Gramsci og corona: Er der brug for en politisk etik i pandemi-diskussionen?

Nogle har argumenteret for, at de gerne tager risikoen for smitte, og at deres tilværelse ikke skal ødelægges af noget udefrakommende som en pandemi. De vil selv bestemme, de holder individualismen højt. Andre mener, at man en nødt til at tage situationen alvorligt af hensyn til udsatte grupper og derfor ændre adfærd. De satser på koordineret, kollektiv adfærd.

En anden debat – der har handlet om, hvem der er de skyldige – er flere gange dukket op. Hver gang nogle typisk fra højre udpeger andre som særligt ramte (somaliere, chauffører, sundhedspersonale, etc.,) peger andre – typisk fra venstre – på, at man ikke skal pege fingre, og at det ikke er forsvarligt at udhænge nogen som særlige smittebærere og dermed – spredere. Vi er alle baller på samme røv (som det udtrykkes på nogle værksteder) og har dermed alle ansvar. Eller fra et lidt andet sprogligt udgangspunkt og med den algiersk-fødte filosof Jacques Derridas formulering: ’Ansvaret for næsten stopper aldrig’.

Der sættes i begge diskussioner moralske standarder op. Individualistiske eller kollektivistiske. Set isoleret har begge tilgange noget for sig. Hvis man vil vælge mellem dem, kan man prøve at løfte sig over den konkrete debat og se på, hvordan synspunkterne falder i et bredere perspektiv. Her prøves dette i først en historisk og så en teoretisk tilgang.

Pandemi og terrorisme?

Sidste gang Danmark havde en stor, national debat af denne type, var da den seneste internationale terrorbølge for alvor blev sat i tale. Det vil sige efter 9/11-angrebene i USA den 11. september 2001. Nogle i den offentlige debat var meget bekymrede og mente, at folk og lande øjeblikkeligt skulle gå i fuld forsvarsposition. Andre hævdede, at det netop ville være at gå terroristernes ærinde. I stedet skulle man tage fornuftige, nyttige, men begrænsede, forholdsregler i brug – og så i øvrigt netop vise terroristerne, at deres strategi var nyttesløs … ved at leve som man plejede. Man skulle ikke lade sig terrorisere. Den argentinske filosof Ernesto Laclau formulerede det sådan, om end i en kontekst hvor han henviste til statsterrorisme, at ’man måtte kunne gå igennem livet uden overfrakke’.

Antonio Gramsci – mellem reform og revolution

• Gramsci blev født i 1891 i Italien og nåede i sit forholdsvis korte liv både at være studerende og journalist, at bo et par år i Moskva, at blive medlem af det italienske parlament og formand for landets nystiftede kommunistiske parti.

• I 1926 blev han fængslet af den fascistiske regering for sine politiske aktiviteter. Han blev kendt på den europæiske venstrefløj i 1930’erne som en politisk fange, og der var en bevægelse i gang for at få ham løsladt.

• Gramsci døde i 1937 kort tid efter at være blevet løsladt. Han efterlod sig et stort, politisk forfatterskab, der siden har fået klassikerstatus, ikke mindst for det europæiske centrum-venstre.

+

Den sidste tilgang vandt forholdsvis hurtigt overtaget i Danmark. Hvilket nok også var mest fornuftigt dengang. Men det virker ikke helt fornuftigt, at en tilgang i samme sproglige familie nu også synes at være spredt i forhold til pandemien. Både viruskrisen og den internationale terrorbølge er til en vis grad knyttet til globaliseringen, selvom de ikke er skabt af globaliseringen, fordi de spredes af de mange millioner kontakter på tværs af grænser og kontinenter. 

Terrorbølgen blev også opfattet som en trussel mod befolknings hverdagsliv. Fx blev risikoen for terror anset for større i større forsamlinger, hvis man viste tillid og eller rejste til risikozoner. Men alligevel ansås risikoen ikke som stor nok til, at man skulle opgive sin frihed til at udnytte globaliseringsfordele og den større individualisme, der netop var blevet udbredt efter Den Kolde Krigs ophør.

Selvom den aktuelle pandemi har potentiale til at volde langt mere skade og død og til at gribe dybere ind i hverdagslivet, end terrorismen havde og har, var en del af de måder, de to udfordringer er blevet håndteret på, ensartede. Derfor er det også vigtigt at tage fat i debatten om, hvordan man enkeltvis skal forholde sig til pandemien på … så det ikke bliver den forrige krig, man udkæmper. Fx ved at hævde, at det bedste er ’at leve som man plejer’, ligesom det blev normen efter terrordebatten.

Men det ovenstående viser også, at det ikke er det konkrete sæt anbefalede handlinger, ’leve som man plejer’, der bør være viseren på det moralske kompas. De virkede i det ene tilfælde, men vil ikke virke i det andet. Der er noget mere grundlæggende i spil. Det er en politisk etik, der skal tænkes på. Men hvor finder man en sådan i forhold til pandemien? 

Gramsci som ressource

Her kan man måske fra et bredt venstrefløjssynspunkt pege på, at Antonio Gramsci (1891-1937) havde en nyttig indfaldsvinkel. En vigtig dimension af hans forestillinger om politik havde at gøre med det at være ‘menneske’ i det hele taget. 

Gramsci sagde det selv sådan, at ‘Alle (…) bidrager til at påvirke de sociale omgivelser, i hvilke de udvikler sig (…) med andre ord tenderer vi til at etablere normer, leveregler og adfærd’. Det vil sige, at den måde – som den enkelte agerer på i den almindelige omgang med andre – ikke er en privatsag, men en del af det politiske spil om, hvilke normer der skal være gældende. Altså den politisk kamp, der på sigt og i det store billede handler om magten i samfundet. 

Gramsci brugte fx forholdet mellem forældre og børn som eksempel – er man som voksen en del af et fremtidigt autoritært eller et fremtidigt demokratisk samfund. Men man kunne lige så godt sige, at den individuelle håndtering af pandemien er en del af samme spil: Er man en del af en individualiseret – eller en del af fælles – reaktion på en global udfordring?

Den oprindelige Gramsci-tekst, der rejser det ovenstående spørgsmål om individets rolle som ’politiker’, er en diskussion af ‘lovgiveren’. Heri går Gramsci videre og hævder, at ’Forestillingen om ’lovgiveren’ må uundgåeligt identificeres med forestillingen om ’politikeren’, og eftersom alle mennesker er politiske, er alle altså også ’lovgivere’. Alle viser med deres eksempel de øvrige samfundsmedlemmer, hvad de mener, at der skal gøres. Det kan være i hjemmet, på gaden og i den øvrige trafik, på arbejdspladsen eller i fritidslivet.

Det skal med det samme nævnes, at Gramsci naturligvis ikke mente, at alle samfundsmedlemmer er lovgivere i specifik og snæver juridisk og institutionel forstand. Udsagnet skal forstås i det bredere perspektiv: Alle borgere er med til at forme samfundet i den betydning, at de er med til at sætte rutiner eller skabe og vedligeholde samfundets institutioner. De gælder til dels for det offentlige, men det gælder ikke mindst også i det civile samfund, som alle er en del af, og som på mange måder er grundlaget for den formaliserede politik, som er den del, Mette Frederiksen repræsenterer, når hun på sine pressemøder giver nationen svar på spørgsmålet: Hvad skal der gøres? 

Hermed er vi så tilbage ved udgangspunktet, som var spørgsmålet om en politisk etik for viruskrisen. Med Gramsci ved roret kan man sige, at det først og fremmest skal erkendes, at den enkelte har et ansvar, uanset om ’den enkelte’ anser sig for individualist eller ser mere kollektivistisk på tingene. For det andet kan man sige, at den enkelte netop skal vælge adfærd. Med en kliché: Man vælger selv, om man især er en del af problemet (spredningen af virus) eller en del af løsningen (smittebegrænsning). 

Det er solidarisk at holde afstand 

Pandemien er ligesom klimakrisen en af de voldsomme former, som sammenstødet mellem ’det naturlige’ og ’det samfundsmæssige’ kan tage. Der er ikke så meget at stille op ved ’det naturlige’, for det har sin egen ikke-sociale logik. Men vi kan gøre noget ved den samfundsmæssige side. 

I et Gramsci-perspektiv vil det i denne sammenhæng sige, at vi kan gøre noget ved dét, som Covid-19 gør ved vores mere grundlæggende relationer. Vi kan vedligeholde dem, ’som vi plejer’, hvis vi vil fastholde velfærdssamfundet – men netop ved at udvikle nye samværsformer. Hvis vi kun gør, som vi plejer, bruger vi ikke krisen konstruktivt. Men hvis vi bruger den kollektivt, som en læreproces i hvordan ’forholdet til næsten’ skal håndteres, kan kriseløsningen være med til at skubbe de over-individualiserede og i sidste ende neoliberale adfærdsformer tilbage. Og det kan vi også have glæde af efter pandemien!