De globale trusler vokser – svarene mangler stadig

Den danske venstrefløj mangler stadig at præsentere konkrete alternativer til oprustningsspiralen og den fortsatte konflikt-eskalering, som til syvende og sidst er en konsekvens af højrepopulismen. Det sker i en verden, der er blevet meget mere kompleks og uforudsigelig. Miljøkatastrofe og atomkrig er rykket nærmere. Kompleksiteten gør det i sig selv svært at formulere de rigtige svar. Hvem er ven og hvem er fjende? Verden er jo ikke længere delt i to blokke som før murens fald.

Af Søren Riishøj

Højrepopulismen har vundet frem, men vælgerprotesterne på sin side har også antaget andre former. Det så vi ved præsidentvalget og parlamentsvalget i Frankrig. Andre eksempler er løse ”antipolitik” protestpartier a la Piratpartiet, der også har fået stemmer. Herhjemme er vel kun Enhedslisten og SF erklærede venstrefløjspartier. Højrepopulister i øst som premierministrene Jaroslaw Kaczynski i Polen og Victor Orbán (ligeledes premierminister) i nabolandet Ungarn udfordrer det liberale /socialdemokratiske establishment og følger et langt stykke ad vejen Donald Trump. Selvom Flygtninge- og indvandrerspørgsmålet ikke spiller samme rolle som for fire år tilbage, sætter følgerne af finanskrisen – den stærkt voksende ulighed, teknokratiseringen og magtelitens grådighed og arrogance – stadig sine spor i den politiske meningsdannelse.

Populisternes kritik

Populister rejser faktisk mange relevante spørgsmål og kritik. EU og det liberale establishment har jo ikke evnet at forebygge finanskrisen, klaret flygtningekrisen og imødegå ulighed og marginalisering. Økonomiske sanktioner rettet mod ”afvigere” som Putin og Orbán har været kontraproduktive; de har vel nærmest styrket dem, der skulle rammes. ”Mainstream” partierne vil gerne kaste skylden på egne problemer over på ”populisterne”, selvkritik er sjælden. Via sanktioner får vi afløb for vores vrede, men ikke mere end det.

Alle taler om klimatruslen, men de fleste partier tør ikke træffe de nødvendige beslutninger, fx de nærliggende valg: at indføre flyafgifter og vejafgifter, og at bruge pengene til at billiggøre den kollektive trafik. Formueskatter og ejendomsskatter mindsker ulighed og skal fastholdes. Oven i det kommer så de sociale mediers indflydelse – på godt og bestemt også på ondt. Politik er blevet mere polariseret, men forskellene mellem liberale og socialdemokratiske ”mainstream” partier er sværere at få øje på. Valget mellem socialdemokratisk eller liberalt ledet regering er vel reelt et valg mellem Pepsi eller Coca-Cola.

Fra det indre til det ydre

Populisme indadtil smitter af på holdningerne udadtil. Stærkt problematisk er, at den internationale politik og den voksende fare for atomkrig fylder så lidt i valgkampene, også i vores egen. Socialdemokrater og borgerlige er jo helt enige. Før 1989 var det ikke et problem, slet ikke for den ikke-kommunistiske venstrefløj, på samme tid aktivt at støtte oppositionen i de kommunistiske lande og indgå aftaler med Sovjetunionen og Kina for at undgå atomkrig, fremme økonomisk samarbejde og skabe kontakter på civilsamfundsniveau.

Det er nærmest tabu i dag. Kina-fobi og Rusland-fobi trives i bedste velgående, USA’s Donald Trump møder kritik, men det ”unipolære gen”, – troen på vestlig markedsøkonomis og liberalt demokratis fortsatte overlegenhed, trives stadig i bedste velgående. Rusland fører hybridkrig (dvs konflikt med militære og ikke-militære midler) og har annekteret Krim i strid med folkeretten, men Vesten på sin side har brugt militær magt adskillige gange uden FN-mandat. Irak-krigen er kun ét eksempel.

Vesten og især USA anerkender ikke, at Asien og især Kina er godt i gang med at overhale os. Men er det nødvendigvis et onde? Dele af venstrefløjen, desværre i høj grad SF, støtter ligefrem Trump i hans krig mod fx netværks og telekommunikations-virksomheden Huawei og det russisek gasrørsprojekt Northstream II. Det er dybt problematisk. Krigene udkæmpes på flere fronter. ”Disruption”, at undergrave modparten indefra, er blevet mere iøjnefaldende end ”destruction” (regulær krig). Vi oplever en ”postmoderne kold krig” og adskillige ”hybridkrige”. Cyberkrig kan meget vel udvikle sig til regulær krig. USA har på stribe opsagt flere gældende nedrustningsaftaler, det være sig ABM-traktaten, CFE-traktaten, INF-traktaten og snart sikkert også New START. Den gamle angst for eskalering og atomkrig er på retur, i høj grad i Europa og allermest i USA.  Tærsklen for brug af atomvåben er sænket. Dialog og tillid er væk.

De andres skyld?

Som den russiske forsker Dmitri Trenin forklarede, i en analyse for den internationale tænketank Carnegie Endowment for Peace, er politisk mod og ansvarlighed dybt savnet. Al skyld bør ikke rettes mod ‘modparten’, hvilket i denne sammenhæng vil sige Kina og Rusland. Det altafgørende er, at få (gen)skabt strategisk stabilitet, og at USA som Rusland og Kina ikke satser på førstebrug af atomvåben. Vi bidrager alt for lidt til at få vendt udviklingen. Venstrefløjen herhjemme mangler stadig at præsentere vælgerne for konkrete alternativer til oprustningsspiralen og den forsatte eskalering. Det er beklageligt. Men det kan nås – der er trods alt et par måneder til valget.

Søren Riishøj er forhenværende medlem af folketinget (SF), og er medlem af Rådet for International Konfliktløsning (RIKO).