Hvem bliver Putins afløser?

Putinismen er måske i krise, men det system, den russiske præsident har skabt, står til i første omgang at kunne overleve hans afgang i 2024. Hvis Vladimir Putin da ellers vælger at stoppe.

Af Søren Riishøj

At den russiske præsident Vladimir Putin formentlig træder tilbage som præsident i 2024 giver allerede nu anledning til mange debatter og forskellige teorier. Træder han faktisk tilbage? Hvad vil det betyde? Hvilke scenarier er mest sandsynlige efter hans afgang? Og vil Vesten være i stand til at påvirke, hvad der sker?

De spørgsmål forsøger også den polske sikkerhedspolitiske ekspert Maria Dománska at besvare i en analyse for tænketanken Center for Studier (OSW) i Warszawa, der løbende følger udviklingen i landene mod øst og syd.

Maria Dománska når frem til, at årene frem til 2024 bliver en overgangsperiode. Hvis Vladimir Putin trækker sig som præsident, vil han fastholde mest mulig indflydelse med det mål at neutralisere de trusler, der er forbundet med tilbagetrækningen. Frem for alt frygter præsidenten nemlig kaos og sammenbrud – og et brutalt opgør på elite-planet.

… et kaotisk scenarie som dét, der udspillede sig i 1990’erne under Boris Jeltsin, kan bestemt ikke udelukkes. Det vil i givet fald blive kendetegnet ved en brutal rivalisering og et nulsums-spil, hvor alle elitegrupper ønsker at bevare hævdvundne privilegier

Vladimir Putin vil derfor agere præventivt og sikre et »early warning« system for at kunne blive advaret i tide og imødegå trusler, før det er for sent. Det bliver i den forbindelse vigtigt at få opbygget »GONGO’er« (»government-organized non-governmental organization«) eller civilsamfundsgrupper, der bakker op om systemet. Her vil det handle om at indarbejde nye eliter, især dygtige unge, og i det hele taget »manipulere« systemet.

Men et kaotisk scenarie, som dét der udspillede sig i 1990erne under Boris Jeltsin, kan bestemt ikke udelukkes. Det vil i givet fald blive kendetegnet ved en brutal rivalisering og et nulsums-spil, hvor alle elitegrupper ønsker at bevare hævdvundne privilegier. Barriererne for at fastholde den politiske og økonomisk stabilitet kan blive høje. Er det mest sandsynligt, vil Vladimir Putin måske vælge den udvej at forsætte som præsident.

Jeltsins traume

Vladimir Putin har – og vil forsat – bruge henvisninger til de traumatiske år under Boris Jeltsin i 1990erne til at forebygge oprør nedefra. Henvisningerne til de fortvivlede sociale forhold, kleptokratiet og det politiske kaos fra 1990erne skal igen sikre den nødvendige folkelige opbakning til mere orden og stabilitet. Kort sagt mere autoritær konsolidering. Vladimir Putin havde som bekendt høj popularitet i 00’erne, hvor alle stadig klart huskede forgængeren.

Samtidig skal religion og kirken også i de kommende år bidrage til at opnå folkelig opbakning. De institutioner, der normalt forbindes med det liberale demokrati – frie medier, oprettelse af små og mellemstore virksomheder, selvstændige politiske partier og lokalt selvstyre – har ikke den store støtte.

De stærkeste fortalere for autoritært status quo finder vi i sikkerhedstjenesterne og i det militær-industrielle kompleks – den såkaldte »lodrette akse«. Men modstanden mod dybe forandringer er også markant føderalt og regionalt, ligesom nye, yngre folk i systemets top har interesse at fastholde status quo.

De russiske oligarker har været genstand for stor interesse og ikke haft en sikker tilværelse. Noget skyldes politik, andet økonomi. Over halvdelen af de postkommunistiske oligarker, der kom til roret i Jeltsin-årene, fandtes finde i det russiske oligarki i 2006. Antallet af milliardærer blev ganske vist mere end tredoblet i Vladimir Putins anden periode (2004-08), men faldt meget kraftigt under den globale finanskrise 2008-09.

I dag satser de fleste unge på en karriere i administrationen og i store statsejede virksomheder. Hvilket også øger opbakningen til autoritært status quo.

Oppositionen glimrer ved fravær

Rusland mangler en kontraelite, en modmagt som kan være motor for forandringer væk fra status quo. Oppositionen har dårlige arbejdsvilkår, men er også splittet. Tidligere prominente, liberalt indstillede økonomer og ministre – som German Gref, Aleksei Kudrin og Anatoly Chubais – har fået topposter inden for staten og i den finansielle sektor.

Oppositionelle politikere som Aleksej Navalnyj og Mikhail Khodorkovskij er – trods megen omtale i vestlige medier – marginaliseret. Rusland mangler tradition for selvorganisering, det uafhængige civile samfund er svagt, tilliden til politikere er lav – ligesom troen på at politisk opposition gør en forskel.

Med andre ord reproduceres den autoritære mentalitet og kultur, så folk føler sig forbundet med »patronen«. Klientelistiske netværk og personlige forbindelser er vigtigst, og de formelle institutioner er for svage. Selv de, der gør oprør, appellerer mest til »dem i toppen« (»patronen«) for at få deres krav igennem. Trods folkelige protester er opbakningen til demokratiet ikke vokset. En stor del af middelklassen skaber sig fortsat formuer og høj indkomst via »rentseeking«, og ved at berige sig på bekostning af andre, samt ved at udnytte systemet som det er. Reformer må derfor primært ske oppefra, og have deres udspring i en opsplitning på eliteniveauet.

Påvirkning fra Vesten (markedsøkonomi) samt Kina (statslig kapitalisme) virker ikke. Den vestlige markedsøkonomi forbindes med social nedtur og øget ulighed, hvilket ikke mindst skyldes erfaringerne fra 1990’erne.

At »fremmede systemer« ikke appellerer bredt skyldes et langt stykke ad vejen også en dybt forankret patriotisme. At Vesten selv har problemer med at opretholde det liberale demokrati og har økonomiske problemer har også betydning. Vesten er ikke et idealsamfund for russerne som før 1991.

De nationale og »imperiale« slogans har stadig stor støtte at dømme efter uafhængige meningsmålinger. I 1988-89 mente 13 procent af befolkningen, at Rusland var omgivet af fjender, hvorimod det tal 20 år efter var over 70 procent.

Putinismens eftermæle

Rusland må (også) i årene frem til 2024 kæmpe med dybe systemiske problemer arvet fra fortiden. Det er slut med de lette opskrifter på succes, som for eksempel dette at give befolkningen social fremgang takket være stigende priser på olie og gas – som i årene efter årtusindeskiftet – eller ved at opnå en propagandagevinst via udenrigspolitikken, sådan som det skete efter annekteringen af Krim i 2014.

Den store udfordring bliver at få skabt en ny »social kontrakt« med befolkningen og på eliteplanet. Det bliver svært for nye ledere at gentage Vladimir Putins karismatiske lederstil. Den nye generation af teknokrater får mere indflydelse, da præsidenten frem til 2024 trækker sig endnu mere tilbage fra daglig politik.

Maria Dománska konstaterer, at »Putinismens krise« ikke nødvendigvis er ensbetydende med en krise for det autoritære system. De dybe strukturer, som er selve fundamentet for det autoritære system og status quo, har stor betydning og modvirker forandringer. Alt for mange russere har for meget at tabe ved at ændre på selve systemets fundament. Og oppositionen står alt for svagt.

Det vil vi formentlig opleve også efter Vladimir Putin. Kort sagt: Autoritær konsolidering bliver næppe sluttilstanden.

Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).