Industriforliget er skævt
Tømreren Helga Mathiassen er ikke imponeret over det forlig, som forhandlerne på industriens område har indgået. Læs her hvorfor

Industriens forlig er ikke godt nok. Jeg er sikker på, at fagbevægelsens forhandlere har gjort deres allerbedste. Og der er da også vigtige forbedringer (læs forliget her).
Men resultatet er efter min mening for tyndt:
- Flere års opsving og kæmpe overskud til rigtig mange virksomheder burde være den perfekte anledning til at hæve de laveste lønninger markant. Ikke kun med 9 kroner.
- Endnu engang forhandles lønstigningerne i procenter. Det betyder, at de højestlønnede får en større lønforhøjelse end de lavestlønnede. Det er skævt. For hver gang der forhandles lønstigninger i procent frem for kroner og øre, vokser løn-spændet mellem lavt- og højtlønnet. Det skal vi have gjort op med!
- Flere forbundsformænd mente, inden forhandlingerne gik i gang, at de lokale forhandlinger ude i virksomhederne ikke har givet tilstrækkelige lønforhøjelser. Nu sætter de alligevel deres lid til, at de lokale tillidsrepræsentanter skal forhandle det hjem, som man ikke kunne opnå ved de centrale forhandlinger.
- Det er for nemt at sige, at store bededag kun har noget med politikerne at gøre. Alt tyder på, at regeringen snupper den fridag. Det vil sige, at vi lønmodtagere mister en fridag – helt uden at det koster arbejdsgiverne noget i en forhandling.
Nu fortsætter forhandlingerne for bygge-anlæg. Jeg håber, de arbejdsgivere, der sidder ved forhandlingsbordet, ved, at vi i byggebranchen ikke vil finde os i en overenskomst uden værn mod social dumping, markant højere mindsteløn og en sikring af reallønnen!
Helga Mathiassen er formand for Snedker-Tømrernes Brancheklub i København og medlem af 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening.