Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. september. 2022

Hvordan får vi migranterne med i fagbevægelsen?

Efter snart 20 år med EUs østudvidelse har fagbevægelsen stadig meget svært ved at tilpasse sig til en nye virkelighed, hvor arbejderklassen i Danmark ikke længere kun består af danskere. Den 5. august i år havde Karsten Hønge, folketingsmedlem for SF, en indigneret kronik i Politiken, hvor han under overskriften ”Der er gået råd i en af samfundets bærende søjler” retter en kras og i høj grad berettiget kritik mod Fagbevægelsens Hovedorganisation og opfordrer den til at skifte kurs for at bremse det tab af medlemmer, der truer med at gøre fagbevægelsen irrelevant i mange brancher. Det er imidlertid tankevækkende, at Hønge hverken omtaler det stærkt stigende antal migrantarbejdere, der i flere brancher efterhånden langt overstiger antallet af danske arbejdere eller den betydning, EUs frie bevægelighed for arbejdskraft spiller for splittelsen af arbejderklassen i et ’dem’ og et ’os’. I denne artikel fremsætter Jakob Mathiasen med udgangspunkt i amerikanske erfaringer en række forslag til, hvorledes fagbevægelsen kan forsøge at rette op på den manglende organisering af migrantarbejdere.

 

 

Af Jakob Mathiasen, tidl. betonarbejder, ​​ forfatter og faglig organisator i Enhedslisten

For store dele af arbejderklassen i de tidligt industrialiserede nationer har globaliseringen vist sig at være en altopslugende tsunami, der på få årtier har tilintetgjort millioner af vellønnede, velorganiserede arbejdspladser, bortrevet nok så klippefaste rettigheder og skabt fattigdom og elendighed, hvis lige ikke er set i en menneskealder. I England har man for eksempel oplevet, at andelen af fattige familier er steget med 60 % i perioden 1980-2010, antallet af middelklassefamilier er faldet med 27 %,1 og ifølge FN's særligt udsendte, professor Philip Alston, så var 1,5 millioner briter nødlidende i 2017. Det vil sige, at de levede for mindre end 70 pund (587 kroner) om ugen eller måtte klare sig uden basale fornødenheder som bolig, mad, varme eller tøj, beretter BBC.2

 

Arbejdsmigration fra lavtlønslande til højtlønslande er en meget stor del af det pres, globaliseringen udøver på arbejdsklassen i de tidligt industrialiserede nationer. Ifølge ILOs pjece “Global Estimates on Migrant Workers” fra 2015, var der dengang omkring 150 mio. arbejdsmigranter på verdensplan.3 Herhjemme er antallet af migrantarbejdere vokset voldsomt siden østudvidelsen af EU i 2004. Siden 2004 er antallet af migranter i Danmark femdoblet,4 og i 2021 var antallet af migranter med lønindkomst i Danmark 266.000. Hvilket er ca. 10 % af beskæftigelsen på det danske arbejdsmarked.5

10 % lyder måske ikke af så meget, men arbejdsmigrationen er ulige fordelt på brancher. De fleste migrantarbejdere fra lavtlønslande arbejder i brancher, der hverken kræver danskkundskaber eller længere uddannelser, for eksempel som jordbærplukker i landbruget eller som betonarbejder i byggeriet. I den type brancher udgør migrantarbejdere i dag ofte flertallet eller er tæt på at udgøre flertallet. Et eksempel på det er svineproduktionen. Flertallet af de ansatte i dansk svineproduktion er i dag migrantarbejdere, mens migrantarbejdere udgør 33 % af lønmodtagerne i hele fødevarebranchen.6 På mit tidligere arbejdsområde i betonbranchen her i min hjemby København udgør migranterne nu også flertallet.

Multinationale firmaer flytter mange tusinder migrantarbejdere rundt i verden

Når vi tænker på migranter, tænker de fleste af os på enkelte individer, der flygter fra fattigdom og udsigtsløs elendighed i deres hjemlande. Det er selvfølgelig også en del af billedet, men det er langt fra hele billedet. Migrantarbejdere er også big business for enorme multinationale firmaer, der systematisk flytter mange tusinder af migrantarbejdere rundt i hele verdenen. De gør det nogle gange for at sikre sig kvalificeret arbejdskraft, men som oftest for at nedbringe lønomkostningerne på det arbejde, man af en eller anden grund ikke kan flytte derhen, hvor arbejdskraften er billig. Det sker for eksempel ved anlægsarbejderne på Danmarks store infrastrukturprojekter: Metroen i København, Storstrømsbroen, supersygehusene, letbanerne og på Femern Link-projektet. På alle disse projekter har de enorme, multinationale entreprenørvirksomheder hyret tusinder af betonarbejdere fra lavtlønslande som Portugal, Polen og Rumænien. Nogle gange via underentreprenører og bemandingsfirmaer, som hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team gjorde det på Cityringen; andre gange ansætter man dem selv, som hovedentreprenøren Femern Link Contractors (FLC) gør det på Femern-forbindelsen, danmarkshistoriens største anlægsprojekt.

Danmarks største entreprenørvirksomhed Per Aarsleff A/S er en del af konsortiet FLC. Aarsleff har stort set eksporteret sin afdeling for polske betonarbejdere, Aarsleff Labour Service, til Femern-projektet. ​​ De polske og nogle få rumænske betonarbejderne i FLC er ansat til en grundløn på 140 kr. i timen og steg med fem kroner i timen hver tredje måned, indtil de endte på 155 kr. i timen. Deres danske kollegaer i FLC fik en grundløn 165 kr. i timen og steg med fem kroner i timen hver tredje måned, indtil de endte på 180 kr. i timen. Det er både ulovligt og overenskomststridigt at diskriminere sine ansatte på baggrund af deres nationalitet, men det er meget svært at bevise, at lønforskellen skyldes diskrimination, og derfor har betonarbejdernes fagforening 3F ikke kunnet forhindre forskelsbehandlingen.

Forskelsbehandlingen på Femern-forbindelsen kunne sandsynligvis have fortsat i mange år endnu, men tirsdag 28. juni 2021 havde de polske og rumænske betonarbejdere fået nok og startede den største strejke blandt migrantarbejdere i nyere danmarkshistorie, da 350 arbejdere nedlagde arbejdet i fem dage. Jeg kommer tilbage til denne strejke til allersidst i artiklen.

Hvorfor er arbejdsmigration et problem for de lokale arbejdere?

Arbejdsmigration fra lavtlønslande presser løn og arbejdsforhold nedad for de lokale arbejdere på to måder. For det første udfylder arbejdsmigranterne efterspørgslen på arbejdskraft, så arbejdsgiverne undgår, at der opstår en situation, hvor de bliver nødt til at konkurrere indbyrdes om at tiltrække arbejdskraften med højere løn og bedre arbejdsforhold. For det andet vil arbejdere fra lavtlønslande i sagens natur være mindre krævende end arbejdere fra højtlønslande, og dermed vil de arbejdsgivere, der bruger migrantarbejdere, få færre udgifter end deres konkurrenter og dermed en konkurrencefordel, der langsomt, men sikkert presser lønnen nedad i hele branchen.

​​ 

Hvis migrantarbejdere fra lavtlønslande bliver så mange, at de kommer til at udgøre flertallet i en branche, ændrer migrantarbejdernes dårligere løn og arbejdsforhold sig fra at være en konkurrencefordel for den enkelte virksomhed til at være normen for hele branchen, fordi alle arbejdsgivere bliver nødt til at tilpasse sig de nye lave priser på arbejdet. Det er ved at ske i min branche, hvor kunderne nu er begyndt at forvente, at betonarbejdet kan gennemføres meget hurtigt via lange arbejdsdage på 10-11 timer, 6 dage om ugen. En forventning som entreprenørvirksomhederne enten må finde en måde at imødekomme eller tabe udbuddet og gå glip af arbejdet. De stadigt dårligere lønninger og arbejdsforhold får efterhånden danskerne til at flygte fra branchen, hvorved andelen af migrantarbejdere stiger yderligere, indtil der ikke er en eneste organiseret dansker tilbage. Et eksempel på dette er porebetonbranchen i København. Porebeton bliver ofte brugt til at opmure skillevægge i moderne etagebyggeri. Entreprisepriserne og dermed lønnen er så lav i denne branche, at man næsten ikke kan leve af det i Danmark, så der er så godt som ingen organiserede danske arbejdere, der udfører det arbejde i dag.

Hvorfor er arbejdsmigration et problem for fagbevægelsen?

Groft sagt skaber arbejdsmigration to problemer for værtslandets fagbevægelse. For det første bliver de lokale arbejdere utilfredse med deres fagforening, hvis presset fra migrantarbejderne begynder at påvirke løn- og arbejdsforhold negativt. For det andet er det som regel svært for de lokale fagforeninger at omstille sig til at organisere migrantarbejdere, og dermed falder organisationsgraden støt, efterhånden som migrantarbejderne udgør en større og større andel af arbejdsstyrken.

De danske fagforeninger havde en helt klar politik for hvordan, de ville håndtere den første af disse udfordringer. Helt tilbage i november 2002, formulerede en selvsikker LO-formand, Hans Jensen fagbevægelsens holdning således: "Hvis polsk eller anden østeuropæisk arbejdskraft kommer til Danmark, bliver det på overenskomstmæssige vilkår. Det sørger vi for."

Resten af fagbevægelsen støttede denne holdning og forfulgte en strategi, der gik ud på at tvinge alle udenlandske firmaer, der slog sig ned i Danmark, til at tegne overenskomst. Det var af mindre betydning for fagbevægelsen, hvorvidt migrantarbejderne blev organiseret i fagforeningerne, så de også selv kunne kæmpe for bedre løn og arbejdsforhold. For den danske fagbevægelse handlede det først og fremmest om at beskytte sine danske medlemmer mod en ulige konkurrence fra “østarbejderne” ved at hæve lønomkostningerne for at bruge den udenlandske arbejdskraft.

Beslutningen om at koncentrere sig om overenskomstdækning og kontrol virker på mig som en naturlig forlængelse af den meget stærke tendens i dansk fagbevægelse til at opfatte fagforeningen som et servicekontor og medlemmerne som kunder i butikken. Det virker på en eller anden måde logisk, at en fagbevægelse som i forvejen har meget svært ved at inddrage de “gamle” danske medlemmer i foreningen, helt opgiver at inddrage de nytilkomne migranter. Ledelsen i fagbevægelsen regnede heller ikke med, at antallet af migranter ville blive så stort, at det for alvor kunne rykke ved organisationsgraden og dermed ved fagbevægelsens rolle som repræsentant for arbejderne i Danmark.

Kontrolstrategien er stadig den dominerende strategi i hele FH-fagbevægelsen, selvom fagbevægelsen efterhånden har måttet erkende, at den ikke selv kan overkomme at overenskomstdække og kontrollere den kvarte million migrantarbejderes løn og arbejdsforhold. Derfor har man i de seneste år kunnet opleve fagbevægelsen nærmest tigge og bede om hjælp til overenskomstdækning og kontrol.

I byggebranchen presser byggeforbundenes samarbejdsorganisation BAT-kartellet voldsomt på, for at få alle aktører i byggeriet fra de offentlige og private bygherrer til de enkelte entreprenører til at indføre overenskomstkrav og egne kontrolsystemer, der skal sikre, at deres kunder og underentreprenører indgår og overholder overenskomsterne. Systemer der fungerer, helt uden fagbevægelsen bliver indblandet. På transportområdet har 3Fs transportgruppe sat sin lid til, at EUs såkaldte vejpakke kan sikre, at udenlandske chauffører, der kører på de danske veje, har ret til overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold. Dybest set en almengørelse af de danske transportoverenskomster.

Meget farlig fiasko

FH har det seneste års tid stillet sig i spidsen for de faglige organisationer, der beder om hjælp. I sin 1. maj-tale i år bad FHs formand regeringen om at oprette en ny landsdækkende kontrolenhed for arbejdsmarkedet, der også skal være med til at sikre ordnede forhold og overenskomster for migrantarbejderne. En månedstid senere bad FH også om hjælp til at sikre, at de ukrainske flygtninge får overenskomstmæssig løn og arbejdsforhold. FH bad om lovgivning, der skulle give alle ukrainske flygtninge ret til en løn, som svarer til de mest repræsentative overenskomster på det givne område. FH gik endda så langt, at man ville have politiet til at efterforske brud på loven og gøre det muligt at straffe danske arbejdsgivere med bøde, hvis de underbetaler en ukrainsk medarbejder.7

g mærke til, at fagbevægelsen ikke beder om hjælp til oplysning, uddannelse og organisering af migrantarbejdere. Organiseringen af migrantarbejderne er stadigvæk ikke et fokusområde for bevægelsen. Men alt i alt har fagbevægelsens kontrolstrategi over for migrantarbejderne vist sig som en meget farlig fiasko.

En fiasko fordi det igen og igen viser sig, at selv den mest omfattende kontrolindsats ikke kan forhindre social dumping, så længe migrantarbejderne ikke selv deltager i opklaringsarbejdet. Man kan måske sammenligne det lidt med bekæmpelse af narkotika - det er simpelthen umuligt at komme til livs, når ingen af parterne, hverken smuglerne, pusherne eller brugerne vil deltage i opklaringen af forbrydelsen.

Farlig fordi kontrolstrategien gør fagbevægelsen mere og mere impotent og irrelevant. Det bliver sværere og sværere for fagbevægelsen at påberåbe sig rollen som arbejdernes repræsentant, efterhånden som de uorganiserede migranter fylder stadig mere, og de utilfredse danske arbejdere melder sig ud. Personligt har jeg selv oplevet, at fagbevægelsen dybest set er blevet sat uden for døren af flere firmaer og i hele brancher, hvor der ikke arbejder et eneste medlem. Samtidig med denne udvikling skubber fagbevægelsen i stigende grad ansvaret for overenskomstdækningen og kontrollen af løn- og arbejdsforhold over på alle andre end sig selv i desperation over ikke at kunne overkomme opgaven med de stadig svindende medlemskontingentkroner. Derved mister fagbevægelsen langsomt, men sikkert sin sidste rest af relevans.

For mig at se, er der ingen vej uden om: den danske fagbevægelse skal pinedød lære at organisere migrantarbejdere. Der er heldigvis mange andre nationale fagbevægelser ude i verdenen, der er kommet til denne konklusion for flere årtier siden, og hvis vi kan ryste vores danske selvfedme lidt af os og tage ved lære af andre, så er der masser af erfaringer at trække på. Et oplagt sted at starte er kapitel 16 i Troublemaker´s Handbook, anden udgave, udgivet af det amerikanske fagforeningsmedie og organiseringsprojekt Labor Notes i 2005.

Herunder kan man læse et par oversatte og kommenterede eksempler fra kapitlet sammen med kapitlets indledning og ni basale råd til fagforeningsansatte og aktivister, der arbejder med at organisere migranter. Forfatterens kommentarer er sat med kursiv skrift.

 

Hvordan får man migranterne med i bevægelsen?

Indledning

Immigration forandrer lande, og dermed også arbejderbevægelser. Der lever i dag mere end 30,5 mio. migranter i USA, svarende til ca. 11 % af befolkningen. Ikke siden 1930erne har så stor en andel af befolkningen været migranter. Den voldsomme vækst i migrantarbejdskraft i landbruget, byggeriet, hotelbranchen, service, hjemmepleje og produktionen betyder, at fagforeningerne bliver nødt til at organisere migranterne, hvis de vil forblive relevante. Fagforeningernes anerkendelse af denne realitet har skabt en dramatisk forandring af fagbevægelsens historiske position som modstander af immigration. Takket være både rationelle argumenter og mobiliseringen af mange lokale fagforeninger, ser AFL-CIO (det amerikanske FH) i dag sig selv som en leder i kampen for migranters rettigheder.

En seriøs kamp for at forandre immigrationsreglerne er en af nøglerne til at opbygge fagbevægelsens troværdighed blandt migrantarbejdere, som ofte er mistænksomme over for fremmede mennesker, der påstår, at de ønsker at forbedre deres liv. På den anden side oplever lokale ufaglærte og faglærte arbejdere, at arbejdsgiverne foretrækker at ansætte migranter, som de nemmere kan udnytte. En stærk indsats for at forbedre migranternes rettigheder og forhold vil til syvende og sidst lede til forbedringer for alle arbejdere.

Men som historierne i kapitlet indikerer, så kræver organiseringen af migranter ofte en bredere opfattelse af, hvad organisering er. Der, hvor fagforeninger har været bange for at træde til, er “arbejdercentre” baseret i migrantmiljøer trådt til og har udfyldt hullet.

De amerikanske arbejdercentre minder om et værested med frivillige og ansatte, der rådgiver arbejdere om deres rettigheder og arrangerer sociale sammenkomster. I det sydlige Europa har man mange steder såkaldte “Centros Sociales” som minder om de amerikanske centre. MigrantCenter Hovedstaden, der er oprettet af FH-Hovedstaden, er nok det, der kommer tættest på at ligne et amerikansk arbejdercenter. Selvom den sociale og mobiliserende side af arbejdercentrene endnu ikke er udviklet i FH- MigrantCenter. 8

 

I dette kapitel vil vi diskutere, hvordan fagforeningerne kan ændre deres kultur, så de kollegaer, der netop er kommet til landet, kan blive accepterede og aktive medlemmer i fagforeningen. Vi kigger på, hvordan nogle fagforeninger har forsøgt at løse de problemer, som er specielle for migranter, som fx. deres legale status og myndigheders offensiv mod migranter efter 9-119. Vi vil kigge på fagforeningernes rekrutteringsstrategier i migrantmiljøer, inklusiv vigtigheden af at opbygge stærke bånd til religiøse og lokale organisationer. Vi vil vise nogle af de skridt, man kan tage for at organiserer en multietnisk og mangesproget arbejderklasse.

Fordelen ved denne indsats er mere end bare forbedringen af migranternes status og vilkår. Migranterne kan være med til at genoplive en fagforening, så i resten af Troublemaker´s Handbook kan man læse, hvordan mange af de mest inspirerende amerikanske arbejdskampe de seneste ti år har involveret migrantarbejdere.

Hvad får “vi” ud af det?

For ikke så mange år siden var Metalarbejdernes Lokale fagforening 272 i Miami en lillebitte fagforening med omkring 100 udelukkende hvide medlemmer og tilsyneladende uden nogen fremtid. I dag har fagforeningen 1.200 medlemmer, og to tredjedele af medlemmerne er sorte amerikanere og migranter fra Latinamerika og Jamaica, hvilket stort set svarer til sammensætningen af arbejdsstyrken på området. Fagforeningen er blevet en vigtig aktør i den lokale byggebranche og er stadig i vækst.

Hvad skete der? Svaret skal findes tilbage i 1992, hvor Deway Tyler stillede op som formand i fagforeningen med et ønske om at reformere og demokratisere fagforeningen. Han vandt, men det var kun begyndelsen på hans problemer. Fagforeningen havde ingen ansatte og kun 72 medlemmer, der var aktive på jobmarkedet. Ved en fokuseret indsats i udvalgte virksomheder lykkedes det ham at tredoble medlemstallet, og i 1997 fik man råd til at ansætte den første organizer, Dave Gornewicz.

En organizer er en særlig form for fagforeningsansat eller -aktivist, der har fokus på at få arbejderne til at deltage aktivt i fagforeningsarbejdet i deres virksomhed og branche, frem for at de bliver serviceret og hjulpet af en faglig sekretær. Organizers bliver ofte forbundet med organizer-modellen10. I Danmark blev organizer-modellen udråbt som LO- fagbevægelsens redning i starten af 00erne, men da det gik op for ledelserne af de forskellige forbund og lokale fagforeninger, at metoden ikke er en udspekuleret rekrutteringsstrategi, men et værktøj til at gennemføre en demokratisk revolution af en serviceorienteret og topstyret fagbevægelse, blev den stort set skrinlagt. Langsomt, men sikkert har ideerne dog vundet frem igen, og der er efterhånden organizers ansat i flere forbund og lokale fagforeninger.

​​ 

Den første organizer i Metalarbejdernes lokale fagforening 272, Dave Gornewicz fortæller: “Det var stort set kun hvide mænd dengang, og vi besluttede, at vi måtte fokusere på at organisere minoriteterne, hvis vi ville vokse og genoplive fagforeningen. Tyler og Gornewicz fik bestyrelsen til at læse bogen: America Needs a Raise, som lægger vægt på organisering. Efter at have overbevist bestyrelsen, begyndte Tyler og Gornewicz at uddanne sig selv og medlemmerne i organiseringsstrategier, og i hvorfor organisering er vigtigt.

Den langsigtede strategi betalte sig, og da generalforsamlingen i 1997 besluttede sig for at blive en organiserende fagforening, der ville række ud til latino- og sorte kollegaer, stemte 145 for og 17 imod. “Et år tidligere ville stemmefordelingen nok have været omvendt, hvis vi ikke have gennemført uddannelsesindsatsen først”, siger Gornewicz.

Men at få medlemmerne til at tilslutte sig forslaget, var kun første skridt. Fagforeningens indgroede politik, fordomme og kultur skulle også ændres. Byggebranchen havde en lang historie, hvor man opfattede alle ikke-organiserede kollegaer som rotter og skruebrækkere, der skulle drives ud af branchen - en attitude der ikke skabte nye medlemmer. Derudover holdt de organiserede medlemmer sig til de overenskomstdækkede firmaer, hvilket betød at fagforeningsmedlemmerne ikke havde mange muligheder for at møde og påvirke de uorganiserede kolleger.

I USA såvel som det meste af Europa, er der ikke store, stærke brancheoverenskomster, som alle firmaerne i en branche mere eller mindre er tvunget til at tilslutte sig. Der er efterhånden mange sammenlignelige brancher i Danmark. I København er budbranchen, trappevaskerbranchen og hele restaurationsbranchen eksempler på brancher, hvor det kun er et mindretal af virksomhederne, der har overenskomst, og løn- og arbejdsforhold derfor varierer meget fra firma til firma.

Dave Gornewicz fortæller: “Vi ændrede vores vedtægter, så medlemmer kunne tage jobs i ikke-overenskomstdækkede firmaer, så længe ledelsen i fagforeningen havde godkendt det.”

Andre vedtægtsændringer skabte en fond, som medlemmerne betalte omkring 50 øre i timen til. Pengene gik til at kompensere medlemmer, der arbejder som ambassadører for fagforeningen i ikke-overenskomstdækkede firmaer. Fonden dækker også tabt arbejdsfortjeneste for vidner i faglige sager, aktivister på pladsbesøg, og dækkede udgifter til telefonregninger, løbesedler og plakater.

Ændringerne gjorde det muligt for fagforeningen at frikøbe medlemmerne til at deltage i organiseringsindsatsen, hvilket var afgørende for succesen. “Fagforeningens ansatte har ikke samme adgang til de ikke-organiserede kollegaer, som kollegaerne på pladsen har”, forklarer Gornewicz. “Ved at ændre vores holdning, og behandle de uorganiserede kolleger som brødre og ikke fjender, kunne vi identificere deres faglige evner, og vurdere om de var underbetalt i forhold til deres evner. Derefter fortalte vi dem om fagforeningen, og at den kunne hjælpe dem med at forhandle deres individuelle løn i firmaet, såvel som den kan hjælpe med at kræve en kollektiv overenskomst og lokalaftale.”

De nyorganiserede og fagligt vurderede kollegaer, blev også anbefalet til organiserede arbejdsgivere, for derved at opbygge de organiserede firmaers arbejdsstyrke og gøre det nemmere for dem at byde på byggeopgaverne. På den måde voksede de organiserede firmaers andel af hele branchen.

I USA såvel som i det meste af Europa er der individuel løn. Jeg har faktisk ofte oplevet, at migranter bliver forvirrede og mistroiske, når den danske fagforening kun vil tale om kollektiv løn. En sammenlignelig strategi i Danmark kunne være de tilfælde, hvor fagforeninger har hjulpet migrantarbejdere i byggeriet med at komme på akkord, og dermed løftet deres løn mærkbart. Det er både sket ved, at migranterne selv er kommet på akkord, og ved at danske sjak har taget udenlandske kollegaer med i sjakket og i akkorden. Desværre har dansk fagbevægelse ingen kommunikationsstrategi rettet mod migrantarbejdere, og de positive historier om migrantarbejdere på akkord bliver ikke rigtigt spredt i migrantmiljøerne i Danmark.

Fagforeningens organiseringsgrad voksede med 5 % point til 20 % i løbet af få år. Men gamle fordomme dør ikke så nemt. Fagforeningen gik i gang med at sikre, at de nye migrantmedlemmer følte sig velkommen. Gornewicz fortæller: “Når race blev et problem på jobbet, handlede ledelsen i fagforeningen med det samme og tog ud til arbejdspladsen og fortalte folk, at det ikke ville blive tolereret. Nogle medlemmer har måttet stå skoleret for bestyrelsen, når de brød denne regel. Når arbejdere, uanset race, brugte racistisk sprog mod en kollega, insisterede fagforeningen på, at der skulle gives en undskyldning. I ekstreme situationer kan medlemmer smides ud af fagforeningen eller få en bøde på helt op til 18.000 kr. Vi havde et tilfælde for noget tid siden. En bror (medlem) måtte stå skoleret for bestyrelsen. Han havde tilkendegivet, at han ville fremsætte en undskyldning foran bestyrelsen, og de to gav hinanden hånden og gav hinanden et knus. Vi prøver at gøre sådan noget offentligt”.

Fagforeningen indså også vigtigheden af at bringe migrantmedlemmer ind i ledelsen af fagforeningen. Fagforeningens love kræver, at man skal have været medlem af fagforeningen i mindst to år, før man kan blive valgt til bestyrelsen, men man kan ansætte migranter i personalet med det samme. “Vi har en lærlingeansvarlig, der er fra Jamaica, og organizers fra Columbia, Cuba, Puerto Rico og en enkel hvid fyr. Vi har også fået migranter, der stiller op til ledelsesposter nu,” fortæller Gornewicz.

“Da vi startede, havde vi kun seks overenskomstdækkede arbejdsgivere, nu har vi 100 i og uden for vores lokale område. Succesen har endda omvendt skeptikerne. Lad mig citere en af vores tidligere modstandere. Han sagde: “Jeg hadede alt, hvad i gutter foretog jer, men hold da kæft, hvor jeg elsker resultaterne”. Vores sidste lokalaftale havde de højeste lønstigninger i 20 år,” fortæller Gornewicz.

Multietnisk organisering

Mange migranter får deres første arbejde i USA gennem kontakt med familie, venner eller bekendte fra hjemlandet, som allerede er immigreret til USA. De ansættes ofte i små firmaer, og ofte er ejeren af firmaet selv migrant. De personlige relationer i virksomhederne gør det ofte svært at organisere de ansatte.

Historien om New Jerseys asbestnedrivningsbranche er et godt eksempel. Migranterne, som udgør arbejdsstyrken i asbestnedrivningsbranchen, taler mange forskellige sprog, og har ofte samme etnicitet som deres arbejdsgivere. Denne kombination gjorde traditionelle organiseringsstrategier ubrugelige.

Der var brug for en ny tilgang - det blev til asbestkampagnen. Dave Johnson, formand for arbejdernes organiseringsfond i den østlige region, forklarer, at fonden målrettede sin indsats mod hele industrien, dvs. 60 ikke-overenskomstdækkede firmaer og 5.000 uorganiserede ansatte i 2001.

Der er flere sammenlignelige eksempler på sådanne brancher i Danmark, men et kunne være den føromtalte porebetonbranche i København. Her er arbejdsgiverne ofte selv migrantarbejdere, der deltager i produktionen, og som ofte er venner eller i familie med de ansatte. Det er da heller ikke arbejdsgiveren for det lille porebetonsjak, der kører i Mercedes, det er de danske kunder og bagmænd.

Den målrettede indsats skabte resultater i hele industrien på kort tid, og indsatsen havde 4,2 mio. kr. og 15 multi-sproglige organizers til at udføre arbejdet.

Denne enorme indsats var mulig, fordi det amerikanske fagforbund Laborers’ International (https://www.liuna.org) havde omstruktureret den måde, dets organiseringsindsats blev finansieret på. Liuna havde oprettet regionale fonde, som ikke blev fjernstyret af det nationale forbund. I stedet er det fagforeningerne, der smider penge i fonden, og det giver en høj grad af lokalt selvstyre.

Ana Taveras er migrant fra den Dominikanske Republik, Liuna-medlem og arbejdede i nedrivningsbranchen. Hun blev ledende organizer på asbest-kampagnen, og i dag koordinerer hun al organisering i den østlige region. Hun understreger, at succesen i asbestkampagnen hang nøje sammen med individuelle samtaler hjemme hos alle eksisterende medlemmer: “Vi fortalte om kampagnen og om, hvad vi kunne opnå, hvis den blev en succes. Vi identificerede medlemmer, som kunne hjælpe os, og tog dem med som organizers på kampagnen”.

Fordi de fleste uorganiserede kolleger var fra Jugoslavien og Mexico, begyndte fagforeningen at printe nyhedsbreve på serbokroatisk, spansk og engelsk, med informationer om fagforeningen, hvordan den forandrede sig, og om de firmaer som den havde tegnet overenskomst med. “Asbestbranchen er som en landsby”, siger Taveras: “Arbejderne kender hinanden og firmaerne, så rygtet spredte sig hurtigt.”

Fagforeningen åbnede kurser i asbesthåndtering i nærheden af arbejdspladserne og tilbød gratis genopfriskningskursus på flere sprog. Her spillede myndighedernes regler for asbestnedrivning en stor rolle: “Firmaerne skal meddele, at de vil foretage en nedrivning, og på den måde fandt vi arbejdspladserne, og nedriverne skal have et kursus, som skal fornys. Det kunne vi hjælpe med.”

Fagforeningen var i stand til at mindske migranternes mistillid til myndighederne, på trods af at flere af migranterne var papirløse. “Vi fortalte dem, at de ikke skulle være bange for at tage asbestkurset, selvom de var papirløse, og vi forklarede dem, at de havde ret til at melde sig ind i en fagforening, selv om de var papirløse”, fortæller Taveras.

Taveras forklarer, at det var en stor udfordring at overvinde de kulturelle barrierer: “Med serberne var problemet, at deres kultur og sprog var meget forskelligt fra vores. Selv om jeg var leder af indsatsen, henvendte de sig altid til mine mandlige kollegaer, selv de engelsktalende serbere. De rettede deres spørgsmål til ham, ikke til mig”.

Kampagnen startede i marts 2001 med en hjemmebesøgsoffensiv, hvor organizerne besøgte mere end 1.000 arbejdere, og fik udfyldt mere end 750 fagforeningsspørgeskemaer. Her udpegede arbejderne problemer med dårlig sikkerhed, få ekstra goder og arbejdsgivernes manglende evne til at udbetale korrekt løn. Derefter fordelte organizerne firmaerne imellem sig og angreb dem i en kampagne fra april til november.

“Det havde en kæmpeeffekt, at firmaerne så, at vi gik op imod dem alle samtidig, for det havde de ikke regnet med. De troede, vi bare var endnu en fagforening, men de opdagede hurtigt, at vi mente det alvorligt”, fortæller Taveras.

Taveras beskriver kampagnen som både “bottom-up” og “top-down”. “Bottom-up” betyder, at det er en kampagne, der lægger vægt på handling fra medlemmerne, som f.eks. når alle medlemmerne udfyldte klager til Arbejdstilsynet, mens “top-down” handler om at lægge pres på toppen, som f.eks. når fagforeningen pressede lokalpolitikerne til at tage stilling.

Det var “bottom-up”, når arbejderne strejkede og aktionerede, som skete hver uge. Det var “top-down”, når fagforeningen pressede firmaerne gennem arbejdstilsynet og i medierne.

De første mål for kampagnen var firmaer, der ikke ville være glade for dårlig omtale, og de gav efter og underskrev overenskomst, næsten før kampagnen kom rigtigt i gang. Et firma gav op efter 15 minutters blokade, i høj grad på grund af pres fra kunder og andre aktører. Branchens organisationsgrad sprang fra 15 % til 65 % - og efter otte måneder havde de lokale fagforeninger underskrevet 44 kollektive overenskomster med asbestfirmaer.

Taveras noterer sig, at fagforeningerne også er blevet forandret: “Medlemmerne er nu interesseret i, at fagforeningen skal vokse. Hvis vi er ude i en blokade, så ringer vi til folk, og de dukker op i seks timer, og når de er færdige, så siger de: ring til mig næste gang. Før kampagnen kom ingen til fagforeningsmøderne, nu kommer de. Der var en strejke i min lokale fagforening, og de kom for at støtte os, selvom de ikke er medlem i den fagforening. De kom med skilte og var klar til at kæmpe”.

Hvordan får man migranter til at føle sig velkommen i deres fagforening?

Herunder er nogle basale råd til fagforeningsansatte og aktivister, der arbejder med at organisere migranter. Man ved sikkert allerede, at migranter har de samme ønsker og behov som alle andre arbejdere: Et rimeligt arbejde, en løn man kan leve af, respekt og tillid, samt kontrol over sit eget liv. Det andet, man bør vide, er, at man ikke ved noget om dem. Glem stereotyperne og mød migranterne med et åbent sind og se, hvad man kan lære om dem. Mange migranter har lige så meget at lære os om arbejdskamp, som vi har at lære dem. De har måske kæmpet i deres hjemlande. Andre har måske været advokater og professorer i deres hjemland, men her i landet er de tvunget til at arbejde som chauffører eller bygningsarbejdere.

Her er nogle gode tommelfingerregler, når man skal organisere migrantarbejdere

    - Migranter er eksperter i deres eget migrantmiljø, så hvis man vil organisere i migrantmiljøer, så må man involvere dem i arbejdet og lade dem styre indsatsen.

    - Migrantmiljøet er ikke homogent, og migrantarbejderklassen har de samme problemer med migrantarbejdsgiverne, som alle andre arbejdere.

    – Oversæt alle fagforeningens dokumenter til migranternes sprog. Love, vedtægter, medlemsblade m.m. Selvom det er dyrt, så er det afgørende for, at migranterne kan være ligeværdige medlemmer af fagforeningen.

    - Sørg for, at der er tolkning til alle relevante fagforeningsmøder: Generalforsamlinger, klubmøder osv. Det kan være bøvlet og dyrt, men det er afgørende for at vise migranterne, at de er ligeværdige medlemmer. Man kan lave adskilte møder for hvert sprog, men der bør også være fælles møder.

    - Vis respekt over for migranternes tro og kultur. Sørg for, at deres religiøse helligdage og skikke bliver taget i betragtning, når der arrangeres møder og andre aktiviteter. Pas på med at lave sjov med deres religion og kultur - selvom det kun er “for sjov”, kan det skubbe folk væk.

    - Identificer dygtige, fagligt aktive migranter og sørg for, at de bliver valgt til tillidsposter i fagforeningen. Migranterne vil først tage fagforeningen mere alvorligt, når de ser, at andre migranter har ledelsesposter i fagforeningen.

    - Giv migranterne mulighed for at organisere sig separat. Alle minoriteter kan møde diskrimination og fordomme, som gør, at de har behov for at organisere sig selvstændigt.

    - Uddan de lokale arbejdere til at tage godt imod migranterne. Diskussioner om fordomme, politiets chikane og racisme vil få de lokale arbejdere til bedre at forstå migranternes problemer.

    - Migranter kan hjælpe med at forstå globaliseringen. Når mexicanske migranter fortæller om landbrugets sammenbrud i Mexico, så kan amerikanske arbejdere lære mere om NAFTA, end ved at læse om det i amerikanske aviser.

 

Den langsomme omstilling

Efter snart 20 år med EUs østudvidelse har fagbevægelsen stadig meget svært ved at tilpasse sig til en nye virkelighed, hvor arbejderklassen i Danmark ikke længere kun består af danskere. Et af de værste eksempler kommer fra Malernes Fagforbund. Malerfaget er et af de fag i byggeriet, der beskæftiger den største andel af migrantarbejdere, og som derfor er hårdest ramt af social dumping. I de sidste 5 år har jeg nok besøgt mere end 100 nybyggerier i Københavnsområdet for at tale med migrantarbejdere, og hver eneste maler, jeg har mødt, har været migrantarbejder. Danskerne er tilsyneladende blevet presset helt ud af malerfaget i nybyg i København. Hvis disse migrantarbejdere ville vide mere om Malernes Fagforening, så var det, og er det stadig fuldstændigt umuligt at henvise til et sted, de kan læse om fagforeningen online. Malerforbundets hjemmeside er udelukkende på dansk, og den eneste pjece, jeg kan give dem, der nævner Malernes Fagforening på andre sprog end dansk, er faktisk ikke udgivet af Malerforbundet, men af bygfagforbundenes samarbejdsorganisation, BAT-kartellet.

Nu er det malerne, jeg hænger ud, men jeg kunne lige så godt have peget på alle mulige andre. Dansk fagbevægelse har stadig meget langt igen, før den kan sætte flueben ud for bare halvdelen af de ni råd i Troublemaker´s Handbook.

Når det er sagt, så er der sket store fremskridt de seneste år. Det er snart fem år siden, jeg læste og oversatte kapitel 16 i Troublemaker´s Handbook, og jeg er stolt af de fremskridt, der er sket i mellemtiden, i min gamle fagforening, 3F BJMF - Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening. Når man kommer ind ad fordøren i BJMF i dag, bliver man mødt af opslag på fem forskellige sprog, der byder migrantarbejdere velkommen og oplyser om, hvem man skal kontakte, hvis man ikke kan tale dansk eller engelsk med receptionisten. BJMF har i dag personale, der taler portugisisk, russisk, polsk, rumænsk, italiensk og litauisk. BJMF har en hjemmeside, der er oversat til otte sprog, en engelsk Facebook-side og et hav af FB-grupper for migranter. BJMF har i de seneste år forsøgt at oprette såkaldte sprogklubber for medlemmer, der ikke taler dansk, selvom den polske er den eneste, der har vist sig levedygtig. Endelig så har BJMF også forsøgt, at inddrage migranterne i foreningslivet i fagforeningen, migranterne bliver inviteret til fester og møder på et sprog, de kan forstå, og med et tilbud om tolkning. Senest fik den polske klub for første gang lov til at deltage i Fagenes Fest på lige fod med de store brancheklubber. BJMF har også en gruppe BJMF-organizers, der via såkaldte lørdagsbesøg, prøver at uddanne de danske medlemmer til at tage kontakt til migranter på deres arbejdsplads.

Det er godt nok de samme 5-10 aktivister, der deltager i alle BJMF-organizers lørdagsbesøg, og BJMFs ledelse bruger stadig langt de fleste personaletimer på overenskomstdækning, kontrol og sagsbehandling. Der er heller ikke noget organiseringsteam, der planlægger og udvikler organiseringsstrategier for migrantarbejdere i stil med det team, som BJMF har oprettet for danskerne. Men der sker som sagt hele tiden små fremskridt, også uden for BJMF.

Det mest bemærkelsesværdige fremskridt uden for BJMF er uden tvivl gennembruddet i organiseringen på anlæggelsen af Femern-forbindelsen. 3F Lolland, 3F-byggegruppe og BAT-kartellet har lavet en særlig indsats rettet mod udenlandsk arbejdskraft på dette projekt, og de har blandt andet ansat hele to erfarne, polsktalende medarbejdere i 3F Lolland. Det lykkedes rent faktisk at organisere en rimelig stor del af de polske betonarbejdere på projektet og få valgt to polske tillidsfolk. Kulminationen på denne organiseringsindsats kom tirsdag 28. juni, da omkring 300 polske og nogle få rumænske betonarbejdere - organiserede såvel som uorganiserede - indledte en overenskomststridig strejke.

Strejken blev udløst af, at hovedentreprenøren Femern Link Contractors, FLC to måneder i træk ikke havde udbetalt et lille tillæg til lønnen, som de udenlandske arbejdere mente, de var blevet lovet, men strejken kom hurtigt til at handle om lønforskellen mellem de danske og de polske og rumænske betonarbejdere. Migrantarbejderne i FLC havde som sagt en grundløn på 140 kr. i timen og steg med fem kroner i timen hver tredje måned, indtil de endte på 155 kr. i timen. Deres danske kollegaer i FLC fik en grundløn 165 kr. i timen og steg med fem kroner i timen hver tredje måned, indtil de endte på 180 kr. i timen. Efter få timers strejke udvidede de strejken ved at blokere porten ind til byggepladsen, og næste dag tilsluttede omkring 20 danske kollegaer sig strejken. Strejken blev dømt overenskomststridig i arbejdsretten torsdag 30. juni, og de strejkende arbejdere blev idømt en hård bod. FLC forsøgte også at undergrave strejken ved at bestikke de polske og rumænske arbejdere til at forlade strejken, og en stor gruppe polske og rumænske arbejdere deserterede strejken. Alligevel fortsatte strejken helt frem til lørdag 2. juli. da de to parter blev enige om en aftale, der blandt andet sikrede, at ingen af de strejkende kunne blive fyret, og at der skulle laves en ny lønaftale for de udenlandske betonarbejdere i FLC inden ti dage.

Ti dage efter kom der en ny aftale, der gælder for alle, både danske og migrant-betonarbejdere. Den nye aftale har fastsat grundlønnen til 165 kr. i timen, og lønnen stiger nu med fem kroner hver tredje måned fra deres ansættelses tidspunkt indtil, man ender på 185 kr. i timen. Til gengæld for dette lønløft trækker FLC nu 25 kr. i timen for alle, der bor i deres camp, som betaling for husleje og mad. Før var campen og maden “gratis”. Alle migrant betonarbejderne bor i kampen, og ifølge deres personale håndbog, skal de bo der.

Migrantarbejdere endte altså med at få stort set det samme udbetalt som før strejken, men det lykkedes at tvinge FLC til forhandlingsbordet, og at strejken overhoved fandt sted er et kæmpe gennembrud.

Et gennembrud som er blevet skabt både af de ansatte fagforeningsfolk på Femern projektet, og af det organiseringsarbejde som 3F har udført blandt de polske og rumænske betonarbejdere i de sidste mange år. Mange af de polske betonarbejdere har flere års erfaring i Danmark og kender 3F fra flere forskellige projekter, hvor 3F har gennemført målrettede organiseringsindsatser, med polsktalende medarbejdere.

Strejkens forløb, hvor migrantarbejderne gik forrest og starter strejken, underbygger også en af Troublemaker´s Handbook´s påstande. Migrantarbejderne har potentialet til at blive spydspidsen i en opblomstring af fornyet aktivitet i den gamle danske fagbevægelse.

 

1

​​ Benjamin Hennig and Danny Dorling fra the School of Geography and the Environment på Oxford University.

3

​​ ILO, “Global Estimates on Migrant Workers”, 2015.

4

​​ Dansk Økonomi, kap. 4, s. 175, figur IV.4.

7

​​ https://www.dr.dk/nyheder/penge/forslag-til-aendring-af-saerloven-arbejdsgivere-skal-kunne-straffes-hvis-de

9

​​ Terrorangrebet I USA 11. september 2001

 

Om skribenten

Jakob Mathiasen

Jakob Mathiasen

Læs mere