Grøn transport: En vision

Hvad kræver en egentlig grøn omstilling af den danske transportsektor? Løsningen er ikke flere ‘grønne’ biler, sådan som Enhedslisten er spillet ud med, skriver Astrid Vang Hansen.

Af Astrid Vang Hansen

Stort set alle danske politikere taler om ‘grøn omstilling’ på transportområdet som både nødvendigt, og som noget, de selv sætter på dagsordenen. Men hvad kræver det egentlig at gøre det til mere end skåltaler og valgflæsk? En grøn omstilling af persontransporten i Danmark bør tage udgangspunkt i tre principper:

1. Al motoriseret transport skal køre på bæredygtig energi
2. Minimering af transportbehovet
3. Minimering af materiale- og energiforbrug pr. person pr. kilometer

At der skal anvendes bæredygtige energikilder giver sig selv, og for de fleste transportmidler betyder det, at der skal anvendes el. Ved at elektrificere transportmidlernes anvendelse af energi, kan man bruge bæredygtige energikilder som vind og sol, i stedet for fossile brændsler. Dog er det værd at bemærke, at det i debatten ofte tages for givet, at en overgang til el-drevne køretøjer kræver udskiftning af hele køretøjet. Det er en misforståelse. Det er fuldt ud teknisk muligt at udskifte en benzin- eller dieselmotor i f.eks. en bil med en el-motor og tilhørende batterier, hvilket vil sikre størst mulig genbrug og genanvendelse af materialer.

Hvad angår minimering af transportbehovet, kan det ikke løses inden for rammerne af en transportpolitik. Det kræver, at man placerer boliger, arbejdspladser, indkøbsmuligheder, skoler, daginstitutioner osv. på en måde, der mindsker menneskers transportbehov i hverdagen.

Færre materialer pr kilometer

Minimering af materiale- og energiforbrug er imidlertid en pointe, der på én gang er fuldstændig altafgørende for den grønne omstilling, og samtidig alt for ofte glemmes i den offentlige debat. Dette punkt indebærer flere forskellige elementer:

For det første skal de samme køretøjer anvendes så meget som muligt over tid, for derved at mindske antallet af køretøjer. Det mindsker mængden af materiale og energi, der anvendes i produktionen af køretøjer. Konkret betyder det, at forskellige mennesker skal køre i den samme bil, bus eller tog på forskellige tidspunkter.

En gennemsnitlig personbil i Europa i dag holder stille 91 % af sin levetid. Hvis den samme bil blev anvendt af forskellige personer på forskellige tidspunkter, så kunne man altså nøjes med ned til en tiendedel af de biler vi har i dag og stadig køre præcis lige så meget i bil som man gør i dag. Mængden af materiale og energi, der bruges til at producere biler, kunne altså reduceres med op mod 90 % – blot ved at man skiftes til at bruge bilerne.

For det andet skal størrelsen og typen af køretøjer tilpasses det konkrete behov på forskellige steder og tidspunkter. En nyregistreret personbil i Danmark vejer i gennemsnit 1,1 ton og har plads til 5 personer. Den mest anvendte bustype i Danmark vejer 11 ton og har en max. kapacitet på 70 personer.

Det vil sige, at hvis de samme 70 mennesker skal transporteres den samme afstand på nogenlunde samme tidspunkt, så flytter man 77 ton ekstra vægt (ud over personernes kropsvægt), hvis de kører alene i hver deres bil. Man flytter 15,4 tons ekstra vægt hvis de kører fem i hver bil, og man flytter 11 tons ekstra vægt hvis de kører i en bus.

Det siger sig selv, at det kræver en større mængde energi, jo mere ekstra vægt man flytter. Og det kræver altså 7 gange så meget energi, hvis hver person kører i en bil, som hvis de alle 70 sad i samme bus.

Omvendt er det selvfølgelig spild af energi at køre rundt med en bus med kun én passager. På de steder, hvor færre end 10 personer skal samme vej på samme tidspunkt, vil det være bedre at de kører i bil, og gerne flest muligt i samme bil.

Sidst men ikke mindst, har transport-teknologien også betydning for materiale- og energiforbruget pr person pr kilometer.

Det giver mindre friktion (altså modstand) at køre på skinner, hvilket både mindsker slid på materialer og mindsker energiforbruget. Derfor er skinnebåret transport (toge, letbaner osv). materiale- og energimæssigt mere bæredygtige.

Desuden har skinnebåret transport andre fordele. F.eks. mindsker det antallet af sårede og dræbte i trafikken, man undgår mikroplast i naturen, som især kommer fra slid af bildæk, og man kan mindske asfalteringen af overfladearealer, til gavn for bl.a. økosystemer og regnvandshåndtering.

Det materiale- og energimæssigt allerbedste transportmiddel er selvfølgelig cykler. Og cykling er samtidig sundt for både krop og psyke. Dette debatindlæg vil dog primært forholde sig til hvordan vi omstiller den motoriserede persontransport. Dvs. den transport, hvor hastighed eller afstand gør det nødvendigt at bruge køretøj med motor.

Kollektiv trafik er løsningen

Hvis vi skal skiftes til at køre i de samme køretøjer – og hvis vi skal tilpasse størrelsen på køretøjerne til at passe med det antal mennesker, der skal transporteres en bestemt afstand på et bestemt tidspunkt – er der kun én måde at gøre det på: Kollektiv trafik.

Det kræver, at vi politisk tør stille det grundlæggende spørgsmål: Skal vores transportsystem i fremtiden være baseret på privat ejerskab hvor hver person flytter deres eget private ton ekstra vægt med sig rundt, når de transporterer sig?

Som globalt transportsystem er privatbilisme indlysende ikke en farbar vej. Der er simpelthen ikke ressourcer på kloden til, at alle mennesker i verden kan eje en bil. Og der er ingen retfærdige argumenter for at de mest velstillede skal have ret til at gøre det.

Den bæredygtige og den globalt og socialt retfærdige løsning, er en total afskaffelse af privatbilismen og en overgang til 100% kollektiv transport. Vi skal væk fra tankegangen om at man ejer sit eget private køretøj og over til et system hvor vi kører sammen i de samme køretøjer.

Til gengæld kan og bør elbiler indgå som en del af den kollektive trafik på de steder og tidspunkter hvor det er den bedste løsning.

“Som globalt transportsystem er privatbilisme indlysende ikke en farbar vej. Der er simpelthen ikke ressourcer på kloden til, at alle mennesker i verden kan eje en bil. Og der er ingen retfærdige argumenter for at de mest velstillede skal have ret til at gøre det.”

+

Der findes allerede flere forskellige modeller for, hvordan biler kan anvendes kollektivt:

• Fællesejede andels-biler, hvor en gruppe mennesker ejer en bil sammen og skiftes til at bruge den.
• Udlejningsbiler, hvor man kan leje en bil efter behov.
• Taxaer.
• Flextrafik, hvor biler (med chauffør) indgår som en del af den kollektive trafik i yderste led (mellem slut/start af rejsen og nærmeste station eller busstoppested).
• Diverse mere eller mindre formaliserede samkørselsordninger.

En konkret plan

En overgang til 100% kollektiv bæredygtig transport kræver ambitiøs og konkret planlægning.

Det er nødvendigt at kortlægge det konkrete transportbehov på forskellige steder og tidspunkter, og igennem en demokratisk proces træffe beslutninger om, hvor der f.eks. skal anlægges nye jernbaneskinner, hvor der skal indsættes nye busruter, og hvor den bedste løsning er offentlige el-biler, enten i form af en model, hvor de kan lejes, eller i form af en flextrafik-løsning, hvor man bestiller en kørsel, eller en helt tredje model.

Nogle steder bør løsningerne også være forskellige på forskellige tidspunkter af døgnet, så der f.eks. kører busser om dagen, og er tilgængelige flextrafik-biler om aftenen og natten.

Som en del af denne planlægning, skal der også indføres grænser for, hvor der må køre biler, så f.eks. de større byer bliver bilfri og forbeholdes cykler og større kollektive transportmidler.

Vores demokratiske institutioner i Danmark er langt fra perfekte, men de mest realistiske aktører, der kan pålægges ansvaret for denne planlægning, er kommuner og regioner. Konkret bør man give kommuner og regioner en valgperiode (dvs. frem til 2025) til at lave konkrete planer for en omlægning af AL motoriseret transport i deres område til 100% kollektiv transport. Planerne skal kunne realiseres i løbet af en ti-års periode frem mod 2035. Og de skal realiseres på en måde, hvor der løbende, år for år, sker en opgradering af den kollektive transport frem mod 2035.

Samtidig skal Banedanmark og DSB øjeblikkeligt fusioneres og gennemgå en demokratisk reform og der skal dispenseres fra alle udbudsregler ifht det offentliges indkøb af transportmidler, så man ikke tvinges til at benytte de sædvanlige italienske firmaer, som gang på gang har leveret forsinket og med alvorlige fejl, og som gang på gang har råudnyttet underbetalte arbejdere via underleverandører.

Staten skal tage ansvar for at finde de nødvendige økonomiske midler til at realisere planerne for en total omstilling til kollektiv transport.

Forbud og kommunal støtte: Sådan udfaser vi bilerne

Samtidig med, den kollektive transport gradvist opgraderes, skal privatbilismen selvfølgelig udfases. Det kan ske gennem følgende tiltag:

For det første skal det øjeblikkeligt annonceres, at det fra 2035 vil blive forbudt at eje eller benytte en privat-bil. Samtidig skal alt salg af diesel og benzinbiler øjeblikkeligt forbydes.

Der skal etableres kommunale værksteder/fabrikker, hvor diesel- og benzinbiler omdannes til elbiler, og alle kommuner skal samtidig etablere udlejning af kommunale el-biler til almindelige mennesker.

På den måde skal man kunne aflevere sin bil på et sådan værksted og som betaling, få adgang til gratis leje af en el-bil i en periode, således at jo tidligere du afleverer din bil, i jo længere en periode kan du gratis leje en el-bil.

På den måde kan de eksisterende biler på én gang omdannes til el-biler og samtidig overgå til kommunalt ejerskab. Desuden vil denne model skabe masser af lokale arbejdspladser på de mange værksteder der skal omdanne, vedligeholde og udleje bilerne.

For det andet skal det gradvist blive mærkbart dyrere at eje en bil, i takt med at den offentlige transport bliver forbedret. Det kan f.eks. gøres ved at hæve den grønne ejerafgift markant hvert år. Provenuet bør selvfølgelig bruges som en del af finansieringen af de massive investeringer i kollektiv trafik.

Politisk fantasi efterlyses

Denne vision for grøn omstilling af transporten er fuldt ud realiserbar. Og den vil ikke alene reducere persontransportens CO2-udledning i Danmark med 70% i 2030. Den vil få CO2-udledningen fra persontransport i Danmark helt ned på nul i 2035.

Der vil selvfølgelig skulle produceres el-motorer, flere busser og toge, samt anlægges jernbaneskinner. Den samlede CO2-udledning og materialeforbrug ved produktionen af disse ting, vil dog være langt, langt mindre end ved at udskifte bilpakken med elbiler.

Denne plan giver også de nuværende bilister mulighed for at få dækket deres transportbehov både på kort og på lang sigt. I første omgang ved at kunne en leje en el-bil af det offentlige, og på længere sigt ved at den kollektive trafik bliver så finmasket og varieret i sin form, at den kan dække alle menneskers transportbehov.

Samtidig giver denne plan også muligheden for demokratisk indflydelse på, hvordan den offentlige transport skal se ud i ens lokalområde, da kommuner og regioner skal forpligtes på at lave omfattende borgerinddragelse i den planlægningsproces der skal foregå frem til 2025.

Det eneste der reelt står i vejen for realiseringen af en sådan plan, er den pinlige mangel på politisk fantasi, der hersker på Christiansborg i øjeblikket. Man skulle tro at det var Tesla og andre bilproducenter, der skrev transportpolitikken for samtlige partier.

Man taler om omstilling til elbiler, som om det var nødvendigt at udskifte hele bilen. Hvad med at tale om at udskifte motoren?

Man taler om at flytte mennesker fra biler over i kollektiv trafik, som om den kollektive trafik nødvendigvis kun kan bestå af busser og toge. Hvad med at tale om at flytte bilerne over i regi af den kollektive transport? Så vi kan skiftes til at bruge dem, i stedet for at have hver vores?

Man taler, som om markedsmekanismer er det eneste der findes, og det gælder om at påvirke folks valg gennem økonomiske incitamenter. Hvad med at tale om hvordan vi skaber en demokratisk planlægningsproces, hvor mennesker kan være med til at definere og beslutte, hvilke transportmidler, der – som en del af et samlet system for kollektiv transport – er bedst egnet til at dække deres behov lokalt?

Man taler om, hvordan vi når en målsætning på 70 % reduktion i Danmark i 2030. Men hvad med at tale om hvordan vi når de sidste 30% og kommer helt ned på nul, samt om hvorvidt de valg træffer på vejen mod de 70% gør det lettere eller sværere at nå de sidste 30%?

Og i diskussionen om de 70 % reduktion i Danmark ignorerer vi problemerne med det materialeforbrug og den CO2-udledning der sker i udlandet, som følge af vores beslutninger herhjemme. F.eks. de massive miljø- og klimabelastninger det vil medføre at udskifte hele biler, i stedet for at udskifte motorer.

Elbilsløsning uden visioner

Det mest tragiske eksempel på denne fantasiløshed er Enhedslistens forslag om et tilskud på 100.000 kr. til køb af ny el-bil. Det er 20 mia kr. direkte i lommen på bilproducenter, mens man motiverer almindelige mennesker til yderligere at gældsætte sig hos de store banker, ved at låne de resterende penge til køb af en ny bil.

Man ignorerer materiale- og energiforbruget ved produktionen af alle disse biler, fordi produktion, der foregår i udlandet, ikke tæller med i den danske forpligtigelse om 70% reduktion. Det er et stort problem al den stund, at det ingen forskel gør for atmosfæren, hvorvidt CO₂-udledningen sker i Beijing eller København.

Og værst af alt, så fastholder og understøtter man et transportsystem baseret på privatbilisme, hvor hver person kører rundt i sit eget private 1,1 ton ekstra vægt.

Man kunne have brugt pengene på kommunalt ejede el-biler, som folk kan leje. Eller i det mindste gøre tilskuddet betinget af at der var tale om en andelsejet delebil for en gruppe mennesker.

Og skulle man endelig begive sig ud i at give tilskud til privatpersoners privatbiler, så kunne man i det mindste have nøjedes med at give tilskud til udskiftning af motorerne til en el-motor, i stedet for udskiftning af hele bilen.

Men selv med en tilretning af kravet, så det f.eks. kom til at dreje sig om delebiler og udskiftning af motoren, er det største svigt, at ingen politiske partier har fremlagt nogen konkret plan for hvordan vi kommer helt væk fra privatbilismen og over til et 100% kollektivt transportsystem.

Der er brug for en konkret plan for, hvordan det kan ske inden for en overskuelig fremtid. Som folketingskandidat for Enhedslisten mener jeg, det burde være det parti, der fremlagde sådan en grøn vision.