Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
12. august. 2020

Identitetspolitikken er ikke ny – den er bare begyndt at gå ud over de privilegerede

‘Cancel culture’ er problematisk. Det er kun godt, at de hvide mænd med medieadgang også er ved at få øjnene op for det forhold, for det er ikke noget nyt fænomen.

Aflysning af kulturen? Den verdensberømte forfatter J. K. Rowling var blandt de 150 offentlige personer, der i sidste måned sendte et åbent brev til Harper’s Magazine. I brevet kritiserer hun sammen med bl.a. Salman Rushdie, Margaret Atwood og Francis Fukuyama en begrænsning af den frie debat. Rowling har selv været i vælten pga. kommentarer om, at “kvinder (kun) er folk der menstruerer”. Foto: J.K. Rowling – Facebook.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.


‘Cancel culture’ er problematisk. Det er kun godt, at de hvide mænd med medieadgang også er ved at få øjnene op for det forhold, for det er ikke noget nyt fænomen.


Af Sofie Lippert

Den seneste tid har debatten om identitetspolitik og ‘cancel culture’ (‘annulleringskultur’, hvor folk fyres eller censureres pga. deres politiske holdninger, red.) fyldt meget. Flere af mine mandlige venner er dybt forargede over, at deres køn og hudfarve nu inddrages i debatter imod dem. De synes det er urimeligt, at deres holdninger pludselig ses som konsekvenser af deres identitet, frem for som selvstændige holdninger. Tilsvarende breder forargelsen sig over, at nogle – især liberale kræfter i USA – ikke mener, at alle holdninger skal repræsenteres i den offentlige debat, og at der findes holdninger, som skal udelukkes fra avisernes spalter.

Lad mig først gøre klart, at jeg er enig i, at en decideret cancel culture er problematisk. Ytringsfriheden er vigtig, og det er kun sundt at blive udfordret på sit eget standpunkt og ikke leve i et ekkokammer. Der findes dog nogle holdninger, som er så skadelige for demokratiet, at det kan være farligt at insistere på, at der skal være en platform at kommunikere det på. Når personer angriber medier for at trykke holdninger i modstrid med deres egne, er det dog altid vigtigt at være på vagt.

Fx oplevede jeg sidste sommer, at en “Investor, board member & advisor” på LinkedIn mente, at det var problematisk, at Berlingske havde valgt at trykke mit indlæg om et loft over, hvor meget man måtte arve. Her mener forfatteren til opslaget, at Berlingske ikke bør bringe mit indlæg på deres debatsider: “da det er deres valg at smide dit oplæg ud så offentligt som det er blevet og deraf igen i min optik, at de fremstår så røde som de gør er forkert når man er så stor en erhvervsavis, som burde være neutral” (kommentaren som svar til min kommentar). Så at cancel culture skulle være et nyt fænomen, som den identitetspolitiske venstrefløj udøver, er i hvert fald en sandhed med modifikationer.

Intet nyt under solen

Som hvid kan jeg aldrig leve mig ind i, hvordan det er at blive udsat for racisme. Tilsvarende mener jeg ikke, at nogen holdninger nogensinde skal devalueres på baggrund af, hvem der fremfører dem. Her er det dog vigtigt at pointere, at bevidsthed om blinde vinkler er afgørende for at deltage respektfuldt i den offentlige debat. Det er altså nødvendigt at oplyse sig selv om de anderledes erfaringsverdener, som andre befolkningsgrupper måtte have; og ligeledes anerkende at jeg fx som hvid aldrig vil kunne leve mig ind i, hvordan det er at blive udsat for racisme. Det betyder dog ikke, at vi blot skal affeje enhver holdning om racisme fra hvide.

Vi andre er vant til at blive set som homogene grupper med ens holdninger, og det har altid været et problem. Det er bare som om, det først er begyndt at fylde i den offentlige debat, nu hvor det går ud over majoriteten.

+

At holdninger affejes på baggrund af køn, etnicitet og andre identitetsmarkører er dog ligesom cancel culture langt fra et nyt fænomen, venstrefløjen har fundet på. Under samme debat om arveskat var min alder nærmest et større debatemne end mine holdninger, og jeg blev bombarderet med kommentarer om at være “uerfaren” og “uvidende”. Men mit køn er selvfølgelig også relevant for mine holdninger til arveskat, dem har jeg nemlig kun, fordi “mange damer har så meget had i sig, fordi de ikke er særlig pæne, mændene gider dem ikke, de er for grimme til og tænde på”.

Kære hvide mand

Så kære hvide mand i midt-trediverne eller derover: Jeg er helt enig med dig i, at det er et problem, hvis du ikke kan få lov at ytre dine holdninger på grund af dit køn, din etnicitet eller din alder. Men det er ikke nyt. Det er ikke identitetspolitikken, der pludselig er blomstret op, og cancel culture der er opstået ud af det blå. Det er bare først begyndt at ramme jer nu.

Det har altid været sådan, at kvinder og minoriteter havde dårligere adgang til den offentlige debat. Det har altid været sådan, at enhver etnisk minoritet ses som repræsentant for alle etniske minoriteter i den offentlige debat – fx når muslimer skal tage offentligt afstand, hver gang der begås terror i deres religions navn – ligesom det ikke er ualmindeligt, at kønspolitiske kampe devalueres, fordi forskellige kvinder er uenige. Vi andre er vant til at blive set som homogene grupper med ens holdninger, og det har altid været et problem. Det er bare som om, det først er begyndt at fylde i den offentlige debat, nu hvor det går ud over majoriteten.

Så skal vi have en debat om, hvorvidt nogle holdninger er for ekstreme og farlige til at blive trykt i offentlige medier, bliver vi først og fremmest nødt til at lægge idéen – om at det er et nyt fænomen at ville afskære nogen fra debatten – på hylden. Vi bliver nødt til at anerkende, at det er et urgammelt problem, og at den eneste grund til det fylder i dag er, at det er begyndt at ramme de privilegerede.

Men forhåbentlig kan netop det resultere i, at der kommer større fokus på, hvilke personer og holdninger vi afskærer fra debatten, og hvilke vi lader få frit løb. 


Om skribenten

Sofie Lippert

Sofie Lippert

Medlem af Folketinget for SF. Valgt i Østjylland. Ønsker med egne ord "at få venstrefløjen til at gå mere i offensiven, og skriver derfor om det vi kæmper for - alt dét, der skal til for at skabe et mere lige samfund. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER