Indspark fra Mjølnerparken: “Ghetto”-lovgivningens begejstrede fædre får det mere og mere vanskeligt

De gode nyheder fra de såkaldte “ghettoområder” fylder ikke meget i medierne. Men de bliver stadig sværere at ignorere, mener beboer i Mjølnerparken.

Af John Berg Larsen, beboer i Mjølnerparken

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Boligselskabernes Landsforening har offentliggjort en tankevækkende analyse af unge 25-årige mønsterbrydere i de almene boliger. De har alle sammen ikke-vestlig baggrund og ufaglærte forældre, og har påbegyndt en ungdomsuddannelse, der giver håb om en bedre fremtid for dem og deres familier.

Måske vækker det også glæde hos deres fædre og mødre, som har kæmpet for en bedre fremtid for deres børn. 57 procent af unge med ufaglærte forældre opvokset i den almene sektor har fået en ungdomsuddannelse, erhvervsuddannelse eller videregående uddannelse. Blandt unge med ufaglærte forældre opvokset i øvrige boligformer er andelen 62 procent.

Mønsterbrydere og fremskridt

Andelen, der bliver mønsterbrydere fra den almene sektor, er steget siden 2013 – og er på sit højeste siden 1995. Forskellen i andelen af mønsterbrydere fordelt efter boligform er i perioden fra 1995 til 2019 faldet fra 17 procentpoint til 5 procentpoint.

I de almene boligområder har andelen, der bliver mønsterbrydere, været støt stigende både blandt unge med dansk og vestlig herkomst og unge med ikke-vestlig herkomst – mens andelen i de øvrige boligformer kun er steget blandt unge med ikke-vestlig herkomst. Over halvdelen af de unge, der bliver mønsterbryderne, bliver det via en erhvervsuddannelse, uanset hvilken boligform de er opvokset i.

Jeg har selv som beboer oplevet nabo-forældre i Mjølnerparken, som havde det svært – men kun havde det ene ønske, at deres børn ville få en bedre fremtid i Danmark.

’Ghetto’-lovgivningens fædre og mødre burde tænke over, hvad de har sat i gang. Men de bør også tænke over, at de for kort tid siden har fjernet 100 millioner kroner fra de boligsociale indsatser i de almene boliger, Det er næsten halvdelen af de midler, som er til rådighed.

Som Ludvig Holberg sagde: “Man kan ikke både søbe og blæse på samme tid”. Hvorfor har disse politikere og almene boligselskaber så svært ved at anerkende, at fremskridt tager tid og skal understøttes?

Hvis boligselskaberne – i stedet for at sidde på hænderne i 2018 – havde valgt en mere offensiv vej til at løse anerkendte problemer i de almene boligområder – ja, så havde vi et mere retvisende grundlag, som tager udgangspunkt i virkeligheden.

Racisme og fremmedhad

Måske havde det også forklaret, hvorfor den eksisterende lovgivning var båret af racisme og fremmedhad mere end solidaritet med de mennesker, der kun havde ét ønske: At søge et hjem og en fremtid, som gav dem en fremtid og tryghed.

Selv Mjølnerparkens ejendomsselskab Bo-Vita har svært ved at forstå, på hvis side de skal stå.

’Ghetto’-lovgivningens fædre og mødre burde tænke over, hvad de har sat i gang. Men de bør også tænke over, at de for kort tid siden har fjernet 100 millioner kroner fra de boligsociale indsatser i de almene boliger, Det er næsten halvdelen af de midler, som er til rådighed.

For lang tiden siden havde jeg det synspunkt, at hvis ejendomsselskaberne Bo-Vita og Bo-Vest var min far og mor – ja, så ville jeg gerne være forældreløs. Det synspunkt har jeg ikke forladt. 

Omtanke, rummelighed og solidaritet

Måske går det fremad. Måske sejrer fornuften og omtanken. Måske sejrer gode synspunkter, som dem Lisbeth Saugmann præsenterede i dagbladet Politiken. Synspunkter, som er meget personlige og opfordrer til omtanke i en svær tid.

Jeg er kun båret af én ting: At Mjølnerparken – og andre såkaldte ’ghetto’-boliger – og seniorbofællesskabet kan forblive samlet uden privatiseringer med velhaver-boliger. Ja, for jeg ser ud fra mit lille ’elfenbenstårn’ på 2. sal i nr. 48 i Mjølnerparken mine gode naboer Nazif, Jensen og Bazim i nr. 46, som jeg gerne vil lære bedre at kende.  

Jeg har skrevet til en ung kvinde, Eldina, som har bosniske aner, og som har svaret mig, at hun gerne vil hjælpe mig i samtalen med Nazif og hans søde kone, som jeg har mødt i Mjølnerparkens kælder. Det er en samtale i solidaritet, og det er en samtale til gensidig fordel. Det hjælper os til at forstå hinanden. Og binde os sammen i en svær tid. Jeg har sagt til den søde Eldina, at jeg er så glad for hendes bidrag til samtalen.

Er det i virkeligheden ikke dét, som vi kan: Omtanken, rummeligheden og bevidstheden – hvem véd, måske også visdommen i forskellig grad, stærkt båret af alderdommen og solidaritet.