Hjælpepakker er en gave – og det er kun fair at stille modkrav!

Gennem de seneste måneder har jeg haft mange ophedede diskussioner om hjælpepakker til virksomheder. Grundlæggende synes jeg det er et problem, at vi har socialisme i nedgangstider og benhård kapitalisme i opgangstider.

Af Sofie Lippert

Et enigt Folketing har dog vedtaget, at vi netop skal holde hånden under virksomhederne, og når det kommer til stykket, er jeg jo ikke et sekund i tvivl om, at det er det rigtige at gøre. For sandheden er – at alt for mange lønmodtagere ville blive arbejdsløse, hvis ikke vi holdt hånden under de virksomheder, der har tømt kasserne og udbetalt pengene til aktionærerne. Dagpengesystemet er jo – som jeg tidligere har beskrevet i en signatur – så udhulet, at det ikke ville kunne holde hånden under de mange nye arbejdsløse. 

Men det skal ikke være en gavebod til de virksomheder, der til hverdag ikke interesserer sig for fællesskabets bedste. Derfor har jeg og SFU af flere omgange talt forskellige modkrav op:

• Vi mener ikke, at virksomheder i skattely skal have adgang til hjælpepakker, fordi de ikke selv har været med til at bygge statskassen op.
• Vi mener, at der skal stilles krav om grøn omstilling og ligestilling til virksomheder, der har brug for fællesskabets hjælp.
• Vi mener, at staten og medarbejderne skal have gavn af gevinsten, når virksomhederne igen er på fode. 

Er corona også statens skyld?

Hver gang vi foreslår at stille den slags krav, flyder Facebook-kommentarsporet over af kommentarer om, at staten ikke kan tillade sig at stille krav til virksomhederne, når det er staten, der har tvunget dem til at lukke. Senest deltog jeg i en debat på Radio LOUD, hvor landsformand for Liberal Alliances Ungdom, Signe Bøgevald fremlagde samme argument. 

For det første har staten tvunget meget få virksomheder til at lukke. Butikker i storcentre samt restauranter og barer har været tvunget lukket indtil nu, men for langt de fleste virksomheder har der blot været opfordringer til at lade folk arbejde hjemmefra om muligt. For en stor del af de virksomheder, der har måttet sende folk hjem uden arbejde, har det ikke handlet om tvangslukning, men om den økonomiske recession, der har fået produktionen til at falde drastisk. 

For det andet viser et nyt forskningsprojekt, at forskellen i det faldende forbrug mellem Sverige og Danmark er meget lille (hhv. 25 % og 29 %). Det står altså klart, at selv hvis staten ikke havde “tvunget” virksomhederne til at lukke, ville der stadig være brug for hjælpepakker i massevis – hvert fald så længe virksomhederne ikke var forberedt på krisen og selv havde sparet op til at klare noget af det uventede fald.

Højrefløjens fortælling om, at det er staten, der er skyld i den økonomiske tilbagegang, er for langt ude. Det er hverken regering eller Folketing, der har besluttet, at vi skal stå midt i en pandemi, og det véd højrefløjen selvfølgelig godt. Men hvad de mere eller mindre bevidst overser er, at de økonomiske konsekvenser ville have været enorme – uanset hvilken politisk strategi, man havde valgt. 

Når vi som fællesskab bruger milliarder på at holde hånden under virksomheder, der til hverdag sætter profit til aktionærer og aggressiv skatteplanlægning over fællesskabets bedste, må vi altså gerne stille krav. For vi kunne ikke have undgået den økonomiske recession – hverken med den danske eller svenske strategi.