Her skal pengene komme fra. Vejen til 100 milliarder #4 – Den store opsamling og fire kolde fra kassen

Der er så mange muligheder for at finde pengene til den genopretning af velfærden, vi har brug for. Midler til at lave den gennemgribende grønne omstilling, der behøves. Penge til en kontanthjælp og et dagpengesystem, vi kan være bekendt. Det handler om politisk vilje.

Min lille føljeton synger på sidste vers, og jeg vil afslutningsvis finde de sidste 20 milliarder kroner i jagten på de 100 milliarder. Nederst har jeg samlet forslagene i en større tabel. Men jeg vil pege på fire oplagte forslag til finansiering i milliardklassen.

Få nu indført den flyafgift!

Langt de fleste europæiske lande har en flyafgift, men Danmark har i årevis nølet på dette område. Regeringen har i regeringsgrundlaget meldt ud, at der skal komme en flyafgift på gennemsnitligt 100 kr. Provenuet herfra skal ifølge regeringen anvendes ”… bl.a. til tiltag for lufthavnene og områderne omkring, finansiering af den grønne indenrigsrute samt en forhøjet ældrecheck”.

Man kan undre sig over, at denne afgift skal bruges til en ny strøm af erhvervsstøtte. Man kunne også være mere ambitiøs. Både ift. modellen for flyafgiften og lade være med at bruge pengene på luftfartsindustrien.

Enhedslisten har tidligere spurgt efter en progressiv model for flyafgiften. For flyvninger indenrigs og i Europa bør der pålægges en afgift på 70 kr. for rejser på økonomiklasse og en afgift på 200 kr. for rejser på øvrige klasser. For flyvninger uden for Europa pålægges en afgift på 400 kr. for rejser på økonomiklasse og 1.000 kr. for rejser på øvrige klasser. 

Det progressive element ligger i, at man dels betaler en højere afgift, hvis man flyver længere ture, der udleder mere CO₂, og som også er dyrere. Det er intuitivt, at lavindkomstgrupper i langt mindre grad tager flyveture til New York eller Tokyo end højindkomstgrupper. Dernæst betaler man også mere for at rejse på fx første klasse eller business class.

Dette er igen både klimamålrettet, idet udledningen pr. person pr. flyvetur er langt højere på luksusklasserne, når de nu har så meget mere benplads. Dernæst er det igen dyrere og dermed mere sjældent for lavindkomstgrupper end højindkomstgrupper. Hvis man indfører Enhedslistens model, vil man ifølge Skatteministeriet hente et provenu på 2,3 mia. kr. efter tilbageløb og adfærd.

En skat på finansielle transaktioner

Efter finanskrisen var der et stigende krav om en skat på den finansielle sektor, eller rettere de finansielle transaktioner. I løbet af det foregående årti var der sket et nybrud i opfindsomheden i den finansielle sektor, hvor handler med en stribe avancerede finansielle produkter samt højfrekvente computerstyrede handler skabte en voldsom vækst i finansiel handel, men også øgede de finansielle risici betragteligt.

Selv om mange forbinder den finansielle transaktionsskat (FTT) med finanskrisen, giver skatten stadig glimrende mening.

EU-kommissionen lavede i 2013 et forslag til en model for en skat på finansielle transaktioner. Udover aktier og obligationer var også investeringsbeviser, optioner, futures, swaps, renteaftaler mv. omfattet.

Ifølge kommissionens skøn dengang ville provenuet udgøre ca. 0,4-0,5 pct. af BNP årligt. For Danmarks vedkommende svarer det ifølge Skatteministeriet til 8,1 mia. kr. Det er et meget stort provenu.

Det er dog også et provenu, som kan virke som fugle på taget. For det er nødvendigt, at en FTT påføres internationalt, da spekulative markeder er meget mobile og nemt kan flytte uden om Danmark, hvis vi vælger at gå enegang og pålægge denne skat. 

Dermed kunne man tro, at FTT-skatten var død. Men for ganske få år siden i 2021 kom der meldinger om, at Danmark var i dialog med en koalition af europæiske lande, der sammen ville indføre skatten. Ud over Danmark var der tale om Belgien, Frankrig, Italien, Grækenland, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Tyskland og Østrig. Det var en klar reminder om, at FTT’ens død var stærkt overdrevet.

I lyset af diskussionen om, hvor pengene skal komme fra, er det derfor pudsigt, at regeringen ikke har fulgt op på denne mulighed for at rejse et markant milliardprovenu til statskassen. Der har været total radiotavshed. Denne mulighed for at få et stort provenu og samtidig dæmpe aktiviteten på de mest aggressive spekulative markeder burde have høj prioritet.     

En fair og mere progressiv arveafgift

Arveafgiften er et helt kapitel for sig. Det er virkelig et område, som kan få gang i diskussionerne. Jeg har selv tidligere i Solidaritet givet mit besyv med. De seneste år har diskussionen især handlet om arvebeskatningen for arvinger til erhvervsvirksomheder.

Kort fortalt aftalte den borgerlige regering sammen med Dansk Folkeparti i 2015/2016, at man skulle sænke arveafgiften fra 15 procent til 5 procent. Men kun for arvinger af erhvervsvirksomheder. Det var en markant skattegave til de store familieejede virksomheder, der kontrolleres af ekstremt rige familier som fx LEGO, Danfoss, Haldor Topsøe, ECCO og mange flere. Da Mette Frederiksen overtog magten, blev denne lempelse i samarbejde med SF og Enhedslisten annulleret trods kritik fra især Radikale Venstre.

Desværre har Mette Frederiksen igen haft denne rigmandsskattelettelse med til bordet, da hun skulle lave sin centrum-højre regering med Moderaterne og Venstre. I regeringsgrundlaget ligger der lige nu en skattelettelse på ca. 1 mia. kr. Dels nedsættes bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af erhvervsvirksomheder fra 15 til 10 procent., hvilket anslås at koste en halv millard.

Dels bruger man yderligere en halv milliard kr. til at lave en ny og mere lempelig model for værdiansættelsen af virksomhederne. Denne ”nye model” svarer i skattelettelse meget godt til den tidligere anvendte formueskattekurs, som de facto udhulede beskatningen af virksomhedsarvinger.   

Helt grundlæggende kan man næsten ikke tilgodese de absolut rigeste danskere mere målrettet end med denne skattelettelse. Man burde gå en helt anden vej. Enhedslisten har tidligere spurgt Skatteministeriet, hvordan provenuet ville være, hvis man på den ene side hævede bundfradraget fra de gældende ca. 320.000 kr. til 500.000 – så færre almindelige danskere skulle betale skatten på 15 procent af mindre arv.

På den anden side skulle dem, der har store arve, herunder virksomhedsarvinger, betale yderligere 15 procent af arv over 1,5 mio. kr. Provenuet ville være 1 mia. kr. Arv er i sin essens en arbejdsfri indtægt på niveau med de boligskattegevinster og aktiegevinster, jeg nævnte i denne føljetons anden artikel.

Disse skatter er i forvejen alt for lave, og burde være markant højere. Det var de i øvrigt også for årtier tilbage. At sætte progression på de største arve er et godt sted at starte frem for at lempe skatten markant for de allerrigeste.

Stop §20-reguleringen af topskatten i fire år

Mit sidste nedslag er lidt skatteteknik. En række skatter og afgifter reguleres årligt med den såkaldte §20-regulering. Dette er en mekanisme, hvor man løbende kan sørge for, at fx beløbsgrænser for, hvornår man skal betale en skat eller en afgift, gradvist stiger i takt med priser og lønninger.

Konkret er der fx en beløbsgrænse for, hvornår man går fra at betale 27 procent i aktieskat til at betale den høje sats på 42 procent. I 2022 hed beløbet 57.200 kr. I 2023 hed beløbet 58.900 kr. Sådan er det også med topskatten. I 2022 hed beløbsgrænsen for, hvornår man betaler topskat 552.500 kr. I 2023 er den steget til 568.900 kr.

Gradvist hæves topskattegrænsen således automatisk. Dette kunne man droppe i en kortere periode ud fra en betragtning om, at hvis vores land faktisk er i så store problemer, at man begynder at tage folks fridage fra dem, så kunne man også bede de højere indkomster om at bidrage lidt mere til festen.

Hvis man ikke opjusterede topskattegrænsen i fire år, ville det give 2,1 mia. kr. i statskassen.

Logikken svarer meget godt til den brutale mindreregulering af overførselsindkomsterne, som S-SF-R indførte, da de skulle finansiere skattereformen i 2012. De øgede dengang markant beløbsgrænsen for, hvornår man skulle betale topskat. Der var tale om en mindreregulering i syv år for de mennesker i Danmark, der har mest at leve for. Det er denne mindreregulering, som har været med til at udhule værdien af vores dagpengesystem så markant. 

Den ”mindreregulering”, jeg her foreslår er en fireårig fastfrysning af beløbsgrænsen for topskat. Den vil ikke vare så lang tid, og efter de fire år ville §20-reguleringen igen gradvist hæve topskattegrænsen. Der er altså tale om et langt mindre indgribende forslag end en permanent nedsættelse af topskattegrænsen. Det er også langt mindre indgribende end at indføre en ekstra progression i indkomstskatten, som fx en millionærskat eller regeringens top-topskat. Men den vil give endnu flere penge end disse forslag.

Et rigt land med en fattig politisk debat

Danmark er et rigt land med masser af ressourcer. Der er er så mange muligheder for at finde pengene. Jeg har i denne gennemgang fundet fire forslag, der tilsammen giver 13,5 mia. kr. Sammen med de penge, der blev fundet i seriens tre første afsnit, er vi nu på 97,1 mia. kr. Jeg har nedenfor en tabel, der med en række mindre tiltag finder de sidste knap 3 mia. kr.

Det er muligt at finde endnu flere penge end dem, jeg har fundet i denne føljeton. Jeg har fx ikke gennemgået potentialer i en mere rimelig bilbeskatning. Man kan også diskutere beskatningen kapitalfonde. Mulighederne er mange. Jeg har blot kigget på et udsnit. Jeg håber, denne artikelserie kan give socialister mod på at tage de tunge diskussioner om økonomi og finansiering. For hold da kæft, hvor er den debat fattig.

Politikere, medier og erhvervsliv får fremstillet det, som om man nærmest ikke kan finde pengene uden at kræve forringelser, der skal øge arbejdsudbuddet. De borgerlige har i øjeblikket vundet slaget om den økonomiske politik. Socialdemokratiet kan eller vil ingenting ift. at hæve skatter eller ændre Finansministeriets tåbelige regneprincipper.

I stedet skal pengene findes gennem arbejdsudbud, som så igen findes ved at forringe seniorpension, hugge helligdage eller igen, igen, igen lempe skatten for topskatteyderne. En reform er nu blevet synonym med, at man forringer almindelige menneskers vilkår. Lad os vinde reformdagsordenen tilbage.

Lad os lave en ambitiøs skattereform, hvor vi beskatter aktier, boliggevinster, arv og formue og giver almindelige lønmodtagere en skattelettelse, samtidig med at vi rejser et milliardbeløb til velfærd og klima.

Lad os reformere regnemaskinen og få en retvisende opgørelse af den offentlige økonomi, som svarer til de massive indtægter Danmark har, og som er renset for blå regneregler, der altid overvurderer negative effekter ved højere skatter og skruer indtægterne til staten ned. Hvor blev Socialdemokratiets opgør med regnemaskinen af?

Lad os få en sober diskussion om, hvorvidt vi skal bruge over 40 mia. kr. på at støtte et erhvervsliv, der år for år tjener flere penge. Og en diskussion af, hvor de offentlige midler skal bruges. Skal der investeres massivt i centraladministrationen, eller kunne de penge bruges bedre i den borgernære velfærd? Kort sagt en velfærdsorienteret reform af den offentlige sektor. Ikke en som skal spare penge, men som skal disponere dem til bedst brug for borgerne.

Vi har masser af muligheder for at realisere et langt bedre Danmark. Med 100 milliarder kan vi komme rigtig langt.   

Dette var fjerde og sidste afsnit i føljetonen om at finde 100 milliarder kroner i statsfinanserne. Læs det første afsnit her. Læs andet afsnit her. Læs tredje afsnit her.