Alberta, Canada: Når der skal findes ny olie, ryddes store mængder træer ved såkaldt 'seismiske linjer'. Det udløser store mængder metangas fra jordens overflade, og er blot et af mange problemer med den fortsatte olieudvinding. Alligevel rapporterer de canadiske medier sjældent om olieindustriens rolle. Foto: Canadian Press Images.
11 min. læsetid

En nyligt udgivet analyse viser, at kun få dele af de canadiske medier tør presse landets ‘Fem Store’ olieproducenter.

Oversat af Benjamin Kjærgaard Clausen fra The Tyee


Af Sean Holman, The Tyee

Da den franske oliegigant, Total SA denne sommer annoncerede en nedskæring i budgettet på 7 milliarder amerikanske dollars i canadiske tjæresand-aktiver (landområde til udvinding af olie, red.), sagde den franske virksomhed, at udviklingen på disse aktiver ikke ville stemme overens med deres forpligtelser over for klimaet. Dét rationale blev afspejlet i mediernes dækning af virksomhedens manøvre.

Da den canadiske avis, The Globe and Mail, interviewede chefen for landets største producent af råolie efter Total SA’s erklæring, brugte den resulterende artikel dog et citat fra chefen for Canadian Natural Resources Ltd. Tim McKay, hvor han beskyldte ”stigmatisering” for at ligge til grund for salget af olieaktiver.

Hvad der ikke blev sagt i The Globe and Mails artiklen var, at Total SA ikke lod til at være særligt bekymret over stigmatisering, men mere bekymret for, at dets canadiske oliereserver højst sandsynligt ville slippe op efter 20 år. Det er en velbegrundet bekymring, for som International Energy Agency forudser, vil klimaindsatser drastisk skære i verdens efterspørgsel efter råolie; fra næsten 97 millioner tønder om dagen i 2018, til lidt over 50 millioner tønder om dagen i løbet af 30 års tid, altså næsten en halvering.

Men i Canada – verdens fjerdestørste olieproducent, og den største udleder af drivhusgasser per person blandt G20-landene – lader medierne til knap nok at nævne denne industris skrumpen, når den rapporterer om nogle af sektorens mest magtfulde aktører.

Medierne følger ikke med

Da jeg undersøgte, hvor mange af landets medier, der dækkede Canada’s såkaldte ‘Big Five’ oliefirmaer i løbet af to måneder tidligere i år, fandt jeg 295 unikke artikler, der nævnte Canadian Natural Resources, Suncor Energy Inc., Cenovus Energy Inc., Imperial Oil Ltd. eller Husky Energy Inc.

“I en tid, hvor finansfolk er ved at finde ud af, at det at drive virksomhed med oliefirmaer er en dårlig forretning, lader medierne ofte til ikke at have fulgt med i markederne.”

+

Efter at have fjernet de historier, der nævnte de Fem Store, men som ikke direkte omhandlede fossilindustrien – såsom historier om aktiemarkedet eller en historie om, hvordan trafiklys blev installeret i nærheden af deres ejendom – kunne jeg tælle 173 historier, hvor kun 15 af dem eksplicit nævnte en mindre efterspørgsel af olie i fremtiden. Én historie citerede endda Suncor Energys chef, Mark Little, der sagde: ”Vi mener ikke, det er en løsning” som reaktion på kravene om at skære i CO2-udslip ved at skære i produktionen.

Den personlige udtalelse var nyhedsværdig nok til at blive til en tophistorie i National Post, en af The Globe and Mail’s konkurrenter. Tre dage senere udtalte Mark Little, under et møde om regnskabet for det fjerde kvartal: ”Jeg tror, folk er bekymrede over, at en masse virksomheder taler om stigende olieproduktion til evig tid. Vi ved dog, det ikke må ske.” Dette citat lader dog til ikke at være blevet rapporteret i nyhedsmedierne.

Det er blot ét af de mange brister, jeg har fundet, når det kommer til de canadiske nyhedsmediers dækning og kommentarer på nogle af verdens klima-ødelæggende virksomheder. I en tid, hvor finansfolk er ved at finde ud af, at det at drive virksomhed med oliefirmaer er en dårlig forretning, lader medierne ofte til ikke at have fulgt med i markederne. Og resultatet er en journalistisk fiasko, som bidrager til forværringen af klimakrisen i stedet for sobert at bedømme den. De Fem Store har fået deres navn, fordi de ifølge den canadiske regering er ansvarlige for over halvdelen af landets produktion af råolie, som udgør cirka 4,6 millioner tønder per dag i 2018. I samme år udledte de Fem Store direkte og indirekte 83 millioner tons drivhusgasser fra deres drift, hvilket  svarer til opvarmningen af 135 procent af de 14 millioner private boliger i Canada i et år.

Syncrude oliefeltet i Fort McMurray, Alberta er blevet kaldt “verdens mest destruktive olieboring”. Canada er verdens fjerdestørste producent af råolie. Alligevel er de canadiske medier påfaldende tavse, når det kommer til kritisk journalistik om landets “Fem Store” oliefirmaer. Foto: Ian Williams

Mulighederne står i kø

På baggrund af de tal for udledning, inkluderede Carbon Disclosure Project så Canadian Natural Resources, Husky Energy Inc. og Suncor Energy Inc. på en liste over de 100 virksomheder, der er skyld i 71 procent af al industriel udledning af drivhusgas mellem 1988 og 2015. Det er derfor, jeg gerne ville undersøge, hvordan Canadas mainstream medier dækkede de Fem Store, hvor perioden fra 9. januar til 11. marts var en god mulighed for at gøre netop det.

Den periode endte med, at World Health Organization erklærede, der var en pandemi. Men perioden begyndte med, at Cenovus Energy Inc. annoncerede sin ”langsigtede ambition” om at nå klimaneutral udledning i 2050. Kort tid efter skabte Blackrock – verdens største investeringsforvalter – overskrifter, da dets medstifter meddelte en række direktører, at klimakrisen ville forårsage en ”betydelig omfordeling af kapital” i den nære fremtid – ”og tidligere end de fleste forventer.” Sytten dage senere, den 31. januar, erklærede Jim Cramer fra CNBC, at han var ”færdig med aktier i fossile brændstoffer”, og sammenlignede dem med tobaksvirksomheder. Og tre dage efter dét estimerede Financial Times, at en aggressiv indsats mod global opvarmning ville resultere i 900  milliarder dollars i strandede aktiver (inaktiv kapital, red.) – og virksomheder som Imperial Oil Ltd. og Suncor Energy var mest i risikozonen.

Det var derfor ikke overraskende, at Albertas premierminister, Jason Kenney blev citeret for, at ”ingen fornuftig person” kunne forvente, der ville være et ”gradvist ryk” væk fra ”strøm baseret på kulbrinter” – en udtalelse, som en fremtrædende, lokal nyhedsjournalist beskrev som en ”afgørende ændring i tonen” i forhold til hans regering, der er følger fossilindustrien på kultlignende facon.

Sammen med det kontroversielle, skrinlagte forslag om at bygge en ny kæmpe tjære-sandmine i Alberta, betyder det, at canadiske nyhedsmedier havde mindst seks store nyheder, de kunne have brugt til at dække relationerne mellem klimakrisen og de Fem Store i den her periode. Den periode forløb samtidig med de Fem Stores møder angående regnskaber for  det fjerde kvartal, hvilke nogle gange kan give journalister mulighed for at stille spørgsmål til virksomhedernes administration og holde dem til regnskab. Men det eneste, jeg fandt, var forspildte chancer.

Fossilindustrien overses

Min analyse gennemsøgte den canadiske database over nyhedsstrømmen, som inkluderer denationale nyhedsmedier Canadian Press, Globe and Mail, National Post og Toronto Star sammen med 305 andre engelsksprogede nyhedsaviser, inklusive de fleste af landets større dagblade i de store byer. De 173 artikler, jeg fandt, inkluderede oversigter, rapporter, klummer, debatindlæg og reklameindlæg; de rapporterede direkte om de Fem Store og anbefalede at investere i dem eller refererede til dem som en del af dækningen af  olie- og gas-sektoren eller en virksomhed deriblandt.

De fleste var lavet af journalister fra Globe and Mail (31 procent), Canadian Press (20 procent), National Post (11 procent) og Calgary Herald (8 procent). I mellemtiden kom 44 procent af artiklernes journalistiske bylines (hvor man skriver skribentens navn, red.) fra Calgary, hvor de Fem Store har hovedkvarterer, mens 35 procent kom fra Toronto. Så trods den store betydning, de Fem Store har, var der mange nyhedsjournalister i andre landsdele, der ikke lod til at være opmærksomme på dem og andre dele af fossilindustrien.

I Carbon Majors-rapporten dokumenteres det, hvordan 100 virksomheder har været ansvarlige for 71 % af al CO2-udledning i industrien siden 1988. På den liste finder man også en række af de store canadiske oliefirmaer. Alligevel er de canadiske medier påfaldende tavse, når det kommer til at konfrontere oliefirmaerne med deres rolle i klimakrisen. Illustration: Indi Samarajiva / Medium

Klima er overhovedet ikke på dagsordenen

En del af forklaringen skal nok findes i, at årtier med nedskæringer, fyringer og dårlig ledelse har tømt de lokale canadiske nyhedsredaktioner, og dermed udsultet bredden og dybden i deres dækning. Men det er også, fordi  journalister og skribenter – der havde med økonomien at gøre – var blandt de få nyhedsjournalister i landet, der overhovedet virkede interesserede i at dække, kommentere eller bare nævne de Fem Store. De udgjorde 77 procent af de journalistiske bylines i de 173 føromtalte artikler. De Fem Stores indflydelse rækker imidlertid meget længere end oliefelterne, bestyrelseslokalerne og handelsgulvene, og er involveret i mange flere områder – fra politik og miljøspørgsmål over sundhed og til oprindelige befolkningers problemer.

Det skal dog siges, at klimaforandringer er en regelmæssig del af den dækning. 34 procent af artiklerne brugte udtryk relateret til klimaforandringer. Men kun ni af disse artikler havde et interview med en miljøforkæmper. Og kun syv af dem havde informationer om de miljømæssige konsekvenser for klimakrisen, som regel begrænset til en overfladisk omtale af, hvordan jordens temperatur kan stige.

Det betød et svigt i at konfrontere artiklernes læsere med konsekvenserne af klimakrisen, og dermed også fossil-industrien. Siden nytår har disse konsekvenser omfattet de australske naturbrande, der dræbte eller fordrev næsten tre milliarder dyr og en sibirisk hedebølge, der skabte ”skovbrande, tab af permafrost og en invasion af skadedyr” i regionen. Og det dækker ikke over en stigende kavalkade af katastrofale forudsigelser om, hvordan fremtiden kommer til at se ud, herunder at en tredjedel af planetens plante- og dyreliv uddør, samt at store dele af samfundet kollapser.

‘Postmedia’: Klimahetz fra Canadas største mediekoncern

Postmedia, landets største nyhedsmedie-kæde, fortsætter med at udgive kommentarer, der både promoverer fossile brændstoffer og hetzer mod klimaaktion. ”Meget mere olie er på vej,” lød en overskrift i et af koncernens medier. Et andet sted citerede man fordelagtigt Jason Kenney, da han beskrev Greta Thunberg og ligesindede aktivister som ”mudderhytte-folkene,” mens han opfordrede offentligheden til at ”tage konkrete tiltag om at reducere udledninger i stedet for at lukke hele den moderne tid ned.” Et debatindlæg af en forsker fra det frimarkeds-orienterede Fraser Institute sagde, ”mange mennesker, inklusive eksperter, er oprigtigt uenige i, at menneskeskabte klimaforandringer er analogt med et skib på vej mod et isbjerg,” og argumenterede, at ”bæredygtige” udledningsreduktioner kun vil ”ske med nye teknologier, der opstår fra frivillige industrier og kundernes beslutninger.”

“Canadiske nyhedsaviser og nyhedsmedier er overordnet set nødt til at gøre det bedre. De Fem Store og deres ledere fortjener at blive stillet til ansvar, på samme måde som enhver anden magtfuld institution eller person i samfund bør blive det.”

+

Nogle af journalisterne på Postmedia må vide, hvor forkerte sådanne udtalelser er. Da Total SA annoncerede sin nedskæring i tjæreolie aktiver, udgav National Post trods alt en video d. 31. juli, der spekulerede: ”Er det her oliens endeligt?” Som svar på det spørgsmål, konstaterede videoen: ”streng klimapolitik og stigningen af naturgas og bæredygtig strøm vil dæmpe efterspørgslen efter olie på længere sigt.” På samme vis udgav Globe and Mail en artikel samme dag, der viste at ”nogle analytikere forventer, at verden kunne ramme loftet for olieefterspørgsel i dette årti, hvis det da ikke allerede er sket.”

Journalister på den rigtige side af historien

Alligevel lader denne større økonomiske og miljømæssige sammenhæng ofte til at gå tabt, når canadiske nyhedsaviser indsnævrer deres dækning til individuelle oliefirmaer, særligt når det kommer til de Fem Store. Vi fandt kun få tilfælde af journalister, der pressede de Fem Stores chefer og direktører angående deres egen mørke fremtid og deres ansvar i at påtvinge alle andre sådan en fremtid.

Canadiske nyhedsaviser og nyhedsmedier er overordnet set nødt til at gøre det bedre. De Fem Store og deres ledere fortjener at blive stillet til ansvar, på samme måde som enhver anden magtfuld institution eller person i samfund bør blive det. Journalister i Canada, uanset deres specialområder og uanset størrelsen på deres redaktioner bør stille flere og sværere spørgsmål omkring, hvad de virksomheder gør for at undgå klima-katastrofe.

Konsekvensen ved at undlade at gøre det er, at de Fem Stores formænd, bestyrelsesmedlemmer og direktører fortsætter med at være beskyttet mod det stigende globale pres mod olie- og gasindustrien, mere end i forvejen i Alberta – klimabenægtelsens hjerte i Canada. Journalister siges ofte at være ansvarlige for det første udkast af historien. Og canadiske nyhedsaviser er nødt til at stille sig på den rigtige side af historien.

Oprindeligt bragt på The Tyee: What Are Oil Giants Doing to Stop Climate Change? Media Won’t Ask the Hard Questions. Bragt på Solidaritet som del af Covering Climate Now.


Sean Holman

Har skrevet om canadisk politik i mere end 10 år, med særligt fokus på British Columbia. Ansat som lektor i journalistik på Mount Royal University i Calgary.

Læs mere af Sean Holman