Hvor er politikernes vrede over Trumps angreb på borgerrettighederne?

I begyndelsen af Donald Trumps anden embedsperiode som præsident skrev Jacobin, at Trumps planer om massedeportationer ikke kun ville gå ud over immigranter – men at de var en direkte trussel mod alle amerikaneres sikkerhed og grundlæggende rettigheder.

Som månederne gik, og der kom flere og flere sager om amerikanske statsborgere, som blev arresteret, afhørt, tilbageholdt og tilmed udvist af landet, advarede Jacobin igen om, at operationen truede lovlydige amerikanere og trådte deres grundlovssikrede rettigheder under fode.

Der er nu gået ni måneder, og det står helt klart, at Trump-administrationens aggressive og vilkårlige tilgang til deportationer – sammen med de frie tøjler til Immigration and Customs Enforcement (ICE) og andre statslige aktører til at føre planerne ud i livet – er en dyb trussel mod alle amerikanske borgere.

Vilkårlige angreb på statsborgere

Det seneste eksempel fandt sted i Chicago i begyndelsen af oktober. Her firede føderale betjente sig (nyttesløst) ned fra helikoptere og brød ind i en boligejendom i byens fattige South Shore-kvarter. Betjentene brød tilfældige lejlighedsdøre ned, kastede med flash-bang-granater og hev beboerne ud, mens de ransagede deres hjem. Det gik ud over flere amerikanske statsborgere – herunder børn. De blev tilbageholdt i timevis uden ret til at tale med en advokat.

Alligevel virker USA’s politiske klasse ikke til at behandle emnet med nogen større påtrængende nødvendighed.

Delstatspolitikere i Illinois (hvor Chicago ligger, red.) kritiserer angrebet meget skarpt, men ud over delstatens grænser får det ingen større opmærksomhed. Den landsdækkende opmærksomhed, begivenheden har fået, begrænser sig mest til nyhedsrapporter, og ikke engang her er det blevet forsidestof. Det er ellers en sag, som kan udvikle sig til en politisk akilleshæl for regeringen på det område, der egentlig skulle være dens mærkesag – hvis altså bare nogle ville tage sagen op.

Hændelserne i Chicago er ikke en gang de første af denne slags angreb. New York Times talte sig for nylig frem til, at mindst 15 amerikanske statsborgere er blevet anholdt og taget til fange af ICE. Et mønster for sagerne var, at borgerne tilhørte et etnisk mindretal, at de var blevet fysisk overfaldet, og at betjentene ignorerede borgernes udsagn om og beviser for, at de er amerikanske statsborgere.

Mediet Capital & Main har samlet en liste over mindst ni amerikanske statsborgere, der på samme måde er blevet racemæssigt profileret og overfaldet, mens de bare forsøgte at passe sig selv. CNN har fundet frem til, at mere end 100 amerikanske børn i praksis er blevet forældreløse på grund af, at deres forældre er blevet deporteret.

En veteran fra den amerikanske hær – og far til to små børn – blev anholdt, mens han var på arbejde, og tilbageholdt i tre dage uden ret til en telefonsamtale eller til at tale med en advokat.

I Alabama har en mand med mexicansk afstamning – som gentagne gange blev tilbageholdt af ICE på byggepladser, hvor han arbejdede, efter at de var trængt ind uden en ransagningskendelse og havde afvist hans identifikationskort – anlagt et gruppesøgsmål mod regeringen på vegne af andre i samme situation.

I et andet tilfælde overfaldt ICE-agenter gentagne gange en 79-årig amerikansk statsborger, hvis bilvask de var i gang med at ransage. Han blev derefter tilbageholdt i 12 timer – alt sammen for den “forbrydelse”, at han forsøgte at vise dem sine medarbejderes arbejdstilladelser.

I begyndelsen af oktober skød grænsebetjente en amerikansk kvinde syv gange, fordi hun fulgte efter dem i sin bil. Dommeren i sagen bemærkede, at det var ”et mirakel, at ingen kom mere alvorligt til skade.”

Det kan ikke blive ved med at gå. Det er kun et spørgsmål om tid, før en amerikansk statsborger kommer ud for noget endnu værre – måske endda noget uigenkaldeligt.

Vold og mangel på professionalisme

Selv under Barack Obama var der flere sager, hvor amerikanske statsborgere uretmæssigt blev spærret inde – ude af stand til at bevise deres statsborgerskab. Nogle endte bag tremmer eller blev sågar udvist fra deres hjemland i årelange, kafkaske sager. Trump-administrationens modstand mod at frigive sagsmaterialet om de amerikanske statsborgere, de har taget til fange, gør det ikke sandsynligt, at tingene står bedre til i dag.

ICE-agenternes mangel på professionalisme under Trump 2.0 øger risikoen for dødelige sammenstød eller katastrofale, bureaukratiske fejl. Agenterne er ofte maskerede, de nægter at fremvise ransagningstilladelser eller at identificere sig, hvilket gør det umuligt at kende forskel på en operation fra anti-immigrations-myndighederne og en kidnapning foretaget af normale kriminelle.

Agenterne har udvist en foruroligende tilbøjelighed til at udøve unødvendig fysisk magt over for ubevæbnede og ofte forsvarsløse personer. De har overfaldet kvinder, der var meget mindre end dem selv. De har skudt tåregasgranater mod præster. De har angrebet journalister. Og de har i praksis taget en femårig pige med autisme til fange og brugt hende som lokkemad for at arrestere hendes far.

Det er ikke klart, om ICE’s betjente modtager tilstrækkelig træning til det job, de er ansat til at udføre. Der er flere tilfælde med betjente, som i panik har peget med eller affyret deres skydevåben, efter en arrestation er slået fejl.

Trumps udvisnings-politik er upopulær

Det er selvfølgelig ikke alt dette, folk har stemt på. Adskillige meningsmålinger har gang på gang vist, at vælgerne mere forestillede sig udvisning af voldelige kriminelle uden opholdstilladelse, når de hørte om ”massedeportationer”. Vælgerne støttede en vej til lovligt ophold for personer, som har boet i USA i mange år og ikke har begået kriminalitet.

I det mindste forestillede ingen – selv ikke de største indvandrings-høge – sig, at ”massedeportationer” ville involvere maskerede betjente, som sparker døren ind på amerikanske statsborgeres hjem, ødelægger deres ejendomme, og fysisk overfalder og/eller bortfører dem, inden de forsvinder et eller andet ukendt sted.

Derfor er spørgsmålet, hvorfor der næsten ikke er nogen folkevalgte, som gør dette til et stort emne i den offentlige debat.

George W Bush’ ”krig mod terror”, som også gjorde store anslag mod folks rettigheder, havde enorm folkelig opbakning i et stykke tid. Men Demokraterne gjorde stadig dens krænkelser af amerikanernes rettigheder og dens tyran-agtige magtcentrering til en stor akilleshæl for præsident Bush. Husk på, at hverken Trump eller hans udvisnings-program har haft noget nær den samme folkelige opbakning, som Bush og hans såkaldte krig havde.

Et stort flertal af amerikanerne – et sted mellem 60 og helt op til 95 procent – bakkede op om en lovgivning, som ofrede personlig frihed til fordel for sikkerhed i begyndelsen af George W Bush’ præsidentperiode. Trumps udvisnings-program er allerede nu bemærkelsesværdigt upopulært. Trump har i månedsvis mistet opbakning på grund af sin indvandringspolitik. Et ganske vist lille flertal af vælgerne mener, at Trumps implementering af indvandringslovgivningen er gået for vidt – selv hvis de bakker op om at udvise folk uden opholdstilladelse.

Halvdelen af de adspurgte mener, at ICE’s fremgangsmåde har været ”for voldsom”, herunder de fleste demokrater og størstedelen af de uafhængige vælgere. Og meningsmålingerne har aldrig vist nogen folkelig opbakning til at udvise indvandrere med opholdstilladelse – så det er svært at forestille sig, at specielt mange vil bakke op om også at bruge udvisnings-maskineriet mod amerikanske statsborgere.

Sagen om Ábrego Garcia

Trumps politik vil næppe blive mere populær, når det går op for flere amerikanske vælgere, at udvisnings-programmet er en direkte trussel mod dem selv, deres familier og deres grundlæggende rettigheder. Tænk bare på sagen om Ábrego Garcia, hvor en mand fra Maryland uretmæssigt blev en del af Trumps udvisning af hundredvis af såkaldte venezuelanske bandemedlemmer til en hemmelig base i El Salvador.

En midtsøgende politiker som Matthew Yglesias mente ikke, at man skulle gøre en stor sag ud af det. Men da senator Chris Van Hollen gjorde det til en offentlig sag, viste det sig, at udvisningen ikke kun var dybt upopulær; regeringen blev også tvunget til at give sig og bringe Ábrego Garcia tilbage til USA – og han er ikke engang amerikansk statsborger.

Når Department of Homeland Security (DHS) føler sig nødsaget til at udsende en pressemeddelelse, hvor de fejlagtigt udtaler, at ”ICE ikke arresterer og udviser amerikanske statsborgere”, virker det til, at regeringen godt ved, at denne praksis ikke ville falde i god jord hos størstedelen af USA’s befolkning.

Ábrego Garcia kæmper stadig mod at blive udvist. Men hans sag er et godt eksempel på, hvordan man en anden gang skal gribe en sag af denne type an – og det skal ikke kun være en enkelt senator, der står for det. I politik og i nyhedsmedierne er det desværre sådan, at en sag ikke får megen opmærksomhed, hvis der ikke er en prominent politiker, der tager sagen op, og den ikke indeholder et element af konflikt mellem partierne.

Se bare på Donald Trumps venskab med den nu afdøde, pædofile Jeffrey Epstein. Det har i årevis været en kæmpe skandale, men det blev først en stor historie i medierne, da Demokraterne begyndte at bruge den i kampen mod Republikanerne.

Amerikanerne er nødt til at forstå, at deres rettigheder er under angreb fra det, der i stigende grad virker som en lovløs, statslig organisation. Men de kommer ikke til at høre meget om det, hvis ikke parlamentsmedlemmerne begynder at føre sagen.

Gør nogen noget?

Sådan en politiker behøver ikke engang at indtage nogen synderligt modig holdning om indvandring, selv om det da ville være rart. Det er fuldstændig muligt for midtsøgende typer at ønske en ”stærk grænse” og en restriktiv indvandringspolitik – og at behandle ICE’s angreb på amerikanske statsborgere som den skandale, det er. Hvis flere midtsøgende politikere antog denne holdning, ville det have en positiv effekt for alle dem – statsborgere eller ej – som bliver fanget i ICE’s brutale trawl.

Den slags politikere er nødt til at tale om sagen ved alle mulige lejligheder. De kan holde pressekonferencer med nogle af de amerikanske statsborgere, som er blevet overfaldet eller tilbageholdt. De kan kræve, at DHS frigiver oplysningerne om, hvor mange statsborgere der er blevet anholdt, og om der er nogen, som sidder i udvisningscentre.

En politiker, som havde besøgt udvisningscentret ”Alligator Alcatraz” i Florida hørte en tilfangetagen sige, at vedkommende var amerikansk statsborger. Hvem er denne person, og hvad er der sket vedkommende? En hel parade af politikere burde fysisk tage til Florida og kræve at møde denne person, også selvom DHS ikke vil lade dem komme ind.

De kan dele videoer, der viser ICE’s mishandling af amerikanske statsborgere, på sociale medier – med interviews og de chokerende billeder af overfaldene. De kan tage det op på høringer og udspørge embedsmændene om den fare, amerikanske statsborgere bliver udsat for – og høre, hvad de har tænkt sig at gøre for at stoppe det. Det er bare en række forslag.

Det behøver ikke kun være demokrater. Libertarianske republikanere, som har sat sig op imod regeringen i spørgsmål om krig og borgerrettigheder, bør også være bekymrede over det faktum, at der findes en enorm styrke af bevæbnede, føderale agenter, som angriber amerikanske borgere, bryder ind i deres hjem og nogle gange forsøger at udvise dem uretmæssigt fra deres eget land.

At kæmpe for amerikanske statsborgeres rettigheder er det mindste, vi må kunne forvente af selv de fejeste folkevalgte parlamentarikere. Men lige nu er det næsten som om, der ikke sker noget.

Trump og DHS’ vedvarende overgreb mod de amerikanere, de foregiver at kæmpe for, er en kæmpe skandale, som hurtigt kunne blive en svaghed for regeringen, og sikkert også ville kunne gavne karrieren for den politiker, som ville gøre det til sin mærkesag. Der er bare behov for, at nogen gør det.

Artiklen er først udgivet på Jacobin 9. oktober 2025. Læs originalen her.

Artiklen er oversat fra engelsk af Jonas Neivelt. Mellemrubrikkerne er Solidaritets.