Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
12. januar. 2021

Interview: “I anarkismen er der ingen kønsprivilegier”

“De kæmpede, ikke med våben, men med deres positive indstilling, der kendetegner de, der aldrig giver op.”. Den spansk-katalanske anarkist og historiker, Dolors Marin fortæller om sin bog Anarkisme – en introduktion, som snart udkommer på dansk.

Dolors Marin: Anarkist, historiker og forfatter. Hendes bog Anarkisme – en introduktion udgives snart på dansk. Foto: Encuentro de Llibro Anarquista
10 min. læsetid

“De kæmpede, ikke med våben, men med deres positive indstilling, der kendetegner dem, som aldrig giver op.”. Den spansk-catalanske anarkist og historiker, Dolors Marin fortæller om sin bog Anarkisme – en introduktion, som snart udkommer på dansk.

Oversat af Lars Troels Møller


Af Lars Troels Møller

Hun er passioneret, når hun fortæller om anarkismens historie (eller historier), som hun elsker så meget. Hun er ligefrem og entusiastisk. Dolors Marin (født i L’Hospitalet de Llobregat, 1957) fik sin kandidatgrad i historie i 1988, sin pdh.-grad i 1995 (begge ved Barcelonas Universitet) og arbejder i dag som gymnasielærer i Palma de Mallorca. I Spanien har hun udgivet flere bøger om anarkismen, og snart kommer turen til Danmark, hvor forlaget politisk revy er på vej med hendes Anarkisme – en introduktion. Nedenfor følger et interview med den spanske anarkist af catalanske Llorenς Capellà. Hvis du er interesseret i at bogen bliver udgivet på dansk, kan du følge linket i artiklen.


Llorenς Capellà: Har Barcelona på et tidspunkt været anarkismens europæiske hovedstad?

Dolors Marin: Fra slutningen af 1800-tallet og frem til den spanske borgerkrig var det sådan. Utopisk socialisme, føderalisme og catalansk selvstændighedsbevægelse var til stede i byen på samme tid. I løbet af 1800-tallet begyndte den første anarkistiske ugeavis La Tramuntana at udkomme på catalansk. Typografen Josep Llunas stod for den, og Eudald Canivell, Emili Guanyabéns og Antoni Pellicer bidrog til den blandt andre. Det var et antiklerikalt arbejderorgan.

Ofte er anarkismen i Catalonien blevet kædet sammen med immigrationen fra det øvrige Spanien.

Ja, det er blevet sagt, at anarkismen kun var for murcianerne, altså folk fra Murcia-regionen i det sydøstlige Spanien. Men det er ikke rigtigt, for anarkismen slog rod i Barcelona med immigrationen fra det indre Catalonien, især fra Lleida. CNT er en fuldstændig catalansk fagforening, der blev grundlagt i 1910, da immigrationsbølgen endnu ikke var begyndt. Folk fra Murcia kommer til Barcelona i hobetal i 1920’erne. Selv anarkistføderationen, FAI består primært af catalanere. Juan García Oliver var fra Reus, og Josep Xena var fra Cassà de la Selva.

Den catalanske anarkisme er påvirket af den franske. Og Frankrig blev det naturlige tilflugtssted for dem, der blev nødt til at krydse grænsen fra Catalonien. Skulle det at udøve vold ikke være foreneligt med det catalanske temperament? Det passer ikke! Borgeropstandene (las bullangues, red.) fandt sted i Barcelona, og på det tidspunkt var vi ikke en gang halvt ind i det 19. århundrede.

Er den catalanske anarkistbevægelse en bybevægelse?

Hundrede procent. Husk på, at anarkismen fik sin næring fra netværket af arbejdere fra fabrikkerne og ‘Ateneoerne’ (kulturinstitution, red.). Desuden blev de følelsesmæssige bånd, som bonden mistede under sin immigration mod byen, genfundet i anarkistbevægelsen. Hos anarkisterne blev der anbefalet litteratur, organiseret søndagsudflugter, “dreng møder pige”…

Anarkisme – en introduktion

– Vil du være med til at ryste op i tingene med en ny introduktion til anarkismen på dansk? Så kan du støtte udgivelsen af bogen på dansk lige nu.

Klik på linket til Firefund for at se, hvordan du kan bidrage

+

Hvad mener du?

At der blandt de unge, som deltog i udflugterne, og lærte hinanden at kende i athenæumerne, opstod kærestepar, som blev en del af anarkismens stærke, sociale struktur. Kommunisterne handlede anderledes, for komitéerne var struktureret af celler udelukkende udgjort af mænd. I anarkismen er der derimod ingen kønsprivilegier. Selvom den direkte aktion mest blev udført af mænd. Den direkte aktion begynder at opstå, da CNT slår ind på den syndikalistiske vej, og det flyder over med strejker og bomber… Der bliver begået flere attentater i Barcelona end i nogen anden by i den spanske stat.

På grund af arbejdergivernes opførsel?

Selvfølgelig. I Spanien var der tyranner, men ikke ret mange erhvervsdrivende. I Barcelona derimod ragede de erhvervsdrivende formuer til sig, imens arbejderne hutlede sig igennem. I midten af det 19. århundrede lå gennemsnitsalderen for en industriarbejder på 35 år. Min oldefar levede ikke længere end det. Og desuden var fattighusene propfyldte. I 1909 var der flere prostituerede i Barcelona end i nogen anden middelhavsby.

Hvad skete der med din oldefar?

Han arbejdede på en silkefabrik og fik tuberkulose. Han døde i sine tredivere, og efterlod sig kone og børn i en forfærdelig redelighed.

Har en tragedie som din oldefars været afgørende for, at du valgte anarkismen som studiefelt?

Det er muligt, men jeg besluttede mig efter at have læst Manuel Cruells og andre historikere, som fortalte om de her mennesker, der var blevet glemt på grund af borgerkrigen. Den spanske borgerkrig var et tabuemne i min barndom i L’Hospitalet de Llobregat. Så begyndte jeg at forske.

“Som anarkister var de børn af oplysningstiden og mente, at mennesket fra naturens hånd er godt. Efter Anden Verdenskrig forstod de, at deres ideologi gik en mørk tid i møde.”

Jeg fik kontakter i nabolaget, og opdagede en strålende fortid. Jeg lærte ovenikøbet nogle af Quico Sabatés’ kammerater at kende! Det var i 1970’erne. Universitetet mistede meget ved ikke at bevæge sig uden for campus-arealet! Det lykkedes mig at få talt med Josep Peirats, med Lola Iturbe, med Josep Xena, der alle sammen var en del af den levende arbejderbevægelseshistorie. Da de kom tilbage til Barcelona efter Francos død, var nærmest ingen interesseret i dem. Under en fejring af Cataloniens nationaldag så jeg en ældre mand holde tale på Fossar de les Moreres-pladsen. Jeg hilste på ham, og det viste sig, det var Joan Blanc, en af frontkæmperne, som i 1926 var draget ind i Prats de Molló sammen med Francesc Macià (Prats de Molló-kupforsøget i 1926, hvor catalanske nationalister forsøgte at udråbe en selvstændig republik, red.).

Hvad tænker du om de anarkister, der under borgerkrigen var ministre?

De mente det godt, ingen tvivl om det. Federica Montseny stod i spidsen for sundhedsministeriet, og hverken ved fronten eller i baglandet brød der store, smitsomme sygdomme ud. Som industriminister designede Joan Peiró beslaglæggelsesdekretet og skitserede oprettelsen af en kreditbank til industrien. 

Og Juan García Oliver?

Han stod i spidsen for justitsministeriet. Gæt selv! Hvad kunne en røver udrette i justitsministeriet? Spøg til side. Han tog sig af at ødelægge kriminalregistrene fra før 1936 – hvilket i et Europa, som var på vej ud i fascismen, må have reddet mange liv. Og han skænkede børnehjemsbørnene særlig opmærksomhed. Som anarkister var de børn af oplysningstiden og mente, at mennesket fra naturens hånd er godt. Efter Anden Verdenskrig forstod de, at deres ideologi gik en mørk tid i møde.

I Catalonien og i Spanien var der Los Maquis tilbage…

Det er rigtigt. De var den store drøms sidste bastion. Årtier senere opstod en anden anarkisme med et andet anstrøg: hippierne, naturisterne, kampen mod atomkraft. Men jeg føler mig draget af anarkismen fra efterkrigstiden. Hver 6. januar, på årsdagen for hans død, rejser jeg til Sant Celoni for at lægge blomster på Quico Sabatés grav.

Quico og Pepe Sabatés var del af den berømte catalanske guerrila, Maquis, som fortsatte modstanden mod fascismen, efter Franco havde taget magten. Dolors Marin lægger stadig blomster på Quicos grav på hans dødsdag.

Det er mere amoralsk at stifte en bank end at røve en

Lever Quico Sabaté stadig videre i L’Hospitalets hukommelse?

Selvfølgelig. Vi er en gruppe af venner, der arrangerer kulturelle gåture til de steder, han kom, nogle søndage om morgenen. Vi besøger den skole, han gik i… Den første bank, han røvede: En filial til Banco Hispano Colonial, der senere blev til Banco Hispano Americano.

Protesterer den borgerlige morals vogtere over det?

Overhovedet ikke. I L’Hospitalet hersker arbejdermoralen. Og som du ved, skifter farverne alt efter, hvilket glas du ser dem igennem. Juan García Oliver slog fast, at det er mere amoralsk at stifte en bank end at røve en.

Bankerne har fremprovokeret den aktuelle krise. Så jeg må indrømme, at tiden har givet ham ret.

Spøg til side. Quico var elsket. Det er overraskende meget fotomateriale, vi får samlet sammen fra hans hemmelige besøg i kvarteret. Naboerne giver det til os. Ved du, hvad det betyder?

Så han gik frit omkring i ro og mag?

Nemlig. De beskyttede ham! Inden han gik ind i den væbnede kamp, havde han arbejdet som elektriker. Så da han fandt ud af, at hans gamle arbejdsgiver var død, ville han ikke blive væk fra begravelsen. Og han tog med. Og ingen meldte ham. En af mine onkler, der også er elektriker, har haft ham som værkstedskammerat.

Hvad fortalte Quico så til ham?

Ingenting, grundet forsigtighed eller angst. Da frankisterne kom til L’Hospitalet, satte de en militærpræst til at lede sognet. Og soldaterne fordelte sig ud i nabolaget. De spiste og sov ude i hjemmene.

Spionerede de?

Ja da. Alle hadede dem. Og husk på, at halvdelen af husene stod tomme, fordi deres beboere var gået til Frankrig til fods med børnene ved hånden. Repressionen var brutal. Det er forståeligt, at der opstod romantiske skikkelser som Quico og Josep Lluís i Facerias.

Facerias faldt i et baghold i 1957…

Og Sabaté i 1960. De faldt efterhånden alle sammen. Men de har en komet-hale af ærlighed strålende efter sig. Facerias røvede kun de rige. Og Quico Sabaté delte de stjålne penge ud mellem fangernes familier. Det er bevist. Hans døtre har levet et noget mere mådeholdent liv.

Revolutioner og den ukontrollerbare vold

Lad os fortsætte med Barcelona. Anarkisterne har fået skyld for de henrettelser, der var så mange af i borgerkrigens første måneder.

Alle revolutioner har en grad af ukontrollerbar vold. Vi historikere har bare endnu ikke fundet ud af, hvem der trak i trådene bag ordenspatruljerne.

Hvad ved du om den sag?

– Ingenting. Men jeg havde lejlighed til at vende det med Ventura Gassol (catalansk digter og politiker, 1893-1980, red.). Og han er også i tvivl om årsagen til al den vold. Det vi kan sige med sikkerhed er, at de utæmmelige anarkister nåede frem til Montserrat-klosteret, hvor de ikke generede en eneste munk. Ved du hvorfor? Fordi anarkisterne tilbad bøgerne. De havde en dyb respekt for kulturen.

Noget må de have givet videre til dig.

– Så er det nok livsglæden. Men også en tragisk følelse ved livet, der oversættes til værdighed.

Hvad mener du?

De forlod Catalonien sultne og klædt i pjalter. Og det lykkedes dem at komme sig i eksilet. De kæmpede – ikke med våben, men med deres positive indstilling. Det er den indstilling som kendetegner folk, der aldrig giver op.

Første gang bragt 9. april 2011 i det spanske nyhedsmedie Ultima Hora. Læs den oprindelige artikel her.


Om skribenten

Lars Troels Møller

Lars Troels Møller

Cand. mag. i spansk, spansklærer og oversætter. Læs mere

Nyeste artikler