Gratis psykologhjælp til unge er kun et enkelt skridt på vejen mod et bedre sundhedssystem

Kampen for gratis psykologhjælp til unge har været undervejs længe. Derfor var jublen stor blandt mange af dem, som har skubbet på for at få idéen gjort til virkelighed. Men hvad bliver næste skridt nu, hvor sejren er i hus? Det spørger Solidaritet Sofie Lippert, landsforkvinde for SF Ungdom, om.

“Det er en stor sejr, men vi er ikke i mål endnu. Sådan som ordningen er nu, er den kun målrettet unge med angst og depression. Vi risikerer, at folk bliver fejldiagnosticeret – eller i hvert fald at vi ser en masse blive diagnosticeret med angst eller depression, for at de kan få gratis hjælp, selvom det er noget andet, de lider af”.

Hvad bliver så venstrefløjens næste kampe på området for psykisk sundhed?

Ideelt set vil vi jo gerne have et sundhedssystem helt uden brugerbetaling, men nogle skridt på vejen kunne være at udvide ordningen til at gælde flere aldersgrupper. Man kunne udvide det til folk på forskellige lave indkomster. Det er jo ikke sådan, at man pludselig har en helt ny økonomi, det øjeblik man fylder 25. så Derfor bør tilbuddet om gratis psykologhjælp også gælde for en bredere målgruppe end bare folk med angst eller depression.

SFU’s argumenter har handlet om at ligestille fysisk og psykisk sygdom. Mener du det er tilfældet nu?

Overhovedet ikke. SFU’s kamp handler også i høj grad om at aftabuisere psykisk sygdom. Og psykisk sygdom bliver ikke aftabuiseret fordi, én gruppe unge med bestemte diagnoser kan få hjælp. Hvis vi vil have en reel ligestilling – hvor man taler lige så åbent om, at psyken er knækket, som at benet er brækket – er der brug for, at langt flere unge får adgang til gratis psykologhjælp.

Psykisk sygdom bliver ikke aftabuiseret på grund af, at én gruppe unge med bestemte diagnoser kan få hjælp.

Sofie Lippert

Hvor kommer næste sundhedspolitiske slag til at stå?

Vi skal fortsætte med at afskaffe brugerbetaling. Et oplagt sted er tandlægehjælp, men det er enormt dyrt. I modsætning til psykologhjælp er det noget, alle danskere bruger.

En anden kamp må handle om, at man ikke skal kunne drive profit på sundhed. Der er noget enormt problematisk i, at så store dele af det danske sundhedsvæsen er på private hænder.

Hvorfor er profit i sundhedsvæsenet problematisk?

Det helt store problem er, at det giver økonomisk incitament til at behandle en patient – eller give behandlinger, der slet ikke er brug for. F.eks. fik jeg en second opinion på, om jeg skulle have fjernet min visdomstand, da det jo er enormt dyrt. Det viste sig, at det slet ikke var nødvendigt. Så vi risikerer både at blive behandlet uden at have brug for det, men samtidig risikerer vi at blive behandlet på en måde, hvor vi ikke kureres men blot forbliver i systemet, fordi det er mere fordelagtigt for behandleren.

Er der et endemål, hvor vi ikke har mere at kæmpe for i sundhedsvæsenet?

Det tror jeg må være den dag, man ikke skal have pengepungen frem. Det indebærer også receptpligtig medicin. Vi ser jo mange, der vælger den receptpligtige medicin fra, fordi de ikke har råd.

I det helt store socialistiske utopia må det handle om, at der ikke er økonomisk profit hos dem, der yder behandling, og at der ikke er brugerbetaling i brugerens ende.

Sofie Lippert

“Et system hvor ingen skal have pengepungen frem –  hvor ingen tjener penge på andres sygdom – det er målet. Derfor bliver vi nødt til at regulere medicinalindustrien, som er dem, der tjener allermest på folks sygdomme. I det helt store socialistiske utopia må det handle om, at der ikke er økonomisk profit til dem, der behandler, og at der slet ikke er brugerbetaling på sundhedsydelser.”