Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. oktober. 2021

Indvandring deler vandene også i Tyskland. – Hvad siger Sahra Wagenknecht?

Udlændingepolitik i Danmark fylder ekstremt meget – og alt tyder på, at det bruges politisk til at aflede opmærksomheden fra de globale problemer med ulighed og klimatruslerne mod vores planet. Intet splitter mere end holdningen til indvandring og flygtning – og sørgeligt nok så ryger nuancerne, når alle med anden etnisk baggrund behandles som en stor gruppe af ’dem’. De fremmanes som en trussel mod velfærd og velstand. Snæversyn og nationalisme lukker for en forståelse af, hvad der reelt sker, når folk med forskellige former for kulturer, sprog, livsvaner, uddannelser og pengeindtægter lever og arbejder sammen. Etnicitet synes at træde i forgrunden i stedet for klasse. Arbejder sættes op imod arbejder. Venstrefløjen strides om den rette forståelse.

 

Af John Graversgaard, medlem af Kritisk Revys redaktion.

Der pustes til frygt og fremmedangst, medens kapitalismens krise træder i baggrunden. I Tyskland har Sahra Wagenknecht - som er en omstridt, ledende politiker i venstrefløjspartiet Die Linke - med sin bog ”Die Selbstgerechten” (De selvretfærdige)(1) skrevet om lige præcis det. I det Tyskland … hvor kansler Merkel huskes for sine ord: ”Wir schaffen das”, da millioner af mennesker søgte og vandrede mod Tyskland og Europa.

Hvad foreslår Wagenknecht?

Wagenknecht peger på nødvendigheden af at bekæmpe fattigdom globalt. Det første og mest nødvendige skridt er at sætte stop for Vestens interventions-krige og våbeneksport til at føre borgerkrige. For det andet en handelspolitik som landene i det fjerne Østen har anvendt - nemlig en told der beskytter egen industri og landbrug, en statslig styret investeringspolitik, rådighed over egne råstoffer og jord i stedet for udsalg til store internationale koncerner.

BrainDrain skal vendes om, så det ikke er de fattige lande, som uddanner de rige landes læger - men at de rige lande i stedet tilbyder studerende fra udviklingslandene gratis studieophold. Men på den betingelse, at de opnåede kompetencer skal bruges i deres hjemlande. Samt at de fattige lande får adgang til teknologier gennem en begrænsning af Vestens restriktive patentrettigheder.

De mange hundredetusinder, som overlever i elendighed i flygtningelejre, må ikke glemmes, og FN-organisationer - som arbejder der - skal forsynes med langt flere midler. Alt må gøres for, at det ikke bliver en varig tilstand, men at flygtningene får en chance for at vende hjem eller begynde et nyt liv i et andet land.

Åbne grænser- eller hva’?

Wagenknecht beskriver et scenarie, hvor ingen går ind for helt åbne grænser, men at jo mere til venstre man står, jo mere anses det for en elementær menneskeret, at man selv kan finde det land, man vil leve og arbejde i. At vi skal modtage alle, som søger mod Europa og Tyskland, da alt andet modsiger elementære moralske bud om hjælpsomhed og solidaritet. Hun taler om en ”venstreliberalisme”, som har en gennemgående positiv holdning til migration. Afviger man herfra, kan det medføre udelukkelse fra det gode selskab. Hun tager altså fat i et spørgsmål, som der hersker heftig strid om - og som deler vandene. Det er traditionel venstrefløjspolitik at betragte fødselsprivilegier som uretfærdige, f.eks. mellem rige og fattige. Det samme gælder globalt, hvor de krasse uligheder er uacceptable, og der er hårdt brug for en politik, som gør op med fattigdom, sult og vold. En politik som gør op med uretfærdige frihandelsaftaler, monopolers lægemiddel-patenter, økonomisk udplyndring, tyveri af jord, våbeneksport og råstof-krige. ​​ Kort sagt leverer hun en kritik af den økonomiske globalisering - som har gjort de store multinationale koncerner hovedrige og gjort millioner af mennesker fattige. En udvikling hvor Vestens interventions-krige har forværret de problemer, som allerede fandtes. Endelig rejser Sarah Wagenknecht det afgørende spørgsmål: Er øget migration en egnet løsning?

Migration

Migration ses ofte som en win-win situation for både modtagerlande og de lande, som folk forlader af den ene eller anden grund. Det er også den forståelse, som findes i FN og kommer til udtryk i FNs Migrationspagt - hvor migration beskrives som et positivt, globalt fænomen, der øger vækst, formindsker ulighed og forbinder forskellige samfund. Det tager trykket af samfund, som ikke kan skabe beskæftigelse og i stedet leverer arbejdskraft til lande med en voksende befolkning af ældre. Migration har altid eksisteret - hvad folkevandringernes historie fortæller om - men også ufrivillig migration som følge af forfølgelse på grund af afstamning, sprog, religion og kultur.

At skelne mellem flygtninge og migranter

Wagenknecht lægger vægt på, at der findes to former for migration, som man ikke må sammenblande. I den ene form forlader mennesker deres hjemland, fordi de er tvunget til det eller ikke kan leve der sikkert længere som følge af forfølgelse og krig. Den anden form handler om mennesker, som forlader deres hjemland, fordi de håber på et bedre liv et andet sted. Altså en skelnen mellem flugt og migration, som også videnskaben tager udgangspunkt i, og som man også finder i FNs Asylkonvention - hvor mangelfuld den end må anses for at være. Wagenknecht peger på, at i de seneste 30 år er begge former vokset kraftigt. Der er flere flygtninge - som følge af de mange krige og borgerkrige. Især fra lande som Irak, Afghanistan, Syrien og Libyen, der har været kampplads for Vestens interventions-krige. Hvor staten er gået i opløsning og medført et kaos - med etniske og religiøse grupper der bekæmper hinanden. Libyen blev et transitland med libyske militser som hovedaktører i lukrativ menneskesmugling og menneskehandel. Wagenknecht nævner også hungersnød og miljøkatastrofer som årsager til flugt, hvor klimaændringer rammer stadig flere mennesker.

Med sin sædvanlige ironi siger Wagenknecht, at de ”venstreliberale” alene ser migration som noget positivt, men at man bør skelne mellem indvandring fra økonomisk højere udviklede lande og lavere udviklede lande. De rige lande profiterer af indvandring af højt kvalificerede gennem Green Card og Blue Card ordninger - og giver fortrin til indvandring af sundhedspersonale som læger og sygeplejersker samt IT-folk. Det som også kaldes for brain drain, hvor f.eks. London har flere læger fra Malawi - end der er i selve Malawi. Det er altså ifølge Wagenknecht ikke en win-win situation, men nykolonialisme hvor fattige lande uddanner folk for så at miste dem. I kontrast til de virkeligt fattige, som ikke har midler til at flygte. ​​ Det er en subventionering af de rige lande i nord. Den ”lykkelige historie” om migration som frihedsgevinst stemmer ikke.

UNDPs rapport fra 2019 ”Scaling fences(2), som bygger på 3.000 interviews af migranter, peger på at migranterne ikke er de fattigste, at mange havde arbejde og uddannelse. At det er de bedst uddannede, som rejser, og de små, fattige lande taber på det. EUs indre marked udløste ikke i starten de store bevægelser i arbejdskraftens vandring, men gennem øst-udvidelsen i 2004 og 2007 med Rumænien og Bulgarien skete der en forandring. Lønforskellene blev voldsomt store, og de unge begyndte massivt at flytte vestpå. ​​ En udvikling som førte til historier i Østeuropa om et Europa, som har ødelagt os.

De glemte flygtninge

Wagenknecht beskriver, at politiske flygtninge som regel ikke udløser massebevægelser. I dag er krige, borgerkrige, etniske og religiøse forfølgelser årsag til de større bevægelser. Men at 90% findes i nærområderne, og kun omkring 10% når til Europa. Det er dog ikke de fattigste, kvinderne og børnene. Det er i højere grad unge mænd og mange med uddannelse - og medfører hvad Wagenknecht kalder for en åreladning af deres lande. ​​ Hun mener også, man bør stille spørgsmålet - om et land kan klare den åreladning - men at dette spørgsmål ikke stilles. At man bør hjælpe dem, som har mest behov - f.eks. at hjælpe flygtninge i Tyrkiet, Libanon og Jordan og genopbygge Syrien. I stedet for at nedskære udviklingshjælpen og bruge den på integration, så bør man bruge langt flere midler f.eks. til FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, som driver store flygtningelejre for meget beskedne budgetter. Europa bør leve op til sine humanitære forpligtelser og sikre de nødvendige midler til, at flygtningeorganisationerne kan løse deres opgaver. At man ikke skal stille en modsætning op mellem at modtage flygtninge og hjælpe dem i de mange ”elendighedslejre” som Zaatari i Jordan og Dadaab i Kenya. ​​ Det indgår ikke i den offentlige debat, og det skaber ifølge Wagenknecht en uligevægt i forhold til debatten om forholdene på Lesbos og Lampedusa.

Migranter som billig og undertrykt arbejdskraft

Afvandringen af unge mennesker fra fattige lande - heraf også mange med kvalifikationer - udgør et stort problem for disse lande. I indvandringslandene er det dog ikke alle lag i befolkningen, som profiterer. Den vigtigste interessegruppe - som også agiterer for, at migration skal fremmes og gerne selv vil hente den udenlandske arbejdskraft - er arbejdsgiverne. Og det handler ifølge Wagenknecht om at skaffe billig arbejdskraft og spalte eller splitte arbejdstagerne. At virksomheder kan misbruge indvandrere som løntrykkere og strejkebrydere er historisk, og her nævner hun både USA og Storbritannien. Med et rigeligt udbud af arbejdskraft står arbejderne svagere i lønkampen. ​​ Ligesom Østeuropa har været storleverandør også før 1. Verdenskrig af billig og rigelig arbejdskraft til Tyskland.

Efter 2. Verdenskrig er det især aftaler med Tyrkiet, der opfylder arbejdsgivernes ønsker om billig arbejdskraft - som man også anser som en midlertidig arbejdskraft, deraf navnet gæstearbejder. ​​ Andre tidligere kolonimagter åbnede også for indvandring fra deres tidligere kolonier. Ikke mindst som et politisk svar på arbejdsgivernes reaktion på en faldende arbejdsløshed med stærkere og mere kampvillige fagforeninger. ​​ Wagenknecht anfører, at ca. 2.5 millioner såkaldte gæstearbejdere kom til Tyskland, ofte i de hårdeste job, indtil den socialdemokratiske kansler Willy Brandt i 1975 indførte et indvandrerstop som reaktion på faldende arbejdsløshed. ​​ Wagenknecht bemærker, at SPD i dag ikke anklages for dengang af have ført AfD-politik (højrefløjspartiet Alternative für Deutschland).

En effekt af indvandring er blandt andet, at de udenlandske arbejdere ikke er organiseret og ikke føler sig forbundet med de øvrige arbejdere – så man samlet står svagere i den faglige kamp. Wagenknecht peger på, at der er objektive grunde til dette, ikke mindst at det som tilbydes kan være langt bedre end forholdene i hjemlandet. Hertil kommer sprogbarrierer. Mange indvandrere og deres efterkommere bliver fagligt organiseret og tillidsfolk. Men en sådan udvikling tager tid og forudsætter god integration og stærke fagforeninger. ​​ Jo bedre organiseret fagbevægelsen er, jo bedre kan de modvirke, at arbejdsgiverne bruger indvandrere som løntrykkere. ​​ F.eks. ved at sikre at alle får den samme løn for samme arbejde. Kvalifikationskrav kan også bremse, at indvandrere kan komme ind i bestemte brancher og fag og bruges som løntrykkere. Wagenknecht mener ikke, at en sådan defensiv forsvarskamp fra arbejderside er racistisk - ​​ selv om den beskyldes for at være det. Det er lønnens størrelse, som også er afgørende for, om der kan findes tilstrækkelig indenlandsk arbejdskraft. Men ændringerne i produktionen med fald i godt betalte industrijobs og vækst i serviceerhverv - hvor fagbevægelsen er svag - og oveni årtiers nyliberal politik, så står indenlandsk arbejdskraft og indvandrere i en mere direkte konkurrence. Arbejdskampe bliver sværere at gennemføre på arbejdspladser med f.eks. over 50 nationaliteter - og hvor arbejdsgiverne kan ”nøjes” med at betale mindstelønnen. ​​ Den nationale, etniske og sproglige splittelse på arbejdspladsen bliver ifølge Wagenknecht brugt strategisk af arbejdsgiverne til at undergrave faglig organisering og strejker. Kyniske arbejdsgivere begynder at foretrække udlændinge. Med øst-udvidelsen er denne udvikling accelereret, og pengemagten har kynisk udnyttet fagbevægelsens svaghed til at hyre og udbytte billig og villig arbejdskraft. ​​ I Storbritannien - hvor skiftende regeringer gennem anti-faglig politik har åbnet dørene for grov udbytning og nedskæringer på uddannelsesområdet - har det blokeret for mange unges fremtidsudsigter. ​​ Wagenknecht mener, at denne forhistorie skal med for at forklare Brexit-debatten, samt at udviklingen i Tyskland går i samme retning. ​​ Den voksende lavtlønssektor som følge af SPD-De Grønne regeringens arbejdsmarkeds-reformer har medført, at stadig flere regulære fuldtidsjobs forsvinder. ​​ De horrible forhold i de tyske slagterier kan nævnes, hvor grov udbytning af øst-arbejdere er sket systematisk med bred politisk accept, indtil coronaen væltede det hele. USA nævnes som eksempel på, hvordan man har en meget begrænset, legal migration - men i årtier har godtaget illegal indvandring og dermed en voksende hær af retsløse arbejdere.

Kapitalen ønsker åbne grænser

Wagenknecht citerer Bernie Sanders, demokraternes præsidentkandidat, for at have mod til at tale imod de stærke økonomiske interesser, der står bag denne udvikling. ​​ At åbne grænser er et forslag fra de rige som milliardærerne Koch-brødrene. I stedet for skal industrilandene gå sammen og bekæmpe den verdensomfattende fattigdom. ​​ Men at dette ikke sker ved at gøre mennesker her fattigere. I Tyskland er der ifølge Wagenknecht en modstand mod at forbinde migration og løndumping. Det ses af de ”venstreliberale” som en uanstændig ​​ sammenkædning, da migration generelt ses som en gevinst. Hun peger på, at man ikke skal se på den gennemsnitlige lønudvikling, men se på lavtløns-sektorerne - som især påvirkes i negativ retning. Jo højere kvalificeret arbejde som kræver specielle færdigheder, jo stærkere er arbejderens forhandlingsposition. Wagenknecht siger: ”En stjernekok behøver ingen fagforening, men for en ansat i en McDonald`s restaurant er det vejen til højere løn”. Den billige rengøringshjælp, online chaufføren og tjeneren i sushi-baren yder tjenester, som betyder, at for ”det akademisk uddannede mellemlag stiger købekraften af deres indkomst”.

Boligspørgsmålet

Wagenknecht peger på, at ikke kun konkurrence og faldende lønninger på arbejdspladsen er et problem for de nederste dele af befolkningen. Også på bolig- og uddannelses-området er der voksende skel. Hun beskriver, at indvandrere kommer til et samfund, hvor de velhavende for længst har afgrænset og adskilt sig fra de mindre begunstigede. ​​ De kommer ikke til et ”åbent samfund” - som ”de venstreliberale” gerne fortæller - men til et dybt spaltet samfund. Det er ikke i ”de hippe” indre city-kvarterer, hvor middelklassen lever, at de kan finde bolig, men i boligområder hvor de fattigste og lavest lønnede bor”. En undersøgelse viste, at denne sammenhæng var mere udpræget i Østtyskland. Boligområder bliver til ”sociale brændpunkter”. Der er voksende konkurrence om boliger med længere ventelister, og børnene rammes, da det går ud over kvaliteten af undervisningen, når lærere har udfordringer med skoleklasser, hvor de flerste børn ikke taler tysk. Udsultningen af uddannelserne i Tyskland medfører også lærermangel og brug af underviserer uden lærer-uddannelse. ​​ Det har stor betydning for børnenes chancer for at komme videre i uddannelses-systemet. Løsninger, som nævnes, er huslejeloft og mere socialt boligbyggeri. Samtidig peger hun på kvoter og bus-transport af skolebørn som en løsning til at hjælpe skolebørn, hvis modersmål ikke er tysk. Det fører til kvarterer med et flertal af indvandrere, og kløfterne vokser i samfundet, og Wagenknecht kalder det for ”parallelverdener” - og beskriver udviklingen og forandringen af gamle arbejderkvarterer i Frankrig og Storbritannien. At talen om integration bliver hul - man bør nærmere tale om desintegration. Wagenknecht peger på, at det er en samfundsforandring, som er sket globalt i større og mindre omfang med urbanisering, øget migration og flere flygtninge. Hvor samfund kan være mere eller mindre godt rustet til at integrere de nye borgere. ​​ 

Kritik af Wagenknecht

Kritikken af Wagenknecht fra dele af venstrefløjen har været massiv, men hun har også en vis tilslutning i Die Linke. Et indtryk af kritikken kan findes i artiklen: “The choice is not between social movements and workers’ rights. We need both” fra The Left Berlin.(3)

Noter :

​​ 1. Sahra Wagenkneckt: Die Selbstgerechten, Mein Gegenprogram – für Gemeinsinn ud Zusammnehalt, Campus Verlag, Frankfurt, 2021.

​​ 2. UNDP: Scaling Fences. Voices of Irregular African Migrants to Europe, https://www.undp.org/publications/scaling-fences

​​ 3. The Left Berlin om Sarah Wagenknecht. https://www.theleftberlin.com/the-choice-is-not-between-social-movements-and-workers-rights-we-need-both/

Om skribenten

John Graversgaard

John Graversgaard

Aktiv i Enhedslisten, og beskæftiger sig med arbejdsmiljø, antiracisme, international solidaritet og boligpolitik. Er cand.psyk, forfatter og skribent, og tidligere tilsynsførende i Arbejdstilsynet gennem 29 år. Læs mere