Hvad jeg lærte om regeringsgrundlaget ved at arbejde for ”de onde”

Har man befundet sig lidt tid på venstrefløjen, kan man hurtigt blive beskyldt for at være klasseforræder, hykler eller andet godt, hvis man ikke har holdt sin sti ren. Derfor vil jeg gerne bekende her, at min sti ikke er ren. Jeg har både skrevet for Dagbladet Børsen, og jeg har arbejdet på den ”forkerte” side under de offentlige overenskomstforhandlinger – nemlig for KL.

Jeg plejede i spøg at sige til mine kolleger i KL, at vi arbejdede for ”de onde”. Nogle grinede, andre så på mig med et forvirret blik.

Jeg lærte en del på Børsen og i KL, som i dag er ganske nyttigt, når man skal læse regeringsgrundlaget. Jeg håber derfor, at Solidaritets læsere tilgiver, at jeg i denne analyse trækker på min beskidte fortid.

Ingen tør hæve skatten

Den nye flertalsregering har i sinde at hæve beskæftigelsesfradraget og topskattegrænsen. Man ønsker at give skattelettelser.

Det lyder som sådan meget fint, at man gør incitamentet til at arbejde større. Og alle statens regnemodeller forudsiger også, at jo mere vi sænker skatten, jo rigere bliver vi kollektivt (selvom de, som ikke kan arbejde, naturligvis bliver fattigere).

Faktum er så også, at skattelettelser giver færre penge i statskassen, med mindre der enten kommer flere i arbejde, eller at lønningerne i den private sektor stiger mere end inflation. Spørgsmålet er så, om det kommer til at ske i en periode, hvor vi har historisk lav arbejdsløshed, en stram udlændingepolitik og udsigt til recession. Man kan altid håbe (eller fjerne en helligdag, hvis man ikke kan lide at håbe).

Politisk selvmord

Et andet problem ved at sænke skatten, som vi sjældent taler om, er, at det er politisk selvmord at hæve den igen. For ligesom, at rettigheder i en overenskomst er helt utroligt svære at fjerne (bare spørg lærerne), så er det helt utroligt svært at hæve skatten på arbejde. Det er der simpelthen ingen, som går til valg på. Kun Enhedslisten tør en gang imellem pibe om, at de rige skal betale mere, men også de har talt om skattelettelser ved dette valg.

At hæve skatten for alle andre grupper end de allerrigeste er politisk selvmord. Det fandt jeg ud af, da jeg i 2013 interviewede Martin Madsen – den tidligere spindoktor for skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).

”Nu har jeg haft et år i Skatteministeriet. Og der fik jeg en øjenåbner. Der er bare en begrænsning på, hvor meget man kan øge beskatningen for den almindelige lønmodtager i en krisetid, når man gerne vil skabe arbejdspladser,” sagde Martin Madsen dengang i Børsen og henviste til sukkerafgiften, som aldrig blev til noget.

Martin Madsen arbejdede på det tidspunkt i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. I dag arbejder han i Statsministeriet som en slags personlig, økonomisk rådgiver for statsminister, Mette Frederiksen.

Realisme ind i politik

Personligt tror jeg ikke på, at vi bliver fattigere af at omfordele midlerne i samfundet, så de ikke hober sig op hos nogle få. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er nødvendigt at hæve skatten for middelklassen og overklassen, hvis vi vil bevare velfærdsstaten. Det er især nødvendigt, hvis vi vil forbedre den, så de ansatte og de borgere, der berøres af velfærdsstaten, ikke skal gå kollektivt ned med stress.

Det er en konklusion, jeg er kommet frem til ved at lytte til de mennesker, som reelt forvalter velfærdsstaten – nemlig kommunerne.

”Vi er nødt til at insistere på, at vi skal have mere realisme ind i den politiske diskussion i Folketinget, og at de nye spilleregler må være, at vi ikke kan love minimumsnormeringer i daginstitutioner eller flere sygeplejersker eller politibetjente – alt det de gerne vil have, det kan vi ikke love – medmindre man samtidig anviser, hvordan vi finder både de hænder, der skal til, og finansieringen.”

Det citat stammer fra en tale, som borgmester i Kalundborg Kommune og formand for KL, Martin Damm (V), holdt til KL’s politiske topmøde i år. Martin Damm er Venstremand, så han pakker tingene ind på en anden måde, end jeg gør. Men det er trods alt ikke mere indpakket, end at selv en abe kan forstå hans budskab, som skæres helt ud i pap nedenfor:

”Det, der står helt tydelig, er: Hvis, der skal være råd til at udvikle velfærden, skal vi have reformer, skattestigninger eller omprioriteringer.”

Sagt på en anden måde, alternativet til skattestigninger er, at velfærdsstaten laves om – og ikke bare en lille smule.

Vi skal arbejde flere timer – what’s new?

Den nye regering har valgt side. De ønsker ikke at hæve skatten. Til gengæld vil de gerne lade som om, at vi kan få det hele. Jeg er ikke i tvivl om, at de ikke er dumme derinde på Christiansborg. Men jeg kan godt blive i tvivl om, hvorvidt de tror, at befolkningen er dum.

Regeringen har set graferne over befolkningsudviklingen. Flere ældre, færre på arbejde, store opgaver i psykiatrien og på det specialiserede socialområde. Men i stedet for at bede de store vælgergrupper af velhavende ældre om at bidrage mere til festen (igen politisk selvmord), så vælger man at presse citronen endnu mere for de grupper, som går på arbejde nu og i mange år fremover.

Der står igen og igen i regeringsgrundlaget, at vi skal arbejde mere. Vi har hørt det før. Jeg skal sandsynligvis arbejde, til jeg bliver 72 år. Det har tidligere regeringer allerede sørget for. Nu skal Store Bededag så fjernes. Det overlever vi nok også, men det klinger godt nok hult, at regeringen vil fjerne en hel fridag kort inden overenskomstforhandlingerne, når regeringen samtidig proklamerer, at den ikke blander sig i Den Danske Model.

Ingen regner på mere indvandring

At fjerne Store Bededag har været et hedt politikerønske i årevis. Embedsmænd har regnet på gevinsterne igennem årtier. Men hvis vi virkelig gerne vil have flere hænder, hvorfor arbejder vi så ikke for at få flere hænder i stedet for at få de samme hænder til at slide mere.

Der er ingen, som regner på, hvilke positive, økonomiske effekter det vil have, hvis man fjernede den stramme udlændingelovgivning, og gav danskere lov til at gifte sig med hvem de vil. En simpel måde at få flere unge hænder på, som samtidig kan integreres nemmere i samfundet via deres danske partner, end den udenlandske arbejdskraft, der i dag hentes til Danmark af virksomhederne, og som naturligt nok har deres egne familier med.

Ved at lempe udlændingeloven ville man også frigøre mere tid til alle de mennesker (mig selv inklusiv), som bruger ufattelige ressourcer på at forstå loven og på at manøvrere i systemet, der er fyldt med snubletråde, der på et splitsekund kan ødelægge dit liv.

Men jeg forstår godt, hvorfor de ikke gør det. Det vil være politisk selvmord.

Lapper løser ikke komplekse problemer

Den største synd, regeringen begår i sit regeringsgrundlag, er at bilde vælgerne ind, at de præsenterer noget nyt og anderledes, som vil gavne samfundet. De ved nemlig godt, at der er tale om lappeløsninger, som ikke kommer i nærheden af at håndtere de store og komplekse problemer, som det danske samfund står overfor i forhold til sundhed, fattigdom, klima, miljø og sikkerhed.

Måske bunder det i mindreværd fra politikernes side. Måske tror de ikke selv på, at de kan løse problemerne. Det er jo udtryk for fantasiløshed, at politikerne har forsøgt at løse alle problemer i samfundet de seneste 30 år ved konstant at udhule velfærdsstaten og øge uligheden. En af konsekvenserne ser vi på sundhedsområdet. Rigtig sundhed er for de vellønnede.

I dag betaler mange lønmodtagere for sundhedsforsikringer gennem deres pensionsordninger, fordi den basispakke, de får af det offentlige, er for elendig.

Især for privatansatte giver disse forsikringer adgang til rigtig mange sundhedsydelser i privat regi. Ydelser som kun er tilgængelige for nogle grupper, og som bliver bedre, jo mere du kan betale til forsikringen. Det er en af årsagerne til, at det offentlige sundhedsvæsen smuldrer. Men det er der ingen, der taler om, for fagbevægelsen har været med til at skabe systemet.

Gaslighting af vælgerne

Formaster man sig som borger uden en sundhedsforsikring til at brokke sig over niveauet, får man at vide, at det er langt bedre end tidligere. At man kræver for meget. Det er gaslighting af borgerne. For faktum er jo, at sundhedsvæsnet er i krise. Lige nu opleves det bare primært af borgerne, som ikke er forsikret, og som ikke har ressourcerne til at brokke sig.

Problemet for sundhedsområdet, ja, for stort set alle områder, er, at de private udbydere ikke løser de komplekse problemer. De plukker de lavthængende frugter og lader kommunen eller regionen håndtere alt det andet, man ikke kan tjene penge på.

For mange borgmestre er den nemmeste løsning at bede om reformer af velfærden, at sænke forventningerne, at sende aben videre. Men det er en blindgyde, for det får ikke de komplekse problemer til at forsvinde. Den unge med de mange diagnoser, klimaforandringerne, fattige demente, udsatte børn. De forsvinder ikke, bare fordi pengene flyttes over i den private sektor og i stedet går til knæoperationer og Teslaer.

De sidste 30 år har vist os, at den private sektor ikke er i stand til at løse komplekse problemer, uanset hvor mange skattelettelser, der gennemføres. Det ved politikerne godt. Men hvem har lyst til at begå politisk selvmord. Så hellere udsulte den offentlige sektor og gaslighte vælgerne.