshavns Gymnasium var de mest aktive. De var også mest kreative, så de fordoblede indsatsen ved at lave både Dagsværk og Natværk. Dermed indsamlede de flest penge af alle skoler – en betydelig andel af de fem millioner kroner, der derpå kunne overdrages til Soweto-flygtninges uddannelse på Solomon Mahlanghu Freedom College.

Det var også en del af gennembruddet for sanktioner mod apartheidregimet. Al handel med og alle nye investeringer i Sydafrika blev forbudt. Danmark blev et foregangsland og viste, at det var muligt at stoppe den omfattende europæiske og amerikanske økonomiske støtte til apartheid.

“Bliv ikke træt – heller ikke i morgen”

Når mine sønner spørger mig, om jeg har gjort noget meningsfuldt med mit liv, så svarer jeg, at jeg har fået dem – og så har jeg afskaffet apartheid – naturligvis sammen med nogle andre.

Og hvad skulle der til for at forrykke den kendte verdens fundament? For at bruge 18 år af sit liv mellem 1976 og 1994 på at bevise, at apartheid ikke var evig? Tjah.

Du må ikke lade frygten tage modet fra dig. Soweto-massakren var ikke en slutning men en begyndelse. Frygten for at dø blev overvundet af vreden mod undertrykkerne. Når de kunne finde mod, var det fordi omsorgsfulde helte som Mbuyisa samlede de sårede og døende op.

Du må indse fællesskabet med nærmest ukendte mennesker, som du kan lytte til og lære af, når du får chancen. Soweto-generationen indledte en voksende modstand, fordi de undervejs lærte, at man ikke bare skal tale til folk, indtil de forstår, men lytte til folk, indtil de er med.

Du må være vedholdende. ANC-repræsentant “Aaron Mnisi”, den senere ambassadør Themba Kubheka, gav mig dette råd, da jeg redigerede ANC’s danske nyhedsbrev i 1989: “Bliv ikke træt – heller ikke i morgen”.

Og så redigerede jeg også Sydafrika Aktions blad Amandla. Samtidig med at jeg skrev et par bøger om apartheidmodstanden.

Der er skyllet mange bølger mod kysten siden 1990. Nu er det global apartheid, der er udfordringen.

Det er godt, at Global Aktion findes.