Protesterne i Iran har stået på i de fleste større byer landet over, siden landets regering annoncerede en tredobling af benzinpriserne. Her fra demonstration 16. november i Isfahan i det centrale Iran. Foto Stringer / RFE
8 min. læsetid

Niloufar Rostami beretter om det igangværende oprør i Iran, som landets præstestyre forsøger med al magt at skærme fra omverdenen. Internettet er blevet lukket ned i et langt mere drastisk omfang end set ved tidligere protester mod regimet.

Oversat af Morten Hammeken fra Iranwire


Af Niloufar Rostami

Ikke bare har medierne i Iran udstedt forbud mod at udsende ”negativt og kritisk” indhold om massedemonstrationerne, der er opstået i kølvandet på stigende benzinpriser. Myndighederne har også lukket internettet siden lørdag 16. november – og dermed afskåret Iran fra omverdenen. Nyheder og informationer om udviklingen i landet er derfor stærkt begrænsede, og befolkningen er sat ude af stand til at fortælle om situationen i landet.

Ved at lukke totalt ned for internettet, har den iranske regering forbrudt sig mod en fundamental menneskeret, hvilket den frie adgang til internettet bør betragtes som.

Det er ikke første gang, at regimet har lukket for nettet. Såvel under præsidentvalget i 2009 som ved de landsdækkende protester i januar 2018, beordrede regeringen internet blackout i flere timer. Denne gang er adgangen imidlertid blevet totalt afskåret på kontinuerlig basis. De amerikanske sanktioner har yderligere kompliceret tingene, idet iranske borgere på grund af sanktionerne er blevet forhindret i kontakt til andre globale netværk.

FN’s Menneskerettighedskommission (UNHCR) vedtog i 2016 en resolution, der fordømmer regeringer, som nægter deres borgere adgang til internettet, og klassificerer det som et brud på menneskerettighederne. Ifølge resolutionen ”skal alle rettigheder, som folk har når de er offline, også anvendes og beskyttes på nettet”.

Iran har dog – på linje med en række andre lande, som Saudi Arabien, Kina og Rusland – modsat sig resolutionen. Iran har forbrudt sig på den to gange siden vedtagelsen: I januar 2018 og aktuelt i november 2019.

Oprør breder sig i disse dage med lynets hast over hele verden – og Solidaritet dækker dem efter bedste evne. Kontakt os hvis du ønsker at bidrage

Amir Rashidi, der arbejder som forsker i internetsikkerhed og menneskerettigheder ved Campaign for Human Rights in Iran, har oplyst mig om, at den igangværende blokering ikke er sammenlignelig med tidligere tilfælde. ”I 2009 blev internettet ikke lukket totalt ned, men kun svækket i hastighed eller forstyrret i nogle timer, fordi et nationalt internet endnu ikke var oppe at køre. Havde de lukket nettet totalt ned dengang, ville de have haft et problem. I januar 2018 blokerede de nogle sociale medier og forstyrrede nogle forskellige apps. Internettet var kun nede i en halv time”, forklarer Rashidi og fortsætter:

”Denne gang står landet over for en total mørklægning. Selv en lang række IP-adresser, der normalt bliver brugt til anti-filtering software (software, der skal hindre begrænsning af, hvilke hjemmesider der kan opnås forbindelse til, red.)” er blevet blokeret. Magthavernes indstilling er meget mere voldelig denne gang. Det, der er sket i de seneste par dage, må siges at være et af de hårdeste overgreb på internetadgangen i Irans historie.”

Denne gang står landet over for en total mørklægning. Magthavernes indstilling er meget mere voldelig denne gang.

Adgang for udvalgte

I øjeblikket har kun regeringskontorer, banker, hospitaler, et begrænset antal aviser og nyhedssider samt få andre tjenester adgang til internettet. Hvis en almindelig borger lige nu formår at koble sig til internettet, vil det ifølge Amir Rashidi ”ikke skyldes, at internettet er forbundet, men vil snarere være fordi det statskontrollerede internet endnu ikke er helt oppe at køre, og at borgere på den baggrund stadig kan støde på muligheder for at blive forbundet.”

De amerikanske sanktioner på internettjenester har også været med til at fratage iranerne fri adgang til internettet. ”Trump-regeringen burde genoverveje internet-sanktionerne” siger Amir Rashidi. ”På grund af US-sanktionerne har almindelige mennesker ikke adgang til internettet, når den iranske regering beslutter sig for at trække stikket til Irans eneste forbindelse. I løbet af de seneste to år har en række større virksomheder som Amazon og Google lukket deres tjenester i Iran.”

Når regeringen lukker forbindelsen, kan embedsapparatet derfor slappe helt af, for så kan befolkningen ikke længere få adgang til andre netværk, der kan forbinde dem med omverdenen. Iran har opfordret alle til at bruge det statsligt kontrollerede internet, og da sanktionerne har medført, at der ikke er nogle verdensomspændende alternativer, har folk ikke har haft andet valg end at bruge den nationale infrastruktur”

Tidligere var systemet i høj grad afhængigt af globale tjenester, hvilket gjorde det besværligt for Irans regering at afbryde forbindelsen. Den afhængighed er ved at forsvinde nu, hvilket giver myndighederne mere magt til at blokere og lukke for internettet.

Azeri Jahromi, som er Irans kommunikations- og IT-minister, har fortalt Iranian Students’ News Agency (ISNA), at end ikke han er online i øjeblikket. ”Jeg har ikke tilladelse til at bruge internettet for tiden”, udtaler han.

Jahromis udtalelser bliver imidlertid modsagt af journalister i landet, der beretter at alle dele af regeringen fortsat har internetadgang. Ifølge en række kilder i landet er mere end 1.000 iranere blevet arresteret i løbet af de seneste dage, og mindst 40 personer er blevet dræbt i forskellige byer landet over (det tal er nu vokset til 200 ifølge BBC, red.). Ingen uafhængige medier har fået lov til at skrive om begivenhederne på grund af den igangværende blackout. Myndighederne har ligeledes tilbageholdt navnene på de dræbte.

Det fortsatte internet- og nyheds-blackout har givet iranske medier uden for landets grænser store problemer med at rapportere om udviklingen. De har tidligere leveret omfattende nyhedsdækning af protester i landet, der efterfølgende har spredt sig via sociale medier.

Demonstranter har sat ild til centralbanken i byen Behbahan, led i de massive protester mod landets regering. Det fortsatte internet- og nyheds-blackout har ifølge Niloufar Rostami givet iranske medier uden for landets grænser store problemer med at rapportere om de massive demonstrationer i landet – og om myndighedernes reaktion, der foreløbigt har resulteret i 200 dræbte.

”Alt er fint”

Forbuddet mod kritik eller negative artikler om den igangværende udvikling – og om de mange demonstranter, der er blevet fængslet eller slået ihjel – fortsætter ufortrødent. Et medlem af redaktionen på en af Irans førende aviser fortalte mig: ”Her til morgen (mandag 18. november, red.) har et af redaktionens medlemmer fortalt mig, at vi skal skrive nogle positive historier om fremtiden, og om hvordan folk har misforstået, hvad stigningen i benzinpriser går ud på. Vi har fået besked på at skrive, at alt er fint, at tingene nok skal blive bedre osv.”

Han berettede desuden om det store skel mellem de redaktionelle retningslinjer og virkeligheden på gaden. “Vi har set et stort antal specialstyrker være udstationeret på gaden i flere dage, og de har angrebet forbikørende og folk på gaden. Det giver simpelthen ingen mening fra et journalistisk perspektiv at tage på arbejde og undlade at skrive om de her ting. Jeg vil hellere lade helt være med at skrive noget, end at stikke folk blår i øjnene ved at sige, alt er fint. Mange andre nyhedsmedier har det på samme måde – og har også valgt simpelthen at lade være med at skrive noget”.

Ifølge rapporter fra organisationer, der beskæftiger sig med internetfrihed og regeringer, er kun 7 % af det iranske internet lige nu oppe at køre.

En anden journalist har fortalt mig, at nogle aviser har fået tildelt en begrænset internetadgang, der kører langsomt, og som konstant bliver afbrudt. Statslige nyhedsmedier og medier, der er løst tilknyttet staten, men som er loyale over for regimet – såsom ’ Islamic Republic News Agency’ og ’Fars’ – har til gengæld stadig god og hurtig adgang.


Niolufar Rostami er journalist på Iranwire, og skriver om den politiske situation i Iran. Hun er bosat i eksil i Washington D.C.