Højrefløjen overtager Italiens venstreorienterede regioner
Valgsejren til det ekstreme højre i Umbrien viser, hvilke vinde der blæser i italiensk politik, og afslører en handlingslammet venstrefløj.

Ved det nyligt overståede regionalvalg i den midt-italienske region Umbrien, vandt den yderste højrefløj en knusende sejr i den traditionelt venstreorienterede region. Valgsejren viser, hvilke vinde der blæser i italiensk politik, og afslører en handlingslammet venstrefløj. Den ekstreme højrefløj formår at vinde stemmer i det italienske folkedyb med en blanding af rendyrket fremmedhad, skattepopulisme og fascisme-apologi.

Af Jonas Neivelt
Umbrien har altid været venstreorienteret. Måske går denne tradition helt tilbage til regionens mest berømte indbygger nogensinde – Francesco af Assisi.
Som alle andre raske ungersvende i middelalderen deltog Francesco ivrigt i alle mulige krige. I 1202 var Assisi i krig mod nabobyen Perugia, og Francesco var selvfølgelig med. Ikke desto mindre tabte Assisi krigen, og Francesco blev taget til fange. Efter et år i fængsel vendte han ydmyget og afkræftet tilbage til Assisi.
Man kan se en statue af det øjeblik, hvis man står på pladsen foran domkirken i Assisi. Her åbner både kirken og det overdådige landskab sig foran den unge mand. Det var også dét, der skete for Francesco, som blev omvendt, da Jesus på et krucifiks begyndte at tale til ham: ”Reparér mit hus, for som du kan se, er det gået i stykker.”
Francesco grundlagde den mest venstreorienterede katolske munkeorden: Franciskanerordenen eller gråbrødrene, som de også kaldes i Danmark. De prædikede som noget ganske revolutionært inden for middelalderens katolske kirke, at folk ikke skulle skamme sig over deres fattigdom, og at der måske var noget uretfærdigt i, at kirken sad på en masse guld, mens masserne levede i den yderste armod. Nutidens pave tog også navn efter Francesco for at vise forståelse og støtte til verdens fattige, flygtninge og sågar til naturen, som Francesco af Assisi også er skytshelgen for.
At den venstreorienterede tradition holdt længe, har man kunnet se gennem de seneste 50 års historie. Siden Umbrien i 1970 fik et folkeligt valgt regionsråd, har venstrefløjen været ved magten. Først gennem Kommunistpartiet og siden gennem Kommunistpartiets forskellige reinkarnationer – senest Partito Democratico (PD). Indtil 27. oktober 2019. Her stormede højrefløjen sig til sejr i regionalvalget.
Folkedybet vinder frem
Et regionalvalg i en af Italiens mindste regioner kan forekomme irrelevant. Men det er det ikke, for resultatet afspejler en sørgelig tendens i italiensk politik: Højrefløjen vinder frem, og det er ikke den nogenlunde moderate højrefløj, som på mærkværdig vis i dag udgøres af det, der er tilbage af Silvio Berlusconi og hans parti Forza Italia. Det er den ekstreme højrefløj, som med en blanding af rendyrket fremmedhad, skattepopulisme (det har de dog til fælles med Berlusconi) og fascisme-apologi formår at vinde stemmer i det italienske folkedyb. Således også i Umbrien.
Mens det for venstrefløjen er beklageligt, at højrefløjen for første gang er kommet til magten i Umbrien, er det også bekymrende på et højere plan. Til næste år er der nemlig regionalvalg i en lang række andre regioner, og højrefløjen fører i meningsmålingerne langt de fleste steder. Det kan nemt gå så vidt, at Italiens traditionelle røde regioner ikke længere er røde.
Der fandtes indtil for ganske nylig et ‘rødt bælte’ over det centrale Italien. Regionerne Emilia-Romagna, Toscana, Umbrien og Marche har traditionelt været domineret af venstrefløjen. Meget tyder på, at denne dominans kan være forbi. Og ender det på den måde, kan det skabe yderligere problemer for den nuværende regering, som består af det umage samarbejde mellem PD og Femstjernebevægelsen.
Samarbejdet mellem PD og Femstjernebevægelsen er snarere et fornuftsægteskab end en kærlig forening mellem de to partier. Regeringssamarbejdet kom i stand, efter Femstjernebevægelsens hidtidige støtteparti – det højreorienterede parti Lega – og i særlig grad Legas formand Matteo Salvini i august måned besluttede sig for at hive tæppet væk under den daværende regering. Han havde nemlig set, at meningsmålingerne også dengang pegede i hans retning, og så ville han hellere bestemme selv frem for at skulle tækkes Femstjernebevægelsen, som langt fra er lige så højreorienteret som ham selv.
Denne manøvre lykkedes ikke. Præsidenten Sergio Mattarella ville ikke udskrive valg, og i stedet fandt de gamle ærkefjender fra PD og Femstjernebevægelsen sammen. Til at begynde med tegnede tingene i ganske kort tid forholdsvis lyst i italiensk politik. Måske ville de to partier, som i virkeligheden har langt mere til fælles end Femstjernebevægelsen og Lega, finde ud af noget fornuftigt.

En regering i modvind
Indre og ydre omstændigheder gjorde dog ikke regeringssamarbejdet nemmere. Vi kan her begynde med de indre omstændigheder.
Den tidligere PD-formand og premierminister Matteo Renzi valgte efter ganske kort tid at forlade PD for at starte sit eget parti under navnet ’Italia Viva’. Navnet betyder ”Det levende Italien”, men med en lettere omskrivning kan det også forstås som ”Længe leve Italien” – og så er vi tæt på Silvio Berlusconis Forza Italia eller ”Kom så, Italien”.
Italia Viva skal ikke
ses som en fraktion af et socialdemokratisk PD. Det klare forbillede for Italia
Viva er Emmanuel Macrons franske En Marche. Der er altså tale om et
liberalistisk centrumparti. Matteo Renzi har aldrig været en del af
venstrefløjen i PD, men dannelsen af partiet er et klart ryk til højre.
Som premierminister bekæmpede Matteo Renzi aktivt EU’s sparepolitik og dannede
sammen med Alexis Tsipras og den portugisiske regering en sydeuropæisk fløj,
som sloges for, at det i EU skulle være muligt at føre en mere aktiv
krisepolitik med offentlige investeringer for at modarbejde den økonomiske
krise. Den holdning
er nu ganske borte.
Ingenting tyder på, at de italienske vælgere har efterspurgt dette nye parti. Meningsmålingerne giver dem opbakning fra omtrent fire procent af vælgerne. Da Renzi førte en mere venstreorienteret økonomisk politik, havde PD den bedste periode i nyere tid omkring valget til Europaparlamentet i 2014. Det lader altså til, at Italiens vælgere til venstre for midten faktisk ønsker en venstreorienteret politik.
Tidligere forsøg på at lave EU-begejstrede midterpartier har også haft ret elendige resultater. Italia Viva skal derfor leve på Matteo Renzi som person, og han kan også være ret karismatisk. I hvert fald har han forstået, at han ikke skal sættes i forbindelse med valgnederlag. Italia Viva stillede således ikke op til regionalvalget i Umbrien, og de stiller heller ikke op til regionalvalgene næste år. I stedet lever de indtil videre et stille liv som støtteparti til den nuværende regering, men dannelsen af det ny parti er selv sagt ikke gavnligt for sammenholdet til venstre for midten.
Populært fremmedhad på højrefløjen
Renzis flugt fra PD er et irritationsmoment for den italienske regering. Værre er det med de ydre omstændigheder, som udgøres af Matteo Salvini og hans parti Lega. Når Salvini ikke længere skal besværes med regeringsansvar, er han tilbage i den oppositionsrolle, som han ubetinget er bedst til. Når Salvini kan nøjes med at være imod, er han en folkeforfører på den rigtig trælse måde. Alting er indvandrernes skyld, Putin er en stor mand, og der er ikke noget i vejen med, at Salvini-fans heiler, når de ser ham.
En stort anlagt demonstration i Rom mod den nye regering blev for nylig den største højreekstreme demonstration i Italiens nyere historie. Den blev tilmed markedsført som et remake af Mussolinis march mod Rom i 1922, som bragte fascisterne til magten i Italien. Arrangørerne skammede sig slet ikke over denne sammenligning. På den baggrund går Salvini på sørgelig vis frem i meningsmålingerne. Det samme gør det endnu mere yderligtgående højrefløjsparti Fratelli d’Italia (Italiens brødre – opkaldt efter nationalsangen).
Denne meget slet skjulte flirten med arven fra fascismen og fremmedhad er på alle måder modbydelig. For nylig fik senatoren Liliana Segre tildelt politibeskyttelse. Hun overlevede Auschwitz, og har siden 1990 fortalt om sine oplevelser under holocaust. Derfor – altså fordi hun fortæller, at holocaust var rendyrket ondskab – har hun modtaget så mange og så eksplicitte trusler, at politiet har set sig nødsaget til at give den 89-årige kvinde politibeskyttelse.
Det er den udgave af højrefløjen, som i oktober måned vandt regionalvalget i Umbrien – en af venstrefløjens traditionelle højborge. De resterende venstrefløjs-højborge kan stå for fald næste år. Flere sejre i regionalvalgene vil give Matteo Salvini yderligere rygstød. Han kan i endnu højere grad argumentere for, at den siddende regering ikke er udtryk for folkets ønske. Falder regeringen, har præsident Mattarella udtalt, at der må udskrives valg. Det kan ende rigtig skidt med Salvini som premierminister.
Imens skændes de to regeringspartier med hinanden om, hvem der er den vigtigste partner i deres fornuftsægteskab. PD’s mest karismatiske politiker Matteo Renzi har forladt sit gamle parti og er ved at lave en kopi af Emmanuel Macron og Simon Emil Ammitzbølls En Marche-projekt, som så godt som ingen italienere har efterspurgt.

Jonas Neivelt er cand.mag i historie og italiensk, og har boet i Italien i flere år. Han skriver om hvad der foregår i det italienske politiske morads.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER