’Ikke-vestlig’ – et arbitrært og generaliserende begreb, der har store konsekvenser

Nogle begreber får stor betydning, på trods af at definitionerne enten er grove, uklare eller ureflekterede. Et centralt begreb i flygtninge- og indvandrerdebatten er ’ikke-vestlig’. På trods af at der er enighed om uklarheden – endda enighed om at man ikke kan generalisere – så bliver det gjort i stor stil, og med vidtrækkende konsekvenser. Nanna Bjørnbak Christoffersen dykker ned i nogle af konsekvenserne i denne kronik.

Af Nanna Bjørnbak Christoffersen

En grov generalisering

Hvad har en japaner, en mexicaner og en marokkaner egentlig tilfælles? Ja, jeg ved det ikke. Men ifølge Danmarks Statistik og et flertal i Folketinget er det meningsfuldt at slå de tre lande sammen med 153 andre lande i en samlet kategori af ‘ikke-vestlige’ lande. Med udgangspunkt i denne kategorisering stemples aktuelt omkring 516.000 borgere i Danmark som ”ikke-vestlige indvandrere og efterkommere” – og med henvisning til den befolkningskategorisering vedtages love og politiske tiltag. Men hvem er de ”ikke-vestlige indvandrere og efterkommere” egentlig? Hvad bruger vi den her kategorisering af mennesker til? Og med hvilke konsekvenser?

Hvad dækker begrebet ’ikke-vestlig’?

”Begrebet ’ikke-vestlig’ bruges til at forringe minoriteters rettigheder og levevilkår. Lige nu er vi vidner til nogle eksempler på, hvilke vidtrækkende konsekvenser befolknings-kategoriseringen ‘ikke-vestlig’ har.”

Lad os starte med at få det faktuelle på plads: Betegnelsen ‘ikke-vestlig’ blev indført af Danmarks Statistik i 2002. Det er en videreførelse af den tidligere FN-definition, der inddelte lande i ”mere eller mindre udviklede lande”. Der tages udgangspunkt i de ”vestlige” lande, som er EU og associerede lande samt Canada, USA, Australien og New Zealand. Resten af verdens 156 lande placeres i kategorien ”ikke-vestlige lande”. Ifølge Danmarks Statistik beror kategoriseringen ikke på en antagelse om, at landene i hver af kategorierne har kulturelle fællestræk. I stedet er kategoriseringen baseret på socioøkonomiske og demografiske parametre.  Danmarks Statistik er tidligere blevet kritiseret for kategoriseringen, men har alligevel valgt at opretholde den bl.a. med henvisning til, at befolknings-kategoriseringen nu indgår i dansk lovgivning.

Begrebet bruges til at forringe minoriteters rettigheder og levevilkår. Lige nu er vi vidner til nogle eksempler på, hvilke vidtrækkende konsekvenser befolknings-kategoriseringen ‘ikke-vestlig’ har. Ifølge Ghettoloven er andelen af beboere med ‘ikke-vestlig’ oprindelse det afgørende kriterium for, om et udsat boligområde skal kategoriseres som en ”ghetto”. Og kategoriseres det som en ”ghetto”, medfører det som bekendt en lang række politiske interventioner, sanktioner og rettighedsforringelser. FN’s komité for økonomiske, kulturelle og sociale rettigheder (CESCR) har allerede konkluderet, at ”ghetto”-kriteriet – der refererer til beboernes oprindelsesland – er diskrimination på baggrund af etnisk og national oprindelse. Og beboere i Mjølnerparken har for nyligt indgivet et civilt søgsmål mod Transport- og Boligministeriet for at handle i strid med lov om etnisk ligebehandling, EU-retten og Danmarks internationale forpligtelser. 

Men lovens generaliseringer er endnu grovere

Men hvordan anvendes kategorien så i dansk politik? Lad os fastholde eksemplet med ”ghettoer” og se lidt på argumenterne for det ghettoudspil, der kom til at danne baggrund for Ghettopakken og Ghettoloven. Her står der fx ”De fleste borgere med ‘ikke-vestlig’ baggrund kommer fra samfund, som bygger på et markant anderledes værdigrundlag end det danske” (Ghettoplanen 2018: 7); og her, hvor ‘ikke-vestlige’ beskrives som ”en gruppe borgere, som ikke tager danske normer og værdier til sig. Hvor kvinder regnes for mindre værd end mænd. Hvor social kontrol og manglende ligestilling sætter snævre grænser for den enkeltes frie udfoldelse” (Ghettoplanen 2018: 5). Udsagnene bakkes op af henvisninger til statistikker med ‘ikke-vestlig’ som baggrundsvariabel, der således illustrerer, hvor mange ”ikke-vestlige indvandrere og efterkommere” der er kriminelle, arbejdsløse, udsat for social kontrol osv.

Fra geografi, over socioøkonomi til forestillinger om kultur

”Det vil sige, at politikerne på baggrund af information om, hvor borgere er født, eller hvor deres forældre er født, har forestillinger om, hvilke normer og værdier borgere lever efter.”

Dette er blot få af mange eksempler fra Ghettoplanen, men jeg tænker ikke, der skal flere til for at illustrere min pointe. Når man præsenteres for begrebet ‘ikke-vestlig’, kunne man have den forestilling, at det er en nøgtern inddeling af verdens lande ud fra geografisk placering. Imidlertid viser det sig, at den statistiske kategori baserer sig på landenes socioøkonomi. Men det interessante er så, at når kategoriseringen ‘ikke-vestlig’ anvendes i politik, ja så baseres denne anvendelse på antagelser om borgernes kulturelle normer og værdier. I Ghettoplanen ser vi, hvordan politikken begrundes ud fra antagelser om en samlet, homogen ‘ikke-vestlig’ kultur. Det vil sige, at politikerne på baggrund af information om, hvor borgere er født, eller hvor deres forældre er født, har forestillinger om, hvilke normer og værdier borgere lever efter. Og man mener, at disse ”ikke-vestlige normer og værdier” er afvigende og problematiske og ikke hører hjemme i det danske samfund.

Vi bruger stemplet – selvom vi anerkender, at vi intet ved om ’ikke-vestlighed’

Normer og værdier er vanskelige, uhåndgribelige og tvetydige begreber, og Økonomi- og Indenrigsministeriet skriver endda selv i deres redegørelse om parallelsamfund fra 2019, at det er umuligt at gøre op, om borgere lever efter andre normer og værdier end de danske. Alligevel bruges antagelserne om ‘ikke-vestliges’ homogene kultur og problematiske normer og værdier til at konstruere samfundsproblemer som ”ghettoer” og legitimere øget politisk intervention, sanktionering og fratagelse af rettigheder.

Det er én af mine anker mod anvendelsen af begrebet ‘ikke-vestlig’; at man tillader sig at bygge utroligt vidtrækkende politiske indgreb på rene og skære antagelser og mavefornemmelser om fællestræk mellem mennesker, som har eller hvis forældre har oprindelse i ét af 156 forskellige lande. Til trods for at man endda selv medgiver ikke at vide, om de “ikke-vestlige indvandrere og efterkommere” reelt set lever efter andre normer og værdier end de danske – hvad det så end vil sige. Begrebet ‘ikke-vestlig’ bruges til at lovgive og intervenere mod minoritetsgrupper ud fra, hvad vi tror, vi ved om dem.

På tide at være kritisk, og få startet debatten om ’ikke-vestlig’

Jeg synes, det er trist, at et så arbitrært begreb får så store konsekvenser for folks liv og vilkår. Jeg har endnu til gode at se gode argumenter for den generaliserende term og gode argumenter for, hvorfor oprindelsesland i sig selv menes at kunne forklare alt fra kriminalitet til arbejdsløshed. Det er på tide at få startet en ordentlig debat om begrebets relevans.

Nanna Bjørnbak Christoffersen er uddannet sociolog fra Københavns Universitet. Derudover er Nanna bestyrelsesmedlem i græsrodsorganisationen Center for Dansk-Muslimske Relationer (CEDAR), der arbejder imod den stigende islamofobi i Danmark”