"Da 'Vaiana' kom, blev jeg barnligt glad. Hun havde mørkt krøllet hår, en bred næse, store læber, korte ben og en helt anden kropsbygning end alle de andre prinsesser. Min ældste datter sagde, at jeg lignende hende. Jeg har sjældent været så stolt. Endelig var jeg også en Disney-prinsesse." Billede fra filmen 'Vaiana'
7 min. læsetid

Er du i tvivl om, at hverdagsracismen også findes i Danmark? Solidaritet bringer en serie indspark fra de folk, der har mødt den hele deres liv.
“Jeg bruger konsekvent mit mellemnavn. Så bliver folk ikke så overraskede, når der kommer en mellembrun type ind ad døren. “Nå, du ligner jo slet ikke en Anne!”

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Anne Niluka

Jeg har delt min historie på insta og også i stories herinde. Men her er den igen på Solidaritet, og den må gerne deles videre.

Jeg kan huske, at vi skulle lave gipsmasker i formning. Eller faktisk havde faget lige fået sit nye navn, da jeg startede i folkeskole. ‘Billedkunst’.
Maskerne blev støbt direkte på ansigterne. Vi smurte os ind i vaseline, og lagde stykkerne henover pande, øjne, næse, mund og hage. Jeg kan næsten stadig mærke fornemmelsen af gipsen, der størkner på mit ansigt.
Ugen efter skulle maskerne males. De andre malede med mange farver. Fantasifuldt, masser af mønstre, fodboldfarver eller sjove klovne. Jeg malede munden lyserød. Gav ansigtet lyse øjenbryn. Vigtigst af alt, så fik hun hudfarvet hud. Altså den lyse slags. Den rigtige slags. Jeg ville ønske, at jeg havde det ansigt.

Frikvarterets rædsel

Jeg hadede frikvartererne i skolen.

– “Skrid hjem, hvor du kommer fra.” “Hop op i træerne til de andre aber.”
– At blive kaldt n-ord-Anne, hver gang nogen skulle referere til mig. Når det var vinter, brugte drengene det som en undskyldning for at vaske mig ren i sneen. Våd flyverdragt og småsten i munden. Når vi havde diskussioner i klassen, var min mening ligegyldig, fordi jeg var et undermenneske.

Til sidst det blev så normalt for mig, at jeg holdt op med at kommentere det. Og ikke mindst holdt jeg op med at sige noget til lærerne. De sagde jo alligevel bare, at jeg ikke skulle tage mig af det.

Mine forældre og andre voksne sagde altid, at jeg skulle være stolt af at se anderledes ud. Det gav ingen mening, for det var jo kun udenpå, at jeg var anderledes. Indeni var jeg ligeså dansk som de andre børn. Jeg har aldrig haft en anden kultur at læne mig op ad. Der var kun historier og billeder fra et land langt borte.

Hvor kommer du fra? København. Ej, men altså… hvor kommer du oprindeligt fra? En lille by uden for Roskilde. Ok, ok, men hvor er du født? På et hospital. Jeg bliver så inderligt træt, når mennesker jeg dårligt kender, forlanger at få min historie serveret på et lettilgængeligt sølvfad. Da jeg var yngre, troede jeg, at jeg skulle svare. At det var pænt. Hvor er der mange, der har hørt den historie. Om børnehjem, om Kandy (storby i Sri Lanka, red.), om min biologiske mor, om adoption. Nu nægter jeg oftest at svare. Så gætter de. “Du er mulat? Er din far sort? Er du fra Sydamerika? Du må være god til at give blowjobs med de store læber. Har du samme farve i trusserne som resten din krop? I eksotiske piger er så vilde i sengen.”

Guld og tøj i larmende farver

Jeg elskede dijonsennep da jeg var baby. Jeg har altid elsket krydret og stærk mad. Nu har jeg chilikonkurrencer med andre. De hikker og får ondt i maven. Jeg vinder altid. Gad vide hvor det kommer fra? Er det genetisk, eller er jeg bare glad for chili?

Når min mor købte tøj til mig, var det altid i larmende farver. Gul, orange, turkis, lilla. ”Du er så flot i farver, Anne”, ”Det passer så godt til din fine hud”. Bræk. Da jeg begyndte at købe mit eget tøj, var det for det meste sort, gråt eller hvis det skulle være rigtigt vildt, mørkeblåt. Den nordiske uniform. Jeg gik næsten altid i sort. Så følte jeg, at jeg kunne skjule mig i mængden eller forsøge at passe ind. Mine smykker var i sølv eller oxiderede. Jeg følte, at guld fik mig til at se etnisk ud.

“Hvor kommer du fra? København. Ej, men altså… hvor kommer du oprindeligt fra? En lille by uden for Roskilde. Ok, ok, men hvor er du født? På et hospital. Jeg bliver så inderligt træt, når mennesker jeg dårligt kender, forlanger at få min historie serveret på et lettilgængeligt sølvfad.”

Jeg har skiftet det meste af min afdæmpede gaderobe ud. Mine ører, mine håndled og mine fingre er fyldt med guld. Det klæder mig bare bedre. Og jeg føler mig mere som mig. Det er alligevel åndssvagt at tro, at sorte hættetrøjer kan ændre på, at det første folk ser, er min hudfarve. Når de gamle damer demonstrativt hiver tasken godt til sig. Når butikspersonalet lister rundt efter mig. Når min eks fik at vide, at han var raceforræder. Når sure mænd kører ind i mig med deres indkøbsvogn og siger, “sådan nogle som dig tror, I kan tillade jer at fylde det hele”.

Anne er det mest brugte danske kvindenavn. Så almindeligt som det kan være. Jeg bruger konsekvent mit mellemnavn. Så bliver folk ikke så overraskede, når der kommer en mellembrun type ind ad døren. “Nå, du ligner jo slet ikke en Anne!”. Det er også derfor, jeg altid bruger farvebilleder på mine jobansøgninger.

“Vaiana gjorde mig barnligt glad”

Jeg bliver så glad, når der er brune mennesker i fjernsynet. Især når de bare er der, uden at det skal italesættes. Mine børn skal have nogle at spejle sig i. Den yngste vælger alligevel altid den hvide Barbie. Det er jo hende, der er den rigtige. Det er også altid den blonde pige, der der er den gode i filmene. Måske er det derfor, min ældste stadig synes, at lyst hår er pænest.

Da jeg var lille, var den eneste brune på fjernsyn Hella Joof. Og hun var en anden slags brun. Senere dukkede dem fra Mellemøsten op i mediebilledet. Men sjældent for det gode. En gruppe, hvis kultur jeg altid har følt mig draget af. Sidste år fandt jeg ud af, at min far er egypter. Måske er det derfor?

Nogle gange bliver jeg misundelig på mine brune venner, fordi de har en stærk kulturidentitet. Fordi de ved, hvad de kommer af. Men så husker jeg, hvor meget de skal lægge ører til.

Jeg har altid elsket Disney-film, selvom det gør lidt ondt i mit feministiske indre at indrømme. Mine piger ville også være prinsesser, da de kom i børnehave. Så de fik kjoler, sko og det hele. Men en dag kom den ældste grædende hjem til mig, og sagde, at man ikke kunne være prinsesse, når man er brun og har mørkt hår. Jeg måtte nive mig selv i armen, for at hun ikke skulle se, hvor vred jeg blev. Jeg græd alene, da hun sov.

Da ‘Vaiana’ kom, blev jeg barnligt glad. Hun havde mørkt krøllet hår, en bred næse, store læber, korte ben og en helt anden kropsbygning end alle de andre prinsesser. Min ældste datter sagde, at jeg lignende hende. Jeg har sjældent været så stolt. Endelig var jeg også en Disney-prinsesse. 👸🏽


Anne Niluka er tilrettelægger på ‘Science Stories’.