Hvis centralbank?

Oversat med tilladelse fra Whose Fed?, New York Review of Books, 17. august 2025

I de sidste tyve år har centralbankerne sjældent været udenfor nyhedernes søgelys. Da det globale, finansielle system var i fare for at kollapse under finanskrisen i 2008-2009, blev Federal Reserve – den amerikanske centralbank – og de andre internationale centralbanker bedt om at stabilisere systemet, og de forblev i brand-bekæmpelsesmodus indtil midten af 2010’erne, hvor de brugte alle de våben, de havde i deres arsenal, til at stimulere den økonomiske aktivitet. Efter en kort pause vendte verdens centralbanker tilbage til overskrifterne under corona-pandemien i 2020-2021, hvor de igen blev sat til at holde kreditstrømmen i gang og økonomien i live. Og så snart virusset begyndte at miste sit greb, blev centralbankerne tvunget til at kæmpe med en genopblussen af et fænomen, som mange kommentatorer syntes at tro var blevet henvist til historien, i hvert fald i det rige globale nord: – inflationen. En stigning i detailpriserne fra midten af 2021 fik Fed og andre centralbanker til at hæve renterne til niveauer, der var højere end før finanskrisen. Der ligger de stort set stadig i dag.

Det er på denne baggrund, at Donald Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus i januar. Trump, der er meget følsom over for udviklingen i den amerikanske økonomi, har været ivrig efter at få Fed til at sænke renterne aggressivt, nu hvor inflationen er aftaget. Som han ser det, vil det bidrage til at opretholde den stabile vækst i økonomien, som der har været i de sidste to år, og som uden tvivl er blevet bragt i fare af de toldsatser, som han selv har indført. Men indtil videre har Fed nægtet at spille med: Banken har i 2025 holdt renterne stabile, efter at den sidste år forsigtigt begyndte at sænke dem. Det har oprørt Trump, der har erklæret, at Fed-formand Jerome Powell – der »altid er FOR SENT UDE OG TAGER FEJL« angående rentepolitikken – ikke kan forlade sit embede »hurtigt nok«. Han har gentagne gange truet med at fyre Powell, men har foreløbig trukket sig tilbage: »Jeg ville fjerne ham på et øjeblik,« sagde han til Newsmax i begyndelsen af denne måned, »men de siger, at det ville forstyrre markedet.«

Allerede i februar underskrev Trump et dekret – nummer 14215 – der havde til formål at øge præsidentens kontrol med en række forbundsmyndigheder, herunder Fed. Dekretet giver specifikt Det Hvide Hus større kontrol med flere af Feds reguleringsopgaver, herunder tilsynet med private banker. Det, den ikke griber ind i, er Feds højt værdsatte autonomi med hensyn til at fastsætte rentesatser, som i hvert fald foreløbigt forbliver intakt.

Det synes derfor nu at være et særligt passende tidspunkt at stille spørgsmålet: Er centralbanker som Fed overhovedet uafhængige? Hvis ja, af hvad og hvem? Og hvilke mål forfølger de »uafhængigt«?

*

Verdens første centralbanker opstod i slutningen af det 17. århundrede – Sveriges Riksbank, der blev oprettet i 1668, var pioneren; Bank of England, der ofte betragtes som modellen for moderne centralbanker, fulgte efter i 1694. Disse og andre tidlige centralbanker repræsenterede det, som sociologen Leon Wansleben i sin bog The Rise of Central Banks fra 2023 beskriver som »institutionelle aftaler« mellem to parter.

På den ene side stod staten. På den anden side stod den del af den fremvoksende kapitalistklasse, der kontrollerede kreditforsyningen – dvs. den spirende, private banksektor.

Begge parter indså, at den anden kunne tilbyde noget afgørende. Staten værdsatte de private bankers indlysende evne til at skaffe kredit til at skabe økonomisk vækst – for ikke at nævne finansiering af krige. (Det var næppe et tilfælde, at centralbankerne delvist blev oprettet som instrumenter til krigsfinansiering; Bank of England blev oprettet specifikt for at hjælpe med at finansiere niårskrigen mod Frankrig.) Samtidig værdsatte de private banker statens evne til at skabe tillid til penge på mere end det lokale plan. Centralbankerne blev altså oprettet til gensidig fordel for regeringer og finansfolk og udviklede sig, forklarer Wansleben, »for at regulere deres forskellige indbyrdes afhængigheder«.

Ikke mindst var der tale om indbyrdes afhængigheder mellem forskellige typer valutaer. Det 17. århundredes Europa var kendetegnet ved en overflod af overlappende statslige og private penge, lige fra mønter udstedt af suveræne stater og bystater, til sedler udstedt af banker, og veksler udstedt af handelshuse. Den endelige konsolidering af disse pengetyper til et enkelt lovligt betalingsmiddel på nationalstatsniveau var en af de centrale bedrifter for de tidlige centralbanker, som fik tildelt det privilegie at få monopol på udstedelsen af denne valuta. Pengehistorikere hævder ofte, at det var Bank of England og ikke Riksbanken, der leverede modellen for egentlig centralbankvirksomhed, til dels fordi Bank of England var den første til at gennemføre denne historiske konsolidering, der bredt betragtes som et centralt led i kapitalismens historie.

I dag har centralbankerne en række ansvarsområder, selv om deres nøjagtige opgaver varierer fra land til land. De fleste af disse opgaver er udtrykkeligt »monetære« eller »finansielle«. En almindelig opgave er at sikre finansiel stabilitet ved at regulere og føre tilsyn med private banker (med henblik på at forhindre bankkrak og beskytte kundernes indskud), overvåge systemiske finansielle risici – herunder i stigende grad risici i forbindelse med klimaforandringer – og under finanskriser fungere som långiver i sidste instans. Andre opgaver er at sikre systemer, der benyttes til at betalinger, clearing og afregning imellem bankerne fungerer sikkert og gnidningsløst samt at opretholde reserver af finansielle aktiver, der betragtes som systemisk vigtige, såsom guld og visse udenlandske valutaer. Men nogle ansvarsområder strækker sig ud over selve det »finansielle«. Mange centralbanker har til opgave at fremme et højt beskæftigelsesniveau, og nogle forventes at forsyne politiske beslutningstagere med økonomiske analyser, prognoser og rådgivning.

Men ét ansvarsområde har længe stået over alle andre: at opretholde prisstabilitet og dermed monetær stabilitet. Helt generelt betyder dette at minimere udsving i varepriserne. De to fjender af prisstabilitet er inflation (som holder lysten til investeringer og opsparing nede – hvorfor lægge penge til side nu, hvis man ikke kan købe så meget for dem senere?) – og deflation (som holder lysten til at bruge penge og optage lån nede – hvorfor købe nu, hvis priserne falder, eller optage lån, hvis pengenes værdi vokser?). Prisstabilitet er lig med monetær stabilitet af den simple grund, at priserne udtrykkes i monetære termer; en stigning i priserne repræsenterer pr. definition en devaluering af pengenes købekraft.

Prisstabilitetens betydning blev med al ønskelig brutalitet tydelig i første halvdel af det tyvende århundrede. Mellem århundredets første årti og 1930’erne blev store dele af den kapitalistiske verden hærget af perioder med voldsom inflation, deflation eller i nogle tilfælde det ene efter det andet. Alvorlige monetære og økonomiske forstyrrelser blev desuden alt for let til social og politisk uorden og i sidste ende til krig. Det mest berygtede eksempel er hyperinflationen og den dermed følgende sociale uro og politiske radikalisering i Weimar-Tyskland. De sociale og politiske farer ved monetær ustabilitet var uden tvivl det vigtigste budskab fra datidens førende økonomer, især John Maynard Keynes i Storbritannien og Irving Fisher i USA, og de har siden da præget centralbankernes principper og praksis.

Under Anden Verdenskrig fik Fed til opgave at holde renten – og dermed regeringens krigsfinansierings-omkostninger – lav. Dette fortsatte efter fjendtlighedernes ophør. Da inflationen steg kraftigt umiddelbar efter krigen, gav Feds embedsmænd de lave renter skylden, hvilket førte til voksende konflikt mellem Fed og regeringen. Først i 1951 blev Fed ifølge Treasury-Fed Accord – aftalen mellem finansministeriet og banken – fritaget for sin forpligtelse til at holde renten nede. Aftalen fra 1951 betragtes almindeligvis som begyndelsen på Feds uafhængighed. Det grundlæggende rationale for centralbankens uafhængighed, som oftest fremføres af dets tilhængere, var og er stadig, at penge (og deres pris) er et teknokratisk spørgsmål, det er bedst at overlade til teknokrater; centralbankchefer skal kunne træffe beslutninger om rentesatser uden indblanding fra politikere, der kan være tilbøjelige til at forsøge at påvirke pengepolitikken for at opnå politiske gevinster.

Men Feds uafhængighed blev ikke formaliseret i lovgivningen, og Det Hvide Hus og finansministeriet fortsatte med at lægge pres på de rentefastsættende myndigheder (som regel for at holde renterne lave), som det især var tilfældet med Richard Nixon forud for valget i 1972. Først i det følgende årti blev Feds ry for reel uafhængighed slået fast: i begyndelsen af 1980erne hævede Feds formand Paul Volcker som bekendt renten til langt over 10 procent og holdt den der, indtil inflationen var blevet bekæmpet, på trods af både vrede, offentlige protester og intenst politisk pres fra begge sider i Kongressen om at ændre kurs.

Fed har siden da været betragtet som reelt uafhængig, selvom denne uafhængighed stadig ikke er forankret i forfatningen eller lovgivningen, men hovedsagelig er en politisk konvention. Som i andre lande med »uafhængige« centralbanker får Fed sit mandat fra regeringen, og præsidenten udpeger medlemmerne af Feds bestyrelse, herunder formanden – og ingen af dem kan fjernes lovligt uden grund. Men Fed gennemfører politikken på egen hånd: banken er uafhængig inden for regeringen, om ikke uafhængig af den.

I næsten et halvt århundrede har man forventet, at Fed skulle overholde det »dobbelte mandat« – at holde priserne stabile og søge maksimal beskæftigelse – som Kongressen gav banken i 1977 midt i landets vedvarende kamp mod den sjældne kombination af høj inflation og høj arbejdsløshed (»stagflation«). Men i praksis prioriterer banken altid prisstabilitet. Det samme gælder for Bank of England, som siden 1998 har haft til opgave at støtte regeringens økonomiske politik, herunder dens mål for vækst og beskæftigelse, men kun så længe støtten til regeringens politik ikke truer prisstabiliteten. For mange af de andre førende centralbanker i moderne tid, herunder Den Europæiske Centralbank og Bank of Japan, er opretholdelse af prisstabilitet det eneste officielle mandat.

*

Hvad forstår nutidens centralbanker ved »prisstabilitet«, og hvordan forsøger de at opnå den? Målet er ikke konstante priser, det vil sige en inflation på nul procent. For det første ville det at sigte mod konstante priser være at flirte med deflationen, som centralbankfolk typisk betragter som et større onde end inflationen – de foretrækker at have mulighed for en smule inflation i en kort periode for at sætte gang i den økonomiske aktivitet i perioder med økonomisk nedgang (det kaldes at spæde pumpen). For det andet er prisstabilitet et for præcist mål at skulle nå konsekvent. For centralbankchefer er troværdigheden hellig: hvis de ikke når deres mål, er deres troværdighed i fare – og det ville være praktisk talt umuligt altid at opnå en inflation på nul. I stedet sigter stort set alle centralbanker mod en inflation på omkring 2 procent. Dette har været normen siden 1990’erne.

Hvad angår den måde, hvorpå denne lave inflation skal opnås, har praksis ændret sig betydeligt over tid. I slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne var »monetarisme« kortvarigt på mode. Da centralbankerne har monopol på udstedelse af valuta, kunne de ifølge denne logik holde priserne stabile ved at sikre, at ændringer i pengemængden svarede til ændringer i udbuddet af varer og tjenesteydelser, der kunne købes for disse penge. Let nok! Men monetarismen slog fejl. Der var mange årsager til dette, hvoraf den måske vigtigste var, at centralbankerne ikke er de eneste banker, der skaber penge. Når private banker yder lån, gør de det samme – ikke i form af nye fysiske penge, men i form af nye indskud, som øger en nations pengemængde som helhed. Centralbankerne har, som vi skal se, en vis indirekte kontrol over tempoet og omfanget af sådan privat pengeskabelse, men kun en vis.

For at nå inflationsmålene er centralbankerne derfor afhængige af en række »rentepolitiske procedurer«. Hvis økonomien kører på højtryk, og priserne stiger for hurtigt, hæves renterne for at dæmpe udviklingen ved at gøre det dyrere at låne, hvilket dæmper både den økonomiske produktion og forbruget. Omvendt kan renterne for at stimulere låntagningen sænkes, når økonomien er gået kold.

Selvom præmissen er enkel, er procedurerne alt andet end det. For det første hvad menes der egentlig med »renter«? I nutidens kapitalistiske økonomier findes der utallige typer rentebærende kreditinstrumenter – kort- og langfristede, omsættelige og ikke-omsættelige, faste og variable osv. – som alle har deres egne rentesatser. Hvilke rentesatser forsøger centralbankerne at manipulere i deres bestræbelser på at skabe prisstabilitet, og hvilken magt har de til at gøre det?

Bankerne har to hovedmetoder. Den første indebærer fastsættelse af en faktisk rentesats, som de har administrativ kontrol over. Typisk er denne sats den, der gælder, når en privat bank, der ikke kan låne fra andre private banker, låner fra centralbanken, f.eks. for at opfylde reservekrav – dvs. et beløb, den skal holde i reserve for at kunne opfylde sine indlånsforpligtelser, snarere end at låne ud eller investere. Denne centralbankfastsatte rente kaldes »diskonteringsrente« i USA og ›bankrente‹ i Storbritannien (selvom de ikke er funktionelt ækvivalente). Ved på denne måde at fungere som »bankernes bank« er centralbankerne i stand til at udøve en vis indflydelse på de rentesatser, der fastsættes på markedet, og som er de rentesatser, de i sidste ende er interesserede i.

For det andet kan de opnå yderligere indflydelse, især på de længere renter, ved at engagere sig i såkaldte åbne markedsaktiviteter, hvor de aktivt deltager i markederne ved at købe og sælge finansielle aktiver, især statsgæld som amerikanske statsobligationer. Forudsætningen er, at markedsrenterne kan påvirkes ved at manipulere de private bankers kontantreserver. Hvis en centralbank f.eks. køber statsobligationer fra private banker, øger dette disse bankers reserver og tilskynder dem i det mindste i teorien til at låne mere ud, hvorved udbuddet af kreditpenge øges og prisen, nemlig renten, falder. Det var stort set det, mange af verdens førende centralbanker gjorde i enormt omfang under og efter finanskrisen og igen under Covid-19 – noget der kaldtes »kvantitativ lempelse«.

*

Uafhængighed af staten har længe været en fremtrædende bekymring hos dem, der kommenterer moderne centralbankvirksomhed. Men vi hører betydeligt mindre om uafhængighed af den anden part i den historiske centralbankaftale, nemlig finanskapitalen. Hvorfor betragtes den ene part i dag som et legitimt emne for politisk bekymring, men ikke den anden?

Hvis vi vender tilbage til centralbankernes tidlige historie, bliver det klart, at der faktisk var langt større grund til at være bekymret over disse bankers forhold til private bankfolk end til politiske beslutningstagere. Som økonom John Kenneth Galbraith i sin bog Money (1975) mindede os om, var den banebrydende Bank of England trods alt oprindeligt en profitorienteret, privat virksomhed, grundlagt og finansieret af private investorer – »et redskab for den herskende klasse. Blandt de beføjelser, som banken fik fra den herskende klasse, var evnen til at påføre befolkningen lidelser. Den kunne sænke priser og lønninger og øge arbejdsløsheden.« Banken forblev en privat virksomhed i mere end et kvart årtusinde.

Mange kritikere på venstrefløjen hævder, at forholdet mellem privat finansiering og centralbanker i dag er næsten lige så tæt, som det var i Bank of Englands tidlige dage. Centralbanker og private finansielle virksomheder eksisterer inden for det samme institutionelle økosystem. Med meget få undtagelser kommer centralbankfolk, som den politiske økonom Geoff Mann har bemærket, »til pengepolitisk arbejde fra den finansielle sektor.«

Desuden er centralbankernes embedsmænd afhængige af finanssektoren hvad angår information og rådgivning, mens regeringerne på deres side er afhængige af finanssektorens overvågning af centralbankernes aktiviteter og sektorens personale, når de foretager deres evalueringer af centralbankernes politik: – begge former for afhængighed giver finanssektoren betydelig indflydelse.

At forstå deres tætte forhold til private finansvirksomheder hjælper os med at forstå, hvorfor Fed og andre centralbanker prioriterer det at begrænse inflationen så højt på bekostning af andre mulige mål. I det omfang inflation og arbejdsløshed er omvendt proportionale (det er forudsætningen for en økonomisk model, der kaldes Phillips-kurven), har undersøgelser vist, at arbejderklassen er mere tilbøjelig til at prioritere en politik, der bekæmper arbejdsløshed frem for inflation, som økonom Arjun Jayadev påpeger.

Det er blandt private finansielle institutioner og deres velhavende kunder, at den relative aversion mod inflation konsekvent er størst. En undersøgelse i Storbritannien viste for eksempel, at jo større en adspurgts samlede opsparing og investeringer var, jo mere aversion mod inflation havde vedkommende. De, der gør karriere i centralbankvæsenet med baggrund i privat finansieringsvirksomhed, bringer deres mere end gennemsnitlige aversion mod inflation med sig og handler ud fra den. Undersøgelser har vist, at en sådan baggrund øger sandsynligheden for, at centralbankfolk støtter en antiinflatorisk rentepolitik.

Det overordnede mål for velhavende personer i almindelighed og medlemmer af den private finanssektor i særdeleshed er at bevare værdien af deres aktiver. Inflation truer direkte bevarelsen af denne eksisterende formue. Det skyldes dels, at den mindsker formuens købekraft, men også at velhavende personer og institutioner typisk er nettokreditorer, og inflation er en form for omfordeling, der går ud over dem, der er kreditorer, i det omfang det betyder, at gæld tilbagebetales med penge med lavere købekraft. Som sådan er det vigtigste politiske princip inden for privat finansieringsvirksomhed altid og overalt at bekæmpe inflation.

Der er selvfølgelig gode grunde til, som historien har vist, at stort set alle er på vagt over for, ja endda frygter, inflation. Det særlige ved bankernes og de riges modvilje mod inflation er, at den ofte er ubetinget. Andre vigtige interessegrupper i samfundet er generelt mere ambivalente over for inflation, som kan have en kompleks indvirkning på dem. Inflation skader arbejdstagernes indkomster, hvis lønstigningerne ikke holder trit, men mennesker med lavere indkomster prioriterer generelt bekæmpelse af arbejdsløshed højere end bekæmpelse af inflation og kan f.eks. se positivt på inflationens evne til at udhule værdien af husholdningernes gæld, som de relativt set bærer en uforholdsmæssig stor del af.

Regeringer kan også være ambivalente over for inflation, især i disse tider, hvor så mange af dem både i rige og fattige lande kæmper med enorme offentlige gældsbyrder. Der er faktisk nogle – blandt andet visse public choice-teoretikere, mainstream-økonomer og finansfolk – der er overbeviste om, at folkevalgte regeringer har en iboende »inflationsbias«. Blandt de påståede årsager til dette er, at regeringer ønsker at nedsætte den offentlige gæld ved hjælp af inflation, og at de har en tendens til at føre en politik, der er populær på kort sigt, men ofte inflationsskabende på lang sigt, herunder øgede offentlige udgifter, reduktion af arbejdsløsheden og (hvor regeringen har bevaret kontrollen med pengepolitikken) rentenedsættelser.

Hyperinflation er uden tvivl ødelæggende. Men er en inflation på omkring 2 procent virkelig at foretrække frem for en inflation på f.eks. 3, 4 eller endda 5 procent? Som politologen Jonathan Kirshner har bemærket, er de sociale og økonomiske omkostninger ved en rentepolitik, der er »lidt for lempelig« (dvs. imødekommer en inflation på lidt over 2 procent), faktisk stadig ›uklare‹, men »omkostningerne ved en makroøkonomisk politik, der er lidt for stram, er utvetydige«, især høj arbejdsløshed og hæmmet vækst.

Kirshner og mange andre mener, at det alt i alt er langt bedre at begå en fejl i retning af lavere snarere end højere renter og mere snarere end mindre inflation. Det var også Keynes’ opfattelse.

Det er derfor ikke overraskende, at finanssektoren optræder som den mest ihærdige forsvarer af Feds uafhængighed som reaktion på Trumps seneste trusler. »Med hensyn til pengepolitikken … er centralbankernes uafhængighed, Feds uafhængighed, meget vigtig, og det er noget, vi bør kæmpe for at bevare,« sagde David Solomon, administrerende direktør for Goldman Sachs, for nylig til CNBC. »Jeg synes, at centralbankernes uafhængighed – ikke kun her i USA, men over hele verden – har tjent os utroligt godt.« Man kan ikke undgå at spekulere på, hvem det er, han mener med »os«?

*

Det største trick, som finanssektoren nogensinde har udført, var at overbevise verden om, at penge på en eller anden måde var »neutrale« og bedst forvaltedes af ›uafhængige‹ teknokrater med – som den tidligere viceformand for Federal Reserve, Alan S. Blinder, så mindeværdigt udtrykte det – »en kraftig isolering fra politikkens hurlumhej«. Pengenes neutralitet – dvs. tanken om, at processerne og resultaterne af den »reelle økonomi« udelukkende i det mindste på lang sigt er bestemt af »reelle«, ikke-monetære faktorer – er en konceptuel grundpille i ortodoks finansiel økonomi.

Sandheden er imidlertid, at i den virkelige verden er intet mindre neutralt end penge, intet mere afgørende for, hvem der får hvad og hvorfor, og dermed intet mere fundamentalt politisk. »De, der udøver magt, kontrollerer pengene,« erklærede teksten i Arusha-initiativet fra 1980, der var en opfordring fra udviklingslandene til at reformere den internationale pengepolitik og finansieringssystemet. »De, der forvalter og kontrollerer pengene, udøver magt.« Eller som Marx skrev: »Den magt, som hver enkelt udøver over andres aktiviteter … eksisterer i ham som ejer … af penge.« Det er derfor svært at forestille sig noget område, hvor det ville være mere påkrævet at underkaste beslutningstagningen repræsentativ demokratisk kontrol og overvejelse end pengepolitikken.

Tanken om, at penge kan og bør forvaltes uden for den demokratiske debat, er særligt mærkelig og foruroligende i amerikansk sammenhæng. Som Galbraith bemærkede i Money, dominerede penge det amerikanske politiske liv i store dele af republikkens første halvandet århundrede: »Kun slavepolitikken kunne splitte mennesker mere end pengepolitikken.« Da Galbraith skrev i 1970’erne, var tanken om, at penge ikke var politiske, relativt ny, og det var klart for ham, at denne præmis var gennemgående ideologisk. »Intet er så tiltrækkende for den konservative person,« hævdede han, “som tanken om, at økonomisk politik er et rent teknisk anliggende. Der er ingen spørgsmål om social klasse eller socialpolitik involveret.» Dette var, som Galbraith så det, vrøvl: «Monetær og økonomisk styring er uløseligt forbundet med det større problem, der udgøres af indkomstfordelingen i den moderne økonomi.”

Intet af dette betyder, at Feds uafhængighed i sin nuværende form ikke har sine fordele. At fremhæve penges politiske karakter og det faktum, at fastsættelsen af rentesatser finder sted i institutionelle rammer, der er gennemsyret af magtforhold – hvilket modsiger enhver forestilling om streng »uafhængighed« – er ikke det samme som at hævde, at folkevalgte regeringer simpelthen bør udøve direkte kontrol over pengepolitikken, hverken i USA eller andre steder. Det er snarere at sige, at pengepolitikken bør være genstand for en langt mere livlig og åben offentlig debat, og at dette bør ledsages af en eller anden form, hvor centralbanker kan drages demokratisk til ansvar. Udfordringen, som den politiske teoretiker Leah Downey skriver i sin nye bog Our Money, er at »acceptere, at pengepolitik er kompleks og teknisk og kræver ekspertise, uden at konkludere, at den er for vigtig eller for kompleks til demokratisk politik.«

Hvordan man kan holde centralbankerne ansvarlige over for demokratisk politik er et åbent spørgsmål. (For Downey ville det blandt andet betyde »at give lovgivende, demokratiske forsamlinger beføjelser til at styre pengepolitikken mere aktivt«, selvom hun erkender, at en sådan ændring ville skulle gå hånd i hånd med »en styrkelse af den demokratiske karakter af moderne lovgivende forsamlinger« selv. Donald Trump ønsker naturligvis ikke at åbne pengepolitikken for demokratisk debat. Han ønsker, at de – der fastsætter Feds renter – skal danse efter hans pibe, og lige nu er hans melodi lavere renter – for, som han har sagt, at reducere omkostningerne ved realkreditlån og statens finansieringsomkostninger, og fordi han mener, at det vil give et politisk gavnligt løft til væksten. Men han har på sin egen perverse og egennyttige måde formået at henlede vores opmærksomhed på penges politiske status og forvaltningen heraf.

Nu synes det at være et særligt godt tidspunkt at understrege, at den aktuelle opgave ikke kun er at afværge Trumps mere skadelige planer for Fed, men også at revurdere, hvad centralbankerne skylder, og hvem de skylder det til.

Brett Christophers er professor ved Institut for Bolig- og Byforskning, Uppsala Universitet. Hans seneste bog er The Price is Wrong: Why Capitalism Won’t Save the Planet (august 2025).