Hvem må bruge vold? Terrorbegrebet til debat

”Frihedskamp er ikke terrorisme,” står der på ét skilt. ”Israel er en terrorstat,” står der på et andet. Jeg er til Palæstina-demonstration på en bidende vinterdag i København. Mens jeg går og skutter mig, kommer jeg til at tænke over skiltene foran mig. Hvad er egentlig forskellen på frihedskamp og terrorisme?

For mange af dem, der er samlet til demonstrationen, var det, der skete den 7. oktober sidste år, hvis ikke retfærdiggjort, så i det mindste forståeligt. Den undertrykkelse, den israelske stat i mange årtier har udsat palæstinenserne for, vendte tilbage og ramte Israel selv.

Omvendt er der mange, der ikke deltager i demonstrationerne, og som ligefrem synes, at de burde forbydes. De betragter de samme hændelser som så forfærdelige, at de retfærdiggør de skridt, den israelske stat har taget for at hævne sig.

Hvad er det ved terrorisme, der splitter os så meget? Og hvorfor er det så svært at blive enige om, hvad det er?

En politisk Sorteper

Jeg møder Carsten Bagge Laustsen i hans hus i udkanten af Aarhus. Han er lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet og har beskæftiget sig indgående med terrorisme-begrebet i mange år. Vi har aftalt, at han skal hjælpe mig med at blive klogere på, hvad terrorisme er for en størrelse.

Det undrer ikke Carsten Bagge, at jeg er forvirret over, hvorfor vi sjældent kan nå til enighed om, hvad terrorisme overhovedet er:

”Noget af det mest interessante ved terrorisme er, hvor forskelligt folk ser på det. Det skyldes, at det er et stærkt normativt begreb, ligesom for eksempel retfærdighed, frihed og lighed. Når vi bruger de her begreber, fungerer de som trumfer. De har en enorm politisk kraft.”

Retfærdighed, frihed og lighed er positive trumfer, som vi alle sammen gerne vil associeres med. Terrorisme derimod er det, Carsten Bagge kalder for en negativ trumf. De negative trumfer er det de færreste, der identificerer sig med. Ligesom i et slag Sorteper handler det i stedet om at sørge for, at det ender på modstanderens hånd.

Det skal ikke forstås sådan, at terrorismebegrebet bliver brugt med den intention at bagvaske nogen. Men snarere som udtryk for det banale psykologiske forhold – at vi opfatter verden ud fra vores placering i den:

”Forskellige politiske aktører har forskellige definitioner af terrorisme, der passer til deres interesser og bekymringsområder, og som de strides om.”

Terror-tvister

Et eksempel på, hvordan terrorismebegrebet bliver brugt som redskab i politiske kampe, er de såkaldte terrorlister. En terrorliste er en liste over organisationer, som den stat eller sammenslutning af stater, der står bag listen, anser for at være terroristiske.

Typisk vil det, at man optræder på en terrorliste, betyde, at man er underlagt en række økonomiske og diplomatiske sanktioner. Hvad sanktionerne indebærer, varierer fra terrorliste til terrorliste.

Hvilke organisationer, der er på hvilke terrorlister, afspejler i høj grad de forskellige staters politiske interesser. For eksempel fjernede USA i 2020 Sudan fra deres liste over stater, der sponsorerer terrorisme – som en del af en aftale om at normalisere forholdet mellem Sudan og Israel.

Når vi almindelige mennesker taler om terrorisme, er det dog sjældent den geopolitiske magtbalance, der ligger os på sinde. Det er i stedet drab på uskyldige, der – som den svenske filosof Per Bauhn skriver – måske ikke er definerende for terrorisme, men dog er det, der er umuligt at tilgive.

“Alle har ret til et liv”

Jeg spørger en ung kvinde, der også er til demonstrationen, om hun synes, at Hamas’ angreb den 7. oktober var et terrorangreb. Hun kigger irriteret på mig og siger, at jeg burde bekymre mig mindre om ord og mere om de mange tusind mennesker, der siden hen er døde. Hun er væk, før jeg når at spørge, hvad hun hedder.

Det kampråb, der bliver gentaget oftest, er da også det korte og koncise ”Alle børn har ret til liv,” måske kun overgået af den endnu mere koncise (og lettere irettesættende) variation: ”Alle har ret til liv.”

Det optager altså kun demonstranterne i begrænset omfang, om det, der foregik den 7. oktober, var et terrorangreb. Opmærksomheden er stift rettet mod den humanitære situation i Gaza, der bliver værre og værre. Det er som om, der ikke er nogen, der har overskud til også at forholde sig følelsesmæssigt til dem, der mistede livet den 7. oktober, når der er så mange andre, der er døde.

Samme historie hører man fra dem, der tager afstand fra demonstrationerne, bare med omvendt fortegn. For dem er det sorgen efter 7. oktober, der fylder og trænger alt andet i baggrunden. Spørger man dem, er tabstallene efter den 7. oktober rigtig nok større, men til gengæld er der tale om en reaktion, en hævnagt, som Hamas selv har påkaldt sig.

Den første sten

Som eksempel skriver den tyske forfatter og Nobelpris-modtager Herta Müller i et essay, der sidste år blev bragt i Information: ”I de fleste fortællinger om krigen i Gaza begynder krigen ikke der, hvor den begyndte. For krigen begyndte jo ikke i Gaza.”

Herta Müllers pointe er, at krigen begyndte i Israel den 7. oktober. Men spørger man talerne til demonstrationen, begyndte krigen mange årtier forinden – med den israelske fordrivelse og undertrykkelse af den palæstinensiske befolkning. Det er altså et spørgsmål om, hvem der kastede den første sten – et spørgsmål gammelt som Metusalem.

Selvom spørgsmålet om terrorisme ikke formår at vække den store interesse blandt mine meddemonstranter, er det alligevel sigende, at der tilsyneladende er en sammenhæng mellem, hvorvidt man synes, at det er ligetil at betegne angrebet den 7. oktober som et terrorangreb, og hvornår man mener, at krigen startede.

For at forstå hvordan, må vi et stykke tilbage i terrorens historie.

Hvem har ret til vold?

Ifølge Carsten Bagge sker der et afgørende skifte i terrorens karakter omkring det tidspunkt, hvor den moderne stat opstår. Sammen med staten opstår nemlig også det statslige voldsmonopol, det vil sige statens eneret til at udøve vold:

”Det, der er særligt ved den moderne stats fødsel, er, at der kun er to aktører, der legitimt kan anvende våben. Politiet, som beskytter staten mod trusler, der kommer indefra, og militæret, som beskytter den mod trusler, der kommer udefra. Alle andre, der bruger våben, gør det illegalt. Dem har man historisk kaldt alt muligt forskelligt, men her begynder man så at kalde dem for terrorister.”

Spørgsmålet om terror er altså også spørgsmålet om retten til at udøve vold. Om hvem, der har den, og hvordan den skifter hænder. Typisk vil terrorisme bygge på en analyse af, at statens voldsmonopol ikke er legitimt, og at der ikke er andre måder at udfordre det på, end ved selv at gribe til våben.

Carsten Bagge nævner det russiske zarstyre som eksempel på et styre, der var mål for flere terrorangreb, fordi der var stor utilfredshed med den måde, de forvaltede deres magt på.

Hertil kan man tilføje staten Israel. Her er der tale om en stat, som er blevet oprettet ved hjælp af vestlig støtte på et territorium, hvor der i forvejen boede palæstinensere. For at gøre plads til de nye beboere, har man fordrevet en stor del af palæstinenserne fra deres tidligere hjem – en fremgangsmåde, der har efterladt et spor af lig op gennem statens historie.

Af den grund er der nogen, der ikke anerkender legitimiteten af Israel som stat, og som dermed heller ikke anerkender det voldsmonopol, Israel har. Det har ad flere omgange ført til terrorangreb, med det formål at udfordre statens legitimitet, foruden at ryste den i en grad, at man en dag håber at kunne ryste den af sig.

En forbrydelse mod det politiske

Det er altså her, vi skal finde årsagen til, at terrorister sjældent ser sig selv som terrorister. I stedet ser de sig selv som frihedskæmpere eller som forkæmpere for demokratiet.

Her adskiller terrorisme sig fra kriminalitet. Det er de færreste kriminelle, der er grundlæggende uenige i, at de er kriminelle. Kriminalitet er noget, man begår for egen vindings skyld, og derfor foregår det ofte i ly af natten – det nytter ikke, hvis der er nogen, der opdager det.

Modsat sker terrorisme for det meste i en højere sags tjeneste – samfundets, for eksempel, eller Guds – og giver slet ikke mening, hvis den ikke bliver opdaget. Formålet med terrorisme er nemlig at skabe politiske forandringer, og det kræver, at terrorismen er synlig, og at den er tydelig i sine mål.

”Man kan sige, at terrorisme er en forbrydelse mod selve det politiske,” siger Carsten Bagge, ”i den forstand at den sigter på at forandre de grundlæggende institutioner i samfundet. Det er også derfor, at terror typisk bliver straffet med en højere straframme.”

En begrænset strategi

Man skal dog passe på med at sætte lighedstegn mellem, at terrorisme straffes hårdt, og at det skulle være en synderlig effektiv strategi. Carsten Bagge tøver ikke med at kalde terrorisme for en ”taberstrategi” og understreger, at det i de tilfælde, hvor man kan tale om, at terrorisme er lykkedes, skyldes, at man i rette tid er konverteret væk fra terrorismen.

Her er kampen mod det sydafrikanske apartheid-regime et godt eksempel. Jeg er formentlig ikke den eneste, der er vokset op med fortællingen om Nelson Mandela som den fredelige frihedskæmper. Denne fortælling understøttes af, at han i 1993 sammen med Willem de Klerk fik Nobels Fredspris med begrundelsen, at de havde arbejdet for ”apartheid-regimets fredelige opløsning.”

Det er dog langt fra hele historien. Inden den sydafrikanske antiapartheid-bevægelse kunne lægge regimet i graven på fredelig vis, gik en lang og sej kamp. Det var en kamp, Mandela personligt var involveret i – blandt andet som medstifter af den paramilitære bevægelse Nationens spyd – og den kamp var ikke uden ofre.

Af den grund optrådte Mandela da også længe på både den amerikanske og den europæiske terrorliste. Faktisk helt indtil 2008, få år før hans død – og mere end 10 år efter, han modtog Nobels Fredspris.

Ifølge Carsten Bagge var det, der lykkedes for Nelson Mandela og hans parti, at man ændrede strategi på det rette tidspunkt: ”På et eller andet tidspunkt er man nødt til at lægge terroren på hylden og acceptere mere konventionelle politiske forhandlinger. Og det er jo typisk svært, hvis man som gruppe har lagt sig fast på terrorisme som sin måde at operere på.”

Terrorismens problem

Spørgsmålet om hvorvidt det, der fandt sted den 7. oktober, var terrorisme, er altså langt fra et simpelt spørgsmål om, hvorvidt vi sympatiserer med Hamas’ handlinger. Det er langt mere komplekst, og handler om staters legitimitet, retfærdighed og egne interesser.

Derfor kommer vi ikke særlig langt med bare at tage afstand fra terrorisme. ”Det er vigtigt at være opmærksom på, hvad det gør ved en situation, at noget bliver kaldt for terror,” siger Carsten Bagge og skænker den sidste kop kaffe op.

”Vi har en tendens til at betragte terrorisme som noget grundlæggende irrationelt. Derfor kan der være en tendens til, at vi ikke undersøger de bagvedliggende årsager, når vi først har besluttet os for, at der er tale om terrorisme.”

Det er problematisk, fordi terrorismebegrebet ofte anvendes på situationer, hvor der er al mulig grund til at undersøge de bagvedliggende årsager til, at folk griber til terror. I eksemplet Israel var angrebet den 7. oktober ikke et lyn fra en klar himmel. Eller for at bruge FN-generalsekretær Antonio Guterres’ ord: Hamas’ angreb fandt ikke sted i et tomrum.