Joe Biden er amerikanernes eneste håb

Joe Biden bliver angrebet fra både højre og venstre. Hvis amerikanerne skal genvinde kontrollen med deres eget liv, er der dog ingen vej udenom at vælge Joe Biden, skriver dagens kronikør.

---

Af Simon Hjortdal

Joe Biden er en mand, der er under angreb fra mange sider. Han bliver tilsværtet af den amerikanske højrefløj for sit fejlende parti, der ifølge Donald Trump er gennemsyret af lutter jalousi og negativitet imod præsidenten. Trump fremstiller ivrigt Biden som alt det, der er galt i hans tilhængeres øjne: Han vil tage autonomien fra den frihedselskende amerikaner ved at give folk masker på, og ”Sleepy Joe” stinker langt væk af kommunisme og af blødsøden eftergivenhed.

Den progressive venstrefløj har også et problem med Biden. Da primærvalgene var på sit højeste i starten af året, hvor registrerede demokratiske vælgere i staterne Iowa, New Hampshire, Nevada og South Carolina skulle vælge deres foretrukne kandidat, var et af argumenterne, at Biden ikke besad den stærke karisma, der skulle til for at skabe troen på, at han havde styrken til at bekæmpe erhvervslivets interesser.

Famlende Joe

Biden snublede over ordene. Han kunne ikke færdiggøre sine sætninger og stod bag podiet, som magtede han ikke længere de iltre debatter. Den fortælling fortsatte på venstrefløjen og i de uafhængige medier på Youtube. De tog særlig fat på hans kropssprog og betragtede ham som dømt til at tabe til monsteret Trump. Præsidenten ville spise ham levende i en stor debat på tv, hvor mange millione  amerikanere analyserer hans kropssprog ned til den mindste detalje.

Modsat var det Bernie Sanders, der indgød tillid hos den progressive fløj. De mente, at Biden i sin tid som Barack Obamas vicepræsident var for eftergivende over for de ”big business”- interesser, der præger den amerikanske lovgivning, i stedet for at varetage middelklassens interesser. Resultatet er en stadigt stigende økonomiske ulighed.

Derfor ville venstrefløjen gerne have en stålsat karakter med et format, der kunne møde Trumps personlighed én til én. Derfor var taktikken under primærvalgene at understrege Bidens uduelige retoriske evner, hvor årsagen ifølge mange socialister var hans mentale evner – for i sidste ende at fremhæve Sanders, som dén der bedst kunne trodse Trump, når det kom til personlighed.

Dog virker det til, at det gik den progressive venstrefløj forbi, at hans talefejl i debatterne skyldes, at Biden er stammer.

Stuttering Joe

At stamme er typisk en udviklingspsykologisk lidelse, der ubehandlet kan blive dehabiliterende for ens psykiske helbred. Det har derfor ikke klædt den amerikanske venstrefløj som helhed, at mange efterlignede Trumps skolegårds-stil og hånede Biden for hans retoriske mangel – uden at gøre sig ulejligheden med at finde ud af, hvorfor Biden ind imellem taler, som han gør.

I fortællingen om Joe Biden som præsidentkandidat, kan hans stammen virke irrelevant for mange – og tværtimod skabe en fortælling om achievement og være en spejling for dem, som selv har overkommet modgang i livet. Noget rigtig mange amerikanerne uden tvivl har meget erfaring med.

En anden historie er, at Joe Biden mistede sin kone og datter i et trafikuheld, efter han blev valgt som senator af Delaware i 1972. På trods af det fortsatte han sit embede. 43 år senere mistede han sin søn Beau til kræft i hjernen. På trods af det fortsatte han sine opgaver  som vicepræsident i Obamas regeringsperiode med støtte fra en ressourcestærk familie.

Den kære leder hyldes

RNC, det Republikanske Nationale Konvent, er overstået. Showet mindede mest af alt om en nordkoreansk, statstotalitær hyldest af en ”kær leder”. Og det er ikke en overdrivelse.

Folk på RNC’s talerstol tegnede et billede af Donald Trump som det menneske, der kan realisere alle de drømme, amerikanerne går med – altså hvis bare de stemmer på Trump en gang mere, og hvis Joe Biden og hans kommunistiske rædselskabinet bliver holdt ude af det Hvide Hus.

Republikanernes kongres ligger på den måde i naturlig forlængelse af den regeringstaktik og pressehåndtering, Trump-regeringen har ført de seneste fire år, som må betegnes som overlagt autoritær. Gennem en skræmmende blanding af libertariansk minimalstatsideologi, nationalpatriotisme og isolationisme, er USA nu kommet i en overhængende farlig situation.

USA: udsat, krænket og bange

Højrefløjen føler sig truet af ‘kommunistisk’ overtagelse fra imaginære, socialistiske magter. Venstrefløjen føler sig omvendt truet af den finansielle elites monopolisering af markederne, og dermed kontrollen over middelklassens lønninger. Fagforeningerne i USA er ikke i nærheden af at være stærke nok til, at de kan forhandle med de største virksomheder om løn, og dermed almindelige menneskers købekraft – som erhvervslivet jo selv afhænger af.

USA føler sig også krænket. På højrefløjen er frihedsrettighederne under corona-krisen krænket af  karantæne og maskepligt. Dertil kommer det skrækscenarie, at Biden og den radikale venstrefløj vil pille ved the 2. amendment og frarøve dem deres ret til at eje og bære håndvåben.

Overhængende mange amerikanere ser retten til at bære håndvåben som et nødvendigt vilkår. Hvis statstyranniet skulle indfinde sig, så bliver det nødvendigt for borgere at forsvare den private ejendomsret med ideologisk og skydeklar vold.

Corona, #Metoo og raceuroligheder

Også på venstrefløjen er krænkelsen til at tage og føle på. George Floyd-mordet, der blev optaget og dokumenteret på de sociale medier, har skabt de største protester fra racialiserede mennesker siden borgerrettigheds-aktivismen i 1960’erne. I Portland var der forsøg på at afbrænde en føderal retsbygning, der skulle sende et folkeligt signal til den føderale styring af landet om, at den åbenlyse korruption og den fortsatte forvrængning af sandheden om regeringens styring af landet var volden værd.

Løbende har Me-Too bevægelsen skabt debat om mænds uforholdsmæssige magt, kulturelle privilegier og økonomisk indflydelse i landet. Det er en fortsat polemisk kønsdebat, der i de sidste fire år har kørt mellem ‘køns-essentialisterne’ – som mener, at mænd har magten, fordi det er det mest naturlige og over for dem feminister, som understreger, at kvinder skal have lige vilkår på deres egne præmisser.

Oveni det kommer så corona-virus; et skrækelement, der gør alle mennesker bange på tværs af politiske skæl. Den har bragt mere brænde til det allerede store bål, hvilket ikke er mindsket af, at USA i skrivende stund har det højest registrerede antal corona-døde i verden.

Håb i form af en lappeløsning

Hvis amerikanerne skal gøre sig håb om bedre vilkår for flertallet af befolkningen, så er en Joe Biden-administration det tætteste, man på nuværende tidspunkt kan komme på at lappe løsninger sammen. For at skabe et politisk klima for demokratiske og statslige løsninger på middel- og underklassens økonomiske problemer.

Trump-regeringens resultater viser, at den hverken kan eller vil regulere den finansielle sektor. Hvis landet skal genoprette købekraften hos middelklassen, der kan gavne omsætningen og almindelige menneskers liv, bliver der altså nødt til at være lovmæssig styring af de monopolvirksomheder, der under corona-virussen, kun er blevet styrket. Deres store magt gennem lobbyisme har gjort det endnu sværere for folkestyret at handle aktivt økonomisk mod klimaforandringer.

Joe Biden er citeret for at have sagt, at han ikke vil indføre nogen lovgivning med henblik på at regulere det frie marked i USA som det er nu. Det er selvsagt en stor sten i skoen at love sine kampagne-donorer den slags, hvis ens intentioner i virkeligheden er at regulere markedet. Spørgsmålet er, om Biden ikke allerede valgte den vej, da hans kampagne modtog kæmpe-donationer fra toppen af erhvervslivet. Det er klart, at når Joe Biden taler, så er de fleste amerikanere ikke i tvivl om hans hensigter. Men han fortæller sine donorer noget andet. Om det er taktik eller et oprigtigt ønske er svært for den almindelige vælger at gennemskue.

Det polariserede sociale netværk i USA

De underliggende kulturelle problemer med USA er folkets polarisering og frygt. De sociale medier er med til at hæmme en fælles forståelse af de generelle problemer, USA står i. Økonomiske problemer der kan løses ved, at demokratiet bliver brugt til at skabe lovgivning, der forstærker den enkeltes frihed i et nationalt fællesskab. Flertallet af amerikanerne får mere styring og forhandlingsmagt i og over for private virksomheder.

Hvis USA skal bevare sin status som økonomisk førstemagt og genoprette sit omdømme som kulturel supermagt, så bliver landet nødt til at tage folkelig, demokratisk styring af økonomien. Dét, befolkningen giver udtryk for, når den i angst og krænkelse slår ud mod politiske modstandere, er i virkeligheden et udtryk for magtesløshed. For den almindelige amerikaner har ikke kontrol over sin situation, hverken på de sociale medier eller når det kommer til deres pengepung. Hvis der skal oprettes et rum for kontrol på national basis, så er krydset ved Biden den eneste nuværende løsning. Med ham kan amerikanerne måske skabe et udgangspunkt for demokratisk styring, og dermed skabe et rum for, at amerikanerne kan genvinde kontrollen med deres eget liv de næste fire år.

Alternativet er en autoritarisme, der med fortsat subtile og sikre skridt dominerer det amerikanske folkestyre endnu mere.

---