Vi burde opføre nogle statuer for at mindes de mange kvinder, der blev brændt som hekse på bålet, i stedet for symbolsk at vedblive med at futte dem af til Sankt Hans, mener Charlotte Lund. Foto: Eva Turečková
4 min. læsetid

Hvorfor er det egentlig, vi hylder Christian IV som en ‘stor konge’, når han brændte flere fritænkende kvinder på bålet end nogen anden regent?


Af Charlotte Lund

Kender du Margrethe Skriver? Sandsynligvis ikke, men du kender utvivlsomt hendes bøddel, Christian den 4. Han er nok den danske konge, der er mest kendt af eftertiden, og samtidig den mest synlige i dagens gadebillede. Primært for de mange bygningsværker (og hele bydele for den sags skyld), som han bestemte sig for at bygge. Men han har en anden, mere dyster rekord under bæltet også. Det er ham, der af alle danske konger har flest mord på kloge og fritænkende kvinder på samvittigheden.

Det anslås, at omkring 1000 hekseanklagede er blevet brændt på bålet i Danmark. Langt størstedelen af dem var kvinder. De fleste af dem mistede livet i Christian den 4.s regeringstid, og blandt dem var københavnske Margrethe Skriver. 

Syndebuk for flådefiasko

I 1589 blev Anne, kongens 14-årige søster, skibet af sted til et arrangeret ægteskab med den skotske konge, James VI. Rejsen gik imidlertid ikke som planlagt. Den danske flåde, Danmarks stolthed, måtte opgive planen om at levere barnebruden på den stormombruste skotske kyst, og måtte i stedet søge tilflugt i en norsk havn. Det var en national ydmygelse, der skabte stor skandale hjemme i København. 

Den skandale – og en igangværende strid mellem admiralen og rentemesteren omkring flådens økonomi – kaldte på en syndebuk. Belejligvis var der på samme tid en kvinde, som i forvejen var blevet tortureret, fængslet og dømt for hekseri, der indrømmede, at det var hendes magi, som havde kastreret flådens ydeevne.

“… mange af de heksedømte var selvstændige, fritænkende og handlende kvinder, der udfordrede samfundets snævre rammer for kvinder i almindelighed, og fattige kvinder i særdeleshed.”

Sagen endte i rettergang og yderligere tortur, og den endte med, at mindst 13 københavnske kvinder blev angivet og dømt for flåde-obstruerende magi. To af de 13 undgik den pinefulde henrettelse ved at begå selvmord i fængslet, men de øvrige 11 blev brændt på bålet.

Blandt dem var Margrethe Skriver. Hun er den eneste, som eftertiden nævner med navn. Sandsynligvis fordi hun tilhørte en højere klasse end de øvrige. De fleste heksedømte kom fra den fattige almueklasse, men hun var fra borgerklassen og gift med en københavnsk borgmester.

De ansigtsløse kvinder

Langt de fleste dømte er i dag navne- og ansigtsløse. De kunne være helt tilfældigt udvalgt, fordi de var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt – eller fordi de var blevet uvenner med de forkerte mennesker. Men mange af dem var selvstændige, fritænkende og handlende kvinder, der udfordrede samfundets snævre rammer for kvinder i almindelighed, og fattige kvinder i særdeleshed. 

De 1000 kvinder er også vores historie, men det betyder ikke, at København præges af vidnesbyrd om deres skæbne. Statuer viser ikke historien, de viser historiens sejrherrer. De, der havde magten til at skrive den. Måske er tiden moden til at København også skal prydes af dem, der blev trynet? For jomfruøernes sorte frihedskæmper Queen Mary fortæller en historie, der er lige så værdifuld som kongernes. Og det gør Margrethe Skriver for den sags skyld også.

Glædelig Sankt Hans derude!  


Charlotte Lund er en del af redaktørkollektivet på bogen Kvinde kend din krop. Hun er medlem af Borgerrepræsentationen i København for Enhedslisten.