Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
17. september. 2020

Gnisterne føg om ørerne på demonstranterne, da politiet tvang dem væk fra Kongens Nytorv

Extinction Rebellion blokerede trafikken ved Kongens Nytorv som protest mod regeringens uambitiøse klimamål.

Extinction Rebellion blokerede trafikken i Københavns indre by som protest mod regeringens uambitiøse klimapolitik. Mens demonstranterne sang I skovens dybe stille ro, hentede politiet deres vinkelsliber. Og så gik de ellers i gang med at fjerne dem


Af Emma Inge Hansen

Klokken 12.45 lyder den første advarsel fra politiet: Hvis I ikke rykker jer, vil I blive sigtet for brud på færdselsloven. Samtidigt stiller demonstranter fra Extinction Rebellion plantekasser ud på vejen, og de sidste sætter sig til rette i rundkørslen ved Kongens Nytorv, som er et af Københavns mest trafikerede veje. Politiet sætter afspærring op og forhindrer flere mennesker i at tilslutte sig aktionen.

Der går ikke en halv time, før de første demonstranter bliver fjernet af politiet. To mænd hiver Christian Nielsson og Sarah, som ikke ønsker at oplyse sit efternavn, væk fra pladsen.

”Vi prøvede at bære en plantekasse med salat i ind over afspærringen. Da vi kom derind, løb adskillige politibetjente hen imod os, tog plantekassen, smed den på jorden og hev mig ud. En af betjentene skubbede temmelig hårdt til min hals,” fortæller Sarah. ”Jeg prøvede at komme ind til mine ting, som ligger på den anden side af afspærringen, men jeg blev grebet af en masse politibetjente og smidt ud,” fortæller Cristian Nielsson.

Politiet: Demonstrationer er barnlige

Derefter plukker politiet demonstranterne én efter én og bærer dem væk fra vejen. Extinction Rebellion arbejder ud fra ikke-voldelige principper om civil ulydighed, om at ingen gør aktiv modstand mod politiet. Nogle af demonstranterne lader deres kroppe være slappe, så politiet har besvær med at bære dem ud.

”I de seneste 30-40 år, hvor vi har kendt til klimakatastrofen, har vi prøvet alle værktøjer i værktøjskassen. Der har været folkeafstemninger, underskriftsindsamlinger og normale, lovlige demonstrationer. Ingen af de metoder har virket. Det sidste værktøj, vi har som fredelige borgere, er civil ulydighed,” udtaler talsperson for Extinction Rebellion Sylvester Langvad.
Netop da jeg er færdig med at tale med ham, tager fire politibetjente fat i ham og slæber ham væk til et område, hvor pressen ikke har adgang. Efterfølgende snakker Solidaritet med Sylvester: ”De sagde, at de syntes, det var barnligt det her, men det måtte være dejligt at blive båret rundt. Jeg svarede dem, at det ikke var dejligt at blive båret rundt, og at klimakrisen heller ikke var særlig dejlig.” Han venter i øjeblikket på at finde ud af, om han vil blive sigtet i sagen.

Demonstranter havde lagt sig til at spærre vejbanerne ved Kongens Nytorv, i et forsøg på at bremse trafikken. “Barnligt”, lød det fra politiet. Foto: Niclas / Solidaritet

Fællessang og vinkelsliber

En klar og lys kvindestemme lyder gennem mikrofonen: I skovens dybe stille ro… Pladsens demonstranter stemmer i, og til lyden af den gamle højskolesang henter en ældre politimand en vinkelsliber. ’Multicutter’ står skrevet hen over saven på et mærke fra en labelmaskine.

Klima- og miljøbevægelsen Extinction Rebellion har indledt fem dages klimaprotester i København. Blokaden er første initiativ.

Deres krav er, at regeringen fortæller sandheden om miljø- og klimabevægelsen, stopper tabet af biodiversitet og reducerer landets drivhusgasudledninger til netto nul i 2025 – samt at der bliver oprettet et klimaborgerting med juridisk bindende beslutningsmandat.

To unge kvinder har lænket sig fast til hinanden med hænderne inde i et metalrør. Politiet danner ring omkring dem, så folk har svært ved at se andet end gnisterne, der springer frem, når sliberen æder sig gennem jernet. Til sidst kommer de to unge kvinder fri, og den ene – Emma Legende på 18 år – har sår på armen efter at være blevet skåret væk. Hun kigger fraværende ud i luften, mens politiet holder hendes arm frem til deres egne videooptagelse, som filmer optrinnet, mens blitzlys fra pressens kameraer rammer sårene. De røde streger tegner sig tydeligt på den lyse hud på hendes underarme, men er ikke dybe nok til, at det bløder. Hun fortæller bagefter, at hun ikke mærkede noget, fordi adrenalinen kørte gennem kroppen på hende. Politimændene virkede bryske og hårde, men samtidig var hun forberedt på, hvad der ville ske. ”Det var intimiderende, men jeg syntes egentlig ikke, det var så slemt,” fortæller hun til Solidaritet.

Derefter går der ikke lang tid, før demonstranterne har samlet sig på fortovet i stedet og har indvilget i at gå væk fra vejen. Bilerne kører frit igen ved Kongens Nytorv, og det blæser i vinden, om regeringen vil indfri sine klimamål eller gøre bare halvdelen af, hvad Extinction Rebellion forlanger for en grøn omstilling.

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Om skribenten

Emma Inge Hansen

Emma Inge Hansen

Cand.mag i analytisk journalistik. Nyhedskoordinator og organisationsmedarbejder i Solidaritet. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER