I Sydsudan får solidaritet konkret betydning

Solidaritet. Begrebet forbinder mennesker horisontalt, så vi står last og brast med hinanden. For de fleste mennesker har solidaritet også en vertikal betydning. Det er vigtigt for naturfolk at alliere sig med guderne i det himmelske, ofre til dem for at vinde deres gunst eller for at forsone sig med de negative sider af tilværelsen.

Men ikke kun naturfolk. Også religiøse generelt læner sig op ad de samme principper. Kristne føler Guds solidaritet, fordi han julenat kom ned til os gennem Jesusbarnet. Og de oplever sig forsonet med Gud ved, at samme Jesus siden blev korsfæstet og dermed ofret for alle menneskers synd.

100.000 dræbt siden 2013

Det giver rigtig meget mening for den hovedsageligt kristne befolkning i Sydsudan, som har lidt under 70 års borgerkrig – først mellem nordlige stammer i Sudan og siden kort efter selvstændigheden i 2011 også i indbyrdes stridigheder mellem de sydlige stammer. Op mod 100.000 er blevet dræbt siden 2013. Omkring 1 million er internt fordrevne, og 400.000 er flygtet ud af landet.

Og stridighederne fortsætter desværre. Jeg har selv lyttet til krigsofres beretninger i en kæmpestor flygtningelejr for sydsudanesiske flygtninge i det nordvestlige Uganda. Bidibidi-lejren befolkes af 270.000 flygtninge, de fleste kvinder og børn, idet mændene enten er dræbt, kæmper løs i en af de mange oprørsstyrker eller bare har forladt deres familier af mangel på overskud.

Så tre personer blive skudt

Jeg mødte 27-årige Robin, der er plaget af traumer, fordi hun har set naboer og venner blive skudt og har måttet skræve over lig – endda af børn – for at komme frem til lejren i Uganda.

Anne fortæller, at rebellerne bare skød på må og få i hendes landsby. Mange blev dræbt. Bægeret løb over, da de slagtede en nabos baby. Så flygtede den 45-årige kvinde over hals og hoved.

Og sådan modtog jeg den ene hårrejsende beretning efter den anden.

Det tog en hel måned for Priscilla at flygte til Uganda til fods. Undervejs forlod hendes mand hende. Et af hendes børn døde. Hun så med egne øjne tre personer blev skudt og dræbt.

Forsoning skal forhindre konflikterne i at blusse op igen

Det er i dette frygtelige helvede på jord, befolkningen griber ud efter ethvert halmstrå for at overleve. Og fordi alle er traumatiserede i en eller anden grad og på afrikansk vis blot ”gemmer de uhyggelige minder nede i maven”, er der hårdt brug for forsoning. Ellers blusser konflikterne bare op igen.

Det er på den baggrund, organisationen MAF – med danske støtte – er i fuld gang med at skabe forsoning mellem stridende stammer, klaner og familier i Sydsudans afsides-liggende landsbyer. MAF står for Mission Aviation Fellowship og er med sine 117 små fly i 24 udviklingslande verdens største humanitære flyselskab.

Men de nøjes ikke med at flyve fra A til B. De samler også befolkningen i landsbykirker og underviser ud fra et koncept, som er udviklet efter folkemordet i Rwanda i 1994. Her havde også kristne og endda præster meget, de skulle have lettet deres samvittighed for.

Også præster greb macheten og slagtede løs

Forsoningskonceptet er udviklet af den walisiske læge og psykiater Rhiannon Lloyd, der besøgte Rwanda kun 14 dage efter folkemordet, hvor op mod 1 million mennesker blev brutalt myrdet i løbet af 100 dage.

Hvordan kommer man sig over sådan en brutalitet? Alle havde nogen i familien, der enten var bøddel eller offer i blodbadet. Også kristne, og endda præster, havde grebet macheten og slagtet løs.

Det havde Rhiannon Lloyds uddannelse som læge og psykiater ikke forberedt hende på. Men hun begyndte at trække på sin kristne baggrund og udviklede sammen med den lokale præst Joseph Nyamutera et koncept med Jesu korsfæstelse i centrum.

Deltagerne skulle ved forsoningsceremonier skrive deres forbrydelser og forurettelser ned på små sedler og gå frem i kirken og bogstaveligt talt nagle dem fast ved et trækors. Derefter ville korset blive båret ud af kirken og sedlerne fjernet og brændt. Synden var sonet, forbrydelsen tilgivet, og det indre traume måske så småt begyndt at læges.

Fortsætter den onde cirkel af vold?

To af mine venner har netop besøgt Sydsudan og overværet sådan en ceremoni. Den meget anderledes gudstjeneste begyndte med, at en mand styrtede ind i lokalet med en hammer i hånden: ”Hvem dræbte min bror?” skriger han. ”Jo, dér er du! Det var dig, der slog min bror ihjel! Nu skal du få!”

Og så… standser manden med hammeren, der skal forestille en machete, foran den skrækslagne person og kigger ud over forsamlingen: ”Hvad skal jeg gøre nu? Fortsætte den onde cirkel af vold og hævn? Eller…”

Seancen kulminerer med, at alle skriver deres traumer og forbrydelser ned på små sedler og fastgør dem på et trækors på gulvet. Korset bæres ud af kirken, sedlerne tages af og brændes, mens alle jubler af lettelse.

Gud stopper ikke al vold i verden

”Vi så på første parket, at undervisning og dramastykker virkede stærkt på deltagerne. En mand, som var vred, fordi han følte sig svigtet af sin fordrukne far fik tilgivet ham, og talt ud med ham samme aften. Han var helt lettet og glad og så helt forvandlet ud”, fortæller Ole Ramsing fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, som støtter projektet.

”Efter den chokerende scene med manden og hammeren kom der en rigtig god dialog. Gud stopper ikke bare al vold i verden. Vi har selv lavet en masse rod som mennesker. Men Gud vil faktisk gerne hjælpe os med at gøre det godt igen”, supplerer Svend Stokbæk fra MAF Danmark.

MAF blev oprettet af to piloter fra det britiske flyvevåben efter Anden Verdenskrig, fordi de gerne ville bruge deres evner til at flyve under vanskelige forhold for at nå ud til de mest isolerede mennesker med nødhjælp, medicin og et budskab om næstekærlighed.

Med andre ord: Solidaritet.