De norske olie- og gasfelter i Barentshavet. Illustration fra Arctic Econ.
4 min. læsetid

Baltic Pipe-projektet binder sig op på forsyningen af norsk gas til resten af Europa. Men er der overhovedet fremtidsperspektiver i investeringen?


Af Mikael Hertoft

Læs første del: Energipolitikken tager gas på Danmark

Baltic Pipe er et projekt, der skal binde Danmark til fossile brændstoffer i årtier, såfremt det skal være rentabelt. Efter at have pumpet gas på fuld skrue i 15 år fra 2022-37, vil Baltic Pipe endelig være ved at være betalt. Så skal ledningen begynde at give overskud. Men det kræver at Norge kan og vil sælge gassen til Polen og sende den gennem Danmark. Uheldigvis for planerne, så er det langt fra sikkert.

Solidaritet dækker løbende udviklingen af Baltic Pipe og andre fossile brændstofprojekter, der går imod den grønne omstilling.

For det første holder den norske gas ikke evigt. Norge har allerede brugt ca 1/3 af sine gasressourcer, og i 2037 vil det være tættere på 2/3. Ovenikøbet har Norge ikke forpligtet sig til at transportere gassen gennem det danske rør, men kan eventuelt sælge til andre kunder.

Norge mener ikke, der er særligt brug for gasledningen, og ønsker ikke at investere noget særligt. Det fremgår af den norske EU-ambassadør, Oda Helen Sletnes’ udtalelse til EU-parlamentet i 2016:

Norge kan sagtens levere den nødvendige gas til EU gennem de ledninger,  der allerede eksisterer. Desuden kommer Norges gasfelter fremover til at ligge længere nordpå og måske vil Norge sejle gassen sydpå i skibe, i stedet for at bygge ledninger i Nordatlanten.

Oversigt over de norske gasreserver, og deres rolle i EU’s forsyningspolitik.

Økonomien i Baltic Pipe

I den offentliggjorte forretningsplan for Baltic Pipe, er den økonomiske kalkule totalt umulig at gennemskue. Det starter allerede med, at der er over halvtreds overstregninger af økonomiske nøgletal: De budgetterede omkostninger for, hvad de forskellige dele af anlægget koster, kommer åbenbart ikke offentligheden ved.

Projektet finansieres ved statslån, står der i en sidebemærkning. Statslånet er indgået af den borgerlige regering – ikke de røde. Den danske stat sætter sig i gæld for projektet. Men tallene for hvad det koster er samtidig mørklagt! Ville du acceptere det i din boligforening? Satiren bliver endnu større, hvis – eller når – budgettet sprænges, for så er der større chancer for, at regningen i sidste ende lander hos skatteyderne.

Tanken er, så vidt man kan forstå den noget uldne forretningsplan, at man ved at bygge ledningen, og lade Norge pumpe gas henover det sydlige Danmark til Polen, skal tage transit-tariffer for gassen for at transportere gassen gennem Danmark. Energinet regner med at give den fuld skrue de første 15 år efter at rørledningen er bygget: fra 2022 til 2037 skal der årligt ryge mindst 9 milliarder kubikkilometer gas gennem røret til Polen. Så har rørene betalt sig ind, i hvert fald næsten – og der venter krukken med guld for enden af regnbuen, da det er her, Danmark vil begynde at tjene penge på ledningen. Men måske er de norske felter ved at være udtømt til den tid? Måske betaler briterne mere end polakkerne og så kommer den norske gas alligevel ikke gennem Danmark.

Den økonomiske risiko er meget reel. Dét, der imidlertid ikke er klart er, hvordan den finansielle analyse og de økonomiske kalkuler krydser hinanden. For regner man kun direkte udgifter og forventede indtægter, så forventes et par milliarder i overskud til ’det danske samfund’. Men det kan nemt tabes på finansieringsomkostninger og budgetoverskridelser, selvom der er nogle pseudoberegninger på det også.


Mikael Hertoft er cand.mag i russisk, og arbejder som underviser.