Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. december. 2021

Immigranterne i Frankrigs antifascistiske modstand

Her er historien om de kvinder og mænd, der som jøder eller immigranter fra 1940 blev udgrænset og forfulgt i Frankrig af både den tyske besættelsesmagt og de franske kollaboratører i politiapparatet. Mange af dem sluttede sig sammen i immigranternes undergrundsorganisation ”Main-d’oeuvre Immigrée” (MOI). Immigranterne blev hurtigt den væbnede spydspids i kampen mod nazisterne i Paris-området.

 


 

af Alfred Lang, autonom rådssocialist




Sabotageaktion mod et tysk militært transporttog mellem Rouen og Le Havre

 

Immigranternes Frankrig i mellemkrigstiden

'Main-d’oeuvre Immigrée' (MOI) – immigrantarbejdskraft - var oprindelig en organisation for immigranterne inden for fagforbundet Confédération Générale du Travail, CGT, og tilknyttet det franske kommunistparti, PCF. I 1936, da Folkefronten dannede regering i Frankrig under ledelse af Léon Blum, havde CGT langt over 100.000 medlemmer med immigrantbaggrund. Før og i løbet af besættelsen kom MOI til også at bestå af kommunistiske immigranter fra lande, der var besat af den tyske værnemagt. Dertil kom større grupper af italienske og spanske antifascister. I Paris var FTP-MOI domineret af jøder fra østeuropæiske lande. Der var således 80.000 polske medlemmer og 25.000 italienske. ​​ 


Frankrig var op til 2. Verdenskrig det land i verden, som havde den største andel af immigranter. I 1931 levede således officielt 2,6 millioner immigranter i Frankrig. Dertil kom op til 300.000 immigranter, der ikke havde nogen opholdstilladelse. Da de jødiske immigranter blev registreret efter nationaliteter og ikke efter deres religiøse tilhørsforhold, fandtes der kun skønsmæssige vurderinger af deres andel af den franske befolkning.


Først da
den nazistiske besættelsesmagt i oktober 1940 gennemførte en systematisk registrering af jødiske immigranter i Paris-området, hvor størstedelen af dem boede, blev antallet kendt: 55.854 udenlandske jøder over 15 år. Dertil kom 21.345 børn og unge under 15 år. Ikke medregnet er jøder, der kunne undslippe registreringen eller formåede at flygte til den sydlige, ikke-besatte del af Frankrig, som blev regeret af den autoritære kollaboratør-regering ”État français” under ledelse af marskal Philippe Pétain, den såkaldte Vichy-regering (juli 1940 – august 1944).

 

La Résistance - den væbnede antifascistiske modstand

Den franske antifascistiske modstand, ”La Résistance”, opstod umiddelbart efter den tyske besættelse af Frankrig og våbenhvileaftalen med Pétain den 22. juni 1940. Denne aftale indebar en opdeling af Frankrig i to zoner, på kortet er ’Zone libre’ den zone med den lyseste farve.




Indtil 1943 var der kun et par tusinde aktive i den væbnede undergrundskamp mod besættelsesmagten. Den 15. august 1941 offentliggjorde kommunistpartiet PCFs avis l’Humanité sit første opråb til væbnet kamp. Med henvisning til den franske arbejderbevægelses historie satte man nødvendigheden af den væbnede kamp i forlængelse af Pariserkommunens væbnede modstand.

 


Der var i starten to centrale, væbnede grupperinger inden for PCFs
”L’Organisation spéciale” (OS), der var organiseret af tidligere Spaniensfrivillige og partiets ungdomsorganisation. ”L’Organisation spéciale” var delt i to afdelinger – i den første kæmpede franske medlemmer af PCF, og den anden var organiseret af migranterne fra MOI.


Grupperne var i de første måneder af den væbnede kamp små og som regel løst struktureret - og deres aktioner sporadiske.