Hvis et samfund har råd til skattelettelser i toppen, har det også råd til at sikre, at ingen børn vokser op i fattigdom

For tiden forhandles der om de såkaldte fødevarechecks. Det sker i en tid, hvor priserne på helt almindelige dagligvarer er steget markant, og hvor stadig flere mennesker oplever, at pengene slipper op, længe før måneden er omme. For mange er det ikke længere et spørgsmål om at spare lidt ekstra, men om helt basale valg mellem mad, husleje og regninger.

Først og fremmest er det glædeligt, at regeringen med socialdemokraterne i spidsen endelig indser, at der må gøres noget og sætter handling bag ordene. Men ude i folkemængden står der alligevel en dreng og råber som i H.C. Andersens fortælling om kejserens nye klæder: “De har jo ikke noget tøj på.”

For selvom hensigten er god, er fødevarechecks til udvalgte grupper ikke en holdbar løsning på et grundlæggende strukturelt problem.

Det handler om helt basale behov

Det er vigtigt at anerkende, at midlertidige checks kan afbøde de værste konsekvenser her og nu. Når køleskabet er tomt, og regningerne hober sig op, kan en fødevarecheck gøre en reel forskel – ikke mindst for familier hvor børnefattigdommen allerede sætter tydelige spor i hverdagen. For de børn handler det ikke om luksus, men om helt basale behov som mad, trivsel og deltagelse i fællesskabet.

Men netop derfor er det også utilstrækkeligt at gøre fødevarechecks til det politiske hovedsvar. I dag diskuterer vi størrelsen på fødevarechecks og forhandler om, hvem der skal omfattes. Snart får økonomisk trængte familier et kortvarigt pusterum, og den daglige kamp kan for en stund indstilles.

Men uden strukturelle ændringer vender usikkerheden hurtigt tilbage, og familierne står igen med den usikkerhed, som gør ondt helt ned i maven. 

En systemfejl kræver strukturelle ændringer

Mennesker, og særligt børn, kan ikke leve deres liv fra check til check. De har brug for stabilitet og tryghed. Ikke alene symptombehandling eller Marshall-hjælp i form af checks. For det lapper kun huller i en ulighed, der fortsat vokser – uden at ændre på de strukturer, der skaber problemerne.

Det reelle problem er, at vi har indrettet et samfund, hvor alt for mange mennesker har så lidt, at de ikke kan klare sig uden statens almisser. Når flere og flere bliver afhængige af midlertidige støtteordninger, er det ikke borgerne, der fejler – det er systemet.

Hvis vi for alvor vil løse de økonomiske udfordringer for dem, der har det sværest, kræver det strukturelle løsninger. Vi skal hæve kontanthjælpen. Vi skal sikre en SU, som studerende faktisk kan leve af. Og vi skal sørge for en retfærdig folkepension, der giver tryghed. 

Finansieringen bør findes ved at rulle de skattelettelser tilbage, som regeringen i denne periode har givet til de allerrigeste. De penge bør bruges på dem, der har det hårdest, ikke på dem, der i forvejen har mest.

For mens vi igen og igen diskuterer nye almissechecks, står drengen stadig og råber, at kejseren intet tøj har på. Og indtil vi tør lytte til ham, vil vi blive ved med at forhandle om plastre, mens såret fortsætter med at vokse.