I Finland har venstrefløjen lige slået det yderste højre
Ved valget i Europa gik indvandringskritiske partier frem, men i Finland var det Venstrealliancen, der fik sit gennembrud med 17 % opbakning. Lederen, Li Andersson, fortalte Jacobin om, hvorfor det gik så godt, og hvordan det besejrede det yderste højre.
Oversat fra In Finland, the Left Alliance Just Trounced the Far Right, Jacobin, 12. Juni 2024
Ved sidste weekends valg til Europa-Parlamentet gik de indvandringsfjendtlige kræfter frem i store dele af EU. Partier på den yderste højrefløj står nu til samlet at kontrollere omkring en fjerdedel af alle pladser, herunder partier med nynazistiske forbindelser som Tysklands Alternative für Deutschland (AfD) og Cyperns Nationale Folkefront (ELAM).
Generelt set gik Nordeuropa imod denne dystre tendens – og nyhederne fra Finland var særligt lyse. Mens det højreekstreme parti De sande Finner har været en del af regeringen i det seneste år, var den store vinder i søndagens afstemning i den anden ende af det politiske spektrum. Den socialistiske Venstrealliance fik 17,3 procent af stemmerne og fik tre MEP’er, hvilket placerer partiet på andenpladsen efter den centrum-højreorienterede Nationale Koalition. De sande Finner mistede et mandat, da dets stemmetal næsten halveredes fra 13,8 til 7,6 procent.
I spidsen for Venstrealliancen stod partileder Li Andersson, som personligt fik 247.600 stemmer – en ud af syv af alle afgivne stemmer i Finland. Det er det højeste antal stemmer, en finsk parlamentskandidat nogensinde har fået – og det bedste resultat for den yderste venstrefløj i Finland siden 1979. Måske ikke overraskende for en venstrefløjskandidat afviste hun på det kraftigste de igangværende angreb på arbejdere og immigranter i Finland og i hele Europa. Men hun opfordrede også i sin sejrrige kampagne til sanktioner mod Israel på grund af krigen mod Gaza, restriktioner for atomvåben og til ro i Finlands forhold til Kina. På trods af opfordringer, der har gjort den højreorienterede presse rasende – som f.eks. at stille parlamentsmedlemmerne fra Venstrealliancen frit i en afstemning i parlamentet om, hvorvidt Finland skulle gå med i NATO – ser 25 procent af alle finske vælgere hende som den mest kompetente partileder i landet.
Jacobins Chris Dite har talt med Li Andersson om Venstrealliancens udfordring af det yderste højre, krigstruslen og opbygningen af et internationalt venstrefløjsalternativ.
Chris Dite: Mange mennesker i hele Europa kigger misundeligt på dine resultater. Hvordan gjorde du det?
Li Andersson: Der var meget gode resultater for alle de rød-grønne partier i Finland, Danmark og Sverige. Der er gjort et stort stykke arbejde i de nordiske lande for at skabe og opbygge moderne partier, som kombinerer ambitiøs miljø- og klimapolitik med venstrefløjens traditionelle temaer: arbejdstagerrettigheder, investeringer i velfærdstjenester, lige indkomstfordeling osv. Man kan virkelig se, at venstrefløjen er i forandring. Disse partier er ved at udvikle sig til egentlige magtfaktorer i deres egen ret – ikke bare støttepartier for socialdemokraterne. I både Finland og Danmark fik de rød-grønne partier flere stemmer end de traditionelle socialdemokratiske partier. Det viser, at de for mange vælgere er ved at blive en slags “første alternativ” på venstrefløjen.
Chris Dite: Stemmeafgivelsen på det yderste højre i Finland kollapsede ved dette valg. Straffer vælgerne De sande Finner for de stramninger, det gennemførte, mens det var ved magten?
Li Andersson: Partier på den yderste højrefløj sidder i øjeblikket på magten i Finland og Sverige, hvor de samarbejder med den traditionelle højrefløj og påvirker politikken. Vælgerne har faktisk set, hvad de gør, når de kommer til magten. I Finland har de forrådt næsten alle de valgløfter, de gik til valg på. Den økonomiske politik, de fører, er nøjagtig den samme som eller endda værre end de traditionelle højrefløjspartier. Vi har set historiske nedskæringer i indkomst og social sikring for mange lavindkomstgrupper og historiske angreb på fagforeninger og arbejdstagerrettigheder.
I hele vores kampagne har vores budskab til vælgerne været, at vi er nødt til at sikre, at den samme type politisk skift ikke sker på europæisk plan. Og fordi vælgerne ved, hvad det betyder, når det yderste højre og det traditionelle højre arbejder sammen, forlod de det yderste højre. De sande Finner fik et meget dårligt valg, og Sverigedemokraterne tabte også stort.
Chris Dite: Nogle af de partier, du kommer til at forholde dig til i Europa-Parlamentet, har kun med nød og næppe skjult deres nynazistiske forbindelser. Har din erfaring med De sande Finner forberedt dig på dette? Hvad er den bedste måde at imødegå det yderste højres tiltrækningskraft på?
Li Andersson: Det kan godt være, at disse partier kalder sig selv “nationalistiske”, men erfaringen fra Finland viser, at når det yderste højre får magt, har det forfærdelige konsekvenser for almindelige mennesker. De sande Finner forrådte alle de almindelige mennesker, der stemte på dem, i alle spørgsmål, der vedrørte deres rettigheder og hverdag. I regeringen var migration det eneste spørgsmål, som partiet bekymrede sig om, da det forhandlede med sine koalitionspartnere. Det ønskede, at Finlands allerede meget restriktive migrationspolitik skulle gøres endnu mere restriktiv. Og det var villigt til at sælge ud af alt andet: arbejdere, lavindkomstmodtagere, mennesker, der har brug for social- og sundhedsydelser. En vigtig del af strategien for at imødegå det yderste højre er at fremhæve denne finske erfaring.
Den yderste højrefløj vinder meget på kynisme over for fremtiden. Den trækker den politiske atmosfære i en retning, hvor den bliver så forfærdelig, at mange mennesker ikke længere har lyst til at gå ind i politik. Det har en reel, negativ effekt på demokratiet, især for folk fra minoritetsgrupper. Så det andet, jeg uddrager af valgresultaterne i de nordiske lande, er, at vi har brug for en rød-grøn politik, der skaber håb, for at imødegå det yderste højre. Vi er nødt til at vise folk, at vi er i stand til at reagere på den store økologiske krise, som påvirker vores allesammens fremtid, at vi ikke har tabt kampen, og at der er mulighed for at ændre situationen.
Den anden afgørende ting er den “røde” del. På europæisk og nationalt plan kan vi dræne de højreekstreme partier for drivkraft ved at tage sociale spørgsmål alvorligt og antage en progressiv dagsorden for leveomkostninger, boliger, arbejdstagerrettigheder og social- og sundhedsydelser. Vi er nødt til at vise, at når venstrefløjen er ved magten, kan vi foretage ændringer, der påvirker almindelige menneskers hverdag.
Chris Dite: Unge mennesker, der i Finland organiserer sig mod krigen i Gaza, har for nylig fået opfyldt nogle af deres krav. Venstrealliancen har været en konsekvent stemme mod krigen i Gaza, og at Finland tjener på israelsk vold. Tror du, at den yngre generation i bredere forstand er ved at ændre debatten om Palæstina?
Li Andersson: Det tror jeg absolut. For mange yngre vælgere i Finland har Gaza været et af de vigtigste emner. Så vidt jeg kan forstå, gælder det samme for de andre nordiske lande. Mange unge har været chokerede over, at verden i den grad er så ude af stand til at stoppe menneskelig lidelser i den størrelsesorden, som vi har set i Gaza. For mange unge har dobbeltmoralen været uforståelig.
Venstrealliancen har talt meget om de konsekvenser, dette vil få for den såkaldte “vestlige blok” i dens forhold til det globale syd og resten af verden. Det er en så ulogisk måde at handle på: Først kræver man, at alle skal være med til at fordømme Rusland, men så nægter man at gøre det samme, når det gælder Israel. På samme måde som vi alle bør fordømme Ruslands ulovlige invasion af Ukraine, bør vi være i stand til at fordømme Israels handlinger i Gaza, som også er et klart brud på international lov. Venstrealliancen har opfordret til sanktioner mod Israel og også til at fastfryse frihandelsaftalen mellem EU og Israel som en måde at lægge pres på Israel for at få det til at stoppe.
Chris Dite: Under din valgkampagne slog du til lyd for en fornyet diskussion om atomvåben i Finland. Sidste år gav du som partileder dine parlamentsmedlemmer mulighed for at stemme frit om spørgsmålet om NATO-medlemskab. Hvad er nogle af kompleksiteterne i den finske debat om krig og fred i Europa?
Li Andersson: For folk i Finland, når landet ligger som det ligger, er krig og fred ikke noget teoretisk. Krig er noget, som folk i alle familier har reelle erfaringer med bare et par generationer tilbage. Vi har også en hær med almindelig værnepligt, hvilket betyder, at almindelige borgere gør militærtjeneste. De ved, at hvis der skulle blive krig, ville det betyde, at alle blev involveret. Det er ikke som i USA, hvor det som regel kun er arbejderklassen, der betaler prisen.
Af disse grunde er sikkerhedspolitik noget, der engagerer en bred vifte af finske vælgere. Man kan se det ved, at Finland har støttet Ukraine meget: Mange finner identificerer sig med Ukraines situation på baggrund af vores egne historiske erfaringer. Man kan også se det på, hvordan holdningen til NATO-medlemskab ændrede sig. Det gik virkelig op for finnerne, at vores nabo var villig til at starte en storstilet invasion af et andet uafhængigt land. Den fælles holdning var, at vi er nødt til at være en del af noget, der er større end os, for at reducere sandsynligheden for, at det nogensinde sker for vores eget land. Det var det, der fik mange vælgere på venstrefløjen til at ændre deres holdning til NATO-medlemskab. Jeg havde gerne set, at der var en europæisk mulighed for Finland for at opnå den sikkerhedsgaranti, men det var der ikke.
Samtidig er der også en stærk offentlig støtte til den nuværende modstand mod atomvåben. Den nuværende lov i Finland forbyder import og opbevaring af atomvåben på finsk jord. Det er fortsat vores partilinje ikke at ændre denne lov. Med hensyn til beslutningen om at tillade en fri afstemning om NATO-medlemskab: Vi så dengang, hvordan holdningerne var delte både i partiet, i parlamentsgruppen og blandt vores vælgere. Hvis der virkelig er delte meninger i partiet, er det nogle gange bedre ledelse at skabe en atmosfære, hvor man kan være konstruktivt uenige, i stedet for at tvinge alle til at stemme det samme.
Chris Dite: Du er i øjeblikket den mest populære politiker i Finland, men du har trukket dig fra partiledelsen for at blive medlem af Europa-Parlamentet. Stiller det Venstrealliancen i en vanskelig position i forhold til det kommende kommunalvalg?
Li Andersson: Nej, det synes jeg ikke. Det er godt at skifte lederskab, når partiet står godt. Det er altid værre, hvis man må gå, fordi der har været en krise, eller man har tabt et valg eller noget i den stil. Venstrealliancens medlemstal er højere, end det har været i 15 år, og vi har fået mange nye medlemmer siden valgdagen. I de nationale meningsmålinger ligger vi konsekvent højere, end vi gjorde ved sidste rigsdagsvalg. Vi har fået mange, gode nye parlamentarikere, men vi har også erfarne parlamentarikere, der sidder på deres tredje eller fjerde periode.
Vi har været i stand til at fastholde vores støtte på dette højere niveau, og nu får vi tre medlemmer ind i Europa-Parlamentet. Vi har mulighed for at engagere os i debatterne på europæisk plan i en meget større skala, end vi hidtil har haft mulighed for. Selvfølgelig kan vi også bruge denne indflydelse og disse ressourcer på nationalt plan i Finland. Alt dette giver os et godt udgangspunkt for fremtiden.
Li Andersson er formand for Vänsterförbundet i Finland og medlem af parlamentet for Egentliga Finland,
Chris Dite er lærer og fagforeningsmedlem.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER