Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
11. april. 2024

Internetaktion for våbenhvile i Gaza: Sult må aldrig blive et våben

Torsdag 11. april kl. 19 offentliggør et ukendt antal kendte og mindre kendte danskere et portræt af sig selv med opfordring til våbenhvile og uhindret humanitær adgang til Gaza på deres foretrukne sociale medier. Aktionen foregår under overskriften: ”Sult må aldrig blive et våben.”

Udsendt skabelon til portrætbillede på sociale medier.

”Kære dig …. Hvis du som vi er frustreret over den katastrofale situation i Gaza og den manglende handling for at ændre på det, så er det måske her, du skal være med.” Sådan lyder indledningen i et brev, der er udsendt på mail og som beskeder på de elektroniske kommunikationskanaler. 

Brevet opfordrer til deltagelse i en aktion, hvor man offentliggør et billede af sig selv i en ramme på de sociale medier. Teksten i rammen lyder: ”Sult må aldrig blive et våben. Jeg opfordrer regeringen til at presse på for en varig våbenhvile og uhindret humanitær adgang til Gaza.”

Initiativtagere til aktionen er fire privatpersoner. En af dem er Helle Rabøl Hansen, som over for Solidaritet forklarer, at initiativtagerne er gamle venner fra Albertslund:

”Vi vil gerne skubbe til passiviteten overfor den katastrofale situation for civilbefolkningen i Gaza. Målet er at lægge pres på danske myndigheder og politikere,” siger hun,

Støtte fra kendisser

Initiativtagerne har ifølge brevet på forhånd fået positive tilbagemeldinger om deltagelse fra bl.a. Johanne Schmidt Nielsen, Søren Brostrøm, John Nordbo, Katrine Marie Guldager, Henning Valin, Adolfo Dolle Rodriguez Vidal, Iram Khawaja, Line Lerche Mørck, Charlotte Eli, Mette Damgaard Sørensen, Thomas Heurlin, Ole Dreyer og andre. 

Helle Rabøl forklarer, at initiativet søger at komme bredere ud end den traditionelle klassiske venstrefløj:

”Vi vil gerne samle et bredt engagement af baggrunde, politiske ståsteder, livsstile m.m. om et fælles opslag,” siger hun. 

Udgangspunktet er først og fremmest humanitært, men der er også indskrevet en afstand til Hamas i det rundsendte brev: 

”Vi mener […] godt, at man kan støtte børn og andre civile i Gaza uden at støtte Hamas. Og man kan sagtens gå ind for våbenhvile og uhindret adgang for nødhjælp til Gaza uden at være antisemit. Med initiativet ’Sult må aldrig blive et våben’ vælger vi et humanitært ståsted,” hedder det.

Vedhæftet opfordringen til deltagelse er en vejledning i, hvordan folk kan indsætte et foto i en billedramme med tekst. Og der er en opfordring til at sende brevet videre til andre i deres netværk. 

Offentliggørelsen af portrætterne i rammerne er tidsfæstet til torsdag 11. april 2024 kl. 19. 

Om skribenten

Ole Wugge Christiansen

Ole Wugge Christiansen

Journalist og tidligere redaktør for det uafhængige venstreorienterede netmedie Modkraft, der lukkede i 2017. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER