Imperiet som ikke ville leve i fred
Rusland truer Danmark åbent med militært modsvar for vores hjælp til Ukraine. Østersøen er blevet skueplads for russiske, fjendtlige aktioner. Og Donald Trump truer med at invadere Grønland, hvis Danmark modsætter sig at sælge til USA. Efter årtier med blinde vinkler over for russisk imperialisme vågner vi op til en skæbnestund for Europa. Men gør vi det hurtigt nok efter 25 år med Putin ved magten? Beslutter vi os nu for at erkende, at Rusland er et imperium, som ikke vil os det godt?

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Det så ellers så lovende ud i 1989. Murens fald og frihed for millioner af mennesker til at tænke det, de vil, og rejse frit ud i verden. Frihed til at mødes med familie på den anden side af Jerntæppet. Væk med diktatur og ind med demokrati. Sovjetimperiets opløsning i 1991, et selvstændigt, frit Ukraine. De baltiske landes selvstændighed. Alt det ville Rusland ikke acceptere, og derfor strammer Moskva grebet om Europa igen.
Vi troede, vi havde styr på Rusland. Hvad skete der?
Drømme, benægtelse og fornægtelse
Da Rusland invaderede Georgien i 2008, reagerede Vesten nærmest ikke. Da Rusland første gang invaderede Krim og Donbas i 2014, var der heller ikke nogen reaktion af betydning fra Vesten. Og mange husker måske, hvordan lektor ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, dagen før Ruslands invasion i februar 2022 sagde om sandsynligheden for en invasion af Ukraine: ”Jeg tror, at vi, hvad angår krig, kan ånde lettet op”.
Ruslands fuldskala-angreb på Ukraine i februar 2022 blev et vendepunkt for mange. Fx fik det direktør for Tænketanken Europa, Lykke Friis, til at udbryde: ”Hvad skal vi gøre nu, hvor vi er vågnet op med tømmermænd, nu hvor vores bedste 33 år er røget?”.
Hvis vi skal forstå, hvad der er på spil, ”når vi vågner op”, er den slovenske filosof, Alenka Zupančič, et godt sted at starte. Hovedtesen i Zupančičs essay ”Fornægtelse” fra 2024 er, at den kriseramte nutid er præget af forskellige benægtelsesformer.
Hun beskriver fornægtelse ved at pege på, at vi i kriser som den skabt af Kreml har at gøre med en situation, hvor vi vågner op, sådan at vi kan fortsætte med at drømme. Eller med andre ord kan fortsætte med at leve, som vi plejer.
Normalisering af Kremls KGB-ledere
Advarselslamperne blinkede tidligt. Allerede året før Putin kom til magten, sendte Rusland 200 soldater til at indtage lufthavnen i Slatina i Kosovo og havde planer om yderligere 5.000 soldater til Kosovo for at oprette en russisk sektor.
I 2000, da Vladimir Putin kom til magten som præsident, advarede den franske filosof, André Glucksmann, i Berlingske Tidende om, at ”Vesten må stoppe Rusland, mens tid er”. Også helt almindelige danskere som Aage Hedegaard Mikkelsen skrev dengang bekymret om Putin: ”Han var russisk politiofficer i DDR. Giv mig én eneste grund til at tro på, at han ikke lyver”.
En kreds af tidligere KGB-folk og ledere med tilknytning til den nye sikkerhedstjeneste, FSB, rullede fra starten afgørende demokratiske reformer tilbage og arbejdede på at stramme tøjlerne i Ruslands mange republikker. Bl.a. ved at gennemføre et folkedrab i Tjetjenien, som kostede op til 100.000 civile tjetjenere livet.
Og i Jens Høvsgaards bog Spionerne Der Kom ind Med Varmen om gasledningen Nord Stream pegede han bl.a. på, at 78 procent i toppen af russisk politik havde tilknytning til efterretningstjenesten. Det var en tendens, russiske forskere og oppositionsfolk længe havde peget på.
Så Europa vidste godt, hvad der ventede med Putin som præsident. Hans had, hans vilje til undertrykkelse og imperiale planer var velkendte, også i Danmark.
Men ti år efter Sovjetunionens opløsning var vestlige politikere overbeviste om en ny verden, hvor øst og vest kommer overens gennem forpligtende samarbejde om samhandel og liberalisme. Den sikre opskrift på fred. Rusland blev opfattet som et næsten normalt, europæisk land, med næsten almindelige politikere, man kunne mødes og lave forretninger med.
Fx erindrer daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, møderne med Putin fra 2009-11: ”Da han besøgte København i 2010, talte vi ikke alene om handelssamarbejde, men også om forskningssamarbejde”.
Rusland var heller ikke et nærmest almindeligt, europæisk land. For det russiske imperium var aldrig ophørt med at eksistere. Med den ukrainske filosof og professor ved Kyiv Universitet, Oleksyi Panychs ord arvede Rusland resterne af imperiet fra Sovjettiden. Derfor lagde få vestlige iagttagere mærke til, at Putin i 2004 omtalte sovjetimperiets fald som den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede.
Da Rusland invaderede Georgien i 2008, vakte det en frygt i de unge demokratier i Øst-og Centraleuropa, som efter fælles frygt fra Rusland og pres på Vesten var blevet nye medlemmer af EU og Nato. Alligevel var der ingen, der lyttede, og de nye medlemslande måtte se langt efter en passende reaktion fra EU.
På 20. årsdagen for Murens fald i 2009 gav Lars Løkke et par ord med på vejen i festskriftet ”Jeg er 89’er frihed” i Berlingske. Løkke beskrev her hvordan liberalismen havde sejret og nu var ”etisk overlegen”. Så lille er interessen for Rusland i 2009 som andet end handelspartner, at Løkke end ikke nævner Rusland med et eneste ord.
Grådighed og ideologi
I ”Putin’s People” peger den britiske Rusland-ekspert, Catherine Belton, på, at Vesten ignorerede den russiske imperialisme, fordi vi var både naive og grådige.
Det danske ”ja” til Nord Stream i 2010 betød, at Danmark indtog en hovedrolle i at fremme Ruslands geopolitiske interesser i Europa. Også selvom Lars Løkke dengang fastholdt, at en gasledning gennem Østersøen ikke havde geopolitisk karakter.
I 2014, hvor Rusland invaderede det østlige og sydlige Ukraine, havde EU’s statsledere travlt med at tale om hybrid krig. Det gav Rusland mulighed for at gennemføre en konventionel, ”skjult” invasion af Ukraine, som Jacob Hauters fra University College London bl.a. skriver om ”Russias Overlooked Invasion”. Orkestreret med informationskrig fra Kreml og med russiske efterretningstjenester og hæren i hovedrollen. I forvirringen blev russiske kilder anvendt uforsigtigt.
Derfor handlede Ruslands invasion i medierne typisk om Ruslands ret til at beskytte egne statsborgere og forståelse for de såkaldte ”pro-russiske oprøreres” argumenter. På DR og TV2 valgte eksperter i den bedste sendetid endda længe at betegne invasionen som ”en borgerkrig”…”som gør Rusland meget urolig, og de prøver at påvirke situationen med alle til rådighed stående midler”. Det skabte blinde vinkler om den virkelige årsag til konflikten.
Vågner Europa?
I tiden op til indsættelse af Donald Trump som USA’s præsident dominerer idéer om fredsforhandlinger i Ukraine de europæiske medier sammen med Trumps ønske om at annektere Grønland fra en nær allieret.
Danmark er vågnet op til en uhyre vanskelig sikkerhedspolitisk situation med et krydspres fra både vest og øst på samme tid. Prisen for at drømme, konsekvenserne for at sove i timen i årtier viser sig nu at være højere, end vi kan forstå.
Spørgsmålet melder sig, om Putin og Trump vil arbejde for en de-facto afmontering af Nato, afvæbning af EU’s evne til at opretholde sanktioner mod Rusland og en opdeling i interessesfærer, så Trump får fred til at annektere i vest, mens Putin får friere hænder i Europa.
I sådan en situation må vi slippe vores drømme om status quo og handle resolut sammen som EU. Det indebærer, at vi må igangsætte den økonomiske afskrækkelse af Rusland, så vi stopper med at finansiere Kremls krigsmaskine med vores køb af olie og gas. Og vi er nødt til at få gang i det smertefulde arbejde med at skabe en forsvarsmæssig plan B til NATO.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER