Iran efter USA og Israels ubarmhjertige bombardementer: Derfor overlevede præstestyret

USA og Israel har indledt militære angreb mod Iran, hvilket er brud på folkeretten og FN-pagten. Konflikten har forværret den regionale ustabilitet og skabt alvorlig bekymring for fred og sikkerhed i Mellemøsten. Vestlige medier tier stille, mens det internationale samfund står magtesløst over for dette overgreb.

Alt pegede i én retning – og alligevel gik det anderledes. Virkeligheden nægtede at rette sig efter forudsigelserne.

Hvorfor sidder præstestyret i Iran stadig ved magten, trods alle interne evalueringer fra både CIA og Mossad? Og hvorfor blev styret ikke væltet af USA’s og Israels bombardementer og terrorhandlinger, til stor skuffelse for dem, der i deres desperation var begyndt at vifte med Israels flag? Hvorfor gik det ikke som forventet?

Her skal der især fremhæves tre årsager.

Irans styrke som gammel civilisation

Et af de mest skarpsindige bud på dette findes hos den indiske historiker Vijay Prashad. I artiklen “Iran’s Civilizational Strength” beskriver han, hvordan Iran under de amerikansk-israelske angreb udviser en nærmest unik civilisatorisk selvtillid. På trods af bomberne står iranerne – uanset deres politiske observans – samlet i en følelse af historisk kontinuitet og national værdighed.

Denne styrke er ikke blot politisk; den er resultatet af en flere tusind år gammel civilisation, der trækker tråde helt tilbage til Cyrus den Store og det gamle persiske rige. Iran er et samfund, hvis kulturelle kerne aldrig blev fuldstændigt knust af kolonialismen, og derfor har folket en dyb brønd af historisk bevidsthed at trække på i modstanden mod vestlig dominans.

Prashad argumenterer for, at Irans nuværende styrke ligger i netop denne kombination af dyb historisk identitet og politisk erfaring. Når landet angribes – som det skete under den otte år lange krig mod Irak i 1980’erne og under nutidens aggressioner – mobiliseres fortællingen om at “forsvare fædrelandet”. Det skaber en modstandskraft, som USA og dets allierede konstant undervurderer.

Men Prashad er som historiker også bevidst om, at kulturel stolthed ikke gør det alene. Ægte frigørelse kræver radikale sociale forandringer og et opgør med magtrelationer. Her finder vi den anden forklaring på styrets sejlivede natur: fraværet af et organiseret alternativ.

En splittet opposition

Den anden årsag, som alle er enige om, men som ingen gør noget ved, er splittelsen i oppositionen.

Historien har lært os, at det ikke er nok for et styre at være i krise. Det er heller ikke nok, at befolkningen er utilfreds. En succesfuld revolution kræver en forenet opposition med folkelig opbakning og en troværdig plan for, hvad der skal ske dagen efter.

Præstestyret har været kynisk effektive til at ødelægge netop denne forudsætning. Ved at eliminere venstrefløjens top i 80’erne og henrette tusindvis af unge progressive fjernede de ikke blot modstanden, men også grundlaget for en ny generation af progressive ledere.

I dag er de progressive kræfter i eksil ofte præget af interne stridigheder og høj alder. Uden et bæredygtigt program for fremtiden er det svært at få en hel befolkning til at risikere alt for at vælte et regime, der trods alt besidder de administrative og militære styringsmidler.

Dertil kommer det faktum, at selvom præstestyret er upopulært hos flertallet, nyder det stadig opbakning fra et betydeligt og velorganiseret mindretal. Ved det seneste præsidentvalg fik hardlineren Saeed Jalili 13,5 millioner stemmer.

Selvom gruppen har et reaktionært syn på kvinder og demokrati, er den samlet af en stærk antikolonial holdning og sympati for Palæstina. Den er organiseret og ideologisk forankret, hvilket gør den til en vanskelig magtfaktor at omgå.

Det globale syd husker

Den tredje vigtige årsag, der kan fremhæves, er det, som den iransk-amerikanske forfatter og professor Laleh Khalili kalder det globale syds hukommelse.

Iranerne har ikke glemt det CIA- og MI6-ledede kup mod den folkevalgte Mosaddegh i 1953. De ser også konsekvenserne af Vestens såkaldte “demokrati-eksport” i Libyen, Irak og Afghanistan, og de ønsker ikke det samme for deres land. Iranerne ser og hører, at USA’s og Israels demokratiske maske sidenhen er faldet af. Hverken Trump eller Israels forsvarsminister taler længere om regimeskifte, men om tilintetgørelse af en civilisation og om at bombe den tilbage til stenalderen.

Nogle dage efter Israels og USA’s første bombardementsrunde mod Iran mødte jeg en gammel bekendt. Vi stod til en demonstration mod krigen. Jeg spurgte ham, hvorfor han – som hele sit liv har kæmpet mod præstestyret – var der. Skulle han ikke gå rundt og vifte med et israelsk flag for at hjælpe med at slippe af med præstestyret? Svaret kom prompte: “Det bliver over mit lig.”

Deri ligger kernen i det, Prashad kalder civilisation, og det Laleh Khalili kalder det globale syds hukommelse. Flertallet af iranere skelner tydeligt mellem Iran som nation og civilisation og det nuværende præstestyre.

Budskabet til USA og Israel om deres aggressioner i Mellemøsten er klart: Kampen for demokrati og social retfærdighed i Iran er et internt anliggende, som det iranske folk selv skal føre til ende.

Hold fingrene væk fra Iran.