Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
29. november. 2020

Hip-hoppens præsident?

Ligesom den sorte politiske mainstream, holder den amerikanske hip-hop scene stadig fast i troen på kapitalismens løfter.

Lil Wayne mødtes med Donald Trump lige inden præsidenvalget. Wayne og andre rappere, som Ice Cube og 50 Cent, bakkede op om Trump. Det er faktisk ikke så overraskende, skriver Su’ad Abdul Khabeer. Pressefoto fra Det Hvide Hus.
9 min. læsetid

Ligesom den sorte politiske mainstream holder den amerikanske hip-hop scene stadig fast i troen på kapitalismens løfter. Men vejen til det gode liv er ikke brolagt med stemmer til et præsidentvalg.

Oversat af Morten Hammeken


Af Su’ad Abdul Khabeer

Efter det nyligt overståede valg har USA både en kommende præsident, samt en siddende præsident – der nægter at erkende sit nederlag. Det var et rimeligt tæt løb; tættere end mange havde håbet på, og race – i sig selv en fiktiv, social konstruktion – er en væsentlig del af forklaringen. Flertallet af hvide amerikanere stemte på Donald Trump, mens alle andre overvejende stemte på Joe Biden. Særligt sorte vælgere var afgørende for Biden, som Biden også selv forklarede: “Det afroamerikanske samfund stod endnu en gang bag mig”, mens Trump kun fik 12 procent af de sorte stemmer.

Men selv om 12 procent ikke er nogen stor andel, kommer det alligevel – med Trump-regeringens åbenlyst racistiske dagsorden in mente – som lidt af et chok. En ven fortalte mig, at hun kendte fem af de sorte vælgere, som alligevel havde udtalt: “Trump var godt for deres forretning”.

Den logik fik mig med det samme til at tænke på optakten til valget, hvor Ice Cube, 50 Cent og Lil’ Wayne alle chokerede os ved at udtrykke støtte, eller i hvert fald samarbejdsvillighed med Trump i den økonomiske fremgangs navn. Kan det virkelig komme som en overraskelse for os, når vi snakker om en kultur, der både gjorde “fuck the police” og “bling” populært i et samfund, der i almindelighed sætter profit over mennesker? Hvis det forgangne år lærte os én ting om hip hop-kulturen, er det, at den – på linje med resten af den sorte politiske mainstream – fortsat tror på den amerikanske kapitalismes løfter.

Hip hop vs. præsidentembedet

I januar 2017 sørgede Hanif Willis-Abdurraqib over at skulle sige farvel til et Hvide Hus, som bød hip-hop velkommen. Før Barack Obama var tiltrådt som præsident, havde forholdet mellem musikformen og det amerikanske præsidentembede ellers været – hinandens modstandere. Eric B is president fra 1986 er et godt eksempel fra Reagan-æraen på, hvordan hip-hop kunne give den afrikanske diaspora muligheden for at lege med tanken om, at overtage magten i det hvide USA’s samfund, og i det embede der var mindst sandsynligt for en sort at bestride. Sangen sampler interessant nok James Browns “Funky President”, som var en skarp kritik af den tidligere præsident, Gerald Ford.

Andre MC’er var også kritiske over for præsidenter, som da Biz Markie sang: “Reagan er præsi, men jeg stemte på Shirley Chisholm” – en reference til kongresmedlemmet fra New York City, der som den første sorte kvinde blev valgt til Kongressen, og som desuden var den første sorte kvinde, der opstillede til et præsidentvalg i 1972.

Den holdning blev gentaget af både Common og Method Man om Bill Clinton, og før det også af LL Cool J om George H.W. Bush, der var præsident fra 1988 -1992. Selv om de fleste rappere lod til at støtte LL Cool J’s holdning til Bush sr., blev mange overrasket over, at Eazy-E deltog i en republikansk fundraiser under Bush-tiden. De fleste er dog enige om, at han var blevet inviteret ved en fejl, og at han brugte anledningen til at tage pis på et forum, der tydeligvis ikke var tiltænkt ham. Bill Clinton forsøgte at gøre sig selv til “den første sorte præsident” ved at deltage i “The Arsenio Hall Show” i 1992 – på det tidspunkt et af de fremmeste steder for hip-hop. Det arbejde blev dog nulstillet af hans angreb på Sister Souljah, som effektivt set var dét, der sikrede ham præsidentposten.

“Clinton er præsident, men jeg stemte på Shirley Chisholm”, sang Method Man og Redman i 1999 på sangen ‘Maaad Crew’, som en henvisning til Eric B’s “Eric B is President” fra 1986. Pressefoto fra Method Man / Facebook

Min præsident er sort. Min Lamborghini er blå!

Hip-hop scenens forhold til den amerikanske præsident ændrede sig med valget af Barack Obama. For mange i hip-hop-miljøet var Obamas mørke hudfarve et forbindelsespunkt, og hans succes var beviset på, at der trods fortidens rædsler stadig kunne være en lys fremtid for sorte mennesker i USA. Men race-aspektet fortæller ikke hele historien. Nogle hip-hop kunstnere så også muligheder i Obama der ikke kun handlede om race, men også om klasse(-ambitioner). Alt imens hip-hop udviklede sig til at blive en økonomisk sværvægter med sine egne forretnings-moguler, blev dens forhold til magten også forandret. Fra at tale om magt i overført betydning, rykkede scenen tættere på den egentlige politisk-økonomiske magt. Fra at synge om at være præsident, var man nu gået over til at hænge ud med en.

Alt imens hip-hop udviklede sig til at blive en økonomisk sværvægter med sine egne forretnings-moguler, blev dens forhold til magten også forandret. Fra at tale om magt i overført betydning, rykkede scenen tættere på den egentlige politisk-økonomiske magt. Fra at synge om at være præsident, var man nu gået over til at hænge ud med en.

Hip-hop bliver ofte set som en modkultur, der søger at udfordre status quo. Der er noget om snakken, men det tegner også et ufuldstændigt billede. Hip-hop har altid haft en understrøm af penge, magt og respekt. Så selv om direkte støtte til Trump får mange af os til at knuge guldkæden ekstra hårdt, var hip-hoppens omfavnelse af Obama ikke ligefrem noget brøl mod vestlig imperialisme. Når hip-hop er politisk, er de mest citerede folk – Malcolm X, Louis Farrakhan og Assata Shakur – folk fra en helt anden, radikal tradition, som ligger milevidt fra Obamas milde, status quo-indstilling. Det er i den sammenhæng værd at huske på, at Shakur som den første kvinde blev sat på FBI’s liste over verdens mest eftersøgte terrorister under Obama.

“My president’s black, my Lambo’s blue.
And I be god damn if my rims ain’t too!”, sang Young Jeezy og Nas efter valget af Barack Obama. Men valget af en sort præsident har ikke ændret grundlæggende på de vilkår, den afroamerikanske lever med; racisme og ulighed.

Ingen kapitalisme uden racisme og ulighed

Der er ingen tvivl om, at afroamerikanere overordnet set er skeptiske, når det kommer til det politiske system i landet. I samme åndedræt er mange af os stadig håbefulde om, at det er muligt at fikse problemerne i en sådan grad, at vi også kan tage del i den amerikanske drøm. Det hænger for mig at se sammen med, hvordan den sorte politiske mainstream gerne kritiserer racisme, men sjældent rører ved kapitalismen. Man vil jo gerne beholde sin plads ved bordet, så man kan få nogle lunser.

Den dynamik udspiller sig også inden for hip-hop, hvor individuel succes bliver udlagt som en betingelse for fællesskabets succes. Det muliggør, at succesrige personer som Jay-Z ikke bare kritiserer racemæssig ulighed, men også kritiserer sorte mennesker som ikke har opnået “succes”, fordi de ikke hørte efter – da han gav dem “en million dollars i gode råd for $9,99”. En lignende holdning møder vi hos Ice Cube i hans “Kontrakt med Det Sorte USA“. I den kontrakt bliver det fremhævet, hvordan racisme giver sorte mennesker en ulempe, og nødvendiggør en “sort ansvarlighed”. Det er et forsøg på at råde bod på fortidens synder ved først og fremmest at forlange en bid af kagen – og følger dermed den sorte politiske mainstream-holdning. Problemet med den holdning er, at den aldrig overvejer, hvorvidt kagen er for rådden til at spise.

Metaforen med kagen og holdbarhedsdatoen handler først og fremmest om to ting. Først og fremmest er hip-hop kunstneres støtte til Trump egentlig ikke særligt overraskende, selv om den ikke ligefrem er smagfuld. Hvis det bare handler om at blive betalt, så er kapitalismen dér hvor det sner, og den fører i sin natur til alle mulige magtrelationer. Derudover er det også en opfordring til at undersøge, hvad vores egentlige forestilling om ‘frigørelse’ handler om. Hvis det er rigtigt, som Ruth Wilson Gilmore hævder, at kapitalisme forudsætter ulighed, og at racisme er et redskab til at håndhæve den, kan vi så planlægge os til frihed gennem den? Kan vi alle sammen blive milliardærer? Og burde det være vores målsætning? Kan vi skille os af med racisme, hvis vi ikke samtidig skiller os af med kapitalisme?

Jeg vil gerne tro, at vi kan skabe en verden, hvor der ikke er brug for milliardærer, men hvor alle har, hvad de skal bruge for at skabe sig et godt liv. Vejen derhen er ikke brolagt med stemmer til et præsidentvalg. I stedet må vi stille os selv nogle hårde spørgsmål om penge, magt og respekt.


Denne artikel er oprindeligt bragt i Africa is A Country: The hip hop president?


Om skribenten

Su'ad Abdul Khabeer

Su'ad Abdul Khabeer

Forsker, kunstner og aktivist. Seniorredaktør på Sapelo Square.   Læs mere