Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
27. januar. 2020

Hvor vover Mette Frederiksen at give indvandrere og venstrefløjen skylden for racisme?

Antiracisme har altid været en central del af socialismens projekt. Derfor skurrer Mette Frederiksens kommentarer om “problemer med antisemitisme på venstrefløjen” ekstra meget i ørerne.

Hærværk ved Moskeen i Rovsinggade på Nørrebro. Det er hyklerisk af Mette Frederiksen at skyde venstrefløjen en påstået antisemitisme i skoene, når statsministeren ikke samtidig forholder sig til den stadig voksende islamofobi i Danmark, mener Pernille Loumann. Foto: Nørrebro Lokaludvalg / Facebook

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.


Antiracisme har altid været en central del af socialismens projekt. Det er nok derfor, Mette Frederiksens kommentarer om “problemer med antisemitisme på venstrefløjen” skurrer ekstra meget i ørerne, mener Pernille Loumann, der efterlyser proportioner i et islamofobisk Danmark.


Af Pernille Loumann

Jeg har været socialist så længe, jeg kan huske. En af de mærkesager, der har fulgt mig og den såkaldt ‘yderste venstrefløj’ gennem alle årene, er kampen mod racisme. Jeg var ikke engang gået ud af folkeskolen, da jeg i midten af halvfemserne fik tåregas til en antiracistisk demonstration foran DNSB-lederen (Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse) Jonni Hansens hus i Greve. Til stede ved den demonstration var primært unge venstreorienterede. Senere deltog jeg i adskillige andre antiracistiske manifestationer og sang Kringsatt av Fiender sammen med medlemmer af Antifascistisk Aktion, Rebel og hvad de nu ellers hed. De, der var med dengang, kan huske parolerne ”Ingen nazister i vores gader”, ”Styrk den internationale solidaritet” og selvfølgelig den legendariske ”Dem, der ikke hopper, de er racister”.

Kampen mod racisme var en fuldkommen central del af venstrefløjens politiske arbejde – og er vedblevet at være det, selvom mainstream-politikken sidenhen er flyttet langt til højre. Den såkaldt ‘yderste venstrefløj’ har arrangeret mindeoptog på årsdagen for krystalnatten, overmalet hagekors når vi så dem i bybilledet, lavet happenings og sociale arrangementer for tolerance og fred, og på alle måder arbejdet mod racisme på gaden, på sociale medier såvel som i kommunalbestyrelser og i Folketinget. Under Anders Fogh Rasmussen blev vi for denne indsats kaldt naive og tossegode – det var omtrent samtidig med, at ”eksperter” blev et skældsord og medmenneskelighed blev degraderet til ”pladderhumanisme”. Vi har med andre ord fundet os i lidt af hvert i bestræbelserne på at skabe en mere tolerant verden, og alligevel er vi blevet ved, fordi vi har troet på, det var det rigtige at gøre.

En gennemført urimelig påstand

Nu skal vi så læse i dagspressen, at vores statsminister Mette Frederiksen – som vel at mærke er socialdemokrat – mener, der i Danmark er et problem med antisemitisme, og at indvandrere og venstrefløjen bl.a. bærer skylden herfor – sådan nogenlunde på linje med den yderste højrefløj. Det udsagn er simpelthen så nederdrægtigt, at man knapt ved, hvor man skal starte. Pelle Dragsted gjorde et meget hæderligt og beundringsværdigt afdæmpet forsøg på at tage til genmæle i Deadline 23. januar. Så behersket ville jeg ikke have kunnet udtrykke mig over for en så åbenlyst urimelig påstand fremført af nogen, som ikke har den mindste glorie i verden, de kan tillade sig at pudse. 

Man skal have levet ualmindelig langt nede under en sten de seneste år for at mene, at jøder i Danmark er en gruppe, som i højere grad end muslimer er udsat for diskrimination og offentlig hån.

Antisemitisme er en form for racisme, og det er et fænomen, man bør gøre meget for at bekæmpe. Når jødiske gravsteder er blevet skændet, har venstrefløjen da også stået forrest for at tage afstand fra de forbrydelser, der formodentlig er begået af højreorienterede grupper. Men det er dog besynderligt, som antisemitisme nu pludselig bliver hevet frem af skuffen i dét, der ligner et forsøg på at banke andre minoritetsgrupper og dem, der forsvarer dem, endnu længere ned under gulvbrædderne.

Man skal have levet ualmindelig langt nede under en sten de seneste år for at mene, at jøder i Danmark er en gruppe, som i højere grad end muslimer er udsat for diskrimination og offentlig hån. Det er blevet fuldkommen legitimt at slynge om sig med vanvittige postulater om muslimer, også når man er chefredaktør, minister eller folketingspolitiker. Det var bl.a. Mette Frederiksens egen partifælle Rasmus Stoklund, der for nylig fremførte det åbenlyst forvrøvlede og racistiske synspunkt, at indvandrere generelt opfører sig dårligt i det offentlige rum (eskapaderne fra folk som Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg og Marcus Knuth skal jeg ikke engang nævne her). 

Pelle Dragsted tog i Deadline skarpt afstand fra Mette Frederiksens udtalelser om, at der skulle være en antisemitisk strømning på den danske venstrefløj.

Svingende tolerance

Dertil kommer, at rækken af politiske tiltag som pølsetvang, burkaforbud og håndtryksceremonier – der alene har haft til formål at demonstrere intolerance over for muslimer – efterhånden har antaget bibelske dimensioner. For slet ikke at nævne den dehumanisering af personer fra primært muslimske lande, der foregår i vores asylsystem. Men dét er jo bare en fast udlændingepolitik, må man forstå. Må jeg samtidig minde om, at den såkaldt yderste venstrefløj har været arge modstandere af alt det ovennævnte.

Blandt danskerne generelt ser der også ud til at være en langt større tolerance over for jøder end over for muslimer. Den Danske Værdiundersøgelse fra 2017 viser, at andelen af danskere der ikke vil have en jødisk nabo er 1,6 %, mens andelen af danskere der ikke vil have en muslimsk nabo er 12,2 %. Kunne det tænkes at have noget at gøre med, at jøder ikke i den politiske debat bliver fremstillet som dovne, uopdragne, middelalderlige fundamentalister, der går ind for barnebrude, stening og socialt bedrageri?

Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at de mennesker, som i Værdiundersøgelsen angiver, at de ikke vil bo ved siden af en jøde, helt overvejende angiver at stemme på borgerlige partier. Kunne man forestille sig, at statsministeren gav Venstre-vælgere ansvaret for antisemitismen i Danmark? Nej, vel? Det ville også være dumt, men det ville trods alt være mere retvisende.

En etnisk minoritetsgruppe, som formodentlig er endnu mere udsat end muslimer i Danmark, er romaer. Hele 37,3 % af danskerne vil ifølge Værdiundersøgelsen ikke bo ved siden af romaer. Men politikerne – lige med undtagelse af venstrefløjen og Radikale – har da også gjort deres til at fremstille denne gruppe som tyvagtige snyltere, der skal rejse hjem, hvor de kommer fra. Tænk bare på forbuddet mod ”utryghedsskabende lejre” og ”utryghedsskabende tiggeri”, der har som erklæret formål at jage romaer ud af København. Det var Socialdemokratiet med til at stemme igennem.

Det ville i den grad klæde statsministeren at erkende, at der i Danmark er et kæmpestort problem ikke bare med antisemitisme, men med racisme generelt, og at statsministerens eget parti i meget høj grad er med til at nære denne racisme. Når hun i stedet kaster skylden på indvandrere (der for en stor dels vedkommende selv lider under den udbredte racisme) og venstrefløjen (der indædt har kæmpet mod racisme i alle afskygninger), har man bare lyst til at snerre: ”How dare you?”



Om skribenten

Pernille Loumann

Pernille Loumann

Socialrådgiver bosat på Nørrebro. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER