Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
18. november. 2022

Debat: Venstrefløjen skal ændre den grønne fortælling i Esbjerg og Ikast

I storbyerne er opbakningen allerede høj. Men hvis venstrefløjen skal kunne udfordre Socialdemokratiet og højrefløjen om magten, skal den overbevise folk i Esbjerg og Ikast om, at den grønne politik kommer dem til gode, skriver den svenske forsker Jonas Algers i en kommentar til det danske valg.

Illustration: Solidaritet ©

Med flere end dobbelt så mange stemmer som deres nærmeste rival er Socialdemokratiet det eneste rigtige “masseparti” med støtte på tværs af forskellige geografiske og sociale grupper. Med tolv partier i Folketinget (og fjorten på stemmesedlen) har det opsplittede partilandskab en mulighed for at falde ud til hvilken som helst politisk side; i denne æra af politik-som-identitetsforbrug.

Det gamle parti SF oplevede en lille stigning i opbakningen, og det samme gjorde Alternativet. SF positionerede sig succesfuldt som en ihærdig forsvarer af velfærden, mens Alternativet tog ejerskab over klimaspørgsmålet. Det mere yderliggående ideologiske parti Enhedslisten blev klemt mellem de to. Den klimaalliance som disse partier danner sammen med de  Radikale,har presset Mette Frederiksen til at øge sine klimaambitioner, og det er heldigvis en bekymring, der også ligger højt hos vælgerne.

Men støtten til alle partier til venstre for Socialdemokratiet er meget koncentreret især i storbyerne, og blandt offentligt ansatte og de unge. Enhedslisten var endda det største parti i flere bydele i København. Men for at venstrefløjen kan få indflydelse på regeringens politik, er det afhængigt af, at Socialdemokratiet gør det “beskidte arbejde” med at få opbakning blandt ældre vælgere, i den private sektor, og uden for byerne. I den progressive københavnerbydel Nørrebro lå Enhedslisten, SF og Alternativet på over 50 procent , mens Frie Grønne fik yderligere et par procent. I den lille by Ikast når de samme partier dog ikke engang op på 8 procent samlet. I Esbjerg – en af ​​Danmarks største byer og havne – klarer de sig kun marginalt bedre med i alt 12 procent.

Venstrefløjen skal interessere sig for Ikast og Esbjerg

Hvorfor er Ikast og Esbjerg relevante? I Brande, i Ikastdistriktet ligger Siemens Gamesas vindmøllefabrik, mens næsten halvdelen af ​​alle havvindmølle-anlæg, der er installeret i EU i løbet af det sidste årti, er udskibet via Esbjerg havn. Siemens Gamesa beskæftiger 5.600 medarbejdere i Danmark, mens virksomhederne i den kommunalt ejede Esbjerg havn beskæftiger flere tusinde andre. De fleste virksomheder i Danmarks mægtige grønne energisektor er nemlig placeret i Jylland, hvor den klimafokuserede venstrefløj har sin svageste opbakning. 

Danmark har opbygget en kraftfuld grøn vindenergi-industri, der beskæftiger over tredive tusinde arbejdere i Danmark, og den danske vindmølleproducent Vestas har lavet hver femte mølle installeret på planeten. Det har Danmark gjort gennem industripolitik, herunder offentlige investeringer, langsigtet planlægning og statskontrollerede Ørsteds rolle som stor udvikler af havvindmølle-anlæg. Det virker derfor ironisk, at venstrefløjen tilsyneladende ikke er i stand til at drage fordel af sin troværdighed på klima blandt den “grønne” arbejderklasse. Hvorfor er dette tilfældet?

Venstrefløjen skal fremhæve sine bedrifter

Højrefløjen har en klar fortælling om den grønne industri: Takket være familieejede virksomheders iværksætteri kan Danmark eksportere grøn teknologi til hele verden. Partierne til venstre for Socialdemokratiet ser dog ud til at have et postindustrielt perspektiv på klima – med mere fokus på behovet for en ambitiøs målsætning, emissionsafgifter og plantebaseret landbrug. Hvor højrefløjen er ivrig efter at påpege, hvor vigtige virksomheder er for den grønne omstilling, mangler venstrefløjen endnu at udvikle en sammenhængende fortælling om arbejdets og offentlige investeringers rolle i den grønne omstilling, der kan appellere til lønmodtagere.  

“Hvis venstrefløjen for alvor vil udfordre den socialdemokratiske dominans – eller konfrontere højrefløjen på deres hjemmebane – skal den vove at gøre ”det beskidte arbejde” i landdistrikterne og de mindre byer i Danmark.”

I betragtning af størrelsen på ​​Danmarks grønne energibranche burde venstrefløjen her – måske mere end de fleste andre lande – kunne pege på fordelene for lønmodtagere ved statstyrede klimainvesteringer. Venstrefløjen skal også være bedre til at fremhæve sine bedrifter: Da udsigterne for det danske vindeventyr stadig var uklare, var højrefløjspartierne skeptiske og dræbte næsten industrien, mens de var ved magten i 00’erne, mens venstrefløjen konsekvent fastholdt sin støtte til grøn energi. Men at fortælle denne historie vil kræve en ændring i tilgangen og et måske uvant engagement med samfundsgrupper som mænd der arbejder i den private sektor i provinsen. 

En måned før valget meddelte Siemens Gamesa, at man ville afskedige 800 arbejdere i Danmark, formentlig mest i Brande. Venstrefløjen benyttede ikke lejligheden til at udtrykke solidaritet med de arbejdere, der står over for fyringer, eller til at tale om arbejdsløshed eller behovet for flere og hurtigere klimainvesteringer.  

Hvis venstrefløjen for alvor vil udfordre den socialdemokratiske dominans – eller konfrontere højrefløjen på deres hjemmebane – skal den vove at gøre ”det beskidte arbejde” i landdistrikterne og de mindre byer i Danmark. Den danske grønne energibranche er et godt sted at starte.

Indlægget er et uddrag af en artikel tidligere bragt i Jacobin Magazine. Bragt i samarbejde med Jacobin og Jonas Algers.Oversat af Marianne Vanghøj for Solidaritet.

Om skribenten

Jonas Algers

Jonas Algers

Ph.D.-studerende ved Lunds Universitet. Skriver om grøn omstilling og industripolitik.
Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER