4 min. læsetid

Er du i tvivl om, at racismen også findes i Danmark? Solidaritet bringer historier fra folk, der har mødt hverdagsracismen hele deres liv.
Robin glemmer tit, at hen er grønlænder, men det gør hens omgivelser ikke.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Robin Jæger

Jeg er født og opvokset i Danmark. Jeg taler kun dansk. Tit glemmer jeg, at jeg er grønlænder. Men det er som om, at andre lægger mærke til det alligevel. I skolen hører jeg, at koloniseringen for længst er ovre. Men det føles ikke sådan.

Her er en række oplevelser fra min hverdag. Selvfølgelig sker de ikke alle sammen hver dag. Heldigvis. Men i alle afkroge af min hverdag har diskriminationen fulgt mig.

07:00 – Ved busstoppestedet. Det er en varm sommerdag, så jeg sidder og drikker vand, mens jeg venter på bussen. En patruljebil stopper, ruller ned for vinduet og en betjent råber: “Sådan nogle som dig må altså ikke sidde her og drikke!”

07:15 – I bussen. Jeg kører forbi det psykiatriske hospital i min by. Det er opkaldt efter den by, min farmor er fra i Grønland.

08:00 – I skolen. Læreren skælder mig ud for ikke at tage noter og fortsætter: “Hans Egede kom jo og civiliserede Grønland. Han har på mange måder reddet dem fra et frygteligt liv.”

14:00 – Hos psykiateren. “Er du sikker på, at du er deprimeret? Jeg tror mere, at du lider din races drukproblem”

15:00 Hos lægen. Jeg kommer til lægen med min dårlige ankel. Han affejer det bare med ordene: “Sådan går alle gamle grønlænderkoner. Du er bare lidt tidligt ude”.

15:30 Til aktion. Jeg er lidt træt i dag. Jeg har ikke været med til at planlægge aktionen, og jeg står bare bagerst uden at råbe med på kampråbene. Politiet ankommer. Jeg er den eneste, som bliver afhørt.

16:00 – Til demonstration. Jeg holder en tale om klimakamp i Grønland. Tre danske mænd, dobbelt så gamle som mig, kommer bagefter op og spørger om mit nummer, som om jeg bare er en fetish.

16:30 – På togstationen. Jeg møder to gennembankede, hjemløse grønlændere. Jeg giver dem nogle smøger og taler med dem. De blev overfaldet i nat. Bestjålet. Der blev sat ild til deres soveposer. 112 mente ikke, at hjælp var nødvendigt, men heldigvis fandt en fremmed dem og kørte dem på skadestuen.

17:00 – I toget. Toget er helt proppet. Vi er alle stået på ved den samme station. Det er kun min billet, som bliver tjekket.

17:05 – Telefonsamtalen. Jeg taler i telefon med en 12-årig grønlænder. Hun er begyndt at barbere sine arme, fordi hun bliver drillet med, at hendes hår er så mørkt.

18:00 – Til det politiske møde. Vi planlægger valgkampen, og alle bidrager med en mærkesag. Jeg fortæller om min, men bliver afbrudt: “Nej, det er altså en tabersag at tale om udsatte grønlændere. Det kan ødelægge hele vores kampagne”.

20:00 – Til festen. “Hahahahaha, har du glemt din guldøl?” 

23:30 – På vej hjem fra festen. “Hallo babe. Stop lige. Du er da næsten flot af en grønlænder af være. Hvad er dit nummer?”

23:55 – Sengetid. Jeg tjekker min telefon og skimmer diverse nyhedssider. Der er ingen, der ligner mig. Jo, vent. En grønlænder er blevet anholdt i Slagelse. Jeg vil gerne læse mere om den mine med radioaktivt stof, som de er ved at bygge i Grønland, men kan ikke finde nogen information.


Robin Jæger er aktivist og lærerstuderende.