Leder: Fremtidens energiforsyning skal tilbage på fællesskabets hænder

Hvad enten man vender blikket mod Danmark, eller kigger ud mod resten af verden, presser inflation og energikrise i øjeblikket befolkningerne til det yderste. I Storbritannien er folk begyndt at diskutere, om de skal spise kold budding for at spare på elregningen, der nogle steder er steget til det seksdobbelte af niveauet før coronakrisen. Sri Lanka er gået konkurs, og alle eksaminer i landet er aflyst, fordi man ikke har råd til blæk og papir, mens fødevareprisen på et år er steget med over 300 % i Libanon.

Også i Danmark går inflationen og de stigende energipriser hårdt ud over dem, der i forvejen har mindst luft i budgettet. Arbejdsløse og lavindkomstgrupper bruger en langt højere andel af deres rådighedsbeløb på at betale regninger end gennemsnittet. Mens nogle kan joke og lave memes over prisstigninger på æg og kaffe, er det alvor for de mere end 100.000 danske husstande, der jævnligt må springe et måltid over for at få budgettet til at række. For dem er varm mad ikke nogen selvfølge, og snart kan også varme i stuen være et lejlighedsvist luksusgode.

Med den forventelige russiske udmelding om, at man nu lukker for naturgassen til EU, ser det ud til at blive værre endnu. Med forsyningsknaphed vil prisen igen blive skruet op, og de mindste pengepunge må som sædvanlig holde for. Nye tal viser, at elregningen kan stige med op til 33.000 kr. om året for nogle familier, og der er en reel risiko for, at folk ikke har råd til at blive boende i deres hus.

For andre er krisen dog ikke bare til at overse, men en indbringende forretning. De store selskaber kan glæde sig over rekordstore profitter, ikke mindst i energisektoren, hvor store olieselskaber som Shell, Exxon og Chevron alene i første kvartal af 2022 fremviste overskud på 750 milliarder kroner. Mens briterne diskuterer, hvordan de kan holde varmen i den kommende vinter, står landets energiselskaber til at tjene 1.500 milliarder kr. de næste to år.

“Hvis vi for alvor skal ruste os til en krisepræget fremtid, og endda forsøge at navigere os ud af kriserne, bliver vi nødt til også at tale om, hvordan vi får givet ejerskabet tilbage til fællesskabet.”

I Danmark er tendensen den samme. Ørsted forventer bugnende profitter på 22 milliarder kr., mens fjernvarmegiganten Danfoss allerede sidste år havde et ‘transformerende rekordår‘. På direktionsgangene i energibranchen bliver der ingen trængsel og alarm til juletid. Få kan måle sig med Maersk, der dygtigt har udnyttet de mange kriser til at rage mere end 200 milliarder kroner til sig. Som en trodsig fuckfinger til klimakrisen startede virksomheden for bare to måneder siden endnu et olieventyr i Nordsøen i samarbejde med Shell.

Den åbenlyse uretfærdighed er også faldet en række politikere for brystet. Enhedslistens Rune Lund efterlyser mere beskatning af de største snyltere som Maersk, der efter de nuværende regler betaler nærmest symbolske afgifter i tonnageskat. SF-forkvinde Pia Olsen Dyhr foreslår en windfall tax, der kan sende en smule af profitten tilbage i fælleskassen.

Lund og Olsen Dyhrs forslag er sådan set sympatiske nok. En endnu nemmere løsning ville være at droppe momsen på strøm; med et snuptag kunne man således undgå, at den europæisk-russiske energikrig betød flere penge i statskassen – og færre i almindelige danskeres hænder. Men hvis vi for alvor skal ruste os til en krisepræget fremtid – og endda forsøge at navigere os ud af kriserne – bliver vi nødt til også at tale om, hvordan vi får taget ejerskabet tilbage til fællesskabet. Den diskussion er en afgørende forudsætning for, at vi både på kort sigt kan hjælpe dem, der bliver hårdest ramt af de stigende energipriser – og at vi på den lange bane kan gøre forbruget mindre, mere bæredygtigt og uafhængigt af storpolitiske kriser.

Tænk, hvis de 22 milliarder kroner, Ørsted forventer at hive ind i år, ikke skulle deles i porten med aktionærer, men i stedet kunne bruges til at betale en million danskeres varmeregning det næste halve år? Forestil dig, hvor mange ekstra sygeplejersker, pædagoger og misbrugskonsulenter vi kunne have uddannet – og efterfølgende betalt en ordentlig løn – for de 12,5 milliarder kroner, Goldman Sachs nåede at tjene på Bjarne Corydons foræring?

Vi kan ikke smide Corydon i fængsel for samfundsskadelig virksomhed, og vi kan ikke kræve pengene tilbage fra Goldman Sachs. Hvad vi til gengæld kan arbejde for er, at fremtidens energiforsyning bliver ejet og drevet af fællesskabet, og at målsætningen for dets virke ikke er profit, men et bæredygtigt, ligestillet samfund.

Så meget desto mere alarmerende er det, at også fremtidens energi er ved at blive lagt i hænderne på markedskræfterne. I Aarhus har førnævnte Maersk sat sig på investeringer i jordvarme, mens man i Aalborg har droppet et lignende projekt, fordi den private kapital ikke ville skyde penge i det. Så længe det er markedets luner, der dikterer energipolitikken, bliver krisens konsekvenser endnu mere ulighed. I første omgang må vi nationalisere al kritisk infrastruktur. Derefter kan vi tage diskussionen om, hvordan vi får overdraget kontrollen til arbejderne, og hvordan vi kommer ud af vores syge afhængighedsforhold til fossile brændstoffer hurtigst muligt.

Det fælles ejerskab over produktionsmidlerne – i denne sammenhæng energiproduktionen – er ikke nogen utopi. Det er derimod en nødvendighed, særligt når det handler om naturlige monopoler som vores fælles drikkevand, energiforsyningen eller trafiknettet, der lider under markedsgørelse. Det kan blive virkelighed, hvis vi tør gøre op med grådighedens forrang, og sætte foden ned for kapitalismens hæmningsløshed.