Unite the Right rally i Charlottesville, Virginia. Foto: Rodney Dunning / Flickr
7 min. læsetid

Det er ikke nok at udnævne racismen og fascismen til fjendebilleder, hvis økonomien og socialpolitikken reproducerer hadet. Vi har brug for en ny generation af politikere, som tør skabe en ny social kontrakt. Danske politikere kan hente inspiration i USA, mener Morten Goll.


Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Har du lyst til at skrive et svar til dette indlæg? Så kontakt os her.

Af Morten Goll

Socialdemokratiet ser ud til at vinde regeringsmagten på en nationalistisk “danskerne først” dagsorden. Mette Frederiksen har adopteret højrefløjens analyse, som udnævner “de fremmede” som problemet. Ifølge den fortælling har de regeringsbærende “ansvarlige” partier brudt den sociale kontrakt med deres vælgere, ved at tillade for megen indvandring. En vild analyse, taget i betragtning den mængde af stramninger vi har set på området de sidste 20 år. Som repræsentant for civilsamfundet er vi forundrede i Trampolinhuset. Vi har arbejdet med integration i 10 år, og det er åbenlyst at integrationen går uforlignelig godt. Arbejdsmarkedet hungrer efter flere hænder og civilsamfundet, virksomheder og kommuner har knækket koden. Alligevel oplever vi at hele højrefløjen, inklusive Socialdemokratiet bare sætter kravene i vejret, hver gang vi er næsten i mål.

Spørgsmålet er, om det rent faktisk er indvandrere der svækker sammenhængskraften, eller om hadet i virkeligheden er et had til demokratiet, som har rod i et dybere og mere omfattende svigt, begået af de ansvarlige regeringsbærende partier?

Den analyse er inspireret af det amerikanske kongresmedlem, 29 årige Alexandria Ocasio-Cortez (AOC), som står i spidsen for et nyt politisk projekt, kaldet “Green New Deal”, der lanceres i den amerikanske præsidentvalgkamp. Måske kan den bruges til at forstå vores egen situation herhjemme.

Analysen er, at de to regeringsbærende partier, Republikanerne og Demokraterne, med 40 års ulighedsskabende politik har smadret den sociale kontrakt med vælgerne. For første gang i et århundrede kan middelklassen se frem til at deres børn får en dårligere levestandard, dårligere uddannelse og sundhed end de selv har oplevet. AOC mener, at Trump har en klangbund i den svigtede amerikanske middelklasses indestængte had mod de politikere som har røvrendt dem i 40 år. Han giver deres frustration en retning, i form af racisme, had mod grøn omstilling, mod demokratiet og sociale velfærdsordninger. AOC har også gennemskuet, at hadet er som en Panodil der dulmer hovedpinen uden at behandle årsagen. Det virker indtil du bliver nødt til at fordoble dosis. Derfor er selve demokratiet i fare.

AOC har også gennemskuet, at hadet er som en Panodil der dulmer hovedpinen uden at behandle årsagen. Det virker indtil du bliver nødt til at fordoble dosis
Alexandria Ocasio-Cortez: Den unge amerikanske politiker, der chokerede Demokraternes partiapparat ved at vælte karrierepolitikeren Joe Crowley af posten efter 20 år som kongresmedlem i Queens-Bronx, New York. Hendes forslag om en Green New Deal burde være en inspiration for danske politikere. Den kan genskabe den sociale kontrakt, styrke demokratiet og være med til at redde kloden, mener Morten Goll. Foto: Wiki Commons

Hun ser udviklingen som en forhindring for at befolkningen prioriterer klimadagsordenen, som er denne generations Waterloo. Green New Deal forsøger derfor at løse alle tre problemer på en gang: For det første skal den sociale kontrakt genskabes med retfærdig økonomiske politik. For det andet skal det pluralistiske demokrati styrkes med en genoprettelse af tilliden til en ny generation af politikere. For det tredje skal den grønne klimadagsorden redde kloden. Opskriften lyder simpel. Skab reelle sociale forandringer gennem fordelingspolitik som kommer de svigtede tilgode. Mobiliser borgerne for demokratiet ved at lytte til dem istedet for lobbyisterne. Når vreden fordamper forsvinder behovet for racisme, og det bliver det igen muligt at føre en demokratisk konsensusdialog. Grøn omstilling er punkt 1 på agendaen.

Der er indlysende paralleller til udviklingen i det danske demokrati.

Også i Danmark nærer en stor del af befolkningen et indestængt had til “de fremmede”, som nu er brudt ud i lys lue. Selvom der er forskelle på de to politiske systemer deler befolkningerne en følelse af at blive disrespekteret og løjet for af generationer af politikere.

Det gør ondt at være dansker på bunden af samfundet. 7-800.000 af os er tilsyneladende ikke kvalificerede til et job, og vores liv bliver administreret med mål- , incitament- og sanktions-styring på jobcentret. Den offentlige sektor lider selv under New Public Management, hvis indbyggede kontrolmekanismer er så resursekrævende af det målstyrede frontpersonale bruger mere tid på at dokumentere deres arbejde end på at tale med borgerne. Parolen “tillid er godt, men kontrol er bedre” er gennemgående i alle forhold mellem stat og borger. Det fører til et samfund som ikke er grundlagt på solidaritet, men på mistillid til individet og krav om blind loyalitet.

Politikerne tror at de er på befolkningens side, men har i virkeligheden glemt hvad solidaritet er, fordi de er vokset op i en tid, hvor blind tro på selvregulerende kapitalisme, har affødt hyppige kriser, som har dikteret velfærdspolitiske stramninger og neoliberal økonomi som øger uligheden og forgylder de ekstremt rige.

Frustrationen over, at det politiske svar på den sociale og økonomiske virkelighed, hver gang er mere politisk spin kombineret med yderligere umyndiggørelse af borgerne, vokser til et had som udnyttes af en ekstrem højrefløj der omdirigerer følelsen og retter den mod “de fremmede”.

Den traditionelle venstrefløj kan ikke stille meget op imod udviklingen. De har travlt med at forsvare velfærdsamfundet mod den evige sparerunde som midterpartierne står for. Når besparelserne med New Public Management spin sælges som nødvendige reformer, virker venstrefløjen konservativ. Det velfærdssystem den forsøger at forsvare er allerede ødelagt af 40 års politisk erosion af den sociale kontrakt. Samtidig påtager venstrefløjen sig forsvaret for højreekstremismens syndebukke, hvilket resulterer i at venstrefløjen fremstår som mest interesseret i “de brune minoriteter”. Venstrefløjens rationelle forsvar for identitetspolitikken, virker som en rød klud på den store minoritet af udstødte danskere, som føler sig ekskluderet af samfundet, og som venstrefløjen bekæmper fordi de er ser dem som de racister de er blevet. 

AOC forklarer sine visioner for en Green New Deal til talkshowværten Seth Meyers.

Mette Frederiksen har ret i at der er brug for at gå nye veje efter valget. Men hendes politiske vision er en fortsættelse af Obama, Macron og Løkkes. Hun vil videreføre den neoliberale økonomiske dagsorden, hvis biprodukt er hadet fra konkurencestatens ofre. I stedet for at give sit politiske projekt en ny vision, reparerer hun på den gamle ved at lære at forvalte hadet. Måske kan hun holde på magten med den dagsorden, men det bliver på bekostning af demokratiet og den sociale kontrakt. Uden en grundlæggende forandring af den økonomiske politik og den sociale kontrakt vil befolkningens behov for at hade stige år for år, og hun får brug for sin egen Paludan eller Støjberg til svinge taktstokken.

AOC er formet af en post-Trump indsigt. Hun har set Obamas projekt falde til jorden med et brag fra sin bar i Queens. Hun har set hvad hadet fører til når det udnyttes af anti-demokratiske kræfter.

I Danmark er der lige nu kun venstrefløjen tilbage, til at påtage sig opgaven med at finde hadets udspring, og bruge den viden til at redde demokratiet. Alle andre ønsker en blind fortsættelse af det neoliberale regime. Men det er ikke nok at udnævne racisme og fascisme til fjendebilleder, hvis økonomi og socialpolitik reproducerer hadet.

I Danmark er der lige nu kun venstrefløjen tilbage, til at påtage sig opgaven med at finde hadets udspring, og bruge den viden til at redde demokratiet. Alle andre ønsker en blind fortsættelse af det neoliberale regime

Hvis vi tænker dansk Green New Deal i post-Trump og post-Frederiksen termer, kan vi slå racismen ved at fjerne kilden til hadet, etablere en ny social kontrakt baseret på reel solidaritet, og bruge det progressive flertal vi skaber, til at redde klimaet og demokratiet.


Morten Goll er direktør i Trampolinhuset.