Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
9. juni. 2022

Hungersnød og krig truer med at grave verdensøkonomien ned i endnu et hul

Ligesom med klimakrisen og corona-pandemien er der brug for en fælles global indsats, hvis vi skal løse den truende fødevarekrise. Men alverdens regeringer og centralbanker forsøger at løse krisen ved at sætte renten i vejret – hvilket kun vil forværre den for verdens fattigste, skriver den irske økonom Michael Roberts.

Sri Lanka har oplevet store uroligheder de seneste måneder, og er på randen af kollaps. Foto: The Tatva.

Den fødevarekrise, der lige nu truer millioner af mennesker verden over med hungersnød, beviser bedre end noget andet, at sult og fødevareusikkerhed er menneskeskabte størrelser.

Ruslands krig i Ukraine har ganske vist pustet yderligere til katastrofen i den globale fødevare-forsyningskæde, men ilden var allerede tændt inden krigen startede. Forsyningskæden er i stadig større grad blevet global. Finanskrisen i 2008-09 var den første klods i maskineriet, der bygger på multinationale virksomheders kontrol med varer fra bønder i hele verden. Virksomhederne har styret efterspørgsel, leveret gødning og kontrolleret det meste af det frugtbare land. Da recessionen ramte for fuld kraft, mistede de virksomheder indtægter, og begyndte at trække sig fra investeringer. Det satte yderligere pres på fødevareproducenter i Det Globale Syd.

Sprækkerne i den grundlæggende fødevareforsyning er kun blevet dybere af stigende oliepriser, en voldsomt stigende efterspørgsel på korn-baseret biobrændsel, høje transportpriser, spekulation i finansverdenen, svindende kornreserver, voldsomme vejrforandringer i nogle af de største kornproducerende lande, og en mere protektionistisk handelspolitik. Temperaturen på fødevare-området var således allerede forhøjet, inden pandemien ramte som en feber.

Prisen på mad, brændstof og gødning sammenlignet med bruttonationalproduktet i en række lav- og mellemindkomstlande, 2000-2022. Kilde: IMF / Verdensbanken.

Fødevarekrisen, der ramte verden efter Finanskrisen var rimeligt kortvarig, men blev efterfulgt af endnu et kæmpe prishop på madvarer i 2011-12. Derefter sluttede vare-opsvinget, hvilket gjorde fødevarepriserne stabile i en periode. Men corona-pandemien kastede verden ned i et hul, der fik den globale forsyningskæde til at kollapse, transportpriserne til at eksplodere, og mængden af gødning til at svinde ind. Kornpriserne ramte i 2021 således samme niveau som i 2008.

Verden er endnu ikke kommet sig oven på efterdønningerne af Covid-19 pandemien, der var den værste økonomiske krise siden 2. Verdenskrig. Oveni det har mange lande optaget store gældsbyrder i forhold til deres økonomiers størrelse. Her er Afrika det klart mest udsatte område. Nordafrika importerer store mængder hvede, hvor det meste  kommer fra Rusland og Ukraine. Regionen står derfor over for en særligt truende fødevarekrise. Afrika syd for Sahara er fortrinsvis landområder, men de voksende storbyer er forholdsvis fattige, og er også mere afhængige af at importere korn. Bønder i store dele af Afrika kæmper med at skaffe gødning nok, selv efter priserne er hoppet i vejret, hvilket skyldes problemer med shipping og at få vekslet valuta. De høje priser æder store dele af bøndernes overskud – og kan gøre det mindre attraktivt at sætte produktionen op, hvilket ellers kunne dæmpe fattiggørelsen ovenpå de højere fødevarepriser.

Krig og klimakrise driver millioner i retning af hungersnød

I de lande, hvor krig og klimakrise allerede hærger, er befolkningerne særligt udsatte. Krigsplagede Yemen er dybt afhængig af at importere korn. Det nordlige Etiopien er ét af de fattigste områder i verden og er kronisk ramt af konflikt og humanitær krise. I Madagaskar har tropiske orkaner og cykloner hamret ind over landet i januar og februar og ødelagt den lokale fødevareproduktion. I Afghanistan er børnedødeligheden eksploderet oven på det økonomiske og sundhedsmæssige kollaps; og i Myanmar er landets bruttonationalprodukt skrumpet med 18 % efter militærkuppet i februar 2021.

“Krig har altid været drivkraften bag ekstrem hungersnød, og invasionen af Ukraine risikerer nu at skabe sult og hungersnød for mange millioner.”

Ruslands invasion af Ukraine har yderligere forværret inflation og problemer med at skaffe mad. Rusland og Ukraine står for mere end 30 % af verdens korneksport. Rusland fremstiller også 13 % af verdens gødning, og står for 11 % af verdens olieeksport. Ukraine eksporterer halvdelen af verdens solsikkeolie. Tilsammen skaber det et kæmpe chok i den globale fødevarekæde, og så længe krigen trækker ud, og Rusland bliver stadig mere isoleret, kan priserne på mad, benzin og gødning forblive høje i årevis.

Invasionen har sendt det globale fødevareindeks op i rekordhøjder. Som et resultat er Ukraines normalt travle havne i Sortehavet gået i stå, og markerne står øde hen, alt imens Rusland har problemer med at eksportere sine varer. Pandemien sætter fortsat en klemme på forsyningskæderne, og klimaforandringer truer produktionen i mange af verdens landbrugs-områder med tørke, oversvømmelser, varmebølger og skovbrande.

Resultatet er, at millioner af mennesker ifølge World Food Program trues af hungersnød. Antallet af underernærede mennesker steg med 118 millioner på verdensplan i 2020, efter i mange år at have ligget på et stabilt leje. Man regner nu med, at antal underernærede kommer til at vokse med 100 millioner yderligere.

Det nuværende hungersniveau – forstået som antallet af mennesker, der ikke kan skaffe mad nok på kort sigt – voksede med næsten 40 millioner sidste år. Krig har altid været drivkraften bag ekstrem hungersnød, og invasionen af Ukraine risikerer nu at skabe sult og hungersnød for mange millioner.

Verdensfjerne mainstream-økonomer

Direktøren for Den Internationale Valutafond, Kristalina Georgieva, forklarede det således: “For mange lande er fødevarekrisen kommet oveni en gældskrise. Andelen af fattige lande i nærheden af en gældskrise er fordoblet siden 2015, og er gået fra 30 % til 60 %. For mange lande er en omstrukturering af deres gæld blevet presserende… Vi ved, at hungersnød er verdens største løsbare problem. Med en krise i horisonten er det tid til at handle beslutsomt – og løse det.

“Hvis man skulle sætte ind på en måde, der virkelig gjorde en forskel, kunne man annullere de fattige landes gæld. Men IMF og de andre centrale aktører har foreløbigt kun tilbudt at sætte den i bero.”

Desværre er mainstream-økonomernes løsninger på katastrofen enten utilstrækkelige eller verdensfjerne. Opfordringen går på at løse de store kornproducenters flaskehalse, frigive aktier og modstå fristelsen til at indføre eksportbegrænsninger på mad. De olieproducerende lande skal efter deres plan øge brændstofmængden for at sætte prisen ned på benzin, gødning og transportomkostninger. Og regeringer, internationale organisationer og endda den private sektor opfordres til at bidrage med social støtte gennem mad eller økonomisk bistand.

Ingen af de ting sker lige nu. Faktisk bliver der gjort meget lidt fra de store kapitalistiske magtinstanser for at hjælpe de fattigste lande med at bekæmpe sult og underernæring. I slutningen af maj annoncerede EU-kommissionen en nødhjælpspakke på 10 milliarder kr., der sammen med en række andre tiltag skulle hjælpe landbruget i EU og beskytte unionens egen fødevaresikkerhed. Verdensbankens ledere opfordrede sammen med Den Internationale Valutafond (IMF), FN’s Fødevareprogram og Verdenshandelsorganisationen (WTO) til en fælles indsats for at sikre fødevaresikkerhed. Det har foreløbigt vist sig at være tomme ord.

Ynkelige løsninger

Hvis man skulle sætte ind på en måde, der virkelig gjorde en forskel, kunne man annullere de fattige landes gæld. Men IMF og de andre centrale aktører har foreløbigt kun tilbudt at sætte den i bero. Derfor hænger gælden fortsat over landene, som dog kan få lov at udskyde betalingen lidt. Selv den ‘hjælp’ er ynkelig. Samlet har G20-landene i løbet af de seneste to års pandemikrise sat omkring 70 milliarder kr. gæld i bero. Men alene i 2020 voksede de fattigste landes gæld med over 5.900 milliarder kr. ifølge Verdensbankens egne tal.

“Med det industrielle landbrug fulgte også en brutal udbytning og behandling af såvel dyr som mennesker.”

Valutafondens andet ‘løsningsforslag’ går på at forøge puljen til de såkaldte Special Drawing Rights (en slags pengetank administreret af IMF, red.), der kan bruges til at give støtte verden over. IMF har afsat 4.500 milliarder kr. i støtte gennem SDR-programmet, men fordi man arbejder med et kvotesystem for at fordele pengene, bliver de overvejende givet til de rige lande. Det samlede afrikanske kontinent har således modtaget færre penge herigennem end den tyske centralbank!

Verdensøkonomiens tilstand er nu begyndt at resultere i madoptøjer. I rapporten Tilspidsning i Konflikttider forklarer FN’s konference for handel og udvikling (UNCTAD) fremtidsscenarierne. Sri Lanka, som længe har haft kurs mod en gældskrise, viser på eksemplarisk vis, hvordan dynamikken tager form. Her er pengeoverførsler og eksport kollapset under pandemien, der samtidig har kostet i den afgørende turistbranche. Vækststoppet har presset landets budget, og har samtidig drænet valutareserverne, så regeringen i Colombo har haft svært ved at importere mad og olie. Det har betydet akut mangel. To pensionister døde for nylig, mens de stod i kø, skriver Al Jazeera. Prisen på mælk er steget, og alle eksamener er blevet aflyst på grund af mangel på blæk og papir. Sri Lanka kæmper med at afdrage på sin 300 milliarder kr. store gæld, og skal betale mindst 40 milliarder kr. i år. Der er derfor en akut fare for, at det på linje med lande som Argentina og Libanon går i betalingsstandsning. Libanon er stærkt afhængig af at importere hvede.

I stedet for at øge udbuddet, frigive madreserver og forsøge at standse krigen i Ukraine, sætter alverdens regeringer og centralbanker renten i vejret – hvilket kun vil gøre gældsbyrden for de sultende lande værre. Centralbankernes rentehop gør – som jeg tidligere har forklaret – intet for at tæmme en inflation, der er skabt af forsyningsbrud. Det eneste de bidrager til, er at fremskynde en gældskrise på de “fremvoksende markeder.”

Sult skaber social uro

Støt voksende protester og politiske skred, giver stormagterne langt flere grå hår i hovedet end folk, der sulter. Som den amerikanske finansminister, Janet Yellen forklarede: “Inflationen nærmer sig det højeste niveau i flere årtier. Store prisstigninger på mad og gødning presser husstande overalt i verden – særligt de fattigste. Fra erfaring ved vi, at fødevarekriser kan føre til social uro.

Tilbage i 1840’erne, hvor kapitalistisk produktion blev dominerende på verdensplan, talte Karl Marx om et “nyt regime” af industriel-kapitalistisk fødevareproduktion, som var knyttet til ophævelsen af den engelske Kornlov i 1846. Herefter havde frihandlen vundet. Marx associerede dette ‘nye regime’ med omdannelsen af “store mængder landbrugsjord i Storbritannien”, der blev drevet frem af “omorganisering” af fødevareproduktion – med særligt fokus på udviklingen af dyreavl, vekseldrift af afgrøder og den kemiske udvikling af nye former for husdyrgødning.

Interesseret i flere analyser af Michael Roberts?

· Følg den irske økonoms blog ‘The Next Recession’ for ugentlige analyser

+

Den kapitalistiske udvikling af fødevareproduktionen satte produktiviteten kraftigt i vejret, og gjorde fødevareproduktion til et globalt foretagende. I midten af 1850’erne begyndte den trend allerede at vise sig tydeligt: På det tidspunkt blev 25 procent af den britiske hvede allerede importeret, og 60 procent af den kom fra Tyskland, Rusland og USA. Men det betød også nye, tilbagevendende investerings- og produktionskriser, hvilket skabte en ny form for fødevareusikkerhed. Sult og hungersnød handlede ikke længere om naturens luner – hvis det da nogensinde var tilfældet. Nu var den snarere resultatet af den ulige fordeling indenfor den kapitalistiske produktionsform, og den sociale ulighed globalt set. Her er det altid de fattigste, der må lide. Som Marx skrev om den irske hungernød: “Den dræbte kun fattige folk, og betød intet for landets samlede velstand.”

Med det industrielle landbrug fulgte også en brutal udbytning og behandling af såvel dyr som mennesker. I en uudgivet notesbog kaldte Marx det “frastødende”, og beskrev staldene som “et fængselscelle-system” for dyr. “I de her fængsler bliver dyrene født, og der får de lov til at blive indtil de bliver slagtet. Spørgsmålet er, om det her system – hvor dyr bliver behandlet på unaturlig vis, og får skåret benene af for at blive reduceret til en klump kød og fedt – hvor de tidligere (før 1848) kunne få lov til så vidt muligt at leve under åben himmel – til syvende og sidst kommer til at betyde forringede levevilkår for livet som sådan?”

Vi står midt i en global krise, der kræver globale svar, på samme måde som corona-pandemien og klimakrisen gør det. Men en sådan fælles, global indsats er ikke mulig, så længe den globale fødevareindustri bliver kontrolleret af nogle få multinationale fødevareproducenter og distributører. Derfor er verdensøkonomien på vej ned i endnu et hul.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Bragt i samarbejde med Michael Roberts. Læs indlægget her.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

  • […] af niveauet før coronakrisen. Sri Lanka er gået konkurs, og alle eksaminer i landet er aflyst, fordi man ikke har råd til blæk og papir, mens fødevareprisen på et år er steget med over 300 % i […]

  • Om skribenten

    Michael Roberts

    Michael Roberts

    Irsk marxistisk økonom. Udgiver økonomiske analyser på bloggen The Next Recession. Læs mere