Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
3. februar. 2022

Joe Biden og Vladimir Putin leger med ilden i Ukraine

Den nuværende konfrontation mellem Ukraine og Rusland udgør den største fare for krig i Europa i årtier. Retorisk spil for galleriet og opbygningen af våbenarsenaler risikerer at forårsage en frygtelig eksplosion. Progressive bevægelser må hurtigst muligt mobilisere for fred og deeskalering.

 

Af Gilbert Achcar

 

Oversat af Niels Frølich fra engelsk In Ukraine, Joe Biden and Vladimir Putin Are Playing with Fire, Jacobinmag, 2. februar 2022

 

 

Det er ikke en overdrivelse at sige, at det, der lige nu udspiller sig i hjertet af det europæiske kontinent, er det farligste øjeblik i samtidshistorien, og det nærmeste man er kommet til en tredje verdenskrig siden missilkrisen på Cuba i 1962. Sandt nok har hverken Moskva eller Washington indtil nu antydet noget om brug af kernevåben, selvom der ingen tvivl er om, at man har sat de nukleare arsenaler på standby. Det er også rigtigt, at den militære alarmtilstand i Amerika ikke endnu har nået samme niveau som i 1962. Men mens den russiske militære opbygning ved Ukraines grænser overskrider de niveauer af troppekoncentrationer og styrkeforøgelse ved en europæisk grænse, man var vidne til i Den kolde Krigs varmeste øjeblikke, har Vestens verbale eskalation mod Rusland nået et farligt niveau ledsaget af militære bevægelser og forberedelser, der skaber en reel mulighed for en storbrand.

 

Når stormagternes herskere handler på denne måde, leger de med ilden. Vladimir Putin tror måske, at det er det samme som at flytte dronningen og tårnet på et skakbræt for at få modstanderen til at trække sine brikker tilbage; Joe Biden tror måske, at det er en passende mulighed for ham til at polere sit blegnede hjemlige og internationale image, der er falmet meget efter hans ydmygende fiasko i forbindelse med tilbagetrækningen af amerikanske styrker fra Afghanistan, og Boris Johnson tror måske, at hans regerings prangende pralerier er en billig måde at aflede opmærksomheden fra hans hjemlige politiske problemer. ​​ Den kendsgerning står imidlertid tilbage, at begivenhederne under sådanne omstændigheder til lyden af krigstrommernes dunken hurtigt får deres egen dynamik, en dynamik der unddrager sig alle individuelle aktørers kontrol og risikerer at udløse en eksplosion, som ingen af aktørerne oprindeligt havde haft til hensigt at fremkalde.

 

Den nuværende spænding i Europa mellem Rusland og vestlige lande har nået en grad, der formentligt ikke har været set på kontinentet siden slutningen på Anden Verdenskrig. De første krigshandlinger, man var vidne til efter denne – Balkan-krigene i 1990erne – , nåede aldrig det niveau af langvarig spænding og alarmtilstand mellem stormagterne selv, som vi er vidner til i dag. Hvis en krig brød ud på grund af den nuværende spænding ville Ukraines centrale beliggenhed og dets blotte størrelse være nok til, selvom krigen i første omgang kun ville rase på ukrainsk jord, at skabe en alvorlig og overhængende fare for, at branden ville sprede sig til andre europæiske lande, der grænser op til Rusland og også til Kaukasus og Centralasien.

 

Hovedårsagen til det, der sker i dag, er en række udviklinger, som en af de mægtigste stater, der havde initiativet, har hovedansvaret for, dvs. USA. Efter at Sovjetunionen gik ind i sin dødskamp under Mikhail Gorbachev og endnu mere under den første præsident for efterfølgerstaten, Boris Yeltsin, opførte Washington sig overfor Rusland som en nådesløs sejrherre overfor en besejret modstander, som man ønskede at forhindre i nogen sinde at komme på benene igen. Dette blev omsat til et USA-domineret NATOs ekspansion ved optagelse af lande, der førhen havde tilhørt den USSR-dominerede Warszawa-pagt i stedet for at opløse den vestlige alliance parallelt med dens østlige modpart. Det blev også til, at Vesten dikterede en økonomisk politik for Ruslands bureaukratiske økonomi i form af en ”chokterapi”, der fremprovokerede en voldsom socioøkonomisk krise og sammenbrud.

 

Disse forudsætninger er det, der meget naturligt førte til et resultat, som en af Gorbachevs mest fremtrædende rådgivere, Georgi Arbatov – tidligere medlem af Den øverste Sovjet og af Sovjetunionens Kommunistiske Partis centralkomite – havde advaret mod tredive år før. Han forudsagde, at Vestens politik ville føre til ”En ny kold krig” og til, at der ville opstå et autoritært styre i Moskva, som ville genoplive Ruslands gamle, imperialistiske tradition. Dette er faktisk sket med Putins opstigen til magten, hvor han repræsenterer interesserne hos de to vigtigste blokke i den russiske, kapitalistiske økonomi (i hvilken statskapitalismen og private interesser er sammenblandet): Det militær-industrielle kompleks, der i sig selv beskæftiger en femtedel af Ruslands arbejdskraft i industrien i tillæg til de væbnede styrkers personnel, og olie- og gassektoren. ​​ 

 

Resultatet er, at siden Putin første gang blev præsident, har Rusland praktiseret en politik med militær ekspansion. Dette markerer i sig selv et historisk skifte: Sovjetunionen indsatte efter 1945 ikke kamptropper udenfor den sfære, der kom under dens kontrol under Anden Verdenskrig, indtil man i slutningen af 1979 invaderede Afghanistan og skabte et hængedynd, der gødede jorden for Sovjetunionens dødskamp. Hvad angår Putins Rusland har landet, efter det genvandt sin økonomiske vitalitet takket være stigningen i brændselspriserne efter årtusindskiftet, interveneret militært udenfor sine grænser med en hyppighed, der tåler sammenligning med USA's militære interventioner før nederlaget i Vietnam og mellem den første amerikanske krig imod Iraq i 1991 og den lidet glorværdige exit fra det land tyve år senere. ​​ Ruslands interventioner og invasioner er ikke længere begrænset til dets ”nære udland”, dvs. de lande, der grænser op til Rusland, og som var under Moskvas dominans i ​​ USSRs og Warszawa-pagtens dage. Det postsovjetiske Rusland har interveneret militært i Kaukasus, særligt i Georgien, i Ukraine og senest i Kazakhstan. Men landet har også ført krig i Syrien siden 2015 og interveneret under et gennemskueligt dække i Libyen og senest i Afrika syd for Sahara.

 

Verden befinder sig således mellem fornyet russisk sabelraslen og fortsat amerikansk arrogance på kanten af en katastrofe, der meget voldsomt vil kunne fremskynde den udslettelse mod hvilken, vi allerede er på vej i form af ødelæggelsen af miljøet. ​​ Vi kan kun håbe at fornuften vil sejre, og at stormagterne vil nå frem til en aftale, der tager sig af Ruslands bekymringer for sin sikkerhed og genskabe betingelserne for en fornyet ”fredelig sameksistens”, som sænker den nye kolde krigs temperatur og forhindre den i at udvikle sig til en varm krig, der ville være en enorm katastrofe for hele menneskeheden.  ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ ​​ 

Om skribenten

Gilbert Achcar

Gilbert Achcar

Læs mere