10 min. læsetid

Efter årtier i skammekrogen er kommunismen tilbage – i hvert fald som idé. Mathias Rølle skriver om begrebet i anledning af 10-året for konferencen ‘The Idea of Communism’, hvor filosoffer som Slavoj Žižek og Alain Badiou var med til at genrejse det.


Af Mathias Rølle

Under Donald Trumps besøg i London i juli sidste år, gik et bemærkelsesværdigt klip fra det britiske tv-program Good Morning Britain viralt. I studiet sad den unge aktivist Ash Sarkar, der talte for marchen mod Trump. Over for hende sad den bralrende tv-vært Piers Morgan, som antog, at Sarkar var en af de mange liberals, der elsker at hade Trump, og som ønsker sig tilbage til tiden under præsident Obama.

»Hvor var din protestmarch mod Obama?« blev Morgan ved, mens han flere gange omtalte den tidligere præsident som Sarkars »helt«.

»Han er ikke min helt! Jeg er kommunist, din idiot!« udbrød hun til sidst. »Jeg er bogstavelig talt kommunist!«

Sarkar blev hurtigt et meme på nettet, et fænomen, og som det gælder med den slags, er det svært at vide, hvor meget der er hyldest, og hvor meget der er spøg. Men måske er det ikke det vigtigste spørgsmål. For en gang skyld havde en offentlig person nemlig i bedste sendetid brugt, hvad vi efterhånden kan døbe »K-ordet«, om sit politiske standpunkt.

Jeg var ikke klar over, at jeg næste dag ville lave et interview med Teen Vogue om Karl Marx’ GrundrisseAsh Sarkar

Selv har Sarkar udtalt om den tv-optræden, der satte det hele i gang, at Piers Morgan »ved et uheld rehabiliterede kommunismen. Kammerat Morgan, Folkets Kommissær for Gennemførelsen af Revolutionær Retfærdighed. Jeg ville bare diskutere Trumps foragtelige politik og vigtigheden af at sige nej til snæversynethed. Jeg var ikke klar over, at jeg næste dag ville lave et interview med Teen Vogue om Karl Marx’ Grundrisse

Kommunisme-konferencen

Det er godt 10 år siden, at kommunisme-begrebet senest fik en genrejsning på den teoretiske scene. I marts 2009 lagde Birkbeck Institute i London hus til en storstilet konference om »kommunismens idé«, hvis bidragsydere blandt andre talte verdensberømte filosoffer som Michael Hardt, Toni Negri, Terry Eagleton, Slavoj Žižek, Jacques Rancière og Alain Badiou. Formålet var at diskutere »om ›kommunisme‹ stadig er det navn, der skal bruges til at betegne radikale frigørelsesprojekter.«

Konferencen blev en overraskende stor succes. I planlægningsfasen regnede man med 180 deltagere, men måtte to gange rykke arrangementet til større lokaler, og til den endelige konference lå publikumstallet på 900 personer med yderligere 300, der befandt sig i et andet lokale og overværede oplæggene på storskærm. Siden har der været afholdt opfølgende arrangementer i New York og Seoul, ligesom forlaget Verso Books har udgivet antologier med oplæg fra konferencerne og lanceret bogserien »Pocket Communism« dedikeret til genopdagelsen af kommunismeprojektet. Det gik så vidt, at det amerikanske tidsskrift World Affairs Journal måtte skrive en kritisk artikel som advarsel mod bevægelsen, som den døbte »New Communism« og beskrev som »magisk tænkning om den revolutionære vold og udnyttelses transformative kraft« og som »gennemgående elitær, idet den genoptager den jacobinske idé om ›opdragelsesdiktaturet‹.«

Foto fra konferencen om kommunismens idé i 2009. Længst til højre sidder Alain Badiou. Foto: Michael Allen (CC)

Kommunismens idé

Hvis kommunismebegrebet har oplevet en genkomst, har den største årsag isoleret set været Finanskrisens udbrud i 2008. Som Costas Douzinas og Slavoj Žižek skriver i deres indledning til antologien om konferencen:

»Hvis 1989 var den nye verdens åbningsår, bekendtgjorde 2001 (terrorangrebet d. 11. september, red.) dets tilbagegang, og bankvæsnets kollaps i 2008 markerede begyndelsen på den regulære histories tilbagekomst. Hvis dét var vores ›nye verdensorden‹, så er det den korteste, verden endnu har set.«

Den mere konkrete årsag til debatten om selve kommunismebegrebet skal findes hos den franske filosof Alain Badiou, der i sin bog om Sarkozy fra 2007 introducerede begrebet om »kommunismens idé«. Kender man lidt til klassisk filosofi, vil man vide, at en »idé« var den græske filosof Platons betegnelse for abstrakte og uforanderlige begreber som »retfærdighed«, »det skønne« og »det gode«, og det er netop denne forståelse af begrebet »kommunisme«, Badiou ønsker at fremhæve:

»En idé,« siger Badiou, »er et individs mulighed for at forstå, at hans eller hendes deltagelse i en enkeltstående politisk proces (…) også på sin vis er en historisk beslutning.«

Den franske filosof Alain Badiou, der ifølge Mathias Rølle har været central i genaktualiseringen af kommunismen som idé. Foto: Wiki Commons

Aktivister og almindelige borgere over hele verden deltager hver dag i større og mindre kampe for retfærdighed og i »enkeltstående politiske processer«. En sådan politisk proces kan være noget så simpelt som at skrive sit navn på en underskriftindsamling mod Dong-salget eller at kæmpe mod nedskæringer på en lokal skole. Hvis man anskuer sådanne handlinger isoleret, mangler de sammenhæng; men anskuer man dem som eksempler på kampe under et samlende begreb – f.eks. »kommunisme« – bliver de indskrevet i en større historie.

»En begivenhed er skabelsen af nye muligheder«Alain Badiou

»Gennem omkring to århundreder (…) var ordet »kommunisme« det vigtigste navn for en idé, der befandt sig inden for den frigørende eller revolutionære politiks felt,« siger Badiou. »At være kommunist var selvfølgelig at være aktivist i et kommunistisk parti i et givent land. Men at være aktivist i et kommunistisk parti var også at være en af flere millioner aktører i en historisk orientering for hele menneskeheden.«

Soldater bærer et banner med påskriften »kommunisme« i Moskva i oktober 1917. Foto: Public Domain.

Et radikalt politisk brud

Ifølge Badiou er den kommunistiske idé i grunden en måde at forberede sig på det, han kalder en »begivenhed«, der kort fortalt er et radikalt politisk brud såsom den franske eller den russiske revolution.

»Det, der er vigtigt at bemærke her,« siger Badiou, »er, at en begivenhed ikke er en virkeliggørelse af en mulighed, der foreligger inden for situationen, ej heller er den afhængig af verdens transcendentale love. En begivenhed er skabelsen af nye muligheder.«

Med andre ord kunne man ikke før den franske revolution forestille sig indretningen af et andet samfund end det feudale – man måtte eksperimentere, før man fandt den rette model, hvilket dens blodige historie kun viser alt for godt.

Set fra feudalismens perspektiv var det moderne samfund umuligt, akkurat ligesom et kommunistisk samfund set fra kapitalismens perspektiv fremstår umuligt. Det er en logisk nødvendig konsekvens af begivenhedens natur: Hvis man kunne forestille sig et nyt samfund inden for rammerne af det eksisterende, ville det ikke i sandhed være nyt.

Symbolernes vigtighed

Hvis et andet samfund ikke kan tænkes inden for rammerne af det bestående, er det store problem altså, hvordan man overhovedet kan danne en politisk bevægelse inden for et kapitalistisk samfund, der arbejder for kapitalismens afskaffelse. Det er her kommunismens idé kommer ind i billedet.

Idéens funktion er ifølge Badiou at repræsentere muligheden for, at et andet samfund er muligt, inden for det kapitalistiske samfunds begrænsende rammer, »at projicere undtagelsen ind i det almindelige liv hos individer, at fylde det, der blot eksisterer, med et vist mål af det ekstraordinære.«

En måde at bringe idéen i spil på er ifølge Badiou gennem dyrkelsen af revolutionære helte som Karl Marx, Lenin, Rosa Luxemburg og Che Guevara.

Graffiti af Che Guevara; den argentinske revolutionære marxist, der stadig står som et af de stærkeste symboler på kommunismens idé. Foto Duncan C. (CC)

»På den ene side er frigørende politik i sin essens de anonyme massers politik; det er sejren for dem uden navn, for dem som staten fastholder i en tilstand af kolossal betydningsløshed. På den anden side er den hele vejen kendetegnet ved egennavne, der definerer den historisk, og som repræsenterer den,« siger Badiou.

De revolutionære helte symboliserer, at vi kan sætte os ud over vores dagligdag og kæmpe for noget større end os selv. Symboler som den røde fane, fastholdelsen af en venstreorienteret terminologi, og selvfølgelig selve brugen af ordet »kommunisme« kan vel tilføjes til listen. Og her kommer vi tilbage til Ash Sarkars tv-optræden. Det er nemlig en afgørende betingelse for kommunismens idé, at »kommunist« faktisk er et prædikat, man kan kalde sig i den offentlige debat, og som man som aktivist kan tage på sig.

To strategier

Sovjetunionen er den moderne venstrefløjs store traume, og siden Murens fald har venstrefløjen afprøvet forskellige strategier i forsøget på at revitalisere sit projekt. Herhjemme skrev Enhedslisten kommunismen og andre svært fordøjelige begreber ud af sit principprogram i 2014, for med Johanne Schmidt-Nielsens ord at udrydde »de mange misforståelser«.

Slavoj Žižek kalder denne strategi for en »pr-indvending«. Ifølge ham er »problemet med denne nemme løsning, at selve tabuet omkring ordet ›kommunisme‹ er resultatet af den radikale frigørelseskamps nederlag, sådan at man, når man opgiver ordet, før eller senere også svigter det indhold, ordet dækker over.«

Sidenhen har den politiske udvikling globalt da også sat spørgsmålstegn ved denne strategi. I USA er bevægelsen omkring Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez stormet frem ved offentligt at kalde sig »socialistisk« – godt nok ikke »kommunistisk«, men her er USA med sin mccarthyisme og koldkrigspolitik også en historie for sig.

Den slovenske filosof Slavoj Žižek, der med sin unikke persona har været blandt fortalerne for en revitalisering af kommunismen. Foto: Simon Plestenjak
»Når man opgiver ordet, svigter man før eller senere også det indhold, ordet dækker over«Slavoj Žižek

Democratic Socialists of America, organisationen som Ocasio-Cortez tilhører og som siden begyndelsen af 00’erne har haft et stabilt, lavt medlemstal mellem 4.500–6.500 tusinde, oplevede efter valget af Trump i 2016 en stigning til 50.000 medlemmer i 2018. Og sidste år viste en måling foretaget af YouGov, at 44 % af de unge amerikanere ønskede at leve i et socialistisk land, mens kun 42 % ønskede at leve i et kapitalistisk. 7 % ønskede at leve i et kommunistisk land.

Med Badious begreber skriver Ash Sarkar og de amerikanske socialister sig ind i en større historie, når de omtaler deres synspunkter som »socialistiske« eller »kommunistiske«: De er ikke længere bare del af en isoleret kamp mod Wallmart eller Trump eller klimaforandringer, men en del af en større kamp, hvis sejre og nederlag tæller Pariserkommunen, Oktoberrevolutionen, den proletariske kultur, Cuba og meget andet.

Form og indhold

Er alt det her en pr-diskussion? Både ja og nej.

Badiou og konferencens andre teoretikere er generelt enten vage eller uenige, når det kommer til en mere konkret beskrivelse af kommunismen som projekt – det er en revitalisering af ordet »kommunisme«, de er ude efter, og i den forstand er der selvfølgelig tale om en diskussion af formen frem for indholdet.

Omvendt viser al erfaring, at formen og de ord, vi bruger, uundgåeligt vil påvirke det politiske indhold. Som Žižek påpeger, har venstrefløjen efter Murens fald været fanget i et sprog, der er påvirket af dens nederlag i det 20. århundrede: Når venstrefløjen godtager, at ordet »kommunisme« er et tabu, godtager den de selv samme præmisser, der erklærer venstrefløjsprojektet som dødt i sin helhed.

Hvis alt dette er en pr-diskussion, er en pr-diskussion måske præcis, hvad venstrefløjen har brug for


Mathias Rølle er kandidatstuderende i filosofi ved Københavns Universitet. Han skriver primært om politisk filosofi, idehistorie og politisk teori for Solidaritet.dk