Global Aktion: Vær med til at stoppe de falske klimaløsninger
Vi behøver ikke leve uden varme om vinteren, og vi kan også arbejde mindre end vi gør. Men der er brug for et grundlæggende opgør med vores overforbrug, skriver Global Aktion, der inviterer til klimacamp for klimaaktivister.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Af Klimafælden, Global Aktion
Falske løsninger har afsporet den grønne omstilling i Danmark. Vi klimaaktivister har krævet klimahandling, men har i stedet fået et korthus af lappeløsninger, som hverken er tilstrækkelige eller grønne. Løfter om teknologiske løsninger som ‘Power-to-X’, CO2-lagring og bioenergi bliver brugt til at foregive, at det hele nok skal gå.
Spekulative grønne teknologier, elbiler og biobrændsel til tung trafik er tekniske “løsninger”, som isoleret set muligvis kan sænke CO2-udledninger, men som fjerner fokus fra de strukturelle forandringer, som FNs eksperter gang på gang erklærer som nødvendige. De bliver brugt til at foregive, at de store forurenere i Danmark ikke skal ændre på noget som helst, så hverken landbrugsindustrien, transportsektoren eller Aalborg Portland for alvor skal tage ansvar for deres forurening.
Klimacamp 2022
Vores demokrati kræver mere af os. Derfor samler vi folk til klima-camp og aktion fra fredag 2. – tirsdag 6. september. Vi skal samles til klimacamp, fordi vi insisterer på, at det arbejde, vores bevægelser har lagt, skal føre til en klimaretfærdig omstilling af samfundet. Vi skal samles til klimacamp, fordi vi vil sætte os i vejen for den fortsatte ødelæggelse af vores natur, klima og samfund.
Du kan være med! Læs mere om klimacampen imod falske grønne løsninger på Klimafældens hjemmeside
Nu sætter vi foden ned. Vi vil have en ægte grøn og social omstilling, der ikke baserer sig på overforbrug af jordens ressourcer og en historisk udnyttelse af andre. Vi vil have en fremtid med et samfund, der er styret efter mennesker og miljø, i stedet for profit.
Vi skal gentænke og genoprette et samfund, der lever på planetens præmisser. Alternativet er ikke til at bære. For at gøre det bliver vi nødt til at sætte farten ned og stoppe op! Mængden af ressourceudvinding, forurening og affald skal reduceres i hele vores økonomi. Det indebærer mindre produktion, mindre forbrug og sandsynligvis også mindre arbejde for de fleste af os.
Formindskning, ændring og nedlukning
Det er en planlagt nedskalering af vores fælles energi- og ressource-krav. Det betyder ikke, at vi skal leve med stearinlys og uden varme om vinteren. Vi kan alle leve et bæredygtigt liv uden at ødelægge vores samfund, men det kræver en gentænkning af vores forbrugssamfund, og at vi kollektivt og politisk adresserer vores overforbrug af energi og ressourcer. Det kræver, at visse sektorer i det danske samfund skal mindskes, mens andre skal ændres fundamentalt. Nogle skal helt lukkes ned, mens nye skal komme til. Det er ikke en forandring, vi kan lave med spredte individuelle handlinger, men med kollektive og strukturelle løsninger.
Vi vil ikke blot råbe på mere klimahandling, og derefter læne os tilbage i et stille håb om forandring. Vi insisterer på at definere hvilken slags handling. Vi vil konfrontere, at grøn teknologi aldrig kan være nok: teknologiske løsninger som CO2 neutralitet, power-to-X og elbiler løser ikke vores afhængighed af begrænsede ressourcer. Vi skal italesætte, hvorfor denne afsporing sker, hvorfor vi har et samfund, hvor ødelæggelsen af vores liv ignoreres til fordel for kortsigtede, økonomiske interesser. Og vi skal tage handling, for at få startet vores reelle omstilling af samfundet.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER